jeg smilte og tænkte...

...at der nogen gange er langt i mellem mine smil

Puha - det her er et af de svære indlæg at skrive og jeg forventer at jeg har fået tårer i øjnene inden jeg er færdig.

I dag sagde jeg for første gang højt til nogen at jeg ikke er den samme glade mig som jeg var før jeg fik Malte. Det er sku hårdt at erkende at jeg ikke smiler og er ligeså glad som før.

Jeg mødes med min dejlige mødregruppe hver uge. Vi er 6 i gruppen, men sidste uge var vi kun 3 og den ene gik tidligt også var vi to. Heldigvis var det en af dem jeg snakker rigtig godt med der blev til hygge. Hun sprugte til hvordan det gik og af en eller anden årsag turde jeg ikke være ærlig og sige det som det er. Jeg fik bare liret det af som jeg altid siger, nemlig at Malte stadig sover rigtig dårligt og jeg er helt vildt træt (Malte vågner hver anden til fjerde time og er bare helt vildt sulten. Heldigvis falder han hurtigt i søvn igen, men der er SKIDE hårdt at blive vækket og ikke sove mere end et par timer af gangen). Men jeg burde nok have sagt det som der er - nemlig at jeg er ved at køre sur i det og nogen gange må melde pas på Malte og bare sende ham videre til Brian.

Idag var jeg til åbent hus ved sundhedsplejersken og få vejet guldklumpen. Hun spurgte til hvordan det gik (hun ved godt jeg har været presset med specialet) og jeg svarede at det ikke gik særlig godt - også stod jeg med tåre i øjnene. Heldigvis er hun bare super god og spurgte med det samme om vi ikke skulle lave en aftale så vi tale om hvordan og hvorledes det står til herhjemme.

Så nu er det ude i det åbne og jeg håber sådan at jeg snart kan blive til den gamle mig der smiler meget mere end jeg gør lige for tiden.

Imorgen skal jeg i mødregruppe igen og jeg ved stadig ikke om jeg tør være åben om det, og hvordan jeg lige skal få det sagt. For jeg ved jo ikke hvad der er galt med mig og hvorfor jeg ikke bare kan smile over livet.

Og ja, ganske som forudset sidder jeg nu med tårer i øjnene og har bare mest lyst til at kravle ind under dynen.

Uh Mette - du får mine alarmklokker til at ringe! Der er ikke noget at sige til, hvis du føler, du ikke har dig selv med - du har sgu været mere end almindeligt presset! Du er død og pine nødt til at få åbnet op for posen, inden du udvikler en regulær fødselsdepression!! Bid i det sure æble og vær ærlig - især i mødregruppen kan det være en rigtig god ting ikke at have filter på...det er i hvert fald min erfaring...

Sig til, hvis du har brug for hjælp - jeg lægger gerne et øre til, og hjælper også gerne med Malte, hvis du har brug for det!

Hejsa.

Jeg ved ikke om det har fremgået så tydeligt, men jeg havde det i en lang periode rigtig surt med at være mor. Jeg er en af de mennesker som har rigtig svært ved at afgive min søvn, og oveni det så havde jeg en del ubearbejde ting liggende fra fødslens efterspil (2 operationer, jeg missede hele Jontes første dag og var afkræftet i flere uger efter). 

Jeg vil VIRKELIG anbefale dig at opsøge en eller anden form for samtale med nogen som har forstand på BÅDE mødre og småbørn. I mit tilfælde fik jeg en tid hos en familierådgiver min mor kender, og hun reddede simpelthen dagen for os! Jeg var 10kg lettere da vi gik derfra, og hun gav råd om både søvn, mad og mors humør.  Det har gjort en KÆMPE forskel for os, og jeg ærgrer mig over at jeg ikke gjorde det før. Mht til det med at være ærlig - tjaah... Herinde er der ihvertfald ikke mange der ved hvor slidt jeg faktisk var til tider 

Stort stort knus til dig!

Rosa

Det første skridt mod bedring, er at vedkende det, så der kan gøres noget.

