min sidste vilje

Nej, jeg har ikke fået udfyldt det stykke papir endnu, men det er da klart noget jeg skulle tag og få gjort...Så det er kommet på min liste over vigtige ting... Især nu hvor jeg har fået et barn...

Jeg kan huske, da min moster døde af kræft for 6 år siden.. Hun havde inden selv valgt at tage stilling til hvordan hun gerne ville her fra og det var hendes nærmeste og resten af familien glade for..

For at skulle stå med alle de valg om hvad man måske tror et andet menneske gerne vil og så samtiddig bearbejde den sorg det er at miste sin kone, mor, søster eller moster er jo svært..

For mig er døden slet ikke et tabu og jeg er heller ikke bange for at dø..

Som min svigermor siger "så er det i livet vi mest kan regne med er at vi alle skal væk herfra" og det har hun jo endeligt ret i...

Balderson skriver:


For mig er døden slet ikke et tabu og jeg er heller ikke bange for at dø..

Super flot at du skriver at du ikke er bange for at dø... Det er min største frygt... Selv om jeg jo godt ved at vi alle sammen skal her fra engang...

Jeg har ikke udfyldt den, men det er da noget jeg skal have gjort nu da jeg er blevet opmærskom på det.

Jeg er egentlig heller ikke bange for at dø, men jeg er bange for a dø for tidligt. Inden jeg når at opleve min søn udvikle sig og stifte familie. Jeg er faktisk bange for ikke at blive gammel ;)

-Nadia

Jeg kan ikke forstå dem der ligefrem ikke vil udfylde den fordi de ikke kan lide at tænke på hvad der skal ske? Men alligevel er nogle af de samme mennesker tilmeldt donorregistret. Det vil i godt tage stilling til, men ikke hvordan i skal begraves osv?

Det forstår jeg ikke.

For at svare på spørgsmålet, så nej jeg har ikke udfyldt men agter at gøre det snart.

Christina

jeg har ikke udfyldt den, og jeg anede ikke den fandtes, så tak for det.

jeg synes nu det er en helt personlig sag at tage stilling til de ting, altså hvad der skal ske når man er død, og selv om mange har valgt at lukke øjnene for det, så er det faktisk sådan at to ting i livet er sikkert...fødsel og død...de ting går hånd i hånd, og sker for os alle.

jeg har et fint forhold til døden, og kan snakke om den, uden problemer...men dermed ikke sagt at jeg ikke har det underligt med at det skal ske for mig selv engang.

min mor planlagde mere eller mindre selv sin begravelse, hun var syg, og min far og hende vidste udmærket godt hvad vej det bar hen.
hun har altid været åben om hvordan hendes kiste skulle pyntes når det blev hendes tur, og en nat før hun døde havde hun en længere snak med min far om hvordan det skulle være, hvad salmer der skulle synges, og om hvordan hun ønskede folk skulle mødes bagefter.
min far var ude og finde lige den plads han ønskede hun skulle have hendes urne nedsat på (nu ligger de der så sammen)

det lettede vores sorg og arbejde rigtig meget, og vi sad ikke i den der tvivl hele tiden...vi vidste nøjagtig hvad hun ønskede, og det blev nøjagtig sådan!

jeg er glad for hun var åben omkring døden, og om hvordan hun ville holde hendes bisættelse...og selv om mange mener de ikke vil snakke om det, eller tage stilling, så synes jeg alligevel i skal tænke over det en ekstra gang, for når den dag kommer, er det ikke længere jeres problem, det er jeres børn.
vi giver de her kære børn livet, og lære dem alt de bør vide, vi passer på dem gennem deres liv, men deres problemer stopper ikke selv om vi lukker vores øjne.
måske bør man tænke over at man ikke kan sidde og trøste dem, når vi selv er væk, så den trøst, at mine børn kan give mig lige den begravelse/bisættelse jeg ønsker, vil jeg meget gerne give dem.

og desuden kan jeg godt lide tanken om at holde dem lidt i hånden når jeg har draget mit sidste suk...så derfor: jeg har ikke udfyldt den, ved ikke om jeg kommer til det, men en ting er sikkert, mine børn ved hvad mine ønsker er, og det samme med min mand...!(L)