På vej til vold...

Uha uha.
1) Han skal i behandling..og det skal være NU!
2) Du skal væk med dine børn..indtil han har lært at kontrolere sit temperament, uanset hvor ondt det gør på ham (og dig??) Så er børnene og du vigtigere end ham. Men først og fremmest børnene.
Så enkelt er det.
Der er ikke hvis'er og men'er.
Da jeg var 17, blev jeg forlovet med en fyr der var det mest charmerende som tænkes kunne...udadtil...indadtil var han som du siger "et monster".
Først, da min far opdagde at jeg var fyldt med sorte og blå mærker og sår over alt på hele kroppen undtagen ansigtet, blev det stoppet.
Jeg har ar endnu efter ham.

Som 25 årig boede jeg sammen med en fyr, der var alkoholiker. Han var det ikke i starten, men det er så en anden historie, og der endte det med at han truede med at slå båede mit barn og mig ihjel.
Der tog jeg mit barn og gik.
Og jeg lovede mig selv ALDRIG mere, at falde for mystiske mænd, og det har jeg heller ikke gjort.

Jeg har lært at være smidig, og jeg har lært, at man aldrig skal vække bjørnen i en mand. Dvs at man viger i første omgang.
Måske, skal du tænke over, om du vækker bjørnen i din mand.
Jeg tænker på en passage, hvor du skriver:
Jeg har til dags dato ikke givet efter for den slags metoder og jeg kommer aldrig til det.
Nok skal man ikke give efter, men man kan vige, hvis det bliver for intenst, så man undgår at det eskalerer til vold.
Det er et spørgsmål om diplomati.
Hvis man har en mand, med en kort lunte, så tager man tingene i bidder og flytter ham med finesse i stedet for med punch.

Men...jeg må indrømme, at jeg er dybt bekymret for jer.
På en måde, vil jeg gerne tro det bedste om din mand, men jeg har det nu engang sådan, at dine børn er vigtigere end noget andet, og alene det han allerede har gjort mod dig er utilgiveligt.
Var det mig, havde jeg pakket mine børn og var gået for længe siden, jeg ville ikke live sammen med ham så meget som ét sekund længere.
Tænk over det.

Kærligst
Sussie

Uha uha.
1) Han skal i behandling..og det skal være NU!
2) Du skal væk med dine børn..indtil han har lært at kontrolere sit temperament, uanset hvor ondt det gør på ham (og dig??) Så er børnene og du vigtigere end ham. Men først og fremmest børnene.
Så enkelt er det.
Der er ikke hvis'er og men'er.
Da jeg var 17, blev jeg forlovet med en fyr der var det mest charmerende som tænkes kunne...udadtil...indadtil var han som du siger "et monster".
Først, da min far opdagde at jeg var fyldt med sorte og blå mærker og sår over alt på hele kroppen undtagen ansigtet, blev det stoppet.
Jeg har ar endnu efter ham.

Som 25 årig boede jeg sammen med en fyr, der var alkoholiker. Han var det ikke i starten, men det er så en anden historie, og der endte det med at han truede med at slå båede mit barn og mig ihjel.
Der tog jeg mit barn og gik.
Og jeg lovede mig selv ALDRIG mere, at falde for mystiske mænd, og det har jeg heller ikke gjort.

Jeg har lært at være smidig, og jeg har lært, at man aldrig skal vække bjørnen i en mand. Dvs at man viger i første omgang.
Måske, skal du tænke over, om du vækker bjørnen i din mand.
Jeg tænker på en passage, hvor du skriver:
Jeg har til dags dato ikke givet efter for den slags metoder og jeg kommer aldrig til det.
Nok skal man ikke give efter, men man kan vige, hvis det bliver for intenst, så man undgår at det eskalerer til vold.
Det er et spørgsmål om diplomati.
Hvis man har en mand, med en kort lunte, så tager man tingene i bidder og flytter ham med finesse i stedet for med punch.

Men...jeg må indrømme, at jeg er dybt bekymret for jer.
På en måde, vil jeg gerne tro det bedste om din mand, men jeg har det nu engang sådan, at dine børn er vigtigere end noget andet, og alene det han allerede har gjort mod dig er utilgiveligt.
Var det mig, havde jeg pakket mine børn og var gået for længe siden, jeg ville ikke live sammen med ham så meget som ét sekund længere.
Tænk over det.