Jeg syntes det er så positivt, at du nu vælger at være ærlig og sige det som det er. Og jeg håber at smilene snart kommer snigende oftere og oftere helt ubesværet.

Knus til dig 

msax skriver:

...at der nogen gange er langt i mellem mine smil

Puha - det her er et af de svære indlæg at skrive og jeg forventer at jeg har fået tårer i øjnene inden jeg er færdig.

I dag sagde jeg for første gang højt til nogen at jeg ikke er den samme glade mig som jeg var før jeg fik Malte. Det er sku hårdt at erkende at jeg ikke smiler og er ligeså glad som før.

Jeg mødes med min dejlige mødregruppe hver uge. Vi er 6 i gruppen, men sidste uge var vi kun 3 og den ene gik tidligt også var vi to. Heldigvis var det en af dem jeg snakker rigtig godt med der blev til hygge. Hun sprugte til hvordan det gik og af en eller anden årsag turde jeg ikke være ærlig og sige det som det er. Jeg fik bare liret det af som jeg altid siger, nemlig at Malte stadig sover rigtig dårligt og jeg er helt vildt træt (Malte vågner hver anden til fjerde time og er bare helt vildt sulten. Heldigvis falder han hurtigt i søvn igen, men der er SKIDE hårdt at blive vækket og ikke sove mere end et par timer af gangen). Men jeg burde nok have sagt det som der er - nemlig at jeg er ved at køre sur i det og nogen gange må melde pas på Malte og bare sende ham videre til Brian.

Idag var jeg til åbent hus ved sundhedsplejersken og få vejet guldklumpen. Hun spurgte til hvordan det gik (hun ved godt jeg har været presset med specialet) og jeg svarede at det ikke gik særlig godt - også stod jeg med tåre i øjnene. Heldigvis er hun bare super god og spurgte med det samme om vi ikke skulle lave en aftale så vi tale om hvordan og hvorledes det står til herhjemme.

Så nu er det ude i det åbne og jeg håber sådan at jeg snart kan blive til den gamle mig der smiler meget mere end jeg gør lige for tiden.

Imorgen skal jeg i mødregruppe igen og jeg ved stadig ikke om jeg tør være åben om det, og hvordan jeg lige skal få det sagt. For jeg ved jo ikke hvad der er galt med mig og hvorfor jeg ikke bare kan smile over livet.

Og ja, ganske som forudset sidder jeg nu med tårer i øjnene og har bare mest lyst til at kravle ind under dynen.

Jeg ved præcist hvordan du har det. Jeg kan kun sige at jeg tror det er vigtigt at være ærlig - først og fremmest overfor dig selv og derefter over for folk der kan hjælpe dig.Fortæl dem i din mødregruppe du føler du kan tale med hvordan du har det. Og prøv at finde en måde du kan få sovet på.Der er forbandet svært. Jeg sad tidligere i dag og måtte indrømme overfor min mor at jeg var ved at bryde sammen, og at det kun er et spørgsmål om tid før jeg ryger ned med enten stress eller en depression eller en skøn kombi.Lad være med at lukke alting inde som jeg har gjort, men kom ud med det. De to sværeste ting i verden at sige er "undskyld" og "jeg har brug for hjælp" men i nogle tilfælde er man nødt til det. Brug tøserne herinde og hvem du ellers føler du kan betro dig til, og prøv at tænke i praktiske løsninger. Husk at du altså også har nogle rettigheder som mor.Jeg ved godt det er nemmere sagt end gjort, men prøv alligevel.

Kæreste Mette. Jeg vil bare lige sige, at jeg har læst dit indlæg, og at jeg har tænkt mig at skrive til dig et svar lige så snart Dicte sover.

Knus fra CAmilla

msax skriver:

...at der nogen gange er langt i mellem mine smil

Puha - det her er et af de svære indlæg at skrive og jeg forventer at jeg har fået tårer i øjnene inden jeg er færdig.

