Klichen om den kommende/nybagte fader...

Malene84 skriver:

 

Så tror der er lige så mange klicheer om den gravide kvinde som om den kommende fader

Fuldstændig enig!  Herhjemme - og generelt - bliver det slet ikke taget seriøst hvis jeg har en dårlig dag, eller synes noget ikke er i orden"for du er bare styret af hormoner" - øh nej, jeg har faktisk min vilje og hjernekapacitet i fuldt vigør stadigvæk!

Men ellers lyder han nu som en dejlig mand (selvom min farmor synes, at de bukser han havde på til barnedåben var noget VÆRRE noget - HVORFOR hang de seler DERNEDE ... )

Malene84 skriver:

Nu skal det ikke lyde som om jeg har den perfekte mand, FOR DET HAR JEG IKKE!!!! haha. Men han har gjort alle punkterne undtagen at hoppe op af glæde over min graviditet (der var jo to... ha ha ha ha)

Men faktisk har han været guld værd under min graviditet. Jeg blev godt nok heller aldrig det hormonelle monster som mange andre... jeg fik heller aldrig lyst til noget speciel mad (heller ikke om natten) og jeg kunne alt det jeg kunne før jeg blev gravid (selv med to basser i maven).

Så tror der er lige så mange klicheer om den gravide kvinde som om den kommende fader

"Så tror der er lige så mange klicheer om den gravide kvinde som om den kommende fader"

Meget ening. Tror faktisk at en del gravide kvinder giver slip på selvkontrollen, fordi det er "ok" når man er gravid at te sig åndssvagt.

Anyway, min mand har altid gerne ville ha børn, jeg skulle overtales - og er stadig ved at skide grønne grise med jævne mellemrum, over at jeg lod mig overtale.

Han blev MEGET glad da jeg fortalte ham at jeg var gravid, og det var en sand pine for ham at vi skulle holde det hemmeligt en hel måned, indtil vores bryllup.

Jeg har ikke oplevet nogen "cravings", men pga kvalme har det været meget uforudsigeligt hvad jeg har kunnet spise - her har han været fantastisk, og har hentet hvad jeg mente jeg kunne spise hver eneste gang, uanset tidspunkt. Han er ikke blevet sur over de mindre formuer jeg har brugt på alt mulig mystisk mad, fordi jeg bestemt mente at NU havde jeg fundet mirakelkuren.

Han står for rengøringen, uden brok, men det har han nu altid gjort. Han skal dog stadig huskes på det flere gange, og mener åbentbart ikke at aftørring af støv og gulvvask er selvfølge ifht rengøring?

Selv da jeg jog ham 2 etager ned, i frost og blæst, for at ryge, tog han det faktisk pænt. Jeg kunne simpelthen ikke tåle røglugten, og ville desuden gerne selv stoppe eller i det mindste skære ned på smøgerne. Efter lidt tid er det blevet selvfølge for ham, og et er jeg glad for, da jeg påtænker at være benhård ifht rygning OGSÅ når baby kommer.

Men synes det lyder som om at du skal snakke lidt mere med din mand om projektet, og dine forventninger til ham. HVIS i beslutter jer for at lave en lille baby, så forbered dig på (hvis du allerede nu er i tvivl) at du måske ikke synes at det er fantastisk når du står med de to streger - og forbered dim mand på at du måske vil have det sådan.

 for at alt går som du/i ønsker det

Min verden har været så rosenrød de 2 gange jeg har været gravid og det var ikke med den samme mand og det var ikke planlagt. Sidste graviditet nåede desværre ikke så langt, men er slet ikke i tvivl om at min kæreste vil blive endnu mere glad denne gang og passe på mig igen! Men sådan er han nu også når jeg ikke er gravid

Malene84 skriver:

Nu skal det ikke lyde som om jeg har den perfekte mand, FOR DET HAR JEG IKKE!!!! haha. Men han har gjort alle punkterne undtagen at hoppe op af glæde over min graviditet (der var jo to... ha ha ha ha)

Men faktisk har han været guld værd under min graviditet. Jeg blev godt nok heller aldrig det hormonelle monster som mange andre... jeg fik heller aldrig lyst til noget speciel mad (heller ikke om natten) og jeg kunne alt det jeg kunne før jeg blev gravid (selv med to basser i maven).

