nu græder jeg... igen!

ja tårerne triller igen ned af mine kinder, gør de efterhånden ofte.. Efter en lang god periode, hvor "alt" har været dejligt mellem min kæreste og jeg er jeg kommet i en skidt periode igen... Jeg bliver meget ked af det når han siger noget til mig, som kan være sårende eller hvis han f.eks siger, "argh, er du sikker på det"? Han har det meget med ikke at tro på andre end ham selv. et eksempel: jeg fortæller ham om en vuggestue der lukkede inden det siste barn er hentet. han tror simpelthen ikke på mig, og jeg bliver bare SÅ ked af det, for jeg VED jo det er rigtigt, og der resulterer i at jeg bare tud brøler og må finde hele 3 forskellige historier på nettet om det. Det kan bare ikke være rigtigt, at jeg skal bevise hvert et ord jeg siger...
Her til morgen var det så noget andet han ikke troede på, og jeg blev bare så ked af det igen, for det er en info jeg kommer med som jeg synes er brugbar, og så tror han f****** ikke på mig.. bliver simpelthen så rasende!!!

Morgenen startede med at jeg vågner og siger "nu har jeg haft en træls drøm igen" (en træls drøm er at han er sammen med en anden, det drømmer jeg meget ofte!) han siger så. "ja det gør du jo så tit". og igen der, bliver jeg ked af det indeni, for jeg havde jo nok mere brug for et kram og et "jamen jeg elsker dig skat" end at blive fejet af vejen.
ved morgenmaden sidder jeg så og ser lidt trist ud, selvom jeg prøvet at tænke positivt, så er jeg bare ked af det inden i, han spørger så, skulle du noget i dag inden du skal ned i byen? Og jeg svarer, "ja det fortalte jeg også igår" hvor han siger, "jamen det kan jeg ikke huske" og jeg svarer "så må du jo undvære den information" bliver bare SÅ træt af at han IGEN ikke har hørt hvad det er jeg skal, jeg ved godt man ikke kan gå og huske på alle informationer man får, men sagde det lige inden vi gik i seng, at jeg skulle noget inden jeg skulle ned i byen, og så irriterer det mig, at han glemmer det IGEN IGEN IGEN! han tog så tøj på ham selv og vores datter og jeg spørger "hvad skal I" han svarer, "vi kører en tur" jeg spørger hvorhen og han læsser mig af med, "det kan vel være ligemeget, nu når du ikke vil sige hvor du skal hen, behøver du vel ikke vide hvor vi skal hen" og igen, så bliver jeg bare ked ked ked, for det var slet ikke fordi jeg ikke ville fortælle ham hvad jeg skulle, det var jo bare super træls, han ikke lige kunne huske det. Jeg græder så foran ham og ham siger, "hvad fanden er du så ked af" og jeg svarer, "jamen jeg er bare ked af det i dag, måske jeg har brug for du lige holder om mig og er der for mig." hvortil hans svar er "jamen jeg skrev da et brev igår om at jeg elsker dig, du ved da jeg elsker dig", men jeg gider ik være her når du er så sur, farvel"... så går han ud af døren mens jeg står med tårerne trillende ned af kinderne...
Hvorfor bliver jeg så ked af "så lidt"? Hver gang der er bare lidt mellem ham og jeg får jeg altid tanken, "nu pakker jeg sgu, jeg gider ik græde mere, det er livet for kort til" men det ender altid med vi "maker up" og så er det det..
Inden han gik sagde han, "jeg vender og drejer hver en sætning inden jeg siger noget, for ikke at såre dig, du er så nærtagende".. og så tænker jeg bare, hvad fanden laver du så her?? Det må da være træls altid at skulle tage hensyn til mig? Eller hvad... Åhr, ha alle de tanker og så videre... 

sagde til ham, inden han gik at jeg jo havde brug for at vide han elsker mig, i stedet for at blive fejet af vejen, når jeg er ked af det, men så siger han bare sådan noget med, "jamen jeg sagde da igår jeg elsker dig" og hvor er det bare sårende...

er jeg for nærtagende? Skal jeg bare være ligelgad, selvom jeg er på brudets rand?? Tænker egentlig tit at det ville være nemmere at være alene, så skulle jeg ikke tænke på ham, gøre ham tilfreds osv hele tiden... ALT hvad jeg gør, det gør jeg for at gøre ham glad. skriver små  breve, smører madpakken uden han ved det, henter rundstykker som overraskelse, og alle mulige andre små, synes jeg, betænksomme ting.. 

skulle lige ud med det hele.. :/

sig til ham at han gør dig ked af det når han ikke tror på dig... og når han ikke lytter til dig.... 

fortæl om dine følelser. uden at pege fingrwe og uden at kræve hvad han skal gøre.. 

følelser kan ALLE realatere til..  

