Parforhold

Anonym skriver:

Jeg venter nr. 4 snart og vi har i forvejen 3 skønne børn. Vi har været sammen i ca 8 år. Vi er lige flyttet ind i vores hus og burde bare nyde det hele.

Manden har siden vi flyttede været helt umulig. Vi fik en snak igår, hvor han fortæller at han ikke synes vi har haft det godt i de sidste 5 år. Han synes det hele bare er sådan noget der skal overståes og mener at børnene er midtpunktet i vores liv. Han vil hellere have mere plads til sig selv i form af at han kan rejse med vennerene en gang om året, gå mere i byen, være mere sammen med sine venner. Manden er snart 40 år og jeg forstår ikke det behov han gerne vil have dækket. Jeg prøvede og sige til ham at når børnene bliver større kan han jo bare tage på ferie, i byen oftere osv uden. Ligenu er jeg i uge 30 og har bækkenløsning, er meget selv med børnene da han arbejder meget og har lidt mere behov for aflastning, dette vil han dog ikke acceptere.

Vores nr. 4 er planlagt og han blev meget glad da jeg blev gravid, men nu er det ligepludselig noget han ikke vil, hvilket jo jeg synes er lidt sent at komme på det. Jeg forstår simpelthen ikke det skal være så svært, han snakker grimt til mig er konstant sur og ja som sagt har han åbenbart ikke fået noget ud af vores forhold i de sidste 5 år.

Jeg er selvfølgelig i dårlig humør overfor ham, da jeg slet ikke kan forstå hans ændring af adfærd osv. Han har siden lige inden nytårsaften sagt han synes jeg skal flytte med børnene flere gange inkl. igår, og det kan jeg jo også godt, men ville virkelig godt arbejde på vores forhold for børnenes skyld.

Ved simpelthen ikke hvad jeg skal stille op, men det var rart lige at få det skrevet ned.

Håber ikke det er for forvirrende læsning, er jo ret forvirret.

Øhhhh, spørger lige dumt - hvorfor skal du flytte med børnene?....nææh, det er ham, der har et problem, så han må lette sin røv og finde et andet sted at bo, og hvis han mener det, så må huset jo sælges. Der skal være konsekvenser for ham - han skal ikke bare have lov til at gå derhjemme og tulle og derudover passe sit arbejde, mens jeres liv (og ISÆR jeres børn) skal hives op med rod, sådan er det!!!!!!!

Ja det kan godt være at han har en midtvejskrise, men det er bare SÅ umodent og uansvarligt at stå midt i at have stiftet familie, og så også gerne ville gå i byen, rejse alene og realisere sig selv. Hver alder har sine goder, og han står jo så midt den periode hvor der er allermindst tid til at være egoistisk. Det er jo heller ikke længe siden at han mente at i skulle have et barn mere, med dertilhørende ektra indskrænkelse af den personlige frihed. Det er mulig at det kan forklares med en midtvejskrise, og at noget terapi kan hjælpe ham igennem det, men det er ingen undskyldning fra at skride fra det hele.

Hvad med dig, hvis du kommer til at stå alene tilbage med 4 børn. Så får du jo virkelig INGEN frihed i din dagligdag.

Mit råd vil være at bede ham om at i får talt det igennem, og evt får noget hjælp til at komme igennem det. Men hvis han virkelig ikke vil bo sammen med jer mere, så må han jo flytte. Man kan ikke rede et forhold hvis ikke begge parter har lyst til at det skal reddes.

Jeg håber virkelig at han bare har "slået hovedet voldsomt hårdt" og kommer til fornuft igen, for det er da ikke rimelig overfor dig at

Marianne

www.stjerneleg.dk

SussieThyssen skriver:

Eiii din stakkel.
Han lyder da godt nok til at være kommet i 40 års panikalderen.
Det er gerne der hvor både mænd og kvinder somme tider kan få en skrue løs og vil "realisere" sig selv, og tror de skal opleve deres anden ungdom.
Hmmm...jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal råde dig til at gøre, for det er synd for jer begge to.
Et eller andet sted, har I mistet hinanden undervejs i børn og dagligliv, og det kan være meget svært at redde, især fordi han er kørt helt træt.
Hvis han er derhenne, hvor han helst vil være alene, ja så kan det nok ikke engang hjælpe, at foreslå ham at forsøge at redde jeres forhold, for så har han nok allerede vendt ryggen til dig og er gået mentalt, og at kæmpe alene nytter ikke noget.
Jeg kunne jo foreslå en parterapeut, men jeg tror helt ærligt, at han ikke vil forsøge at redde noget som helst.
Men hvis nogen skal flytte, så må det vel være ham..det er jo ham, der vil ud af det.

