nu græder jeg... igen!

VIPpigen skriver:

Først skal du stole på dig selv. Du ved at det du fortæller er rigtigt, om han så ikke vil tro det er hans egen skyld. Så går han glip af en masse historier som i nok kunne få nogen gode samtaler ud af...

Derefter ville jeg nok også sige det lyder som om der er en lille depression. En depression kan være utrolig mange ting, og komme af utrolig mange grunde, eller de grunde der ikke er der. Du kan være ked bare fordi græsset gror, og bilerne køre på vejen. Syntes du skal snakke med din læge, mange læger tilbyder samtaler mellem læge, og patient så du ikke skal til en psykolog, og lægge penge ud. Nogen gange kan lægen i sig selv være en stor hjælp, andre gange er lægen nød til at sende videre, og sådan som jeg ser det er sidste udvej antidepressiv medicin.

Du har brug for han støtter mere op og hjælper dig videre, men først skal du hjælpe dig selv videre. Så grib telefonen, og få en tid ved lægen hurtigst muligt, bare så du kommer ud af starthullet....

ved du hvad.. det vil jeg gøre det med samme
Jeg tror du har ret. I det mindste kan jeg da få snakket en masse ting igennem med hende (lægen)..
Jeg har, som skrevet til en anden, selv tænkt på det med depression, for det er så små ting der skal til før det hele vælter for mig. Og det må jo også være anstrængende for ham, at bakke en op som ligger ned?

 

tiden er nu bestilt til lægen, og allerede da hun hørte mig græde og fortælle lidt, fik jeg en tid i næste uge. Det lettede en hel del, og jeg tror det er rigtigt hvad nogle af jer har nævnt, det ville være godt at få snakket med hende om det..

tusind tak til jer der gad læse det hele igennem, det er dejligt at baby.dk findes!

Anonym skriver:

ved du hvad.. det vil jeg gøre det med samme
Jeg tror du har ret. I det mindste kan jeg da få snakket en masse ting igennem med hende (lægen)..
Jeg har, som skrevet til en anden, selv tænkt på det med depression, for det er så små ting der skal til før det hele vælter for mig. Og det må jo også være anstrængende for ham, at bakke en op som ligger ned?

 

Præcis... Lægen kan være til stor hjælp, ved jeg hvertfald min egen kan, og kender også mange andre som bruger lægen til at snakke med...

Og det er netop det med at der ikke skal meget til at slå dig ud før du begynder at græde som peger hen på en depression. Jeg er selv på antidepressiv, og ved hvordan det er bare at kunne tude over det hele. Min kæreste havde svært ved at forstå det i starten at jeg kunne vræle over ingenting, så til sidst når han spurgte hvad der var galt sagde jeg at det bare var fordi græsset gror, og bilerne køre på vejen... Altså der var ikke nogen grund, jeg skulle bare tude... Nu forstår han at når jeg har de dage så skal han ikke tænke på det, og han skal ikke tage det til sig at jeg måske vrisser lidt af ham. Han har forståelse, og jeg har fået lov til at reagere. Det har hjulpet så meget at jeg må være mig selv så nu har jeg kun dumme dage når folk presser noget ned over hovedet på mig.

Men ligemeget hvad, så er det ikke en skam at bede om hjælp, og tror ikke det er manden der skal rive dig op af hullet, du skal ud og kravle op af det hul. Og STOL PÅ DIG SELV... Det kan blive hårdt, men det er rejsen værd

Jeg synes du tager tingene lidt for nært og det kan sagtens være det er fordi du er ved At ryge i en dep.
Hvis jeg var sådan over for min mand fx så tror jeg også han ville få et mindre pip og ligeledes hvis han var sådan over for mig. Og hvis min mand skrev et brev om han elsker mig osv så kunne jeg leve højt på det i læææænge..
Jeg tror du skal have en masse selvtillid og tro på dig selv og at han rent faktisk er sammen med dig fordi han ELSKER dig..
Håber du får det bedre med det hele og kommer op igen.. Det er ikk sjovt at stå i sådan en situation.

Jeg synes du skal tage en snak med ham, hvor du fortæller, hvorfor du reagerer som du gør og at han faktisk gør dig rigtig ked af det.. Kan sku godt forstå du har brug for en krammer, sådan en drøm er self ikke rar, hvis han ikke engang kan give dig det, så måske du skulle finde en, der gider.? Din datter har jo ikke ikke meget ud af en mor der er ked af det og ulykkelig
Måske du skulle få snakket med en prof? For det lyder lidt som om du har brug for at vide at du er god nok og du er værd at elske og give krammere og ja, tro på. 

