AnneBJ skriver:
Min erfaring er, at hvis du har tid og lyst til at pleje, passe, lufte og træne en rottweiler, så får du verdens dejligste familiehund!
Jeg er vokset op med to af slagsen, den første blev dog aflivet da jeg var ganske lille, men det skyldtes en medfødt psykisk sygdom hos hunden, som man først opdagede da han ikke var hvalp længere groft sagt.
Den anden havde vi i ca. 13 år. Han var den dejligste, roligste og bedste hund! Min mor gik ikke decideret til træning med den, men havde erfaring med at have hund, så den blev opdraget "fra første færd".
Vi børn vidste også hvad vi måtte og ikke måtte i nærheden af hunden, fx havde den fristed i dens kurv, og når den spiste. Omvendt skulle hunden lade os være når vi var i vores senge og når vi spiste. Det fungerede superfint.
Selvfølgelig var han også opmærksom på hvad der var "hans". Hvis folk gik på vejen bag vores hus fik de lige lidt gøen med på vejen, men han har aldrig snappet efter nogen eller bidt. Sammen med andre hunde ved jeg ikke, da han altid var i snor når han blev luftet, med mindre min far gik med ham.
Men igen - en dejlig, dejlig hund, men den kræver motion og opdragelse, hvilket det lyder til I er indstillede på! Der er jo forskel på en muskelhund (som fx rottweileren) og så en dræber/blodhund. Muskelhunden kan finde på at bide hvis den tirres, vil beskytte og lignende, men slipper så (oftest) igen. Blodhunden bliver ved, fordi den får smag for blod.
Ved godt der har været "mange" historier om rottweilere der har bidt, men i forhold til antallet af rottweilere der findes, er det ikke nogen stor procentdel der har bidt. Den hunderace der står for flest personskader i DK er faktisk en labrador.
Og vi har selv en hanhund (rottweiler/labrador-blanding) og han er noget af det sødeste