Jeg har haft to langdistanceforhold. Det ene var min gymnasiekæreste og det holdt ikke. Vi var sammen i fem år (det meste af tiden på langdistance). Vi var så unge, og havde ikke prøvet andet, og jeg er helt sikker på at det ikke var afstandens skyld at vi ikke blev sammen. Jeg synes faktisk vi blev gode til håndtere afstanden, og var gode til at være nære, når vi var sammen. Vi sås i weekender og ferier, men var helt klart "på besøg" hos den anden.
Anden gang var med min mand. Han boede i Tyskland og jeg i København, da vi mødtes. Vi var i slutningen af tyverne, så var jo etablerede med bolig, arbejde og et selvstændigt liv hver for os, men ingen børn. Vi savnede nok i højere grad at få et fælles liv og en fælles hverdag, men var heller ikke parat til at kaste alt overbord, for bare at flytte til den anden. Vi besøgte hinanden i lange weekender og heldigvis ofte i længere perioder ad gangen (uger-måneder), hvor vi "boede" sammen. Vi opfattede det nok nærmere som om vi begge boede to steder. Vi har været sammen i otte år nu, gift i tre og boede i hvert sit land indtil for fire år siden.
Mine gode råd må være:
Sørg for at være sammen længe nok til at I "når ind til hinanden", når I ses. Fra den ene dag til den anden kan være fint engang imellem, men i længden har man brug for tid, hvor man kan falde lidt til ro sammen. Det kan fx være lidt svært at tage vanskelige emner op, hvis man lige er kommet, eller skal afsted om to timer.
Sørg for at være i kontakt tit, og huske at dele de små ting i hverdagen (især når man ikke længere er nyforelskede).
Husk at introducere hinanden for venner og bekendte. Det kan være fristende at forpuppe sig totalt i tosomhed, hvis man ikke ses så meget, men i længden bliver det mærkeligt, hvis den anden har en omgangskreds man slet ikke kender.
For mig har det også været vigtig at man kunne have et liv selv, og ikke nødvendigvis skulle ses hver weekend. Det giver måske sig selv, hvis man har børn, men i længden bliver det surt, hvis man aldrig kan være med til noget, der hvor man bor, fordi man altid skal rejse til den anden (måske især, hvis der er en, der rejser mest)
Held og lykke med kærligheden
Maria
