Hvad er der med de is? :)

Inspireret af en anden tråd herinde: hvad er der med bedsteforældre og is???

Ved i er nogle bedsteforældre herinde, så: hvorfor er det bare drømmen at give børnebørnene is? Vi fik det altid hos min mormor og morfar og det var bare en stor ting. Og sådan er det også med min dreng og hans farmor og farfar. Jeg har intet imod det, men synes bare det er et morsomt fænomen og har egentlig undret mig længe.

mine børn har os fået is.. de elsker det.. det er jo ikke hver dag..

liam har altid taget et par bider så gad han ikke det mere og bedste spiste reste..

her hjemme er vi ikke bange for sukker. liam ved hvor slik skuffen er og tar hvis han har lyst, men det er så ikke spændene når man gerne må så er meget sjælent han bare tar.

LIZO skriver:

mine børn har os fået is.. de elsker det.. det er jo ikke hver dag..

liam har altid taget et par bider så gad han ikke det mere og bedste spiste reste..

her hjemme er vi ikke bange for sukker. liam ved hvor slik skuffen er og tar hvis han har lyst, men det er så ikke spændene når man gerne må så er meget sjælent han bare tar.

LIZO skriver:

mine børn har os fået is.. de elsker det.. det er jo ikke hver dag..

liam har altid taget et par bider så gad han ikke det mere og bedste spiste reste..

her hjemme er vi ikke bange for sukker. liam ved hvor slik skuffen er og tar hvis han har lyst, men det er så ikke spændene når man gerne må så er meget sjælent han bare tar.

Sådan er det også hos os, men det var nu ikke for at starte en sukker-debat. Tænkte mere over det med bedsteforældre og at de meget gerne vil have lov at give is til børnebørnene. Ved ikke om det var fordi det var en stor ting at få is da de var børn?

jeg kan ikke snakke for min egen momse men jeg kunne forestille mig at det er at se børnene hygge sig og virkelig nyde en is? og fordi børnene hygger sig så er det noget positivt at komme hjem til bedste igen?

min mormor og far de giver dem slik is eller andet hvis de har lyst, og der er altså bare et eller andet specielt i min fars øjne når han  kalder på mine drenge og han står med noget slik

da min mor var i live fik hun lov til hvad som helst, men det er nok fordi mig og min mor simpelthen er så ens.

skønneunger skriver:

jeg kan ikke snakke for min egen momse men jeg kunne forestille mig at det er at se børnene hygge sig og virkelig nyde en is? og fordi børnene hygger sig så er det noget positivt at komme hjem til bedste igen?

min mormor og far de giver dem slik is eller andet hvis de har lyst, og der er altså bare et eller andet specielt i min fars øjne når han  kalder på mine drenge og han står med noget slik

da min mor var i live fik hun lov til hvad som helst, men det er nok fordi mig og min mor simpelthen er så ens.

Selvfølgelig er det hyggen. Og min svigermor har også det mest skuffede blik i øjnene når vi siger nej til det 5. stykke kage.   Men jeg ville nu mene at man kan hygge på mange andre måder - at være sammen om noget. Så hvorfor lige præcis noget guf??

tjaa det ved jeg ikke.

vi kan alle lide mad og de fleste af os kan osse rigtigt godt lide noget lækkert så mange gange for at behage andre serverer man noget lækkert og noget lækkert er jo i manges øjne lig med kage is slik osv. især måske deres generation før sukkerhysteriet indtræf?

Lolli skriver:

Inspireret af en anden tråd herinde: hvad er der med bedsteforældre og is???

Ved i er nogle bedsteforældre herinde, så: hvorfor er det bare drømmen at give børnebørnene is? Vi fik det altid hos min mormor og morfar og det var bare en stor ting. Og sådan er det også med min dreng og hans farmor og farfar. Jeg har intet imod det, men synes bare det er et morsomt fænomen og har egentlig undret mig længe.