Kærligst
Sussie

Uha Sussie, du forstår at skrive det...

"Jeg har lært at være smidig, og jeg har lært, at man aldrig skal vække bjørnen i en mand. Dvs at man viger i første omgang.
Måske, skal du tænke over, om du vækker bjørnen i din mand."

Det er nemlig helt korrekt..

Jeg har levet i et forhold i 5 år, hvor han startede med at være sød.. og pludselig eskalerede det... og det endte med 5 års intensiv vold mod både mig og hans barn....

En ting jeg erfarede er at undgå skænderiet.. der er bare noget med mænd der lukker af... tag ham hellere dagen efter.. eller bagefter.. lad være med at puste til ilden!

Tak for de mange svar!

I siger mange kloge ting her.....

Fredagen var helt grusom for mig. Jeg var nok mere præget af hændelsen end jeg selv troede i begyndelsen.

Jeg har tænkt meget i weekenden, og jeg tror, der er noget rigtigt i "ikke at vække bjørnen i ham". Når jeg nu ved, at han har det problem. Det vi har aftalt os imellem nu er et kodeord. Hvis en af os mærker at nu flammer temperamentet op, så bruger vi det, og så er der en times tvungen karantæne for os begge to - i den betydning, at vi ikke opholder os på samme sted og vi begge får tænkt os om. Så kan vi snakke roligt bagefter. Vi sover ikke under samme tag, men vi er lige i nærheden, så børnene får en tilnærmet normal hverdag med begge forældre.

Nu er det så mandag og vi må igang med at finde ud af, hvad slags muligheder der er for at han kan få hjælp....

Jeg må indrømme, at jeg aldrig troede, jeg ville komme i denne situation. Og før har jeg jo altid tænkt, at det er mærkeligt at damen ikke rejser, så snart han bliver brutal. Nu tror jeg, jeg forstår lidt mere.... Det er mærkeligt som ens grænser for, hvad man aksepterer sagte strækkes. Havde han gjort noget lignende de første par år vi var sammen, så var jeg gået ud af døren uden at se mig tilbage øjeblikkelig! Men så kommer det gradvis og når der først er børn med i billedet som elsker sin far så er det slet ikke nogen enkel sag at tage beslutningen. Nu må jeg så tage et og et skridt ad gangen - og håbe på, at jeg gør det rigtige.

Hej.

Det gør mig ondt at I som familie skal kæmpe med så stort et problem.

Hvis din mand virkelig er villig til at arbejde med sig selv, bør I hurtigst muligt kontakte Dialog mod vold ( www.dialogmodvold), der har stor erfaring og succes med terapeutisk hjælp til mænd der udøver vold indenfor familien.

Men jeg vil samtidigt anbefale, at han flytter ud af huset med det samme eller alternativt at I flytter ud. Og derefter må I så tage en dag og gangen og vurdere om du og børnene fremadrettet kan føle jer sikre sammen med din mand, eller om det er bedre for alle at I går hver for sig.

Ønsker jer det bedste

Venlig hilsen Krabben

Anonym skriver:

Hej

Jeg skriver her i håb om, at der måske er andre som har været i samme situation og kan give mig et godt råd.

Vi har været gift i snart fem år. Vi har to børn, den ældste er 3 år, den yngste er 1 år.

Vi har stort set haft det fint sammen, men problemerne begyndte efter at jeg blev gravid med nr 2. Og siden da er det bare blevet værre og værre. Det vi skændes om er ikke andet end hvad andre også kan være uenige om i hverdagen: Husarbejde, penge, valg af middag osv. Der er ingen utroskab el.lign. inde i billedet.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få beskrevet det, men vi har vel alle hørt historien om den dejlige mand, som gradvis forvandler sig til et monster. Først bare skubber han, så bliver det en lussing og en dag sidder konen på skadestuen og siger hun faldt ned af trappen...

