På vej til vold...

Hej

Jeg skriver her i håb om, at der måske er andre som har været i samme situation og kan give mig et godt råd.

Vi har været gift i snart fem år. Vi har to børn, den ældste er 3 år, den yngste er 1 år.

Vi har stort set haft det fint sammen, men problemerne begyndte efter at jeg blev gravid med nr 2. Og siden da er det bare blevet værre og værre. Det vi skændes om er ikke andet end hvad andre også kan være uenige om i hverdagen: Husarbejde, penge, valg af middag osv. Der er ingen utroskab el.lign. inde i billedet.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få beskrevet det, men vi har vel alle hørt historien om den dejlige mand, som gradvis forvandler sig til et monster. Først bare skubber han, så bliver det en lussing og en dag sidder konen på skadestuen og siger hun faldt ned af trappen...

Han har ikke skadet mig. Endnu. Men hvis ikke noget ændre sig er jeg sikker på at det sker en dag. Når han er rolig kan vi snakke fint sammen, og han angrer som en hund, men han kan ikke forklare hvorfor det sker. Det sker i forbindelse med skænderier. Pludselig kommer han i mod mig (han er ikke en lille mand...) og råber mig lige ind i ansigtet så jeg må tørre spyttet af ansigtet bagefter. Jeg har til dags dato ikke givet efter for den slags metoder og jeg kommer aldrig til det. Det finder han så provokerende, at det tilsyneladende klikker helt for ham. De første par gange tog han bare hårdt fat i mig og hele manden skælvede i raseri mens han forsøgte at beherske sig. Efterhånden blev det til at han kunne kombinere det med at flytte mig på diverse brutale måder. I juleferien klemte han så hårdt om mit hoved at jeg blev seriøst bange. Efter det har han sovet i en campingvogn i haven. I den periode har han virket deprimeret, har slidt med at sove om natten, slidt på arbejdet osv. Han har heldigvis fundet ud af, at han måtte snakke med nogen og nogen venner og hans søster har stillet op og snakket ting igennem med ham. Han har så endelig fundet ud af, at det han helst vil i livet er at være sammen med sin familie og at han gerne vil arbejde for, at vi skal få det godt. Den sidste uge har vi fået det bedre for hver dag og vi har haft mange gode samtaler og ting er endelig (!) begyndt at løse sig. Indtil i går...

I går skændtes vi så igen. Alle var trætte og sultne så lunten var nok lidt kort hos os begge. Det var ikke noget langt skænderi men uden forvarsel kommer han pludselig imod mig, skubber mig mod væggen og lægger underarmen over min hals og presser til mens han brøler til mig. Jeg var helt i chok. Og det allerværste er at treåringen var ved siden af mig og blev så bange at hun skreg og græd. Jeg fik ham til at slippe efter et stykke tid. Han ender grædende op i sofaen mens jeg forsøger at berolige både mig selv og pigen. Hun var så bange. Helt forfærdelig! Efter et stykke tid går han, jeg får lavet middagen færdig og prøver at gennemføre en rimelig normal afslutning af dagen sammen med ungerne.

Hvis der er en ting, jeg er sikker på, så er det, at jeg ikke kan risikere at han gør det igen/noget værre, eller endnu værre en dag når ungerne er større prøver sig på noget tilsvarende overfor dem, hvis han bliver provokeret - for det kommer han til at blive en dag.

Vi fik snakket sammen sent i går aftes. Han siger, han er bange for at miste os, at han skræmmer sig selv, og at han ikke ved, hvorfor det sker. Jeg har forklaret, at jeg ikke føler, jeg kan stole på ham, og at jeg må være 100% sikker på at dette ikke kan ske igen hverken overfor mig eller børnene, hvis vi skal kunne være sammen. Han siger så, at han er villig til at søge profesionel hjælp, og jeg gik med til at støtte ham i det. Jeg ser jo, at han og børnene har det flot sammen og det er et stort skridt at tage at splitte en familie på den måde.

