Hej tøser.
Jeg har virkelig brug for luft, så jeg håber i vil lytte. Sagen er den at siden vi fik vores barn for 10 måneder siden har det ikke altid kørt skide godt. Forholdet til mine forældre har især været svært - min kæreste bryder sig ikke om dem og de har generelt haft nogle gnidninger. Det som egentligt har fået det hele til at flyde over er at min familie flytter til udlandet snart i 3 år. I den forbindelse er vi blevet inviteret derover til sommer, hvilket min kæreste i lang tid har sagt god for. Jeg glæder mig rigtig meget og ikke mindst til at se hvor de skal bo de næste år.
Men som tiden har nærmet sig har vi talt for og imod fordi vi har et barn som ikke altid er helt nem. Der er en del sove og spise problemer og derfor talte vi om at udskyde til næste sommer. Vi skulle så afgøre hvorvidt vi skulle afsted eller ej - også melder han fandme ud han slet ikke vil afsted. Jeg blev dybt ulykkelig, for jeg vil så gerne besøge dem. Det endte i et kæmpe skænderi, for jeg forstår ikke han overhovedet ikke kan tilsidesætte egne behov og tænke lidt på vores lille familie og gøre det for min skyld. Vi diskuterede det her i går aftes og i dag har vi stort set ikke udvekslet et ord. Da jeg så forsøgte at tale med ham stille og roligt endte det som i går og nu nåede det så dertil hvor han sagde han ikke gider ser hverken mig eller vores barn igen og vi bare kunne skride. Han nægter at høre på noget eller tale med mig overhovedet! i forvejen synes jeg virkelig det har været en prøvelse, i vores barns 10 måneder lange liv har han ikke en eneste gang taget om natten, står aldrig op om morgenen, har ikke skiftet en ble i flere uger og gider generelt ikke deltage ret meget i det praktiske! - det han er bedst til er egentligt at uddele kritik og fortælle mig om alle de ting jeg ikke når. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv lige nu. Han sluttede af med at sige han nok skulle hjælpe med at flytte mine ting i morgen.
Tak fordi i gad læse med så langt. 
den virkelige ulykkelige.
Anmeld
