OCD (Obsessive Compulsive Disorder) er en psykiatrisk lidelse med tilbagevendende tvangstanker og / eller tvangshandlinger.
OCD er ikke en sindssygdom, selvom mange med lidelsen er bange for at blive opfattet som sindssyge af omgivelserne. OCD findes i alle sværhedsgrader, lige fra den helt milde med kun lejlighedsvis optræden til den svært invaliderende tilstand, hvor stort set alle døgnets vågne timer er beslaglagt af tvangstanker og handlinger.
Tvangstanker (obsessioner) er ideer, tankebilleder eller indskydelser, der dukker op i bevidstheden igen og igen på en ensartet måde. Det drejer sig oftest om frygt for at skade sig selv eller andre, frygt for smitte/kemikalier, overdreven tvivl og behov for orden/symmetri. Tankerne er næsten altid pinagtigt generende og uhyre svære at modarbejde.
Tvangshandlinger (kompulsioner) og ritualer er tilbagevendende handlinger, der udføres efter bestemte mønstre, ofte for at undgå en eller anden frygtet begivenhed og ofte foranlediget af tvangstanker. De hyppigste tvangshandlinger er vaske/rengøringsritualer, kontrolritualer (checken), tælleritualer og ordens-/symmetriritualer.
Nogle har udelukkende tvangstanker, andre næsten ‘kun’ ritualer. Men oftest er det en kombination af begge dele.
Såvel tvangstanker som handlinger erkendes af patienten som overdrevne og meningsløse, men på grund af den samtidige angst og følelse af uro er de færreste OCD-ramte i stand til at bryde den onde cirkel ved egen hjælp.
Selv om tvangssymptomer kan ses ved alvorlige sindslidelser, skal det endnu en gang slås fast, at OCD-ramte ikke er sindssyge.
Hvornår
Obsessive Compulsive Disorder bryder oftest ud i de tidlige ungdomsår (omkring puberteten) og i begyndelsen af tyverne. OCD kan dog også bryde ud på andre tidspunkter i livet, for eksempel i 3 års alderen eller når man er fyldt de 50 år. OCD rammer begge køn lige hyppigt.
Årsag
Årsagen er ikke endeligt klarlagt, men efter de seneste års intensive forskning i tilstanden må man i dag antage, at lidelsen kan skyldes en kombination af psykologiske og neurobiologiske årsager, hvor en forstyrrelse i et af hjernens signalstoffer, serotonin, spiller en meget vigtig rolle.
For eksempel har man inden for den nyeste forskning påvist, at en særlig type streptokok-bakterier kan give børn OCD. Den type OCD kaldes også PANDAS, en forkortelse for Pediatric Autoimmune Neuropsychiatric Disorders Associated With Streptococcal Infection. Læs mere i OCD-foreningens forum
Behandling
En bestemt type antidepressiv medicin, de såkaldte serotonin-genoptagelseshæmmere (SSRI-præparater, også kaldet de nye antidepressiva, depressionspiller, lykkepiller etc.), har vist sig effektive i behandlingen af OCD. Traditionel psykoterapi har ingen dokumenteret virkning på lidelsen, hvorimod kognitiv-adfærdsterapi, der retter sig specifikt mod tvangssymptomerne har vist sig effektiv. En kombination af SSRI og kognitiv terapi har vist sig at være en yderst effektiv behandlingsform.
Medicinsk behandling foregår typisk hos en privatpraktiserende psykiater og betales af den offentlige sygesikring. Børn skal behandles hos en specialist i børne- og ungdomspsykiatri (jf. Sundhedsstyrelsen).
Kognitiv adfærdsterapeutiske behandling foregår typisk hos en privatpraktiserende psykolog og man skal selv betale. OCD-ramte kan ikke få støtte efter reglerne for tilskud til psykologhjælp fra sygesikringen.
Helbredelse eller bedring?
Prognosen for en delvis helbredelse eller lindring af symptomerne er i dag særdeles gunstig, hvis man modtager den rette behandling. Kun overfor en lille restgruppe er der i øjeblikket ingen effektiv behandling (Der forskes på området behandlingsresistent OCD, se f.eks Stanford University’ forskningsprogram).
OCD er en kronisk lidelse. En del oplever at blive helt fri for deres symptomer i lange perioder af deres liv og andre, de fleste, kan få reduceret symptomerne så meget, at de kan leve et helt normalt liv.
Hvor mange?
Tidligere (før 1980′erne) blev Obsessive Compulsive Disorder anset for en sjælden sygdom med dårlige udsigter for bedring. I dag anslår man ud fra store befolkningsundersøgelser i mange lande, at tilstanden rammer omkring 2% af befolkningen.
Når man tidligere har undervurderet antallet af OCD-ramte, hænger det formodentlig sammen med, at størstedelen af patienterne holder deres lidelse for sig selv, af frygt for af omgivelserne at blive opfattet som sindssyge. Man ser sjældent OCD-ramte indlagt på de psykiatriske afdelinger, hvilket kan være en medvirkende årsag til at mange læger, psykologer og andet sundhedspersonale ikke er fortrolige med lidelsen.
