Dictes mor skriver:
Nu sover hun den lille vildbasse, så nu har jeg lidt tid til at skrive, jeg vil gerne have fred og ro, så jeg kan give dig et ordentligt svar, for det er et svært emne, du har oppe at vende her, og jeg tager hatten af for dig, fordi du er så hudløst ærlig. Jeg tror, at det er de færreste, der kan sige sig fri for på et eller andet tidspunkt at have det lidt ligesom, du har det, men jeg tror også, at det er de færreste, der vil indrømme det eller snakke om det. Hvorfor det skal være sådan et tabu, det begriber jeg ikke, det er jo den hurtigste vej til at få det bedre.
Det gør mig rigtig ked af det, at du slet ikke føler dig som den glade Mette fra tidligere, men igen så er det egentlig ikke så underligt, at du ikke har overskud til det uden søvn. Jeg begriber ikke, hvordan du kan få det til at hænge sammen at være mor til to med så lidt søvn. Du siger, at du nogengange er nødt til at melde pas overfor Malte, hvad mener du med det? Det med bare at sende ham videre til Brian, er det i virkeligheden ikke også en god ting både for dig, Brian og Malte? Jeg mener, det er da fint, at far tager over, så du lige kan få bare et par minutter for dig selv, eller hvordan mener du? Du kan jo ikke klare at stå på spring hvert sekund, så er der ikke noget at sige til, at du ikke har overskud til at være sprudlende og glad.
Jeg tænkte lige i mandags, da vi havde været ude at spise, at du altid virker til at have styr på alt og have et mega-overskud, og der virkede du jo glad, synes jeg i hvert fald. Men jeg ville da have ønsket, at vi kunne have snakket om det, selvom omgivelserne ikke helt var de rigtige måske. Jeg er til gengæld glad for at høre, at du vil snakke med den sundhedsplejerske om det, hun er jo super til at lytte, og ved, hvad man skal snakke om i sådan en situation. Det ved jeg jo ikke, jeg begynder bare at ævle løs, som du jo nok allerede har lagt mærke til.
Hvad vil jeg med alt det her, jeg vil vel egentlig bare gerne hjælpe med at at gøre dig glad igen, for det er vigtigt at få snakket om sådan nogle ting, for det er jo ikke fryd og gammen det hele, og jeg har også haft en lignende periode, hvor jeg bare ikke kunne overskue noget som helst, og følte mig som verdens dårligste mor. Den er heldigvis overstået for nu, og jeg håber ikke, at den kommer tilbage igen. Det er gyseligt!
Ja, det med overskuddet har jo nok heller ikke været der når alt kommer til alt, for det kan man ikke med så lidt søvn og to dejlige unger.
Ja hvorfor det er et tabu, ved jeg ikke lige. Eller jo, det er jo fordi man "burde" være glad nu hvor man har fået det nyt dejligt lille liv at tage hånd om og passe på. For hvem elsker ikke små søde børn?
Når jeg er ude er jeg oftest glad, for så tøffet jeg ikke bare rundt herhjemme og laver "ingenting" sammen med en småsur Malte. Det er et højdepunkt at blive luftet og specielt af nogen der selv har valgt en til.
Jeg har skrevet et fælles svar til alle jer dejlige piger herinde, se længere nede i tråden.
