Med den første var vi meget obs på at vi i hvertfald ikke skulle have sådan et barn der sov hos mor og far, og det var bare Åh så vigtigt at det lille pus blev selvstændigt så hurtigt som overhovedet muligt. Han var vel omkring de (hmmm....tænke tænke...) omkring 6/8 mdr gammel da han kom på eget værelse, og før det havde han sovet i en tremmeseng ved siden af vores seng.
Han sov på eget værelse indtil han blev storebror, kort før sin 2 års fødselsdag. Lillebror sov i vores dobbeltseng (i modsætning til hvad storebror havde gjort) og det føltes bare SÅ forkert at vi lå der og puttede med lillebror og storebror skulle ligge helt alene inde på sit eget værelse. Så vi valgte at flytte ham tilbage til dobbeltsengen i en alder af 2år (eller tilbage kan man jo ikke kalde det, for han havde jo ikke ligget der som spæd). Lillebror lå i vores seng indtil han var stor nok til at bede om at få sin egen seng, og han fik sit eget værelse da han var stor nok til at bede om at få det. Med lillesøster gjorde vi det samme!
I dag har vi 3 børn på 2½år, 4 år og 6 år. De to mindste, som har ligget i dobbelsengen fra den dag de blev født og indtil de selv bad om at få deres egen seng, de sover FINT på deres eget værelse. De beder os om at gå, for de kan ikke falde i søvn når vi er der. Lillebror elsker at ligge og putte med mig, og det gør jeg nogle gange, men når han skal til at falde i søvn, beder han mig om at gå: for nu vil han gerne sove! -og så går jeg selvføglig!
Storebror derimod på 6 år, snart 7år, ham som IKKE fik lov til at sove i dobbeltsengen da han var 0-2 år gammel. Han plager HVER aften om vi ikke nok vil blive hos ham til han falder i søvn, om han ikke nok må sove sammen med os, eller det allerbedste det er hvis han kan lokke BÅDE mor og far til at ligge og putte med ham. Han bliver DYBT ulykkelig HVER aften når vi går fra ham fordi han skal falde i søvn selv. Omkring midnat kommer han ind i til os og sover resten af natten hos os. Han har bare et kæmpe behov for at være sammen med os!!! De to små bliver i deres senge og sover der hele natten (men kommer ind om morgen)
Jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at tænke på at de to små fik behovet dækket da de var små, og har derfor ikke et u-opfyldt behov, mens den store bestemt ikke fik den samme mængde nærvær da han var spæd og han så i dag higer SÅ meget efter det. Der kan også være 1000-vis af andre grunde, men et er sikkert, jeg er IKKE bange for at lade små hjælpeløs babyer ligge trygt og godt hos mor og far. De skal nok blive store og flytte ud af dobbeltsengen!!! (selvom der selvfølgelig også findes tilfælde hvor mødre ikke kan give slip på deres børn og derfor beholder dem i sengen og ikke vil lade børnene løsrive sig!)
P.S. Jeg ved ikke lige hvad jeg skal svare, så jeg har ikke stemt
Anmeld