Han har ikke skadet mig. Endnu. Men hvis ikke noget ændre sig er jeg sikker på at det sker en dag. Når han er rolig kan vi snakke fint sammen, og han angrer som en hund, men han kan ikke forklare hvorfor det sker. Det sker i forbindelse med skænderier. Pludselig kommer han i mod mig (han er ikke en lille mand...) og råber mig lige ind i ansigtet så jeg må tørre spyttet af ansigtet bagefter. Jeg har til dags dato ikke givet efter for den slags metoder og jeg kommer aldrig til det. Det finder han så provokerende, at det tilsyneladende klikker helt for ham. De første par gange tog han bare hårdt fat i mig og hele manden skælvede i raseri mens han forsøgte at beherske sig. Efterhånden blev det til at han kunne kombinere det med at flytte mig på diverse brutale måder. I juleferien klemte han så hårdt om mit hoved at jeg blev seriøst bange. Efter det har han sovet i en campingvogn i haven. I den periode har han virket deprimeret, har slidt med at sove om natten, slidt på arbejdet osv. Han har heldigvis fundet ud af, at han måtte snakke med nogen og nogen venner og hans søster har stillet op og snakket ting igennem med ham. Han har så endelig fundet ud af, at det han helst vil i livet er at være sammen med sin familie og at han gerne vil arbejde for, at vi skal få det godt. Den sidste uge har vi fået det bedre for hver dag og vi har haft mange gode samtaler og ting er endelig (!) begyndt at løse sig. Indtil i går...

I går skændtes vi så igen. Alle var trætte og sultne så lunten var nok lidt kort hos os begge. Det var ikke noget langt skænderi men uden forvarsel kommer han pludselig imod mig, skubber mig mod væggen og lægger underarmen over min hals og presser til mens han brøler til mig. Jeg var helt i chok. Og det allerværste er at treåringen var ved siden af mig og blev så bange at hun skreg og græd. Jeg fik ham til at slippe efter et stykke tid. Han ender grædende op i sofaen mens jeg forsøger at berolige både mig selv og pigen. Hun var så bange. Helt forfærdelig! Efter et stykke tid går han, jeg får lavet middagen færdig og prøver at gennemføre en rimelig normal afslutning af dagen sammen med ungerne.

Hvis der er en ting, jeg er sikker på, så er det, at jeg ikke kan risikere at han gør det igen/noget værre, eller endnu værre en dag når ungerne er større prøver sig på noget tilsvarende overfor dem, hvis han bliver provokeret - for det kommer han til at blive en dag.

Vi fik snakket sammen sent i går aftes. Han siger, han er bange for at miste os, at han skræmmer sig selv, og at han ikke ved, hvorfor det sker. Jeg har forklaret, at jeg ikke føler, jeg kan stole på ham, og at jeg må være 100% sikker på at dette ikke kan ske igen hverken overfor mig eller børnene, hvis vi skal kunne være sammen. Han siger så, at han er villig til at søge profesionel hjælp, og jeg gik med til at støtte ham i det. Jeg ser jo, at han og børnene har det flot sammen og det er et stort skridt at tage at splitte en familie på den måde.

Mit spørgsmål er nu: Er der nogen her som har erfaring med dette? Er der noget som kan hjælpe? Er det muligt at få hjælp?  Vil han kunne komme ud af sit mønster? Eller er den eneste mulighed at bryde så hurtigt og så effektivt som mulig?

Hvad er rigtig at gøre i denne situation? Jeg kan jo ikke bare acceptere at han skal have lov til at opføre sig sådan - og børnene skal ikke tro, at den slags er ok, og at det må man bare finde sig i... Og de skal ikke gå rundt og være bange! Jeg er meget i tvivl om jeg har gjort det rigtige nu...

Puha, det er godt nok ikke sjovt og det er slet slet ikke en holdbar situation.

Jeg har selv levet under lign. forhold, dog var det ikke mig det gik udover, men min mor og jeg har fået mén ! Jeg vil ikke anbefale dig at blive hos ham, da jeg ved hvordan det er at vokse op med at se sin mor blive behandlet sådan. Jeg har haft depression, jeg har haft og har stadig angst og det er absolut ikke sjovt.

Du skal tænke dig rigtig godt om, men jeg ville nok ikke være i tvivl

Det skader dig og det skader dine børn at se sin mor i sådan et forhold.

Håber du finder ud af den rigtige beslutning for dig/jer

KittyGirl skriver:

Uha Sussie, du forstår at skrive det...

"Jeg har lært at være smidig, og jeg har lært, at man aldrig skal vække bjørnen i en mand. Dvs at man viger i første omgang.
Måske, skal du tænke over, om du vækker bjørnen i din mand."