Det du må gøre op med dig selv er, om du vil slippe ham helt eller forsøgsvis, så han kan få lov til at leve en tid for sig selv og finde ud af hvad han nu har behov for at finde ud af.
Men du skal også gøre op med dig selv, at hvis du slipper ham løs, så vil han sikkert omgående fare ud og kaste sig ind i diverse eventyr med andre damer.
Er du stærk nok til at kunne klare det og evt. være villig til at tage ham tilbage, når han er færdig med at løbe hornene af sig??
For ellers så er det bedste jo nok at I går hver til sit definitivt.
Et eller andet sted, har jeg også en fornemmelse af, at han må have noget kørende, siden han er så uvillig til at arbejde mindre og støtte dig.
Ja, jeg ved ikke...

Men at tvinge en man elsker til at leve sammen med sig, skal man jo heller ikke, uanset hvor hårdt det så er.
Jeg kan kun sige, at jeg er lige her, hvis du har brug for en snak.

Kærligst
Sussie

Lige mine ord......

WiitrioeN skriver:

Meget kort... jeg syntes du skal tag børene under armen og flytte for denne mand ved jo tydeligvis ikke hvad han har og han fortjener dig på ingen måder... Og måske får han øjene op når du og ungerne ikke længer er der!

Er ked af hvis jeg lyder ufølsom men syntes hverken dette gavner dig, ungerne og for den sags skyld heller ikke manden som åbenbart er nået sin panik alder...

jeg håber virkelig du finder en løsning som du føler er rigtig

 

Men er det ikke at give lidt for hurtigt op  De har trods alt en familie sammen og endda en lille ny på vej. Bør man ikke kæmpe til det sidste, eller er det bedre at stikke halen mellem benene når det bliver lidt svært? Det jeg mener er blot at man nogle gange godt kan overreagere på noget, som måske ikke er så slemt som det lyder - og så er der lige røget en familie i svinget. Det synes jeg er rigtig synd. Der må være noget at kæmpe for

Anonym skriver:

Tak for jeres respons. Jeg vil tage jeres kloge ord op til overvejelse og prøve og finde mig selv i alt det her. Jeg er selv ret forvirret over hans udmeldelser. Og manden er noget ældre end mig. Han fik først sit 1.barn da han var 34 og må indrømme jeg tænkte at det var super dengang, så havde han jo haft sig selv i så lang tid og kunne nu i ro og mag stifte familie. Men jeg skal da lige love for at sådan blev det ikke...

Kan sagtens forstå at børn ikke er alt og han laver da også mange andre ting, han har dog ikke haft så meget overskud til noget fordi han har arbejdet rigtig meget, med min opbakning i ryggen,i de sidste 2 måneder. Men han har dog været til julefrokoster som normalt, så han har da også været ude og hygge sig.

Synes bare den udmeldning med at de sidste 5år bare har været spild var hård, for vores ældste (vi har sammen) er altså kun 3 år og vi har da lavet mange ting på de 5 år jeg har i erindringen uden unger.

Jeg tror det med 40 års krise er fuldstændig rigtig set og havde selv overvejet om det var det. Altså han måske han synes han er gået glip af noget, og tiden render ud for at han kan nå det osv.

Men tror ikke han har en anden, jeg vælger alligevel og tro det bedste om ham, nok mest fordi jeg aldrig selv kunne drømme om at være sammen med andre, men man ved jo aldrig.

Nu vil jeg tænke resten af dagen over om jeg skal leve i det her eller om jeg bare skal give slip??? 

Jeg synes ikke du skal give slip. Spørg mere ind til hvad han mener uden at være bebrejdende. Sæt jer ned en aften hvor ungerne sover og snak om hvad han syntes der mangler imellem jer for at I kan få det godt sammen. I har 3 børn og snar 4. Han må jo have elsket dig og gør det forhåbentlig stadig. Som flere siger kan det være en krise og han skal ud og buldre lidt løs. Prøv at åbne op for den mulighed at han kan komme ud og buldre og så lad ham vide at når han kommer hjem med tømmermænd er du der stadigvæk. Det vil nok gøre det hele nemmere. Jeg ved det er nemmere sagt end gjort, men jeg synes da det er lidt voldsomt hvis I skulle smide det hele på gulvet nu.... Knus til dig

Anonym skriver:

Jeg venter nr. 4 snart og vi har i forvejen 3 skønne børn. Vi har været sammen i ca 8 år. Vi er lige flyttet ind i vores hus og burde bare nyde det hele.

Manden har siden vi flyttede været helt umulig. Vi fik en snak igår, hvor han fortæller at han ikke synes vi har haft det godt i de sidste 5 år. Han synes det hele bare er sådan noget der skal overståes og mener at børnene er midtpunktet i vores liv. Han vil hellere have mere plads til sig selv i form af at han kan rejse med vennerene en gang om året, gå mere i byen, være mere sammen med sine venner. Manden er snart 40 år og jeg forstår ikke det behov han gerne vil have dækket. Jeg prøvede og sige til ham at når børnene bliver større kan han jo bare tage på ferie, i byen oftere osv uden. Ligenu er jeg i uge 30 og har bækkenløsning, er meget selv med børnene da han arbejder meget og har lidt mere behov for aflastning, dette vil han dog ikke acceptere.