Så tror der er lige så mange klicheer om den gravide kvinde som om den kommende fader

Godt skrevet, dog ventede jeg kun 1 

Min kæreste var og er guld værd her i min graviditet

Han blev så glad da jeg fortalte ham at han skulle være far Men vi havde også prøvet længe og havde faktisk opgivet at kunne få børn uden hjælp, så vi var begge helt oppe og ringe da jeg stod med den positive test, en mandag morgen kl 6

Nu har jeg så ikke haft den store trang til bestemte ting, men jeg ved han ville hente dem hvis jeg havde  Han er til gengæld meget påpasselig med at jeg helst ikke må bære på noget, selvom jeg har forklaret ham, at jeg nok godt kan klare at bære to liter mælk

Og han elsker at røre ved maven og mærke den lille.. den anden dag kunne han endda høre hjertelyden gennem maveskindet, så der var lige en ekstra stolt far, for endelig kunne han jo "høre/mærke" noget som moren ikke kan

Nogle gange er jeg dog lidt urimelig overfor ham og bliver hurtig irriteret og sur... Men man kan heldigvis komme langt med en undskyldning og en forklaring om at man er træt og hormonerne kører...

AnneBJ skriver:

Fuldstændig enig!  Herhjemme - og generelt - bliver det slet ikke taget seriøst hvis jeg har en dårlig dag, eller synes noget ikke er i orden"for du er bare styret af hormoner" - øh nej, jeg har faktisk min vilje og hjernekapacitet i fuldt vigør stadigvæk!

Men ellers lyder han nu som en dejlig mand (selvom min farmor synes, at de bukser han havde på til barnedåben var noget VÆRRE noget - HVORFOR hang de seler DERNEDE ... )

skriger af grin... hvis du vidste hvor mange der har kommenteret de bukser...  ha ha ha ha

AnneBJ skriver:

Herhjemme ser verden ikke sådan ud altid... Nogle dag - eller rettere nogle timer, enkelte dage, ser verden sådan ud. 

Det er de timer og dage hvor han nusser maven, snakker med vores baby, spørger om han skal lave mad til mig, minder mig om at passe på mig selv og tager støvsugeren fra mig. De timer og dage hvor han stolt fortæller venner og familie om ting i graviditeten, hvordan jeg har, eller direkte siger til mig at han glæder sig.

Men der er ligeså mange timer og dage - og nok endda flere - hvor han er træt af jeg er træt, træt af han skal støvsuge, frustreret over at mit humør skifter så hurtigt som det gør. Irriteret over, at jeg igen skal spise og ikke gider lave maden selv. Frustreret over, at mine bryster er ømme så jeg ikke gider røres ved, og over hæmorider og manglende sexlyst som ikke er særlig gavnligt for vores parforhold.

Så nej - herhjemme er verden ikke særlig rosenrød særlig tit. Men den er til gengæld næsten heller aldrig sort, og hvis den er, er det aldrig ret længe. Vi affinder os med at befinde os "midt i mellem" for vi ved (håber!) at vi er enige om det var det hele værd når vi sidder med vores lille skat, og vi var fra start fælles om beslutningen om at få børn og de evt. følger der måtte komme af det!

kunne ikke have skrevet det bedre selv

uhh hvor er du god

DET Poulsen skriver:

 

Ja en tanke eller to har strejfet mig under beslutningen om vi skulle være egoist familie eller børnefamilie.. Er det mere reglen end undtagelsen at den kommende far,

- springer op med lykke strålende langt ud af øjnene den dag "hans kvinde" kommer og fortæller at hun er gravid.. (hvis nyheden ellers er planlagt)

- at han fra den dag er ekstra opmærksom på "hans kvinde" fordi hun jo bærer hans barn.. 

- at han ser forelsket og stolt på "hans kvinde" og ser hende stråle som solen, tros de mange ekstra kg, vand og andet..

- at han uden brok står ud af senge eller køre igennem snestorm for at bringe hende, hendes eventuelle cravings, en ekstra pude eller andet lignende..