Det er nemlig helt korrekt..

Jeg har levet i et forhold i 5 år, hvor han startede med at være sød.. og pludselig eskalerede det... og det endte med 5 års intensiv vold mod både mig og hans barn....

En ting jeg erfarede er at undgå skænderiet.. der er bare noget med mænd der lukker af... tag ham hellere dagen efter.. eller bagefter.. lad være med at puste til ilden!

Ja, det kan der muligvis være noget rigtigt i, men det er altså heller ikke måden at leve i et forhold på! Sådan var det også da jeg var barn, at man endelig skulle passe på man ikke fik gjort ham vred og det gør én angst for at gøre det, så man ender op med at gå og være bange hele tiden. Jeg ville ikke byde hverken mig selv eller mine børn at skulle leve under sådanne vilkår, men jeg har selvfølgelig også prøvet det, så måske det er derfor jeg er rimeligt afklaret med det.

Der er ingen tvivl i mit hovedet om at han godt kunne skade dig mere end han allerede har, og jeg mener som andre i denne tråd, at han skal have hjælp, men fordi det allerede er eskaleret så voldsomt som det er, så er det på ingen måde hensigtsmæssigt at I bor sammen, han er en tikkende bombe, og han kan ikke styre sig, det vil blive værre for hver gang, også selvom han får hjælp, for det tager tid at komme ind til roden om hvorfor man reagere som man gør, og dernæst at forsøge at ændre denne adfærd, det er en langsom proces, og det betyder ikke at han kan finde på at blive voldelig imens hele denne proces står på, og han har allerede skadet dig, jeres forhold og jeres børn (fordi de har været vidne til det de har), hvis det skal genoprettes, så vil det tage lang tid, og dine børn skal også vide at sådan vil mor ikke behandles uanset hvor meget hun elsker far, for det er ikke okey adfærd, sådan skal mænd ikke behandle kvinder, hvad fortæller du dem hvis du lader ham blive. 

Jeg har ingen erfarringer med det. men jeg ville personligt Sørge for at jeg ikke var i samme hus indtil han havde været i behandling og så en betydlig bedring.
Det er så skræmmende... Og Er du klar over hvad det gør ved en 3 årig at se sådanne ting. Min mor er pædagog og der kom en 3 årig over til hende og fortalte hendes kollega hvad der skete derhjemme af vold. Det er jo så forfærdeligt. Tænk hvis dit barn ytrer sig overfor personalet hvor de bliver passet?? hvor flov man ville være over at lade dette ske.
jeg ville tage en snak med personalet hvor den 3 årige er i inst. Og så ville jeg komme væk indtil han har styr på sin vrede. Altså Støtte han på AFSTAND.
Og når en mand får lov, ja så er det Fandme Sjældent de stopper...!

Anonym skriver:

Hej

Jeg skriver her i håb om, at der måske er andre som har været i samme situation og kan give mig et godt råd.

Vi har været gift i snart fem år. Vi har to børn, den ældste er 3 år, den yngste er 1 år.

Vi har stort set haft det fint sammen, men problemerne begyndte efter at jeg blev gravid med nr 2. Og siden da er det bare blevet værre og værre. Det vi skændes om er ikke andet end hvad andre også kan være uenige om i hverdagen: Husarbejde, penge, valg af middag osv. Der er ingen utroskab el.lign. inde i billedet.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få beskrevet det, men vi har vel alle hørt historien om den dejlige mand, som gradvis forvandler sig til et monster. Først bare skubber han, så bliver det en lussing og en dag sidder konen på skadestuen og siger hun faldt ned af trappen...

