Parforhold

Jeg venter nr. 4 snart og vi har i forvejen 3 skønne børn. Vi har været sammen i ca 8 år. Vi er lige flyttet ind i vores hus og burde bare nyde det hele.

Manden har siden vi flyttede været helt umulig. Vi fik en snak igår, hvor han fortæller at han ikke synes vi har haft det godt i de sidste 5 år. Han synes det hele bare er sådan noget der skal overståes og mener at børnene er midtpunktet i vores liv. Han vil hellere have mere plads til sig selv i form af at han kan rejse med vennerene en gang om året, gå mere i byen, være mere sammen med sine venner. Manden er snart 40 år og jeg forstår ikke det behov han gerne vil have dækket. Jeg prøvede og sige til ham at når børnene bliver større kan han jo bare tage på ferie, i byen oftere osv uden. Ligenu er jeg i uge 30 og har bækkenløsning, er meget selv med børnene da han arbejder meget og har lidt mere behov for aflastning, dette vil han dog ikke acceptere.

Vores nr. 4 er planlagt og han blev meget glad da jeg blev gravid, men nu er det ligepludselig noget han ikke vil, hvilket jo jeg synes er lidt sent at komme på det. Jeg forstår simpelthen ikke det skal være så svært, han snakker grimt til mig er konstant sur og ja som sagt har han åbenbart ikke fået noget ud af vores forhold i de sidste 5 år.

Jeg er selvfølgelig i dårlig humør overfor ham, da jeg slet ikke kan forstå hans ændring af adfærd osv. Han har siden lige inden nytårsaften sagt han synes jeg skal flytte med børnene flere gange inkl. igår, og det kan jeg jo også godt, men ville virkelig godt arbejde på vores forhold for børnenes skyld.

Ved simpelthen ikke hvad jeg skal stille op, men det var rart lige at få det skrevet ned.

Håber ikke det er for forvirrende læsning, er jo ret forvirret.

hmm mon manden har fået en depression???

det kunne det godt lyde til for mig.

eller en midtlivs krise.

Anonym skriver:

Jeg venter nr. 4 snart og vi har i forvejen 3 skønne børn. Vi har været sammen i ca 8 år. Vi er lige flyttet ind i vores hus og burde bare nyde det hele.

Manden har siden vi flyttede været helt umulig. Vi fik en snak igår, hvor han fortæller at han ikke synes vi har haft det godt i de sidste 5 år. Han synes det hele bare er sådan noget der skal overståes og mener at børnene er midtpunktet i vores liv. Han vil hellere have mere plads til sig selv i form af at han kan rejse med vennerene en gang om året, gå mere i byen, være mere sammen med sine venner. Manden er snart 40 år og jeg forstår ikke det behov han gerne vil have dækket. Jeg prøvede og sige til ham at når børnene bliver større kan han jo bare tage på ferie, i byen oftere osv uden. Ligenu er jeg i uge 30 og har bækkenløsning, er meget selv med børnene da han arbejder meget og har lidt mere behov for aflastning, dette vil han dog ikke acceptere.

Vores nr. 4 er planlagt og han blev meget glad da jeg blev gravid, men nu er det ligepludselig noget han ikke vil, hvilket jo jeg synes er lidt sent at komme på det. Jeg forstår simpelthen ikke det skal være så svært, han snakker grimt til mig er konstant sur og ja som sagt har han åbenbart ikke fået noget ud af vores forhold i de sidste 5 år.

Jeg er selvfølgelig i dårlig humør overfor ham, da jeg slet ikke kan forstå hans ændring af adfærd osv. Han har siden lige inden nytårsaften sagt han synes jeg skal flytte med børnene flere gange inkl. igår, og det kan jeg jo også godt, men ville virkelig godt arbejde på vores forhold for børnenes skyld.

Ved simpelthen ikke hvad jeg skal stille op, men det var rart lige at få det skrevet ned.

Håber ikke det er for forvirrende læsning, er jo ret forvirret.

Eiii din stakkel.
Han lyder da godt nok til at være kommet i 40 års panikalderen.
Det er gerne der hvor både mænd og kvinder somme tider kan få en skrue løs og vil "realisere" sig selv, og tror de skal opleve deres anden ungdom.
Hmmm...jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal råde dig til at gøre, for det er synd for jer begge to.
Et eller andet sted, har I mistet hinanden undervejs i børn og dagligliv, og det kan være meget svært at redde, især fordi han er kørt helt træt.
Hvis han er derhenne, hvor han helst vil være alene, ja så kan det nok ikke engang hjælpe, at foreslå ham at forsøge at redde jeres forhold, for så har han nok allerede vendt ryggen til dig og er gået mentalt, og at kæmpe alene nytter ikke noget.
Jeg kunne jo foreslå en parterapeut, men jeg tror helt ærligt, at han ikke vil forsøge at redde noget som helst.
Men hvis nogen skal flytte, så må det vel være ham..det er jo ham, der vil ud af det.