Jeg har selv haft en periode som det du er igennem, havde dog en mand, der kunne forstå mig og rent faktisk viste mig at han elskede mig og gav mig krammere der hvor jeg havde aller mest brug for det, han viste mig at jeg var det hele værd og det, tror jeg, er en af grundene til at jeg kom videre

Anonym skriver:

ja tårerne triller igen ned af mine kinder, gør de efterhånden ofte.. Efter en lang god periode, hvor "alt" har været dejligt mellem min kæreste og jeg er jeg kommet i en skidt periode igen... Jeg bliver meget ked af det når han siger noget til mig, som kan være sårende eller hvis han f.eks siger, "argh, er du sikker på det"? Han har det meget med ikke at tro på andre end ham selv. et eksempel: jeg fortæller ham om en vuggestue der lukkede inden det siste barn er hentet. han tror simpelthen ikke på mig, og jeg bliver bare SÅ ked af det, for jeg VED jo det er rigtigt, og der resulterer i at jeg bare tud brøler og må finde hele 3 forskellige historier på nettet om det. Det kan bare ikke være rigtigt, at jeg skal bevise hvert et ord jeg siger...
Her til morgen var det så noget andet han ikke troede på, og jeg blev bare så ked af det igen, for det er en info jeg kommer med som jeg synes er brugbar, og så tror han f****** ikke på mig.. bliver simpelthen så rasende!!!

Morgenen startede med at jeg vågner og siger "nu har jeg haft en træls drøm igen" (en træls drøm er at han er sammen med en anden, det drømmer jeg meget ofte!) han siger så. "ja det gør du jo så tit". og igen der, bliver jeg ked af det indeni, for jeg havde jo nok mere brug for et kram og et "jamen jeg elsker dig skat" end at blive fejet af vejen.
ved morgenmaden sidder jeg så og ser lidt trist ud, selvom jeg prøvet at tænke positivt, så er jeg bare ked af det inden i, han spørger så, skulle du noget i dag inden du skal ned i byen? Og jeg svarer, "ja det fortalte jeg også igår" hvor han siger, "jamen det kan jeg ikke huske" og jeg svarer "så må du jo undvære den information" bliver bare SÅ træt af at han IGEN ikke har hørt hvad det er jeg skal, jeg ved godt man ikke kan gå og huske på alle informationer man får, men sagde det lige inden vi gik i seng, at jeg skulle noget inden jeg skulle ned i byen, og så irriterer det mig, at han glemmer det IGEN IGEN IGEN! han tog så tøj på ham selv og vores datter og jeg spørger "hvad skal I" han svarer, "vi kører en tur" jeg spørger hvorhen og han læsser mig af med, "det kan vel være ligemeget, nu når du ikke vil sige hvor du skal hen, behøver du vel ikke vide hvor vi skal hen" og igen, så bliver jeg bare ked ked ked, for det var slet ikke fordi jeg ikke ville fortælle ham hvad jeg skulle, det var jo bare super træls, han ikke lige kunne huske det. Jeg græder så foran ham og ham siger, "hvad fanden er du så ked af" og jeg svarer, "jamen jeg er bare ked af det i dag, måske jeg har brug for du lige holder om mig og er der for mig." hvortil hans svar er "jamen jeg skrev da et brev igår om at jeg elsker dig, du ved da jeg elsker dig", men jeg gider ik være her når du er så sur, farvel"... så går han ud af døren mens jeg står med tårerne trillende ned af kinderne...
Hvorfor bliver jeg så ked af "så lidt"? Hver gang der er bare lidt mellem ham og jeg får jeg altid tanken, "nu pakker jeg sgu, jeg gider ik græde mere, det er livet for kort til" men det ender altid med vi "maker up" og så er det det..
Inden han gik sagde han, "jeg vender og drejer hver en sætning inden jeg siger noget, for ikke at såre dig, du er så nærtagende".. og så tænker jeg bare, hvad fanden laver du så her?? Det må da være træls altid at skulle tage hensyn til mig? Eller hvad... Åhr, ha alle de tanker og så videre... 

sagde til ham, inden han gik at jeg jo havde brug for at vide han elsker mig, i stedet for at blive fejet af vejen, når jeg er ked af det, men så siger han bare sådan noget med, "jamen jeg sagde da igår jeg elsker dig" og hvor er det bare sårende...

er jeg for nærtagende? Skal jeg bare være ligelgad, selvom jeg er på brudets rand?? Tænker egentlig tit at det ville være nemmere at være alene, så skulle jeg ikke tænke på ham, gøre ham tilfreds osv hele tiden... ALT hvad jeg gør, det gør jeg for at gøre ham glad. skriver små  breve, smører madpakken uden han ved det, henter rundstykker som overraskelse, og alle mulige andre små, synes jeg, betænksomme ting.. 

skulle lige ud med det hele.. :/

Hvis du er på barsel og stadig ammer, så lyder du helt normal. Man bliver så ulidelig følsom og nærtagende. - det er jo indrettet sådan at man skal have følelserne uden på tøjet, så man knytter sig til barnet!

