De der veninder som var der engang

Venskaber ændrer sig jo gennem livet, og det samme med kontaktbehovet.

Jeg har størstedelen af mine veninder fra inden jeg fik barn.. ja faktisk fra min efterskoletid...
Men måden vi snakker sammen på, altså med hyppighed og sådan den er ændret markant..

NOgle af mine bedste veninder har da (i fællesskab med mig) præsteret at vi ikke havde kontakten i 1 års tid.. men hvor vi stadig kunne fortsætte fra hvor vi var før...

F.eks. Vi er et trekløver fra efterskolen... De 2 andre var hinandens BFF's og jeg var sådan mere 3. hjulet (men havde det ok med det). Nu er det mere skiftet til at jeg er "BFF" med dem hver især, men hende jeg havde mindst tilknytning til dengang, er den tætteste nu..
I livet er vi også forskellige steder. Mig med barn og snart færdig med kontorudd, en anden som læser til lærer, og den sidste som læser kinesisk på uni. (de har ingen børn)
SÅ det er jo vidt forskellige ting som der sker og som vi snakker om, og det er da kun fantastisk..

Men nu hvor du har fået barn, så kræver det også at du arbejder det hårdere for venskabet.. Ikke at jeg siger at alt ansvaret ligger på dig - for der er også røget nogle på den konto her. Men det kan føles "hårdere" at holde venskaber kørende, fordi du netop har dit barn at tage dig af, og det er der dit fokus ligger..

Så slug stoltheden og fat knoglen og giv det en sidste chance, inden du afskriver hende... Venskaber dør ikke af at man ikke ser hinanden nogle måneder, kun hvis det er det man ønsker..

Håber jeg trængte tydeligt nok igennem...

snøvsen skriver:

Jeg mistede også en meget kær veninde, da jeg fik min søn. Det skete også nærmest fra den ene dag til den anden. Hun kunne ikke rigtig acceptere, at jeg ikke bare kunne det samme som før.  

Men så fik hun selv barn og så begyndte vi at snakke sammen igen og har det ligeså godt sammen som før.

Jeg vil ønske, at jeg havde bragt det på banen, så der ikke skulle gå to år, før vi igen fik kontakten med hinanden.

og som en sidste kommentar - jeg skulle til at skrive noget der svarer til ovenstående..

NÅR din veninde får barn, eller bliver gravid, så kommer du til at blive den største hotline..

En meget kær veninde jeg har, der begyndte at gå meget længe imellem vi ses... Pga jeg fik barn, og hun arbejdede meget...Da jeg efterhånden havde fundet rollen som mor OG veninde, så havde hun en MA, og der kunne hun ikke overskue børn... Da hun kom over den (så godt som man nu kan), nåede hun at se min søn - der var han over 1 år, hun havde sidst set ham ved fødslen).

NU er hun gravid i igen.. en MEGET kompliceret graviditet, men jeg er hendes "hotline" hvor hun spørger ligefra alm. graviditetsspørgsmål til overlevelseschancer på hendes lille datter... Og der er jeg der for hende, ligesom jeg altid har været..

snøvsen skriver:

Jeg mistede også en meget kær veninde, da jeg fik min søn. Det skete også nærmest fra den ene dag til den anden. Hun kunne ikke rigtig acceptere, at jeg ikke bare kunne det samme som før.  

Men så fik hun selv barn og så begyndte vi at snakke sammen igen og har det ligeså godt sammen som før.

Jeg vil ønske, at jeg havde bragt det på banen, så der ikke skulle gå to år, før vi igen fik kontakten med hinanden.

det er bare rigtig øv at midste en god veninde.

Jeg vil også rigtig gerne snakke med hende, men hver gang jeg har lyst til at skrive er der bare noget der holder mig tilbage.

KaLee skriver:

Venskaber ændrer sig jo gennem livet, og det samme med kontaktbehovet.

Jeg har størstedelen af mine veninder fra inden jeg fik barn.. ja faktisk fra min efterskoletid...
Men måden vi snakker sammen på, altså med hyppighed og sådan den er ændret markant..

NOgle af mine bedste veninder har da (i fællesskab med mig) præsteret at vi ikke havde kontakten i 1 års tid.. men hvor vi stadig kunne fortsætte fra hvor vi var før...

F.eks. Vi er et trekløver fra efterskolen... De 2 andre var hinandens BFF's og jeg var sådan mere 3. hjulet (men havde det ok med det). Nu er det mere skiftet til at jeg er "BFF" med dem hver især, men hende jeg havde mindst tilknytning til dengang, er den tætteste nu..
I livet er vi også forskellige steder. Mig med barn og snart færdig med kontorudd, en anden som læser til lærer, og den sidste som læser kinesisk på uni. (de har ingen børn)
SÅ det er jo vidt forskellige ting som der sker og som vi snakker om, og det er da kun fantastisk..

