ladydan1 skriver:
Jeg har også læst dit første indlæg og jeg synes du skal passe på med ikke at kæmpe for kampens skyld!
Jeg VED det er møgsvært at "give op" men prøv lige at se på dine drenge..hvornår er de mest glade..hvornår er Du mest glad?
Måske i har brug for en pause fra hinanden..måske i kan være kærester men ikke bo sammen, men lige nu kører du jo dig selv mere og mere ned for at tilfredsstille alle andres behov - hvor er DU henne??
Jeg kan slet ikke have at han bruger omvendt psykologi på at fortælle at det er dejligt at komme hjem til et rengjort hus og at HAN ikke gider gøre rent 18.30... hvis han var alene, hvem skulle SÅ gøre det??
Er det ikke et fælles hus? Er i ikke fælles om opgaverne, fælles om det arbejde der nu er i at have børn og hus så ER du jo allerede enlig mor.
Jeg synes også det siger SÅ meget at han ikke ved om han vil kæmpe for jer...tilgengæld synes jeg at hans opførsel viser at han ikke vil. Han virker ikke glad og tilfreds og det går primært ud over jeres dreng.
Jeg ved det er svært, men prøv at sætte dig til at læse dine indlæg igen, med lidt mere objektive briller og mærk så efter hvad du føler, for jeg tror mere det er et spørgsmål om usikkerhed for fremtiden end dine følelser lige nu.. altså du ved hvad du har men ikke hvad du får.
Jeg ved det ikke er nemt..og ja man kæmper virkelig, men man kan ikke kæmpe alene for at redde et forhold hvor man er 2.
Knus
Sisse
