Minee forældre er plejeforældre og har været det fra før jeg blev født.
Min bror er ikke min biologiske bror, men kom til os som næsten nyfødt et halvt år før jeg kom til. Hans mor bad selv min mor - som hun kendte - om, at være hans plejemor. Hun var ung og under uddannelse, så hun valgte at lade nogen tage sig af sin søn mens hun blev klar. Hun forsvandt så, og har ikke set min bror efter han fyldte 4 år.
Vi havde en lille kurdisk pige på 1½ år, hvis far ikke lige kunne finde ud af, at behandle sin familie ordentligt. Hun kom hjem igen, da faren krævede det. Men det skulle aldrig være sket.
Efter hende havde vi en pige, som blev seksuelt misbrugt af sin far. Hun var hos os et par år, men også her lovede faren bod og bedring, og hun kom hjem igen. Det holdt ikke længe, så blev hun tvangsfjernet. Mine forældre sagde nej til, at få hende hos os igen, da hun ikke kunne samarbejde med forældrene. Jeg ved, at hun fik det rigtig godt hos den familie hun kom til, for tilældigvis kom hun i gymnasiet med vores nabos datter.
Så havde vi min lillebror. Når børnene er længe i familien, så bliver de til brødre og søstre. Min lillebror var hos os fra han var 4 år, til han selv valgte os fra som 18 årig. Hans bror boede stadig hos deres mor, men min 'bror' og de andre børn hun fik, blev fjernet med det samme. Hun var psykisk syg, og storebroderen fik kun lov til, at blive hjemme fordi han fik hjælp og støtte af sin mormor. 'Lillebror' blev diagnostiseret som psykoat, så det var altid et festligt hjem. Mine forældre har sporadisk kontakt med ham, jeg har valgt ikke at have nogen kontakt. Gennem hans barndomsvenner ved jeg dog, at han har kæmpet meget med stofmisbrug og har tjent penge til stoffer som trækkerdreng. Han er nu umiddelbart ude af det, og er netop blevet far for anden gang (han er 31 idag), men han er syg og vil stadig ikke helt erkende det. Hans far er så tilfældigvis venner med den familie den først plejesøster kom fra.
Det er på mange måder svært, at være barn i en plejefamilie. Man ved aldrig helt hvornår man har søskende og hvor mange man har. Og det er ikke sjovt at sige farvel. Desuden er der et rend af psykologer og sagsbehandlere og jeg ved ikke hvad, som skal evaluere hele tiden. Men det giver et godt blik ind i en verden jeg ellers ikke ville kende til, og det giver også en ballast videre i livet.
Mine forældre er for længst pensioneret, men min mor drømmer om at få et aflastningsbarn