Det du må gøre op med dig selv er, om du vil slippe ham helt eller forsøgsvis, så han kan få lov til at leve en tid for sig selv og finde ud af hvad han nu har behov for at finde ud af.
Men du skal også gøre op med dig selv, at hvis du slipper ham løs, så vil han sikkert omgående fare ud og kaste sig ind i diverse eventyr med andre damer.
Er du stærk nok til at kunne klare det og evt. være villig til at tage ham tilbage, når han er færdig med at løbe hornene af sig??
For ellers så er det bedste jo nok at I går hver til sit definitivt.
Et eller andet sted, har jeg også en fornemmelse af, at han må have noget kørende, siden han er så uvillig til at arbejde mindre og støtte dig.
Ja, jeg ved ikke...

Men at tvinge en man elsker til at leve sammen med sig, skal man jo heller ikke, uanset hvor hårdt det så er.
Jeg kan kun sige, at jeg er lige her, hvis du har brug for en snak.

Kærligst
Sussie

Det lyder ikke rart at få sådan en udmelding - især ikke nu du er gravid. Det lyder som om, han går lidt i panik. Lidt en midtvejskrise måske? Synes det er fint, at du vil kæmpe for jeres forhold, for det synes jeg bestemt at man bør gøre. I har rigtig meget at miste hvis du flytter, så giv ikke for let op. Prøv at snakke sammen i stedet for - stille og roligt. Aftal evt at I en aften skal sætte jer sammen med det formål at få snakket. Så har I begge mulighed for at tænke tingene igennem inden snakken skal tages. Handler det om, at han føler sig kvalt? Laver I noget hver for sig? Laver I noget sammen uden børn? Jeg er f.eks. typen der føler sig kvalt, hvis jeg ikke har mulighed for at komme ud og være mig selv. Jeg har brug for at være MIG og være sammen med min venner/veninder. Da jeg var gift, fik/havde jeg ikke mulighed for det, da min ex ikke synes det var ok. Jeg endte med at bliver bitter på ham, fordi jeg følte at han sad på mig.

Vigtigst af alt, er at I får gang i en dialog om, hvorfor han for det første nævner noget nu, hvis han synes det har været stillestående i 5 år. Og en dialog om, hvad I kan gøre for at ændre hans syn på forholdet - hvad mangler han, og hvad ønsker du? Du skal ikke glemme dig selv, det handler ikke kun om at gøre ham tilfreds. Du skal også kunne se dig selv i spejlet og føle at du er tro ved dig selv.

Ønsker jer alt det bedste

Jeg kan sagtens forstå at du er rigtig ked af det, men det første som springer mig i øjnene når jeg læser dit indlæg er 40-ÅRSKRISE!!! Han lyder helt ærligt som en mand der er begyndt at indse at han er ved at være midaldrene, og dermed ikke ung-ung længere. Dvs. at han føler at der er nogle vinduer som begynder at lukke sig for ham, især hvad angår det vilde byliv, rejser m.m. for nu er "nyhedens interesse" lidt på afstand hvad angår kernefamilielivet, og han er nok lidt nervøs for hvordan det faktisk skal blive med hele 4 børn i huset (det ER sgu også mange børn!).  Jeg tror helt ærligt at du skal trække vejret meeeeget dybt og indstille dig på en periode hvor han har det skidt og bare stå det igennem 

Stort knus til dig - håber det snart går over!!!

SussieThyssen skriver:

Eiii din stakkel.
Han lyder da godt nok til at være kommet i 40 års panikalderen.
Det er gerne der hvor både mænd og kvinder somme tider kan få en skrue løs og vil "realisere" sig selv, og tror de skal opleve deres anden ungdom.
Hmmm...jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal råde dig til at gøre, for det er synd for jer begge to.
Et eller andet sted, har I mistet hinanden undervejs i børn og dagligliv, og det kan være meget svært at redde, især fordi han er kørt helt træt.
Hvis han er derhenne, hvor han helst vil være alene, ja så kan det nok ikke engang hjælpe, at foreslå ham at forsøge at redde jeres forhold, for så har han nok allerede vendt ryggen til dig og er gået mentalt, og at kæmpe alene nytter ikke noget.
Jeg kunne jo foreslå en parterapeut, men jeg tror helt ærligt, at han ikke vil forsøge at redde noget som helst.
Men hvis nogen skal flytte, så må det vel være ham..det er jo ham, der vil ud af det.