- at han træder i en anden form for karakter og tager alt det tunge arbejde, fordi "han kvinde" nu ikke må fordi hun bære hans barn og er evig opmærksom på hvert et skridt hun træder.. Giver en hånd op af trapper osv..

- at han bliver den stolte engagerede far som viser hele omverdenen at nu er han FAR...

Eller ser verdenen faktisk ikke så rosen rød ud ALTID??? Det er faktisk et ganske seriøst spørgsmål..

Herhjemme ser tingene altså ikke sådan ud...

Når jeg er gravid glæder vi os sammen, han nusser maven og mærker lillen sparke. Vi snakker navne og udstyrog hygger os med at gøre alting klar. - I sammenlagt 10% af graviditeten.

Resten af tiden er vi altså ganske almindelige og han er hverken mere eller mindre opmærksom på mig end ellers. Selvfølgelig er det ham der slæber tunge indkøb op ad trappen når jeg er træt og stor, men han hopper og springer ikke for mig.

Og jeg elsker faktisk lidt at han behandler mig helt almindeligt, frem for at jeg pludseligt skal forvandles til en rugemaskine der bærer hans barn.

Malene84 skriver:

Nu skal det ikke lyde som om jeg har den perfekte mand, FOR DET HAR JEG IKKE!!!! haha. Men han har gjort alle punkterne undtagen at hoppe op af glæde over min graviditet (der var jo to... ha ha ha ha)

Men faktisk har han været guld værd under min graviditet. Jeg blev godt nok heller aldrig det hormonelle monster som mange andre... jeg fik heller aldrig lyst til noget speciel mad (heller ikke om natten) og jeg kunne alt det jeg kunne før jeg blev gravid (selv med to basser i maven).

Så tror der er lige så mange klicheer om den gravide kvinde som om den kommende fader

Årh gud hvor er jeg enig med din sidste sætning!!

Hold da op jeg har hørt meget for hvordan "en gravid er og opføre sig".. Lige fra dag et vi fortalte at vi ventede en lille har alle ligesom forventet at det ville være et helvede for min kæreste pga homonerne osv.. og at nu skulle han virkelig være forberedt på vildt hårde 9 måneder..  Vi har ikke skændes en eneste gang eller vrisset af hinanden.. Jeg har ikke tudet over en masse ting eller haft lyst til sild, syltede agurker og hvad man ellers siger..

Jeg har været fuldstændig som jeg plejer, bare med kæmpe dunk  Så tror virkelig at det er ligeså forskelligt fra trådstarters emne til hvordan den gravide er

DET Poulsen skriver:

 

Ja en tanke eller to har strejfet mig under beslutningen om vi skulle være egoist familie eller børnefamilie.. Er det mere reglen end undtagelsen at den kommende far,

- springer op med lykke strålende langt ud af øjnene den dag "hans kvinde" kommer og fortæller at hun er gravid.. (hvis nyheden ellers er planlagt)

- at han fra den dag er ekstra opmærksom på "hans kvinde" fordi hun jo bærer hans barn.. 

- at han ser forelsket og stolt på "hans kvinde" og ser hende stråle som solen, tros de mange ekstra kg, vand og andet..

- at han uden brok står ud af senge eller køre igennem snestorm for at bringe hende, hendes eventuelle cravings, en ekstra pude eller andet lignende..

- at han træder i en anden form for karakter og tager alt det tunge arbejde, fordi "han kvinde" nu ikke må fordi hun bære hans barn og er evig opmærksom på hvert et skridt hun træder.. Giver en hånd op af trapper osv..

- at han bliver den stolte engagerede far som viser hele omverdenen at nu er han FAR...

Eller ser verdenen faktisk ikke så rosen rød ud ALTID??? Det er faktisk et ganske seriøst spørgsmål..

Self. er den ikke så rosenrød altid, men den er for nogen. Min mand er præcis som du beskriver, og det er virkelig dejligt, eftersom jeg har det ret skidt.. Så jeg er dybt taknemmelig og husker at fortælle ham hver dag, hvor højt jeg elsker ham!