Når det så er sagt ville jeg forklare kæresten at du har ekstra brug for komplimenter, kærtegn og omsorg, så du kan blive en dejlig rummelig og omsorgsfuld mor. Lige nu er du lidt alene om dine følelser og det er hårdt!

KH

Anonym skriver:

det har jeg også tænkt på, det med dep. for der skal, som jeg skrev til en anden, ikke ret meget til før bægeret flyder over for mig, og det er virkelig hårdt, for jeg går jo og er glad, som regel, men så lige pludselig, hvis en meget lille ting sker, så bliver jeg bare SÅ ulykkelig. :/

han gider ikke snakke om alting hele tiden, og det kan da godt være træls, men vil jo heller ikke snakke hvis han ikke vil ?
Vi er sindsygt forskellige, men passer på mange områder rigtig godt sammen, bare ikke når det kommer til det med følelser og sådan. Der er vi som dag og nat.. vi kommer også fra to meget forskellige hjem. Han er vokset op med en meget firkantet baggrund/holdning til alting, hvor jeg er vokset op med pædagogik og sådan.. ... puha, jeg ved ikke om jeg er ulykkelig i mit forhold, men er ikke helt glad i hvert fald

hvis du virkelig er The One for ham, burde han også gladeligt snakke med dig om tingene HVER gang der er surt eller hårdt!!!
Det hedder ikke i medgang og modgang for ingenting, gift eller ej. I skal jo have det her til at fungere, og være lykkelige sammen i mange år endnu!!!

Han bliver bare nødt til at forstå at lige nu har du brugt for at snakke rigtig meget om det samme, og alt hvad der gør dig ked af det. Ellers bliver tingene jo aldrig bedre, og så skal han jo netop vælger sine ord med omhu fordi han ikke tager hånd om dem, som en voksen mand burde gøre når hans kæreste/kone har et behov!!!

Anonym skriver:

du har fuldstændig ret. jeg har meget brug for bekræftigelse, og det får jeg jo også, der skal bare så lidt til, før bægeret flyder over for mig.. det er som om jeg ikke kan rumme ret meget modgang?

Ja og der er jo ikke noget galt i at du har brug for bekræftigelse, og det synes jeg bestemt også man skal give hinanden i et forhold. Jeg tror bare at hvis man er typen, der ikke har brug for ret meget bekræftigelse, så tænker man ikke over at modparten måske har et større behov for bekræftigelse. Han må jo give lidt mere af sig selv, fordi det er måske netop derfor du er så ked af det meget ofte. Det er jo klart at hvis du ikke får dækket dit behov for bekræftigelse, så kan der dukke tusindvis af tanker op i dit hoved, omkring om du er god nok, om han virkelig elsker dig osv.

Jeg synes da det er meget naturligt at du græder

Men hvis du selv synes at du går og er mere ked af det end sædvanligt, så bør man også overveje om det kunne være en mulig depression? Hvis ikke, så må det hele jo bunde i forholdet, og så er det altså vigtigt man får en snak, og får snakket igennem, hvad man har brug for i et forhold.

Jeg håber virkelig det løser sig for dig, for det er da bestemt ikke rart at have det, som du har det.

Anonym skriver:

tiden er nu bestilt til lægen, og allerede da hun hørte mig græde og fortælle lidt, fik jeg en tid i næste uge. Det lettede en hel del, og jeg tror det er rigtigt hvad nogle af jer har nævnt, det ville være godt at få snakket med hende om det..

tusind tak til jer der gad læse det hele igennem, det er dejligt at baby.dk findes!

Og så læser jeg først nu, at du selv tænker på at det kunne være en depression. Det er super-godt at du har fået ringet til lægen og fået en tid. Jeg har selv prøvet at have en depression, og der hjalp det altså rigtig meget, at få snakket med min læge. Men nu kendte min læge mig også rigtig godt, og det samme modsat. Så det var bare så nemt at åbne op overfor ham.

Jeg håber virkelig det hjælper dig at få den snak med lægen. Jeg gik til samtaler ved min læge 4-5 gange, og til sidst havde jeg det så godt, at jeg ikke længere behøvede det.

Held og lykke med det

jeg har læst alle jeres indlæg igennem et par gange nu, og mange tak for jeres svar og tid..

Kan ikke lige svare jer alle men kan overordnet sige at jeg skal til lægen fredag og så må vi se hvad der sker.

Jeg har prøvet hypnoterapi før, og det vil jeg helt sikkert genoptag,d et var rigtig godt!!