Mit spørgsmål er nu: Er der nogen her som har erfaring med dette? Er der noget som kan hjælpe? Er det muligt at få hjælp?  Vil han kunne komme ud af sit mønster? Eller er den eneste mulighed at bryde så hurtigt og så effektivt som mulig?

Hvad er rigtig at gøre i denne situation? Jeg kan jo ikke bare acceptere at han skal have lov til at opføre sig sådan - og børnene skal ikke tro, at den slags er ok, og at det må man bare finde sig i... Og de skal ikke gå rundt og være bange! Jeg er meget i tvivl om jeg har gjort det rigtige nu...

Anonym skriver:

Hej

Jeg skriver her i håb om, at der måske er andre som har været i samme situation og kan give mig et godt råd.

Vi har været gift i snart fem år. Vi har to børn, den ældste er 3 år, den yngste er 1 år.

Vi har stort set haft det fint sammen, men problemerne begyndte efter at jeg blev gravid med nr 2. Og siden da er det bare blevet værre og værre. Det vi skændes om er ikke andet end hvad andre også kan være uenige om i hverdagen: Husarbejde, penge, valg af middag osv. Der er ingen utroskab el.lign. inde i billedet.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få beskrevet det, men vi har vel alle hørt historien om den dejlige mand, som gradvis forvandler sig til et monster. Først bare skubber han, så bliver det en lussing og en dag sidder konen på skadestuen og siger hun faldt ned af trappen...

Han har ikke skadet mig. Endnu. Men hvis ikke noget ændre sig er jeg sikker på at det sker en dag. Når han er rolig kan vi snakke fint sammen, og han angrer som en hund, men han kan ikke forklare hvorfor det sker. Det sker i forbindelse med skænderier. Pludselig kommer han i mod mig (han er ikke en lille mand...) og råber mig lige ind i ansigtet så jeg må tørre spyttet af ansigtet bagefter. Jeg har til dags dato ikke givet efter for den slags metoder og jeg kommer aldrig til det. Det finder han så provokerende, at det tilsyneladende klikker helt for ham. De første par gange tog han bare hårdt fat i mig og hele manden skælvede i raseri mens han forsøgte at beherske sig. Efterhånden blev det til at han kunne kombinere det med at flytte mig på diverse brutale måder. I juleferien klemte han så hårdt om mit hoved at jeg blev seriøst bange. Efter det har han sovet i en campingvogn i haven. I den periode har han virket deprimeret, har slidt med at sove om natten, slidt på arbejdet osv. Han har heldigvis fundet ud af, at han måtte snakke med nogen og nogen venner og hans søster har stillet op og snakket ting igennem med ham. Han har så endelig fundet ud af, at det han helst vil i livet er at være sammen med sin familie og at han gerne vil arbejde for, at vi skal få det godt. Den sidste uge har vi fået det bedre for hver dag og vi har haft mange gode samtaler og ting er endelig (!) begyndt at løse sig. Indtil i går...

I går skændtes vi så igen. Alle var trætte og sultne så lunten var nok lidt kort hos os begge. Det var ikke noget langt skænderi men uden forvarsel kommer han pludselig imod mig, skubber mig mod væggen og lægger underarmen over min hals og presser til mens han brøler til mig. Jeg var helt i chok. Og det allerværste er at treåringen var ved siden af mig og blev så bange at hun skreg og græd. Jeg fik ham til at slippe efter et stykke tid. Han ender grædende op i sofaen mens jeg forsøger at berolige både mig selv og pigen. Hun var så bange. Helt forfærdelig! Efter et stykke tid går han, jeg får lavet middagen færdig og prøver at gennemføre en rimelig normal afslutning af dagen sammen med ungerne.

Hvis der er en ting, jeg er sikker på, så er det, at jeg ikke kan risikere at han gør det igen/noget værre, eller endnu værre en dag når ungerne er større prøver sig på noget tilsvarende overfor dem, hvis han bliver provokeret - for det kommer han til at blive en dag.