Tjaaa..jeg ved det ikke..men jeg kan huske at jeg sad i klapvognen...var vel omrking et år..og så gik min morfar og jeg op til bageren og hentede søndagsbrød, og så fik jeg en af de der små runde vanilieis, og det var bare en fest.
Det var jo ikke så tit det skete, men en ting KAN jeg huske og det var udtrykket af glæde og fryd i min morfars øjne, når han hjalp mig med isen, og fortalte mig hvor jeg nu skulle passe på at den ikke dryppede..
Så fik han sådan en nugatis med brune knopper i (den kunne jeg ikke lide, kan jeg huske...hehe) og jeg fik min vanilieis, som jeg selv kunne holde, og så sad han på en bænk og jeg i min klapvogn, mens vi nød vores is.

Jeg skal ikke kunne svare på, hvad det er, men jeg har følt den samme glæde ved at give en is til mine egne børnebørn, og også børn iøvrigt, set glæden i deres øjne, og følt hyggen.
Og jeg håber da, at mine børnebørn vil huske det samme om mig, som jeg husker om min morfor.

Is er et eller andet sted blot en lille portion magi i en verden, der er så fyld med kedelige ting man skal og ikke må..og efter min mening, tager man ikke skade af så lille en portion glæde, som kan blive kæmpe stor, når man engang bliver ældre, og føjes til nogle af ens bedste minder.

Kærligst
Sussie

Det indlæg der bliver nævnt er noget om alder..

Min søn er snart 14 mdr og han har kun smagt 1 mundfuld is endnu.. Og han får ikke lov til at få serveret en hel is lige foreløbigt..

Om det er hygge for bedsteforældre eller ej, så bliver det et NEJ til slik, sodavand, is osv...indtil mor og far siger ja... 

Sådan er det også hos os, men det var nu ikke for at starte en sukker-debat. Tænkte mere over det med bedsteforældre og at de meget gerne vil have lov at give is til børnebørnene. Ved ikke om det var fordi det var en stor ting at få is da de var børn?

hej det jeg har fremhævet af dit indlæg .....:der tænker jeg helt sikkert at det har noget med det at gøre.... Deres forældres generation (og den kan jo egentlig være bred ikke - sikkert også derfor de mange forskellige holdninger) havde ikke råd eller samme tilgang til de søde sager.......Det fandtes sikkert slet ikke i de mængder/varianter vi har tilgang til idag, og der var ikke sådan råd at skeje ud i hverdagen på samme måde som vi har det idag, og tænker at det er en selvfølge at kunne ned og købe is...mange gange....måske hver dag

og så det danske kulturelle islæt at vi spiser/guffer=hygge.

Det er jo noget der forandrer sig disse år, fordi der er så stor fokus på det...sukkerpolitikker/skadelige virkninger etc. Tidligere har der jo ikke været samme oplysning om det forskellige som der idag...og der var mange uudforskede områder, som der vel altid vil være......og det kræver sin mand/kvinde/bedste at være opdateret idag.

Min holdning er at bedsterne gerne må give en is en sjælden gang...... alting med måde....Jeg synes der er så mange andre udfordringer på andre områder, og prøver meget med omhu at vælge mine kampe. Men jeg respekterer klart dem der tænker anderledes, og det er ikke op til mig at dømme om de er hysteriske eller ej.

Jeg er meget enig i at kærlighed/nærvær ikke burde kobles sammen med mad...og det skal heller ikke bruges som trøstemiddel etc.....men det er jo en evig problemstilling.

 Faktisk spørger bedsterne mig inden de giver mit barn noget, hvis jeg er tilstede..... og de er fire hold.....og det selvom jeg aldrig har sagt noget eller gjort noget for at de skulle gøre det...og det er egentlig bare fint med mig...Men jeg kunne aldrig drømme om f.eks. at bede svigerfar om at han ikke måtte give min pige is når jeg ikke var tilstede...(med mindre hun simpelthen ikke tålte det osv.)

Men som sagt til ts det er en evig udfordring/problemstilling du tager op - spændende - og altid lærerigt at høre andre