Men nu hvor du har fået barn, så kræver det også at du arbejder det hårdere for venskabet.. Ikke at jeg siger at alt ansvaret ligger på dig - for der er også røget nogle på den konto her. Men det kan føles "hårdere" at holde venskaber kørende, fordi du netop har dit barn at tage dig af, og det er der dit fokus ligger..

Så slug stoltheden og fat knoglen og giv det en sidste chance, inden du afskriver hende... Venskaber dør ikke af at man ikke ser hinanden nogle måneder, kun hvis det er det man ønsker..

Håber jeg trængte tydeligt nok igennem...

Selvfølgelig tager et venskab ikke skade af at man ikke snakker sammen hverdag

Men ja, jo jeg ved det godt, jeg burde måske skrive. har forsøgt mange gang, men får den aldrig sendt. jeg vil helst ikke afskrive hende, føler måske lidt hun har afskrevet mig. det var hende der skulle finde en dag, for jeg har jo masser af tid og så hører man intet.

Ahh det irriterer mig det her, skal, skal ikke.

Kender bare den situation alt for godt. Har en veninde, vi har været så gode veninder i 12 år. Hun flyttede til Odense da jeg fik mit 1. barn, vi aftalte at vi skulle holde kontakten og hun har masser familie her i byen. Jeg havde ikke kørekort endnu, og da min lille pige blev 2 måneder smuttede hendes far med en anden. Var jo ked af det og havde så meget brug for min veninde, men hun var der bare ikke. Ikke engang i tlf. Hun var i byen og havde travlt med nye mennesker. Jeg har faktisk prøvet at holde kontakten ved lige siden, ikke uden sure miner;o) men droppede det efter min sidst fødtes barnedåb. Hvor hun kom med tømmermænd og sad og sov og det var bare dråben, hun har ingen børn selv og forstår nok ikke at det er en vigtig dag for os som familie. Som jeg sagde ville jeg hellere have haft et afbud end en der bare ikke var interesseret i at deltage. Hendes mand var med og hans opførelse var helt fin, han prøvede ligesom og vække hende og få hende til at virke bare lidt interesseret.

Hun skrev til mig lige inden nytårsaften i år om vi skulle mødes og ja det kan vi sagtens, hun skulle så bare finde en dag der passede hende,har som sædvanlig ikke hørt mere. Der gik mange år inden jeg var for stolt til ikke at ringe og skrive og må indrømme at jeg nok skulle have givet slip ligesom du er ved, for det har nok skabt mere irritation end gode minder, så jeg kan sagtens forstå din beslutning, og ville ønske jeg havde taget den samme noget før med min veninde. I er nok bare forskellige steder i livet og det gør bare at vores veje skilles. Tror det er helt normalt at livet går sådan.

Kh Louise

DLM skriver:

Selvfølgelig tager et venskab ikke skade af at man ikke snakker sammen hverdag

Men ja, jo jeg ved det godt, jeg burde måske skrive. har forsøgt mange gang, men får den aldrig sendt. jeg vil helst ikke afskrive hende, føler måske lidt hun har afskrevet mig. det var hende der skulle finde en dag, for jeg har jo masser af tid og så hører man intet.

Ahh det irriterer mig det her, skal, skal ikke.

Se det på denne måde:

HVad har du at miste hvis du skriver?

Intet i forhold til hvis du ikke skriver

KaLee skriver:

Se det på denne måde:

HVad har du at miste hvis du skriver?

Intet i forhold til hvis du ikke skriver

true, jeg må nok bide i det sure æble.

SussieThyssen skriver:

Tjaaa..det du oplever, er det som man så ofte oplever i vores liv.
Jeg har været der mange gange, og man kan lige så godt vende sig til det.
Det sker gang på gang.
Man har bare noget sammen, så ændrer tingene sig omkring en, og puf, så er de væk.
Man glider fra hinanden, tiden går, man møder nye menensker, livet går videre.
Det er sjældent venskaber holdes ved lige.
Følge dig kan jeg sagtens, men ligesom mig, må du bare lære, at sådan er det.
Men hold forbindelsen...det pudsige er, at venskaber faktisk kan overleve, selvom man ikke ses.
Jeg har venner, jeg har haft siden 4. klasse. Vi ses ikke, men holder alligevel forbindelsen med mails og enkelte telefonsamtaler gennem år og dag.
Men når vi ses...ja så er det som i gamle dage...kemien er der stadig, og kærligheden er blevet modnet til at man er der for hinanden.
Jeg VED at skulle verden virkeligt vælte for mig, så vil de også være der..og den modsatte vej.