Det du må gøre op med dig selv er, om du vil slippe ham helt eller forsøgsvis, så han kan få lov til at leve en tid for sig selv og finde ud af hvad han nu har behov for at finde ud af.
Men du skal også gøre op med dig selv, at hvis du slipper ham løs, så vil han sikkert omgående fare ud og kaste sig ind i diverse eventyr med andre damer.
Er du stærk nok til at kunne klare det og evt. være villig til at tage ham tilbage, når han er færdig med at løbe hornene af sig??
For ellers så er det bedste jo nok at I går hver til sit definitivt.
Et eller andet sted, har jeg også en fornemmelse af, at han må have noget kørende, siden han er så uvillig til at arbejde mindre og støtte dig.
Ja, jeg ved ikke...

Men at tvinge en man elsker til at leve sammen med sig, skal man jo heller ikke, uanset hvor hårdt det så er.
Jeg kan kun sige, at jeg er lige her, hvis du har brug for en snak.

Kærligst
Sussie

Jeg er enig med Sussie.. min fornemmelse siger det samme..

Anonym skriver:

Jeg venter nr. 4 snart og vi har i forvejen 3 skønne børn. Vi har været sammen i ca 8 år. Vi er lige flyttet ind i vores hus og burde bare nyde det hele.

Manden har siden vi flyttede været helt umulig. Vi fik en snak igår, hvor han fortæller at han ikke synes vi har haft det godt i de sidste 5 år. Han synes det hele bare er sådan noget der skal overståes og mener at børnene er midtpunktet i vores liv. Han vil hellere have mere plads til sig selv i form af at han kan rejse med vennerene en gang om året, gå mere i byen, være mere sammen med sine venner. Manden er snart 40 år og jeg forstår ikke det behov han gerne vil have dækket. Jeg prøvede og sige til ham at når børnene bliver større kan han jo bare tage på ferie, i byen oftere osv uden. Ligenu er jeg i uge 30 og har bækkenløsning, er meget selv med børnene da han arbejder meget og har lidt mere behov for aflastning, dette vil han dog ikke acceptere.

Vores nr. 4 er planlagt og han blev meget glad da jeg blev gravid, men nu er det ligepludselig noget han ikke vil, hvilket jo jeg synes er lidt sent at komme på det. Jeg forstår simpelthen ikke det skal være så svært, han snakker grimt til mig er konstant sur og ja som sagt har han åbenbart ikke fået noget ud af vores forhold i de sidste 5 år.

Jeg er selvfølgelig i dårlig humør overfor ham, da jeg slet ikke kan forstå hans ændring af adfærd osv. Han har siden lige inden nytårsaften sagt han synes jeg skal flytte med børnene flere gange inkl. igår, og det kan jeg jo også godt, men ville virkelig godt arbejde på vores forhold for børnenes skyld.

Ved simpelthen ikke hvad jeg skal stille op, men det var rart lige at få det skrevet ned.

Håber ikke det er for forvirrende læsning, er jo ret forvirret.

Meget kort... jeg syntes du skal tag børene under armen og flytte for denne mand ved jo tydeligvis ikke hvad han har og han fortjener dig på ingen måder... Og måske får han øjene op når du og ungerne ikke længer er der!

Er ked af hvis jeg lyder ufølsom men syntes hverken dette gavner dig, ungerne og for den sags skyld heller ikke manden som åbenbart er nået sin panik alder...

jeg håber virkelig du finder en løsning som du føler er rigtig

Tak for jeres respons. Jeg vil tage jeres kloge ord op til overvejelse og prøve og finde mig selv i alt det her. Jeg er selv ret forvirret over hans udmeldelser. Og manden er noget ældre end mig. Han fik først sit 1.barn da han var 34 og må indrømme jeg tænkte at det var super dengang, så havde han jo haft sig selv i så lang tid og kunne nu i ro og mag stifte familie. Men jeg skal da lige love for at sådan blev det ikke...