Han har ikke skadet mig. Endnu. Men hvis ikke noget ændre sig er jeg sikker på at det sker en dag. Når han er rolig kan vi snakke fint sammen, og han angrer som en hund, men han kan ikke forklare hvorfor det sker. Det sker i forbindelse med skænderier. Pludselig kommer han i mod mig (han er ikke en lille mand...) og råber mig lige ind i ansigtet så jeg må tørre spyttet af ansigtet bagefter. Jeg har til dags dato ikke givet efter for den slags metoder og jeg kommer aldrig til det. Det finder han så provokerende, at det tilsyneladende klikker helt for ham. De første par gange tog han bare hårdt fat i mig og hele manden skælvede i raseri mens han forsøgte at beherske sig. Efterhånden blev det til at han kunne kombinere det med at flytte mig på diverse brutale måder. I juleferien klemte han så hårdt om mit hoved at jeg blev seriøst bange. Efter det har han sovet i en campingvogn i haven. I den periode har han virket deprimeret, har slidt med at sove om natten, slidt på arbejdet osv. Han har heldigvis fundet ud af, at han måtte snakke med nogen og nogen venner og hans søster har stillet op og snakket ting igennem med ham. Han har så endelig fundet ud af, at det han helst vil i livet er at være sammen med sin familie og at han gerne vil arbejde for, at vi skal få det godt. Den sidste uge har vi fået det bedre for hver dag og vi har haft mange gode samtaler og ting er endelig (!) begyndt at løse sig. Indtil i går...

I går skændtes vi så igen. Alle var trætte og sultne så lunten var nok lidt kort hos os begge. Det var ikke noget langt skænderi men uden forvarsel kommer han pludselig imod mig, skubber mig mod væggen og lægger underarmen over min hals og presser til mens han brøler til mig. Jeg var helt i chok. Og det allerværste er at treåringen var ved siden af mig og blev så bange at hun skreg og græd. Jeg fik ham til at slippe efter et stykke tid. Han ender grædende op i sofaen mens jeg forsøger at berolige både mig selv og pigen. Hun var så bange. Helt forfærdelig! Efter et stykke tid går han, jeg får lavet middagen færdig og prøver at gennemføre en rimelig normal afslutning af dagen sammen med ungerne.

Hvis der er en ting, jeg er sikker på, så er det, at jeg ikke kan risikere at han gør det igen/noget værre, eller endnu værre en dag når ungerne er større prøver sig på noget tilsvarende overfor dem, hvis han bliver provokeret - for det kommer han til at blive en dag.

Vi fik snakket sammen sent i går aftes. Han siger, han er bange for at miste os, at han skræmmer sig selv, og at han ikke ved, hvorfor det sker. Jeg har forklaret, at jeg ikke føler, jeg kan stole på ham, og at jeg må være 100% sikker på at dette ikke kan ske igen hverken overfor mig eller børnene, hvis vi skal kunne være sammen. Han siger så, at han er villig til at søge profesionel hjælp, og jeg gik med til at støtte ham i det. Jeg ser jo, at han og børnene har det flot sammen og det er et stort skridt at tage at splitte en familie på den måde.

Mit spørgsmål er nu: Er der nogen her som har erfaring med dette? Er der noget som kan hjælpe? Er det muligt at få hjælp?  Vil han kunne komme ud af sit mønster? Eller er den eneste mulighed at bryde så hurtigt og så effektivt som mulig?

Hvad er rigtig at gøre i denne situation? Jeg kan jo ikke bare acceptere at han skal have lov til at opføre sig sådan - og børnene skal ikke tro, at den slags er ok, og at det må man bare finde sig i... Og de skal ikke gå rundt og være bange! Jeg er meget i tvivl om jeg har gjort det rigtige nu...

Hov, må hellere lige tilføje at du skriver, han har ikke skadet mig, endnu! - JO HAN HAR, mere end du tror. 

Du skriver selv på et tidspunkt at ens grænser flytter sig løbende for hvad man finder sig i, og til det vil jeg sige (som udd. pædagog) er noget man ikke skal lade ske, vi blev konstant mindet om på arbejdet (på en ungdomspension) at vi lige skulle have en ugentlig snak om grænser, for ellers vænner man sig til at blive kaldt luder, kælling og alle mulige andre ting, og selv det er jo uaceptabel adfærd. En fra mit liv har desværre stået der hvor du står nu, men hvor han har gjort endnu mindre, de er flyttet fra hinanden og skal skilles (ikke at jeg siger at det er det I skal), men hun har gjort det eneste rigtige for hende og hendes søn, selvom hun  stadig elsker ham, men de har prøvet terapi osv., men det var ikke nok, og hun har fundet sig i alt for meget allerede (pga. hendes barn på 2 år), men i sidste ende så skal han ikke lære at det er okey opførsel, fordi mor finder sig jo i det. 

Kom ud af det forhold NU!

Det kan kun gå for langsomt.....