I dag sagde jeg for første gang højt til nogen at jeg ikke er den samme glade mig som jeg var før jeg fik Malte. Det er sku hårdt at erkende at jeg ikke smiler og er ligeså glad som før.

Jeg mødes med min dejlige mødregruppe hver uge. Vi er 6 i gruppen, men sidste uge var vi kun 3 og den ene gik tidligt også var vi to. Heldigvis var det en af dem jeg snakker rigtig godt med der blev til hygge. Hun sprugte til hvordan det gik og af en eller anden årsag turde jeg ikke være ærlig og sige det som det er. Jeg fik bare liret det af som jeg altid siger, nemlig at Malte stadig sover rigtig dårligt og jeg er helt vildt træt (Malte vågner hver anden til fjerde time og er bare helt vildt sulten. Heldigvis falder han hurtigt i søvn igen, men der er SKIDE hårdt at blive vækket og ikke sove mere end et par timer af gangen). Men jeg burde nok have sagt det som der er - nemlig at jeg er ved at køre sur i det og nogen gange må melde pas på Malte og bare sende ham videre til Brian.

Idag var jeg til åbent hus ved sundhedsplejersken og få vejet guldklumpen. Hun spurgte til hvordan det gik (hun ved godt jeg har været presset med specialet) og jeg svarede at det ikke gik særlig godt - også stod jeg med tåre i øjnene. Heldigvis er hun bare super god og spurgte med det samme om vi ikke skulle lave en aftale så vi tale om hvordan og hvorledes det står til herhjemme.

Så nu er det ude i det åbne og jeg håber sådan at jeg snart kan blive til den gamle mig der smiler meget mere end jeg gør lige for tiden.

Imorgen skal jeg i mødregruppe igen og jeg ved stadig ikke om jeg tør være åben om det, og hvordan jeg lige skal få det sagt. For jeg ved jo ikke hvad der er galt med mig og hvorfor jeg ikke bare kan smile over livet.

Og ja, ganske som forudset sidder jeg nu med tårer i øjnene og har bare mest lyst til at kravle ind under dynen.

åh Mette, for søren da! men du har sgu også haft meget at se til...

FÅ DET NU UD! det er vigtigt! du skal jo gerne have det godt igen....

Jeg håber det lettede lidt, trods alt at få fortalt at du ikke er ok!

vi åbnede jo selv op for "godteposen" for en uge siden og nej hvor har det bare hjulpet! Man kan få LUFT! man kan få lov at føle det man FØLER, så det ikke bliver til en hård bold inde i maven!!

Jeg synes det er SÅ sejt at du har talt med din sundhedsplejerske og jeg er sikker på hun kan hjælpe dig på rette vej. men ja, det er dødsvært at skulle indrømme - måske især overfor sig selv - at tingene ikke er som man synes det skal være/burde være/troede de ville være.

Hvis du beslutter dig for at sige noget i mødregruppen er jeg sikker på du vil møde opbakning og støtte og måske endda for andre til at åbne op for de svære emner - så føler man sig ikke så alene

godt gået, Mette!! godt at du tar fat i det og får snakket om det, også selvom det trækker tårer

Øv Hvor er jeg ked af at høre at du har det sådan!

Men nu er første skridt ligesom taget ikke? Så er næste forhåbentlig knap så svært at tage!

Håber at du får åbnet op så du kan få det hjælp du har brug for!

msax skriver:

...at der nogen gange er langt i mellem mine smil

Puha - det her er et af de svære indlæg at skrive og jeg forventer at jeg har fået tårer i øjnene inden jeg er færdig.

I dag sagde jeg for første gang højt til nogen at jeg ikke er den samme glade mig som jeg var før jeg fik Malte. Det er sku hårdt at erkende at jeg ikke smiler og er ligeså glad som før.

