Først vil jeg bare gerne sige tak for jeres tanker.
Det er jo nogle dage siden jeg skrev indlægget, men jeg havde lige brug for at få det lidt på afstand inden jeg kunne svare jer.
Det har hjulpet at åbne op for posen og anerkende over for mig selv at jeg er lidt ved siden af den jeg plejer at være. Der er ingen tvivl om at specialet har holdt mit fokus på nærmest alt andet end mig selv. Jeg har stået i suverænt sidste række, for alt hvad der var af energi når mine dejlige børn var puttet gik til opgaven.
Jeg manglede simpelthen at se mig selv og hvad det var jeg havde rodet mig ud i. Det er hårdt at vide det er mig selv der er skyld i mit dårlige humør, men på den anden side så er det også kun mig selv der kan tage kampen op og gøre det godt igen.
Når jeg skriver at jeg nogen gange melder pas på Malte, så er det fordi jeg ikke gider ham. Jeg er træt af at han hænger og er små sur. Det dræner så meget energi, at vi joker med at han er billigt til salg (ikke at jeg på nogen måde kunne finde på at sælge ham). Men efter en dag alene med ham har jeg bare brug for at være alene. Jeg nyder at lave mad om eftermiddagen sammen med Mille og vide jeg har pause. Malte sover generelt heller ikke i ret lange intervaller om dagen, så det er sjældent at jeg når at ligge mig ned og tage en morfar inden han er vågen igen. Også må jeg også sige at et nogen gange keder mig helt gevaldigt at gå hjemme alene med Malte. Han giver ikke særlig meget modspil endnu. Som I ved er vi flytte til Viborg for et lille år siden og jo jeg er da ved at skabe mig en lille vennekreds herover, og det har hjulpet meget. Brian er som jeg tror mænd er flest, han har ikke behov for at tale en hel masse, eller i hvert fald ikke så meget som jeg har. Brian møder mennesker hver dag på arbejdet og får brugt det meste af sin snakkekvote mens han er på job, mens min stadig er helt ubrugt når han kommer hjem. Og det giver en hvis ubalance i snakkesystemet. Ikke der er så meget at gøre ved det. Både Brian og jeg ved det er et problem og han (vi) gør hvad vi kan.
Men men, Brian er helt med på at der skal gøres et eller andet, for han savner mig også. Jeg åbnede selv op og sagde vi var nød til at gøre noget ved Malte om natten inden jeg gik helt ned. Lige for tiden går jeg i seng ikke ret meget senere end kl 20 for der kan jeg ikke mere. Og nu har vi aftalt at Brian giver Malte en flaske inden han går i seng også tager jeg den første amning om natten og Brian giver flaske de andre gange han vågner. Reelt kunne vi have gjort det på den måde tidligere, men jeg vil bare så gerne amme så længe som så muligt. Men har nu indset at det ikke skal være på bekostning af min søvn længere, det er det simpelthen ikke vær. Malte har fået risgrød til frokost en uges tid nu, og vi er allerede gået videre til kartoffelmos om aftenen. Så vi håber at to gange grød/mos også kan hjælpe lidt på søvnen.
Jeg åbnede lidt op for min mødregruppe i onsdags og de gav mig et skulderklap for at have taget kontakt til vores sundhedsplejerske. Det gav en god snak om sorte huller, mænd, sex (eller mangel på samme) snakkekvoter, rengøring... Men det kom heller ikke som den store overraskelse for dem, for som jeg selv har anerkendt og I har nævnt, så har der bare været for meget opgavestress og jeg er blevet nedprioteret.
Så nu skal jeg bare se om ikke jeg kan få sovet lidt længere stræk af gangen og ellers bare tage en dag af gangen og nyde det gode vejr.
Også skal jeg også arbejde på at komme mere ud end jeg gør nu, for det er virkelig et lyspunkt når jeg bliver luftet (også selvom jeg er ved at falde sammen af træthed bagefter), for når jeg er ude sker der noget andet end bare at sidde og glo herhjemme og ærgre sig over at Malte ikke vil sove og bare er småsur.
Tak for at I er sådan nogle dejlige kvinder der kan sætte ord på ens tanker og hjælpe en på vej.