Vi fik snakket sammen sent i går aftes. Han siger, han er bange for at miste os, at han skræmmer sig selv, og at han ikke ved, hvorfor det sker. Jeg har forklaret, at jeg ikke føler, jeg kan stole på ham, og at jeg må være 100% sikker på at dette ikke kan ske igen hverken overfor mig eller børnene, hvis vi skal kunne være sammen. Han siger så, at han er villig til at søge profesionel hjælp, og jeg gik med til at støtte ham i det. Jeg ser jo, at han og børnene har det flot sammen og det er et stort skridt at tage at splitte en familie på den måde.

Mit spørgsmål er nu: Er der nogen her som har erfaring med dette? Er der noget som kan hjælpe? Er det muligt at få hjælp?  Vil han kunne komme ud af sit mønster? Eller er den eneste mulighed at bryde så hurtigt og så effektivt som mulig?

Hvad er rigtig at gøre i denne situation? Jeg kan jo ikke bare acceptere at han skal have lov til at opføre sig sådan - og børnene skal ikke tro, at den slags er ok, og at det må man bare finde sig i... Og de skal ikke gå rundt og være bange! Jeg er meget i tvivl om jeg har gjort det rigtige nu...

Det er barskt.... For alt i verden må det ikke gå udover børnene, og det gør det når de ser det, det skader ligeså hårdt på dem, som hvis det var dem der blev slået... Du skal beskytte dem, og hvis det er at flytte fra ham, så er det det du skal, han bliver nødt til at få noget behandling, og så længe han får det, så kan i ikke bo sammen, i kan besøge ham, men ikke bo sammen, det er ikke godt for børnene.

Du skal være velkommen til at skrive en PB til mig, Har været igennem et HELVED, hvor han startede som en sød og rar fyr, men forvandlede sig til et monster.. vil ikk skrive hele min historie Her fremme hvor alle kan se det, kun det som jeg har fortalt da jeg blev interviewet omkring Kærestevold  

Hvis du ikk vil skrive en PB er det os helt okay  

Men de fleste mænd der har slået, slår igen selvom de får hjælp, det sidder i dem.. 

Han skal have professionel hjælp.

Ét er, at han en dag kan skade dig fysisk for livet (eller døden) i et raserianfald eller ved et uheld, noget andet er, at dine børn er vidner til det her, og den ældste lærer lynhurtigt som en af byggestenene i hendes liv, at det er helt i orden at blive behandlet på den måde, så statistisk set er der stor risiko for, at hun selv accepterer et voldeligt forhold - eller selv er voldelig.

I er begge med til at skade jeres familie - og det skal stoppe NU. 

har selv været sammen med en der var sød i starten, så begyndte han at kaste ting efter mig, vælte sofabordet over mig, så tage hårdt fat og skubbe, for derefter at begybde at slå, blev gravid første gang sammen med ham, skulle aldrig have fortalt ham jeg var gravid, for det endte med han holdt mig nede mens han slog mig i maven til jeg mistede det

Puha sikke en omgang.

Jeg har aldrig selv prøvet at være sådan et helvede i igennem så kan desværre ikke vejlede dig, men vil alligevel give dig og din familie et kæmpe

Håber virkelig din mand får den hjælp han har brug for

Du gør det fornuftige og voksne og erkender at siden det åbenbart er dig som han reagerer sådan overfor så smutter du og børnene indtil han finder ud af hvad der foregår og dermed kan blive bedre.

Du skal tænke på dig og børnene og hvad der er bedst for jer. Lige nu er det iKKE at være sammen med tikkende bombe. Når/hvis han bliver bedre så kan I se om der er et forhold tilbage.

Jeg håber at du er klar til at se sandheden og ikke gemmer dig bag det "nemme" nemlig at blive og håbe at det vil gå væk af sig selv. For det vil det ikke. Du virker som om du er klar til at gå men alligevel er det noget som holder dig tilbage. Hvad er det? Find ud af det og træf den bedste beslutning for jer.