Kan sagtens forstå at børn ikke er alt og han laver da også mange andre ting, han har dog ikke haft så meget overskud til noget fordi han har arbejdet rigtig meget, med min opbakning i ryggen,i de sidste 2 måneder. Men han har dog været til julefrokoster som normalt, så han har da også været ude og hygge sig.

Synes bare den udmeldning med at de sidste 5år bare har været spild var hård, for vores ældste (vi har sammen) er altså kun 3 år og vi har da lavet mange ting på de 5 år jeg har i erindringen uden unger.

Jeg tror det med 40 års krise er fuldstændig rigtig set og havde selv overvejet om det var det. Altså han måske han synes han er gået glip af noget, og tiden render ud for at han kan nå det osv.

Men tror ikke han har en anden, jeg vælger alligevel og tro det bedste om ham, nok mest fordi jeg aldrig selv kunne drømme om at være sammen med andre, men man ved jo aldrig.

Nu vil jeg tænke resten af dagen over om jeg skal leve i det her eller om jeg bare skal give slip??? 

Anonym skriver:

Tak for jeres respons. Jeg vil tage jeres kloge ord op til overvejelse og prøve og finde mig selv i alt det her. Jeg er selv ret forvirret over hans udmeldelser. Og manden er noget ældre end mig. Han fik først sit 1.barn da han var 34 og må indrømme jeg tænkte at det var super dengang, så havde han jo haft sig selv i så lang tid og kunne nu i ro og mag stifte familie. Men jeg skal da lige love for at sådan blev det ikke...

Kan sagtens forstå at børn ikke er alt og han laver da også mange andre ting, han har dog ikke haft så meget overskud til noget fordi han har arbejdet rigtig meget, med min opbakning i ryggen,i de sidste 2 måneder. Men han har dog været til julefrokoster som normalt, så han har da også været ude og hygge sig.

Synes bare den udmeldning med at de sidste 5år bare har været spild var hård, for vores ældste (vi har sammen) er altså kun 3 år og vi har da lavet mange ting på de 5 år jeg har i erindringen uden unger.

Jeg tror det med 40 års krise er fuldstændig rigtig set og havde selv overvejet om det var det. Altså han måske han synes han er gået glip af noget, og tiden render ud for at han kan nå det osv.

Men tror ikke han har en anden, jeg vælger alligevel og tro det bedste om ham, nok mest fordi jeg aldrig selv kunne drømme om at være sammen med andre, men man ved jo aldrig.

Nu vil jeg tænke resten af dagen over om jeg skal leve i det her eller om jeg bare skal give slip??? 

Uanset hvad..så er jeg lige her..du kan bare skrive til hver en tid, hvad enten du trænger til et råd eller bare en at læsse af til.

Anonym skriver:

Tak for jeres respons. Jeg vil tage jeres kloge ord op til overvejelse og prøve og finde mig selv i alt det her. Jeg er selv ret forvirret over hans udmeldelser. Og manden er noget ældre end mig. Han fik først sit 1.barn da han var 34 og må indrømme jeg tænkte at det var super dengang, så havde han jo haft sig selv i så lang tid og kunne nu i ro og mag stifte familie. Men jeg skal da lige love for at sådan blev det ikke...

Kan sagtens forstå at børn ikke er alt og han laver da også mange andre ting, han har dog ikke haft så meget overskud til noget fordi han har arbejdet rigtig meget, med min opbakning i ryggen,i de sidste 2 måneder. Men han har dog været til julefrokoster som normalt, så han har da også været ude og hygge sig.

Synes bare den udmeldning med at de sidste 5år bare har været spild var hård, for vores ældste (vi har sammen) er altså kun 3 år og vi har da lavet mange ting på de 5 år jeg har i erindringen uden unger.

Jeg tror det med 40 års krise er fuldstændig rigtig set og havde selv overvejet om det var det. Altså han måske han synes han er gået glip af noget, og tiden render ud for at han kan nå det osv.

Men tror ikke han har en anden, jeg vælger alligevel og tro det bedste om ham, nok mest fordi jeg aldrig selv kunne drømme om at være sammen med andre, men man ved jo aldrig.

Nu vil jeg tænke resten af dagen over om jeg skal leve i det her eller om jeg bare skal give slip??? 

Nu synes jeg også det er en voldsom konkulsion nogle kommer med, at han måske har en anden eller har brug for at være sammen med andre kvinder. Sådan behøver det jo slet ikke at hænge sammen. Der er måske "bare" gået for meget hverdag i den og I har måske glemt at snakke sammen.