Anonym skriver:

ja tårerne triller igen ned af mine kinder, gør de efterhånden ofte.. Efter en lang god periode, hvor "alt" har været dejligt mellem min kæreste og jeg er jeg kommet i en skidt periode igen... Jeg bliver meget ked af det når han siger noget til mig, som kan være sårende eller hvis han f.eks siger, "argh, er du sikker på det"? Han har det meget med ikke at tro på andre end ham selv. et eksempel: jeg fortæller ham om en vuggestue der lukkede inden det siste barn er hentet. han tror simpelthen ikke på mig, og jeg bliver bare SÅ ked af det, for jeg VED jo det er rigtigt, og der resulterer i at jeg bare tud brøler og må finde hele 3 forskellige historier på nettet om det. Det kan bare ikke være rigtigt, at jeg skal bevise hvert et ord jeg siger...
Her til morgen var det så noget andet han ikke troede på, og jeg blev bare så ked af det igen, for det er en info jeg kommer med som jeg synes er brugbar, og så tror han f****** ikke på mig.. bliver simpelthen så rasende!!!

Morgenen startede med at jeg vågner og siger "nu har jeg haft en træls drøm igen" (en træls drøm er at han er sammen med en anden, det drømmer jeg meget ofte!) han siger så. "ja det gør du jo så tit". og igen der, bliver jeg ked af det indeni, for jeg havde jo nok mere brug for et kram og et "jamen jeg elsker dig skat" end at blive fejet af vejen.
ved morgenmaden sidder jeg så og ser lidt trist ud, selvom jeg prøvet at tænke positivt, så er jeg bare ked af det inden i, han spørger så, skulle du noget i dag inden du skal ned i byen? Og jeg svarer, "ja det fortalte jeg også igår" hvor han siger, "jamen det kan jeg ikke huske" og jeg svarer "så må du jo undvære den information" bliver bare SÅ træt af at han IGEN ikke har hørt hvad det er jeg skal, jeg ved godt man ikke kan gå og huske på alle informationer man får, men sagde det lige inden vi gik i seng, at jeg skulle noget inden jeg skulle ned i byen, og så irriterer det mig, at han glemmer det IGEN IGEN IGEN! han tog så tøj på ham selv og vores datter og jeg spørger "hvad skal I" han svarer, "vi kører en tur" jeg spørger hvorhen og han læsser mig af med, "det kan vel være ligemeget, nu når du ikke vil sige hvor du skal hen, behøver du vel ikke vide hvor vi skal hen" og igen, så bliver jeg bare ked ked ked, for det var slet ikke fordi jeg ikke ville fortælle ham hvad jeg skulle, det var jo bare super træls, han ikke lige kunne huske det. Jeg græder så foran ham og ham siger, "hvad fanden er du så ked af" og jeg svarer, "jamen jeg er bare ked af det i dag, måske jeg har brug for du lige holder om mig og er der for mig." hvortil hans svar er "jamen jeg skrev da et brev igår om at jeg elsker dig, du ved da jeg elsker dig", men jeg gider ik være her når du er så sur, farvel"... så går han ud af døren mens jeg står med tårerne trillende ned af kinderne...
Hvorfor bliver jeg så ked af "så lidt"? Hver gang der er bare lidt mellem ham og jeg får jeg altid tanken, "nu pakker jeg sgu, jeg gider ik græde mere, det er livet for kort til" men det ender altid med vi "maker up" og så er det det..
Inden han gik sagde han, "jeg vender og drejer hver en sætning inden jeg siger noget, for ikke at såre dig, du er så nærtagende".. og så tænker jeg bare, hvad fanden laver du så her?? Det må da være træls altid at skulle tage hensyn til mig? Eller hvad... Åhr, ha alle de tanker og så videre... 

sagde til ham, inden han gik at jeg jo havde brug for at vide han elsker mig, i stedet for at blive fejet af vejen, når jeg er ked af det, men så siger han bare sådan noget med, "jamen jeg sagde da igår jeg elsker dig" og hvor er det bare sårende...

er jeg for nærtagende? Skal jeg bare være ligelgad, selvom jeg er på brudets rand?? Tænker egentlig tit at det ville være nemmere at være alene, så skulle jeg ikke tænke på ham, gøre ham tilfreds osv hele tiden... ALT hvad jeg gør, det gør jeg for at gøre ham glad. skriver små  breve, smører madpakken uden han ved det, henter rundstykker som overraskelse, og alle mulige andre små, synes jeg, betænksomme ting.. 

skulle lige ud med det hele.. :/

Nu ved jeg ikke lige hvor gammel jeres datter er, men eller lyder det da som en depression af en art???

Eller også er du bare ulykkelig i det forhold du begiver dig i, hvis han ikke forstår at snakke det "ihjel" med dig, så du kan komme ordentligt ud med det og få knuden ud af mave!!

Nej jeg synes ikke du er for nærtagende....jeg tror bare du er meget følsom

Måske er han frustreret over at du er så ked af det hele tiden? Han føler sig måske lidt magtesløs, og ved ikke rigtig hvad han skal stille op med det. Måske er i også lidt forskellige....hvor du har brug for bekræftigelse, har han måske ikke helt det samme behov for det. Og det er måske der i går galt i byen?