Min mor støvede sin ungdomsveninde af, da min far døde.
Hun satte sig ned og skrev, og hun svarede tilbage. Hun var også blevet enke, og selvom de ikke havde hørt fra hinanden i 30 år, så var den hjemme lige med det samme. Nu ses de nok engang i kvartalet, har en hyggedag og så går munden ellers på de to gamle tøser.
Så tag kontakten og hold den..om ikke andet så kun med mails eller en snak i telefonen.
Du vil ikke fortryde det, for senere i livet kan I godt få plads til hinanden igen, det vil måske blive på nogle andre betingelser, men du vil også opdage, at det venskab I engang opbyggede, vil være stærkt og nært, også selvom I ikke ses.
Holder man af hinanden, så kan det sagtens bære lange adskillelser, og være lige nært og kærligt af den grund.

Kærligst
Sussie

Jeg kan ikke andet end at give dig ret i det du så flot har formuleret ovenover.

Venner er ikke nogen man behøver at ses dagligt, årligt mv. Venskab kan holdes vedlige med en enkel sms i ny og næ. Som nogen af de andre skriver så må du nok sluge din stolthed, og skrive til hende hvis du virkelig savner hende så meget.

Måske hun tænker at du ikke gider'/har plads til hende mere fordi du har fået et barn?

DLM skriver:

Godmorgen

Hvor bliver sådan nogle veninder af når man får børn?

Jeg har/havde en rigtig god veninde, som jeg har kendt i 13 år. Hun har altid fortalt, hun holder/holdt helt vildt meget af mig og vi var bare BFF 4-ever. Vi har også lavet mange ting sammen, holdt bla 25 års fødselsdag sammen for 3 år siden og planlagde vi skulle holde vores 30 års sammen også.

nu er vi begge lige blevet 28 i november og jeg fik en dejlig søn i juni. hun kom og besøgte mig dagen efter og siden har jeg ikke set hende vi har skrevet et par gange og hun skrev til mig "skal vi snart ses eller hvad!!!" jeg skrev jo det kunne vi godt, og hun ville finde en dag, men har jeg hørt fra hende? Nope!! ikke et ord og min søn bliver 7 måneder her den 20.

Jeg er SÅ skuffet. Besluttede mig for det var ikke min opgave at tage kontakt denne gang, men det kan jo være hun mener det samme

Jeg savner hende rigtig meget nogle gange, for vi snakkede rigtig godt sammen og jeg har altid været der for hende når hun havde brug for mig, hun har aldrig haft det nemt. overvejer da også en gang i mellem at skrive og spørge om hun har det godt, men så kommer jeg til at tænke, det er ikke mig der skal gøre det. Det har altid været mig der har skrevet og denne gang VIL jeg ikke.

Jeg er bare træt at at midste en veninde man har haft i 13 år.

13 år også bare puf! er det,det?

Tak for du læste med, det var rart lige at få tankerne ud.

personligt har jeg det sådan at et veninde forhold er ligesom et parforhold. begge partner skal arbejde for det.

jeg har også selv mistet nogle veninder, eller snakker i hver fald kun sjældent med dem. men det var også den der var on/off veninder for jeg fik barn. mine rigtig gode veninder har jeg stadig, og det er fordi vi begge arbejder for det.

hvis du savner hende må du sluge stoltheden og skrive til hende, som en anden også siger. synes da bare du skal skrive at du savner hende, det kan jo også være hun savner dig.

men hvis ens veninder ikke har børn ( det har mine ikke ) så skal man nok ikke kun snakke om bleer og gylp. 

MaleneG skriver:

Jeg kan ikke andet end at give dig ret i det du så flot har formuleret ovenover.

Venner er ikke nogen man behøver at ses dagligt, årligt mv. Venskab kan holdes vedlige med en enkel sms i ny og næ. Som nogen af de andre skriver så må du nok sluge din stolthed, og skrive til hende hvis du virkelig savner hende så meget.

Måske hun tænker at du ikke gider'/har plads til hende mere fordi du har fået et barn?

ja i har ret.

jeg har skrevet til hende, så må jeg se om hun svarer.

der skulle jo ske et eller andet, jeg vil ikke bare lade det være sådan her.

men det kan ikke passe at det skulle være mig, for havde sagt til hende hun skulle finde en dag der passede hende. Så bolden var på hendes side, men alligevel skulle jeg over og skyde til den

desuden er jeg ikke den første af hendes veninder der får barn, og der er intet problem. men det kan være jeg bare har fået et forkert syn på det hele