Jeg er knust og ulykkelig!

KajaHH skriver:

Læste lige dit indlæg,og ville ikke smutte uden lige at gi dig et klap på skulderen.

Det er en træls tid ligenu, men er sikker på du vil se lyset, når det hele er overstået.

Du skal nok klare at være alene mor,og det er jo altid dejligt man har sine forældrer til at hjælpe en.

Held og lykke med det hele.

herfra

Tak, ja. Mit barn kommer hvertfald ikke til at lide under det, men derfor er det altid svært at sluge alligevel. 

Anonym skriver:

Ja, jeg ved det.. Det er bare virkelig hårdt at måtte erkende. Det var ikke lige det man regnede med da jeg stod med en positiv test og et lille barn for 10 måneder siden..

Men jeg ved godt du har ret, men trænger nok bare til et los bagi, så jeg kan komme afsted.

"  spark   "    Sådan ,,, nu er du hjulpet lidt på vej   ved godt det er svært , men har selv været der og brugt alt alt for mange år på at vente på det blev bedre , hvilket det aldrig blev så   tag tyren ved hornene nu ,,, jo før jo bedre .

Hvor længe har I været sammen og har du overvejet parterapi? Det kan indimellem løse nogen af de ting I hver især har med i bagagen. Vi har været i samme situation og er stadigvæk sammen. Dog vil jeg påpege at min mand har været rigtig god til at hjælpe med det praktiske.

Men lige situationen hvor han både gør og siger det med at det er slut, at det er forbi, jeg skal flytte og får to dage til at arrangerer flytningen har jeg været i med ham.

Det er chokerende, man er fuldstændig knust og man ved ikke hvilket ben man skal stå på..

Hvordan var hans barndom? Ungdom? Relationer?

Stort krammer til dig. Uh, hvor er det bare en dum situation. Personligt vil jeg ikke have fundet mig i sådan en behandling over så lang tid og så ville jeg tage ham på ordet og få ham til at hjælpe med at flytte dine ting!

Men ellers, så kunne det godt lyde som om han måske er lidt depressiv. Mænd kan jo også få en efterfødselsreaktion. Så måske kan kunne prøve at foreslå noget (par)terapi?

Men - jeg var nok smuttet.

Op med humøret og tag en "ferie" hos dine forældre.

Overvej lige konsekvensen af, at du bliver?? Tror du at tingene ændre sig?? Er det rart at bo sammen med ham?? Er der generelt en god stemning, hvor i føler at i er en familie??

Jeg synes det lyder som om din kæreste er færdig i forholdet, og at han behandler dig dårligt.........................ja, nærmest tenderende til psykisk vold. Se du at komme væk, og kig dig ikke tilbage................................for der er virkelig ikke noget problem i at være enlig mor, når alternativet ser sådan ud, som du beskriver.

Har selv været alene med min store søn, fra han var 17 mdr. Det var hårdt i starten.........................rigtig hårdt. Fordi drømmen om kernefamilien brast. Men efterhånden blev hverdagen ret god, og jeg fandt fred i livet som enlig mor. Nu er min søn næsten 15 år. Jeg mødte for godt 6 år siden, manden i mit liv, og vi har 2 skønne piger på knap 2 og 4 år. Her kan jeg roligt sige, at jeg har fundet kernefamilien.

Så fat mod......................og find din indre styrke frem.

Knus Mette

Anonym skriver:

Tusind tak. Jeg er sikker på man en dag kommer på den anden side, men det er svært at sluge når man står i det.

Lige præcis. Håber du kommer ovenpå igen snart

pu ha hvor jeg føler med dig!!! Han lyder til at være helt uden for rækkevidde - og kan godt forstå, at du er dybt ulykkelig. Undskyld mig, men magen til kold skid.....

Jeg ønsker for dig, at du må finde styrken til at gøre, hvad der er bedst for dig og dit barn - og at du har nogen tæt på, der kan give dig et kæmpe stort kram.

Stort knus og en masse gode tanker - og ønsker om held og lykke!!!