Jeg kan selvfølgelig udelukkende fortælle om mine egne erfaringer, kort beskrevet, fantastisk hårdt. Yderligere forklaring medfølger.
Der er 2 år og 3 måneder imellem mine piger. Det er begyndt at være nemmere, men stadig hårdt til tider. Men jeg fortyder på ingen måde at have denne aldersforskel, fordi at de svære perioder er heldigvis udelukkende perioder. Det kan man trøste sig ved, når begge piger vælge at vågne op på skift, lægge sig syge på samme tid osv. 
Det første år var dog hårdest. Graviditeten med min yngste var også hård og jeg endte med at blive sygemeldt i uge 20 pga. bækkenløsning. Hvorfor mor konstant skulle passe på med sin store mave er ikke særlig let at forklare en lege- og morsyg lille pige der jo bare vil tumle, som hun plejer. Ingen ord kan dog beskrive hvordan mit moderhjerte havde det, da Isabella så sin lillesøster Victoria for første gang. Det var kærlighed ved første blik. Victoria blev desværre indlagt med Pylerusstenose (mavebundsforsnævring) da hun var 1 måned gammel og blev efterfølgende opereret. Det var en hårdt tid for os allesammen. Man står magteløs, bekymret for sin lille nyfødte og bekymret for storesøster, som stod med en helt ny rolle og selvfølgelig mærkede at lillesøster ikke havde det så godt. Heldigvis gik operationen godt og vi fik vores hverdag tilbage. En hverdag med 2 små, på både godt og ondt.
Jeg skriver fantastisk hårdt, fordi at det til tider er pisse hårdt at have 2 små, men på den anden side fantastisk berigende og skønt at have de 2 bedårende børn jeg altid har drømt om at få.
Pissehårdt når sygdom melder sig, især når de begge 2 er syge på samme tid. Hårdt når man på samme tid skal passe sit job.
Hårdt når de vækker hinanden og man om dagen ligner den mest uhyggelige zombie
Hårdt når man gerne vil være der 100% for begge, som ofte medfølger dårlig samvittighed, som man jo alligevel ikke kan bruge så meget til.
Det har også været en omgang for min ældste pige, som dog påtog sig rollen som storesøster rigtig flot. Jeg vælger at sige ældre, fordi at stor er hun ikke. Hun er jo stadig min lille pige, som har ligeså meget brug for leg, omsorg og opmærksomhed som før. Det er ikke hende der valgte at blive storesøster, det er os der valgte at forøge familien. Derfor er det vores ansvar at hjælpe hende med de nye familieforhold, så godt som vi nu kan. Det har vi bl.a. gjort med at give hende lov til at være med i de daglige gøremål, dog i det omfang hun selv magter. Rose hende og af og til give hende alenetid med os. Jeg har en dejlig mor der nyder at være sammen med pigerne. Sommetider har hun Isabella alene. Sommetider Victoria. Sommetider begge piger. På den måde får vi også lidt kærlighedsstid, fordi at forholdet skal også plejes.
Vi har ikke haft særlig meget tid til os selv, især ikke i det første år. Men det havde vi dog heller ikke forventet. Heldigvis har vi et langt og godt forhold bag os. Vi har været sammen i 11 år. Et godt forhold er en god ting, fordi at det krøver en del af forholdet af have 2 små krudtugler. Med tiden har vi fået mere tid sammen og det var værd at vente på. Perioden hvor man får mere tid kommer jo igen.
Nu må du ikke skræmmes væk pga. alt det hårde jeg skriver. Jeg giver dig bare mit ærlige svar. Uanset hvor hårdt det må være til tider, så fortryder jeg på ingen måde. Her kommer det positive, som fylder allermest.
Fantastisk berigende fordi at ingen ord kan beskrive min glæde i mit hjerte, når mine piger smiler til hinanden, når de griner sammen, når de leger sammen og gerne vil dele sit legetøj. Når lillesøster jubler af glæde og fægter med armene, når hun ser sin storesøster. Når storesøster danser, bare for at lillesøster skal grine ad hende. Når storesøster præsenterer sig som storesøster, når nogen spørger hvad hun hedder. Når de ligger og putter sammen osv. osv. Og med tiden tror og håber jeg på at de vil nyde hinanden mere og mere.
Hvordan søskende har det med hinanden har selvfølge en del med aldersforskellen at gøre, men ikke mindst med deres personligheder at gøre.