I hvert fald får du et kæmpe kram herfra

isabellamor skriver:

sig til ham at han gør dig ked af det når han ikke tror på dig... og når han ikke lytter til dig.... 

fortæl om dine følelser. uden at pege fingrwe og uden at kræve hvad han skal gøre.. 

følelser kan ALLE realatere til..  

jeg har prøvet det der med at snakke om MINE følelser, men han forstår det ik.. og det andet med at ik at tro på mig, det snakkede vi om for et halvt års tid siden, men det er som om han hører det, pg så bruger han det han vil :/

Carina1977 skriver:

Nej jeg synes ikke du er for nærtagende....jeg tror bare du er meget følsom

Måske er han frustreret over at du er så ked af det hele tiden? Han føler sig måske lidt magtesløs, og ved ikke rigtig hvad han skal stille op med det. Måske er i også lidt forskellige....hvor du har brug for bekræftigelse, har han måske ikke helt det samme behov for det. Og det er måske der i går galt i byen?

I hvert fald får du et kæmpe kram herfra

du har fuldstændig ret. jeg har meget brug for bekræftigelse, og det får jeg jo også, der skal bare så lidt til, før bægeret flyder over for mig.. det er som om jeg ikke kan rumme ret meget modgang?

med risiko for at såre dig, så vil jeg sige, at det lyder til, at du tager tingene meget nært.

At han ikke kan huske hvad du har af planer, er vel meget normalt, han huskede jo rent faktisk at du skulle et eller andet, så jeg synes dit svar var lidt fejt.

Og hvad angår dit behov for at han skal bekræfte dig hele tiden, så tærer det også tit, hvis den ene har stort behov.

Jeg ville nok søge læge, hvis jeg var dig, for der er helt klart hjælp at hente

Tina&Martin skriver:

Nu ved jeg ikke lige hvor gammel jeres datter er, men eller lyder det da som en depression af en art???

Eller også er du bare ulykkelig i det forhold du begiver dig i, hvis han ikke forstår at snakke det "ihjel" med dig, så du kan komme ordentligt ud med det og få knuden ud af mave!!

det har jeg også tænkt på, det med dep. for der skal, som jeg skrev til en anden, ikke ret meget til før bægeret flyder over for mig, og det er virkelig hårdt, for jeg går jo og er glad, som regel, men så lige pludselig, hvis en meget lille ting sker, så bliver jeg bare SÅ ulykkelig. :/

han gider ikke snakke om alting hele tiden, og det kan da godt være træls, men vil jo heller ikke snakke hvis han ikke vil ?
Vi er sindsygt forskellige, men passer på mange områder rigtig godt sammen, bare ikke når det kommer til det med følelser og sådan. Der er vi som dag og nat.. vi kommer også fra to meget forskellige hjem. Han er vokset op med en meget firkantet baggrund/holdning til alting, hvor jeg er vokset op med pædagogik og sådan.. ... puha, jeg ved ikke om jeg er ulykkelig i mit forhold, men er ikke helt glad i hvert fald

Macaab skriver:

med risiko for at såre dig, så vil jeg sige, at det lyder til, at du tager tingene meget nært.

At han ikke kan huske hvad du har af planer, er vel meget normalt, han huskede jo rent faktisk at du skulle et eller andet, så jeg synes dit svar var lidt fejt.

Og hvad angår dit behov for at han skal bekræfte dig hele tiden, så tærer det også tit, hvis den ene har stort behov.

Jeg ville nok søge læge, hvis jeg var dig, for der er helt klart hjælp at hente

du sårer mig ikke! for jeg er godt klar over, det muligvis er mig der sidder med problemet..

De ting jeg nævnte var bare taget ud fra i dag og en anden episode, men det sker bare SÅ tit, og det er også det der gør mig ked af det.. men jeg ER nærtagende, det er jeg udemærket klar over. og jeg tror helt sikkert et lægebesøg ville være guld værd, for der ligger nok en del lig i lasten som har godt af at komme frem, men uha hvor jeg bare gruer for det. selvom det nok kun ville være godt!

Først skal du stole på dig selv. Du ved at det du fortæller er rigtigt, om han så ikke vil tro det er hans egen skyld. Så går han glip af en masse historier som i nok kunne få nogen gode samtaler ud af...

Derefter ville jeg nok også sige det lyder som om der er en lille depression. En depression kan være utrolig mange ting, og komme af utrolig mange grunde, eller de grunde der ikke er der. Du kan være ked bare fordi græsset gror, og bilerne køre på vejen. Syntes du skal snakke med din læge, mange læger tilbyder samtaler mellem læge, og patient så du ikke skal til en psykolog, og lægge penge ud. Nogen gange kan lægen i sig selv være en stor hjælp, andre gange er lægen nød til at sende videre, og sådan som jeg ser det er sidste udvej antidepressiv medicin.

Du har brug for han støtter mere op og hjælper dig videre, men først skal du hjælpe dig selv videre. Så grib telefonen, og få en tid ved lægen hurtigst muligt, bare så du kommer ud af starthullet....