Vores nr. 4 er planlagt og han blev meget glad da jeg blev gravid, men nu er det ligepludselig noget han ikke vil, hvilket jo jeg synes er lidt sent at komme på det. Jeg forstår simpelthen ikke det skal være så svært, han snakker grimt til mig er konstant sur og ja som sagt har han åbenbart ikke fået noget ud af vores forhold i de sidste 5 år.

Jeg er selvfølgelig i dårlig humør overfor ham, da jeg slet ikke kan forstå hans ændring af adfærd osv. Han har siden lige inden nytårsaften sagt han synes jeg skal flytte med børnene flere gange inkl. igår, og det kan jeg jo også godt, men ville virkelig godt arbejde på vores forhold for børnenes skyld.

Ved simpelthen ikke hvad jeg skal stille op, men det var rart lige at få det skrevet ned.

Håber ikke det er for forvirrende læsning, er jo ret forvirret.

Sender din et kæmpe kram søde Håber at i klare den

hmm, det lyder godt nok som om han har opgivende, og bare har ventet på at kunne få sig selv til at sige det, siden han gentagende gange har sagt du bare kan flytte med dine børn . :s - (måske jeg misforstår) ..

jeg må os inderømme, at jeg har os svært ved at se hans behov han gerne ville have dækket, er det ikke et behov man som sådan har levet ud, inden man får børn og familie. ikk misforstå, selvf skal man ku tag med vennerne ud af og til osv osv. men for mig lyder det som om han snakker om venner og byen hver weekend.  ? .. og at familie livet keder ham nu .

måske der er noget mere der går ham på, han måske ikk har fortalt. 5år er langtid og gå og føle ens forhold ikk er gået godt i .. og så oven i købet stadig ville have en lille mere..

knus

michella80 skriver:

Jeg synes ikke du skal give slip. Spørg mere ind til hvad han mener uden at være bebrejdende. Sæt jer ned en aften hvor ungerne sover og snak om hvad han syntes der mangler imellem jer for at I kan få det godt sammen. I har 3 børn og snar 4. Han må jo have elsket dig og gør det forhåbentlig stadig. Som flere siger kan det være en krise og han skal ud og buldre lidt løs. Prøv at åbne op for den mulighed at han kan komme ud og buldre og så lad ham vide at når han kommer hjem med tømmermænd er du der stadigvæk. Det vil nok gøre det hele nemmere. Jeg ved det er nemmere sagt end gjort, men jeg synes da det er lidt voldsomt hvis I skulle smide det hele på gulvet nu.... Knus til dig

Jeg er hel enig

Hej alle i søde piger.

Vi fik igår snakket om tingene. Manden er simpelthen stresset fordi han har arbejdet så meget i 2 mdr. De har solgt så meget at han har arbejdet fra 8-18.30 hver dag og så er han smuttet på job igen kl 20 til 3-4 om natten eller taget afsted fra 04.30 til 07.30. Han har ikke haft tid til at træne som vi ellers begge går højt op i og han synes ikke han har haft et pusterum. Det er derfor gået udover mig. Som han selv siger er han ked af det, men jeg er selvfølgelig den nærmeste kan man sige.

Han har absolut ikke en anden (havde jeg heller ikke regnet med). Han er bare selvstændig og vil gerne gøre mange ting selv for at der ikke sker for mange fejl i sådan en travl periode.

Han synes selvfølgelig ikke vi skal gå fra hinanden og ved faktisk ikke hvorfor han har sagt alle de ting. Men han er jo stresset (ikke nogen undskyldning) men han har åbenbart haft det dårligt over jeg har stået så meget selv med det hele samtidig med at jeg døjer med smerter. Ved ikke helt hvad han fedter for;o) Men vi skal selvfølgelig lige ud på sporet sammen igen. 4 børn er mange og 3 børn på 3½ år er jo også en stor mundfuld, men det ændre jo ikke på det er planlagt, og han glæder sig til at jeg har født (gør jeg også selv), for så er jeg forhåbenligt af med de smerter. Ved ikke om det giver nogen mening, synes bare lige jeg ville opdatere nu der var så mange der er så søde at bruge tid på at komme med gode råd. Men er glad for at vi har taget beslutningen om at være sammen, både fordi vi er enige om vi elsker hinanden,men også fordi at ungerne fortjener man kæmper for at få forholdet til at fungere om ikke andet indtil man ikke kan se anden udvej.

Kh en der nu ser verdenen en smule mere positiv

Når han selv har været med til at planlægge graviditeten, syntes jeg også han har sagt JA til at sætte sine egne behov tilside i nogle år.