Jeg mødes med min dejlige mødregruppe hver uge. Vi er 6 i gruppen, men sidste uge var vi kun 3 og den ene gik tidligt også var vi to. Heldigvis var det en af dem jeg snakker rigtig godt med der blev til hygge. Hun sprugte til hvordan det gik og af en eller anden årsag turde jeg ikke være ærlig og sige det som det er. Jeg fik bare liret det af som jeg altid siger, nemlig at Malte stadig sover rigtig dårligt og jeg er helt vildt træt (Malte vågner hver anden til fjerde time og er bare helt vildt sulten. Heldigvis falder han hurtigt i søvn igen, men der er SKIDE hårdt at blive vækket og ikke sove mere end et par timer af gangen). Men jeg burde nok have sagt det som der er - nemlig at jeg er ved at køre sur i det og nogen gange må melde pas på Malte og bare sende ham videre til Brian.

Idag var jeg til åbent hus ved sundhedsplejersken og få vejet guldklumpen. Hun spurgte til hvordan det gik (hun ved godt jeg har været presset med specialet) og jeg svarede at det ikke gik særlig godt - også stod jeg med tåre i øjnene. Heldigvis er hun bare super god og spurgte med det samme om vi ikke skulle lave en aftale så vi tale om hvordan og hvorledes det står til herhjemme.

Så nu er det ude i det åbne og jeg håber sådan at jeg snart kan blive til den gamle mig der smiler meget mere end jeg gør lige for tiden.

Imorgen skal jeg i mødregruppe igen og jeg ved stadig ikke om jeg tør være åben om det, og hvordan jeg lige skal få det sagt. For jeg ved jo ikke hvad der er galt med mig og hvorfor jeg ikke bare kan smile over livet.

Og ja, ganske som forudset sidder jeg nu med tårer i øjnene og har bare mest lyst til at kravle ind under dynen.

Nu sover hun den lille vildbasse, så nu har jeg lidt tid til at skrive, jeg vil gerne have fred og ro, så jeg kan give dig et ordentligt svar, for det er et svært emne, du har oppe at vende her, og jeg tager hatten af for dig, fordi du er så hudløst ærlig. Jeg tror, at det er de færreste, der kan sige sig fri for på et eller andet tidspunkt at have det lidt ligesom, du har det, men jeg tror også, at det er de færreste, der vil indrømme det eller snakke om det. Hvorfor det skal være sådan et tabu, det begriber jeg ikke, det er jo den hurtigste vej til at få det bedre.
Det gør mig rigtig ked af det, at du slet ikke føler dig som den glade Mette fra tidligere, men igen så er det egentlig ikke så underligt, at du ikke har overskud til det uden søvn. Jeg begriber ikke, hvordan du kan få det til at hænge sammen at være mor til to med så lidt søvn. Du siger, at du nogengange er nødt til at melde pas overfor Malte, hvad mener du med det? Det med bare at sende ham videre til Brian, er det i virkeligheden ikke også en god ting både for dig, Brian og Malte? Jeg mener, det er da fint, at far tager over, så du lige kan få bare et par minutter for dig selv, eller hvordan mener du? Du kan jo ikke klare at stå på spring hvert sekund, så er der ikke noget at sige til, at du ikke har overskud til at være sprudlende og glad.
Jeg tænkte lige i mandags, da vi havde været ude at spise, at du altid virker til at have styr på alt og have et mega-overskud, og der virkede du jo glad, synes jeg i hvert fald. Men jeg ville da have ønsket, at vi kunne have snakket om det, selvom omgivelserne ikke helt var de rigtige måske. Jeg er til gengæld glad for at høre, at du vil snakke med den sundhedsplejerske om det, hun er jo super til at lytte, og ved, hvad man skal snakke om i sådan en situation. Det ved jeg jo ikke, jeg begynder bare at ævle løs, som du jo nok allerede har lagt mærke til.
Hvad vil jeg med alt det her, jeg vil vel egentlig bare gerne hjælpe med at at gøre dig glad igen, for det er vigtigt at få snakket om sådan nogle ting, for det er jo ikke fryd og gammen det hele, og jeg har også haft en lignende periode, hvor jeg bare ikke kunne overskue noget som helst, og følte mig som verdens dårligste mor. Den er heldigvis overstået for nu, og jeg håber ikke, at den kommer tilbage igen. Det er gyseligt!