Desuden så vil jeg råde dig til at anmelde ham for vold. Det vil tvinge ham til at tage det her alvorligt og vil hjælpe dine børn senere til at stykke historien sammen. At alt er i det åbne og ikke skjult og noget man ikke taler om.

Mange tanker!

Første skridt er at din mand selv kan se han har et problem og at han skal lave hjælpe. Så det er super at han selv tager initiativ til det.

Og det er jo super hvis du vil støtte ham i det hele vejen!

Jeg har selv været i et forhold med en voldelig kæreste! Efter jeg forlod ham indså han at han havde brug for hjælp og er i dag et helt nyt menneske! Så er sikker på at det også kan hjælpe din mand!

Jeg tror det er en god ide at i bo hver for sig under processen! For det er hverken godt for dig eller børnene at bo under samme tag med en mand der er voldelig!

Håber på alt det bedste for din mand... Må være frygtelig ikke selv at have kontrol over sine egen handlinger!

 Gitte

Du og børnene skal ud af den situation hurtigst muligt. Du har allerede fundet dig i ALT for meget!

Du har jo selv erkendt, at det ikke er noget der går over af sig selv. Du har desværre også måtte erkende, at han ikke engang skal styre sine voldstendenser foran jeres børn. Det er drønhårdt at tage skridtet, men du er nødt til at gøre det. Hvis ikke for din egen skyld, så for børnene (ja og faktisk også for hans skyld).

Så længe du fysisk og psykisk befinder dig på samme sted som ham, så har du også ansvaret for at jeres børn bliver vidne til disse ting.

Undskyld de hårde ord. Håber bare at der er nogen i disse indlæg der kan ryste fornuft ind i dig, så du kommer væk. Om I skal arbejde på forholdet hver for sig eller om I hver især har brug for tid og behandling - det kan I altid finde ud af. Lige nu skal du og børnene bare væk!

Anonym skriver:

Hej

Jeg skriver her i håb om, at der måske er andre som har været i samme situation og kan give mig et godt råd.

Vi har været gift i snart fem år. Vi har to børn, den ældste er 3 år, den yngste er 1 år.

Vi har stort set haft det fint sammen, men problemerne begyndte efter at jeg blev gravid med nr 2. Og siden da er det bare blevet værre og værre. Det vi skændes om er ikke andet end hvad andre også kan være uenige om i hverdagen: Husarbejde, penge, valg af middag osv. Der er ingen utroskab el.lign. inde i billedet.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få beskrevet det, men vi har vel alle hørt historien om den dejlige mand, som gradvis forvandler sig til et monster. Først bare skubber han, så bliver det en lussing og en dag sidder konen på skadestuen og siger hun faldt ned af trappen...

Han har ikke skadet mig. Endnu. Men hvis ikke noget ændre sig er jeg sikker på at det sker en dag. Når han er rolig kan vi snakke fint sammen, og han angrer som en hund, men han kan ikke forklare hvorfor det sker. Det sker i forbindelse med skænderier. Pludselig kommer han i mod mig (han er ikke en lille mand...) og råber mig lige ind i ansigtet så jeg må tørre spyttet af ansigtet bagefter. Jeg har til dags dato ikke givet efter for den slags metoder og jeg kommer aldrig til det. Det finder han så provokerende, at det tilsyneladende klikker helt for ham. De første par gange tog han bare hårdt fat i mig og hele manden skælvede i raseri mens han forsøgte at beherske sig. Efterhånden blev det til at han kunne kombinere det med at flytte mig på diverse brutale måder. I juleferien klemte han så hårdt om mit hoved at jeg blev seriøst bange. Efter det har han sovet i en campingvogn i haven. I den periode har han virket deprimeret, har slidt med at sove om natten, slidt på arbejdet osv. Han har heldigvis fundet ud af, at han måtte snakke med nogen og nogen venner og hans søster har stillet op og snakket ting igennem med ham. Han har så endelig fundet ud af, at det han helst vil i livet er at være sammen med sin familie og at han gerne vil arbejde for, at vi skal få det godt. Den sidste uge har vi fået det bedre for hver dag og vi har haft mange gode samtaler og ting er endelig (!) begyndt at løse sig. Indtil i går...

