Min mormor er døende.... :'(

I går var Casper og jeg inde i byen. Carla havde lige været ved frisøren og vi skulle bare lige et smut ind til byen inden vi skulle hjem til min farmor... Min tlf ringede og det var så min mor. Jeg fik sagt hej og min mor spurgte hvad vi lavede. Jeg fortalte så at vi lige havde været ved frisøren med Carla. Så begyndte hun at spørge hvor vi var lige nu og hvor vi skulle hen bagefter osv osv. Jeg kunne lige pludselig fornemme at hun skulle fortælle mig noget og at hun ville skåne mig for at bryde sammen inde midt iblandt en masse mennesker. Og så sagde jeg til hende: Kom med det mor! Sig det du skal sige. Og så sagde hun de grimme ord: Mormor har kræft! Og hun har måske kun 14 dage tilbage. De kan ikke gøre noget.... Jeg brød fuldstændig sammen og græd så jeg næsten ikke kunne få luft. Carla blev ked af det da hun så mig sådan. Jeg krøb ind i en lille indgang til et diskotek og snakkede med min mor som græd i den anden ende. Hun sagde at jeg nok snart skulle besøge min mormor hvis jeg skulle sige farvel til hende. 

Min mormor har kræft i lungerne, ryggen, underlivet og det ene ben. Det er så fremskredet at de ikke kan gøre noget og da hun ikke kan stå oprejst kan hun ikke få kemo. Men efter at have set hende er det heller ikke til nogen nytte....

Min mor, min mors kæreste og jeg tog derud om aftenen. Det var godt nok trist. Min mormor, som altid har faret rundt og haft gang i den, lå i sengen. Hun var så svag at hun ikke orkede at snakke. Hun sagde noget, men jeg kunne næsten ikke høre hende. Jeg tog bare hendes hånd og kyssede hende på panden og sagde jeg var ked af at hun havde det sådan. Det var så forfærdeligt at se at hun ikke kunne bevæge sig, snakke og dårligt kunne holde øjnene åbne. Da jeg sad hos hende ønskede jeg faktisk for hende at hun tog sin sidste indånding. Jeg har aldrig set et menneske være så syg og svag før. Hun er så dårlig at det ikke giver nogen mening at leve videre..... Puha..... Mærkeligt at tænke sådan men det gjorde jeg..... Jeg tror ikke der går særlig lang tid før hun giver op. Vi blev derude og spiste lidt pizza sammen med hendes mand. Så kørte vi ud til min moster og snakkede lidt inden jeg blev kørt hjem. Men åh det er hårdt. Nu venter vi bare.... Venter på at min mormor dør.... Jeg venter hele tiden på den der opringning der fortæller mig det. Jeg håber bare hun snart er fri for at kæmpe og have det så dårligt.... Men åh mand... Det er den tredje person jeg skal miste siden november måned..... Nu må det være nok.....

Tak til jer allesammen for de søde ord i den anden tråd. Og tak Mette fordi du fandt alt det du har skrevet til mig.

michella80 skriver:

I går var Casper og jeg inde i byen. Carla havde lige været ved frisøren og vi skulle bare lige et smut ind til byen inden vi skulle hjem til min farmor... Min tlf ringede og det var så min mor. Jeg fik sagt hej og min mor spurgte hvad vi lavede. Jeg fortalte så at vi lige havde været ved frisøren med Carla. Så begyndte hun at spørge hvor vi var lige nu og hvor vi skulle hen bagefter osv osv. Jeg kunne lige pludselig fornemme at hun skulle fortælle mig noget og at hun ville skåne mig for at bryde sammen inde midt iblandt en masse mennesker. Og så sagde jeg til hende: Kom med det mor! Sig det du skal sige. Og så sagde hun de grimme ord: Mormor har kræft! Og hun har måske kun 14 dage tilbage. De kan ikke gøre noget.... Jeg brød fuldstændig sammen og græd så jeg næsten ikke kunne få luft. Carla blev ked af det da hun så mig sådan. Jeg krøb ind i en lille indgang til et diskotek og snakkede med min mor som græd i den anden ende. Hun sagde at jeg nok snart skulle besøge min mormor hvis jeg skulle sige farvel til hende. 

Min mormor har kræft i lungerne, ryggen, underlivet og det ene ben. Det er så fremskredet at de ikke kan gøre noget og da hun ikke kan stå oprejst kan hun ikke få kemo. Men efter at have set hende er det heller ikke til nogen nytte....

