Anonym skriver:
Mit barn er næsten lige startet i dagpleje, og det går såmænd godt med at aflevere og hente, og at være derovre..
Men kender i det, at ens intuition siger en at det bare ikke er stedet? jeg føler mig ikke godt tilpas derovre.... men igen er det jo mit barn der skal være der...
lidt om mine oplevelser..
Da jeg var derovre igår, for at hente mit barn, sad dagpleje moderen på en vippestol på gulvet, med mit barn foran sig, mit barn kan ikke kravle endnu... så siger hun " ja ham der (hun siger navnet men gør ham lige anonym) han er ikke så tryg ved dit barn endnu men han kommer når han er klar og han kommer hen til mig når han har brug for mig"..
Jeg kigger rundt og ser det her barn på 9 måneder ligge henne i hjørnet med fronten ud af, jeg spørger så om han kan kravle, det kan han ikke, han triller og kan bakke bagud... så dvs. han har kravlet bagud og havnet henne i hjørnet...
Vi går ud og finder nogle ting, drengen ligger der endnu... og efter lidt tid begynder han at brokke sig, og først da han brokker sig MEGET går hun ind og tager ham ind på gulvtæppet til legetøjet..
MIN tanke er, at mit barn kan heller ikke kravle, kun bagud, og jeg har ikke lyst til at mit barn skal "efterlades" i et hjørne.. for mit barn kan jo ikke gøre for at h*n bakker bagud... og jeg ville nok have taget det andet barn og sat med det og givet det tryghed omkring situationen med mit barn, i stedet for at lade det være ovre i et hjørnè?
jeg tænker er det normalt ved dagpleje mødre? at de små godt må blive liggende der hvor de nu havner?
Så idag da jeg er derovre, så går en af pigerne med noget fra en brik til et puslespil.. dagplejemoderen siger hun skal ligge puslebrikken hen på bordet for den skal limes på puslespillet... pigen siger noget jeg ikke forstår.. og dagplejemoderen gentager sig 2 gange... hvor pigen til sidst gør det... men så siger dagplejemoderen til mig "det er så træls når hun er sådan" ..
Jeg havde en eller anden forhåbning om at dagpleje mødre virkelig havde hjertet med i deres arbejde, at deres engagement i børnene var højt og at de holdt af deres "børn"...
jeg har også fornemmelsen af at alt skal foregå på gulvet, hvor jeg tænker, at børnene kommer vel fra hjem med kærlighed og berøring og omsorg... og det skal de vel fortsat have? jeg har endnu ikke en gang set hende gå med et af børnene i armene - netop for den tætte kontakt?
Børnene er der jo mange timer hver uge... og har brug for at føle sig "elsket" ligesom derhjemme... selvom jeg godt ved at det er en dagpleje og det er et "arbejde", så er det stadig mennesker...
Berolig mig... sig at jeg er forkert på den, kom med lidt meninger... tanker... hvad jeg skal gøre? eller om min tankegang er helt blæst... jeg ved der findes nogle dagpleje mødre herinde, hvad gør i? hvad synes i jeg skal "forvente"? ...
Jeg forstår ganske udemærket din bekymring, men kan så også sige at det ikke er alle dagpleje mødre der er sådan.
Min hustru er dagplejer og benytter sig meget af kontakten med børnene - også selv om mange aktiviteter foregår på gulvet af hensyn til at undgå for mange løft og dermed blive for tidligt nedslidt.
Nå - tilbage til vores oplevelse med vores ældstes dagplejesituation.
Det drejer sig ikke om hans normale dagplejer, som vi er rigtigt glade for og har fuld tillid til, da vi kan mærke på ham at han er rigtig glad for at kommer derover og vi kan mærke han har det godt.
På et tidspunkt skulle han passes af sin anden-reserve, da hans normale DP var syg (min hustru er normalt gæsteplejer for ham, men var på kursus). Han kender hende godt da hans dagplejer går i legestue sammen med hende.
Allerede da jeg afleverer ham i legestuen, kan jeg mærke at han er utryg ved hende og han græder meget da jeg skal gå (følte mig som verdens dårligste og ondeste far), men tænker at det nok skal gå.
Da jeg kommer og henter ham sidder han i sin barnevogn væk fra de andre børn og uden egentlig voksenkontakt. Umiddelbart ligger jeg ikke meget i det, da barnevognen er et trygt sted for ham og det kan jo være at reserven lige er gået hen til de andre børn.
Men reservedaglejen fortæller mig så at han sådan set har siddet der det meste af dagen uden at lege med de andre børn, og hun fortæller også at hun har været meget sammen med de andre børn.
Hun har med andre ord slet ikke draget omsorg for min søn i løbet af dagen, andet end at give ham ren ble og mad og lagt ham til at sove.
Jeg blev rasende på hende, for det kan ikke passe at hun skal forestille at passe børn og så parkerer ham i den ene ende af rummet i barnevognen for blot at være sammen med de andre børn.
Fair nok at hun sætter ham op i barnevognen hvor han føler sig tryg, men så kunne hun da for f..... have taget barnevognen med hen til de andre børn.
Jeg var dybt frustreret da jeg gik derfra og lovede mig selv og min dreng at han ALDRIG skulle passes af hende igen, hvilket han heller ikke er blevet. Reserve DP'en fik også at vide inden jeg gik at hun ikke ville få lov at passe ham igen dagen efter da hans normale DP stadig var syg, så jeg ville finde en anden løsning.
Dagen efter ringede jeg til kommunen og påtalte situationen, med det resultat at hun faktisk blev fyret nogle måneder efter, da det viste sig at det ikke var første gang der var blevet klaget over hende.
Men som sagt til start - det er absolut ikke alle DP'ere der er sådan, men man skal kunne føle sig tryg ved at aflevere sit barn til en anden person!