I går skændtes vi så igen. Alle var trætte og sultne så lunten var nok lidt kort hos os begge. Det var ikke noget langt skænderi men uden forvarsel kommer han pludselig imod mig, skubber mig mod væggen og lægger underarmen over min hals og presser til mens han brøler til mig. Jeg var helt i chok. Og det allerværste er at treåringen var ved siden af mig og blev så bange at hun skreg og græd. Jeg fik ham til at slippe efter et stykke tid. Han ender grædende op i sofaen mens jeg forsøger at berolige både mig selv og pigen. Hun var så bange. Helt forfærdelig! Efter et stykke tid går han, jeg får lavet middagen færdig og prøver at gennemføre en rimelig normal afslutning af dagen sammen med ungerne.

Hvis der er en ting, jeg er sikker på, så er det, at jeg ikke kan risikere at han gør det igen/noget værre, eller endnu værre en dag når ungerne er større prøver sig på noget tilsvarende overfor dem, hvis han bliver provokeret - for det kommer han til at blive en dag.

Vi fik snakket sammen sent i går aftes. Han siger, han er bange for at miste os, at han skræmmer sig selv, og at han ikke ved, hvorfor det sker. Jeg har forklaret, at jeg ikke føler, jeg kan stole på ham, og at jeg må være 100% sikker på at dette ikke kan ske igen hverken overfor mig eller børnene, hvis vi skal kunne være sammen. Han siger så, at han er villig til at søge profesionel hjælp, og jeg gik med til at støtte ham i det. Jeg ser jo, at han og børnene har det flot sammen og det er et stort skridt at tage at splitte en familie på den måde.

Mit spørgsmål er nu: Er der nogen her som har erfaring med dette? Er der noget som kan hjælpe? Er det muligt at få hjælp?  Vil han kunne komme ud af sit mønster? Eller er den eneste mulighed at bryde så hurtigt og så effektivt som mulig?

Hvad er rigtig at gøre i denne situation? Jeg kan jo ikke bare acceptere at han skal have lov til at opføre sig sådan - og børnene skal ikke tro, at den slags er ok, og at det må man bare finde sig i... Og de skal ikke gå rundt og være bange! Jeg er meget i tvivl om jeg har gjort det rigtige nu...

Først skal du lige have en krammer

Puha det er hård læsning! Vil så gerne skrive en masse fint men der er ret mange andre der sikkert kan formulere sig bedre end jeg, men pyt.

Jeg vil ikke lyde for hård, men vil bare først lige sige til dig pas på! Pas rigtig meget på dig selv og børnene. Jeg så min mor blive banket gennem flere år, og der startede det også med skub osv. IKKE at jeg siger din mand bliver sådan, men det er rigtig tit sådan det starter!

Hvis der er nogen mulighed for det, så håber jeg virkelig for jer alle sammen, din man kan få hjælp til det der temperement, så det ikke bliver værre og går ud over du og jeres børn. Jeg aner ikke noget om hvilken hjælp der kan fås eller hvordan, om det skal gå gennem lægen, en psykolog eller hvordan! Men det må da ihvertfald være muligt!!!

Hvis det fortsætter at du/i skal være bange for ham, så er mit eneste og bedste råd, vend dig om at gå. Når mand er voldelige siger de altid undskyld bagefter og gør alt muligt for at gøre det godt, lige indtil næste gang. Oftes bliver kvinden og finder sig i det, sikkert fordi hun jo elsker ham og/eller af frygt!

Det gør mig så ondt at høre din historie. Håber du finder den løsning der er bedst for dig og dine børn.

Tænker på jer!

Mange klem fra Enayia!