Min mor, min mors kæreste og jeg tog derud om aftenen. Det var godt nok trist. Min mormor, som altid har faret rundt og haft gang i den, lå i sengen. Hun var så svag at hun ikke orkede at snakke. Hun sagde noget, men jeg kunne næsten ikke høre hende. Jeg tog bare hendes hånd og kyssede hende på panden og sagde jeg var ked af at hun havde det sådan. Det var så forfærdeligt at se at hun ikke kunne bevæge sig, snakke og dårligt kunne holde øjnene åbne. Da jeg sad hos hende ønskede jeg faktisk for hende at hun tog sin sidste indånding. Jeg har aldrig set et menneske være så syg og svag før. Hun er så dårlig at det ikke giver nogen mening at leve videre..... Puha..... Mærkeligt at tænke sådan men det gjorde jeg..... Jeg tror ikke der går særlig lang tid før hun giver op. Vi blev derude og spiste lidt pizza sammen med hendes mand. Så kørte vi ud til min moster og snakkede lidt inden jeg blev kørt hjem. Men åh det er hårdt. Nu venter vi bare.... Venter på at min mormor dør.... Jeg venter hele tiden på den der opringning der fortæller mig det. Jeg håber bare hun snart er fri for at kæmpe og have det så dårligt.... Men åh mand... Det er den tredje person jeg skal miste siden november måned..... Nu må det være nok.....

Tak til jer allesammen for de søde ord i den anden tråd. Og tak Mette fordi du fandt alt det du har skrevet til mig.

åh nej, Michella! sidder bare her og tuder! mistede min mormor for 6 år siden... hun lå også bare til sidst, kunne ikke tale.... lå bare... og jeg var inde i en depressiv periode dengang, var temmelig ustabil... og den dag idag synes jeg ikke jeg fik sagt ordentligt farvel! men kan man overhovedet sige ordentligt farvel? jeg tror det desværre ikke!

det gør mig virkelig ondt, at du skal gennem det, at miste, nu igen! vi ved jo alle at det sker, men med så kort mellemrum.... jeg forstår godt hvis det er følelsesmæssigt hårdt for dig at kapere!

jeg håber at din mormor snart finder ro, og ikke skal kæmpe længere!

jeg vil sende dig en masse tanker og knus!

Jeg er virkelig ked af at høre om din mormor, Michella.

Synes ellers vi var blevet enige om, at det var slut med at miste flere personer du har kær, efter den hårde periode for et par måneder siden.

Jeg sender dig mange kram og tanker herfra.

Mette.

puha, jeg sidder med en kæmpe klump i halsen. nu synes jeg altså det er godt! man kan ikke bare begynde at rage til sig af eet menneskes familie, man må ligesom fordele det lidt og tage lidt hist og lidt pist, hr Gud i himlen!! 

Jeg håber din mormor får fred, jeg kan virkelig godt følge dig i at du ønsker det for hende, det er jo ikke fordi du ønsker hende DØD!!

 aj Michella, jeg synes sgu det er lige lidt i overkanten for dig med alle de dødsfald på nærmest een gang

For pokker, Michella! Jeg troede vi på NS havde lavet en aftale om at du skulle spares for flere ulykkelige begivenheder. Hvor er det en hård tid du/I går igennem.

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige....

Men tusind knus, dét skal du få!!

Nej hvor er det uretfærdigt kæmpe kram til dig

Søde ven.......................hvor er det ubarmhjertigt, at det skulle gå sådan. Men jeg var næsten klar over, at det var slemt, sådan som du beskrev hende i den anden tråd. Også derfor jeg fandt det materiale fra kræftpakken til dig, da det skal gå hurtigt. Hun må have haft symptomer længe.........................som hun må have ignoreret, når det har spredt sig så meget, inden det blev diagnostiseret. Måske kan hun få en kort opblomstring, hvis hun får en "kur" med høje doser prednisolon (binyrebark-hormon). Prøv at spørge på afdelingen, om det er en mulighed........?

Knus fra Mette

Åh Michella

Håbede sådan at det bare var en lille ting med din mormor så hun kunne blive rask igen.

Det gør mig virkelig ondt.

Sender mine bedste tanker

Ni-ko-li-ne skriver:

åh nej, Michella! sidder bare her og tuder! mistede min mormor for 6 år siden... hun lå også bare til sidst, kunne ikke tale.... lå bare... og jeg var inde i en depressiv periode dengang, var temmelig ustabil... og den dag idag synes jeg ikke jeg fik sagt ordentligt farvel! men kan man overhovedet sige ordentligt farvel? jeg tror det desværre ikke!

det gør mig virkelig ondt, at du skal gennem det, at miste, nu igen! vi ved jo alle at det sker, men med så kort mellemrum.... jeg forstår godt hvis det er følelsesmæssigt hårdt for dig at kapere!

jeg håber at din mormor snart finder ro, og ikke skal kæmpe længere!

jeg vil sende dig en masse tanker og knus!

Ja det er så forfærdeligt at tage ud til en for at sige farvel. Når man mister et kært medlem af familien tænker man altid: Bare jeg dog havde fået lov at sige farvel, men når man har muligheden for det er det faktisk heller ikke sjovt..... Men jeg føler at jeg fik taget en fin afsked med hende selvom jeg ikke har lyst til det....