"Skal I ikke have jeres EGET"

Eller "Hvorfor vil I ikke have jeres EGET barn", "Hvorfor vil I have ANDRES barn", "Skal I saa ikke have jeres EGET nu", " Det ER altsaa noget andet naar det er ens EGET."

Ja, det er bare nogle af de ting jeg har hort og horer fra uvidende mennesker ifb. med vores barn (som er adopteret). Og gud, hvor sluger jeg torsken gang paa gang og smiler venligt tilbage og er forstaaende. Men indeni bider jeg mig selv i tungen og maerker varmen i kinderne af irritation og ville egentlig helst sige: " Mit barn er ikke ANDRES barn paa baggrund af den fodekanal han kom til verden fra!" Han er mit EGET og har forevigt forplantet sig i min sjael og krop da han blev fodt. Han er saa meget MIT barn som han overhovedet kan vaere og ALT ved ham gor ham til MIT barn: Hans krusede sorte haar som ligner alt andet end mit, hans solbrune hud som straaler sommer og vinter og hans store ojne og lange ojenvipper der til forveksling ligner mine...

Han er vores eget barn. min mand og jeg ville gaa i doden for ham hvis det kom saa vidt. Intet er vigtigere i vores liv. Min mand har et biologisk barn fra tidl. forhold og nej, der ER ingen forskel.

Ja, jeg synes det er utroligt hvad folk kan faa sig selv til at udbryde uden at taenke sig om en ekstra gang. MEN hvor bliver jeg varm om hjertet naar jeg taenker paa min kaere mor og far som ALDRIG har ytret ovenstaaende hverken for eller efter adoptionen og jeg blev helt bevaeget da min smukke mor sagde til mig i telefonen for en del uger siden, at hun var saa glad for den maade jeg fik mit barn paa og at jeg maatte love aldrig at vaelge at foede et barn paa baggrund af press fra omverdenen, for christopher er det perfekte barnebarn for os'

Åh hvor må det være frusterende at skulle lægge øre til.

Hvorfor siger du ikke bare tingene lige ud, direkte i folk åbne ansigt? De har jo selv lagt op til det. (men det handler selvfølgelig også om personlighed, men jeg hverken kan eller har lyst til at holde min mund)

Jeg kan huske engang hvor vi var i legestue og der var en mor med to adoptivbørn, og så spørger en af de andre i legestuen denne mor: Har børnene egentlig den samme mor? Hvortil hun svarede. Ja, jeg er deres mor!!! -hvorpå vedkommende valgte at jokke videre i det og uddybede: jeg mener altså deres rigtige mor, er det den samme? Hvorpå hun endnu engang svarede: JA, jeg er deres rigtige mor, så de har den samme mor.

Havde det være mig, havde jeg straks vendt den om og spurgt(hende den irriterede der jokker i det): Hvem er mor til dine børn? altså jeg mener, hvem er deres helt rigtige mor, ikke bare dig, men den rigtige mor??? Så kunne hun da lige prøve hvordan det er!

Miamaja skriver:

Eller "Hvorfor vil I ikke have jeres EGET barn", "Hvorfor vil I have ANDRES barn", "Skal I saa ikke have jeres EGET nu", " Det ER altsaa noget andet naar det er ens EGET."

Ja, det er bare nogle af de ting jeg har hort og horer fra uvidende mennesker ifb. med vores barn (som er adopteret). Og gud, hvor sluger jeg torsken gang paa gang og smiler venligt tilbage og er forstaaende. Men indeni bider jeg mig selv i tungen og maerker varmen i kinderne af irritation og ville egentlig helst sige: " Mit barn er ikke ANDRES barn paa baggrund af den fodekanal han kom til verden fra!" Han er mit EGET og har forevigt forplantet sig i min sjael og krop da han blev fodt. Han er saa meget MIT barn som han overhovedet kan vaere og ALT ved ham gor ham til MIT barn: Hans krusede sorte haar som ligner alt andet end mit, hans solbrune hud som straaler sommer og vinter og hans store ojne og lange ojenvipper der til forveksling ligner mine...

Han er vores eget barn. min mand og jeg ville gaa i doden for ham hvis det kom saa vidt. Intet er vigtigere i vores liv. Min mand har et biologisk barn fra tidl. forhold og nej, der ER ingen forskel.

Ja, jeg synes det er utroligt hvad folk kan faa sig selv til at udbryde uden at taenke sig om en ekstra gang. MEN hvor bliver jeg varm om hjertet naar jeg taenker paa min kaere mor og far som ALDRIG har ytret ovenstaaende hverken for eller efter adoptionen og jeg blev helt bevaeget da min smukke mor sagde til mig i telefonen for en del uger siden, at hun var saa glad for den maade jeg fik mit barn paa og at jeg maatte love aldrig at vaelge at foede et barn paa baggrund af press fra omverdenen, for christopher er det perfekte barnebarn for os'

Jeg kan så inderligt forstå dine tanker og frustration over andres udtalelser. Jeg synes det er fedt det i har valgt og noget af det smukkeste et andet menneske kan gøre for sig selv. Jeg synes det er fedt i har valgt det fordi i ønskede det!

Dejligt med sådan nogen dejlige forældre. Det er guld værd! OG men sådan en smuk dreng som søn og barnebarn kan man da ikke være andet end stolt når man kigger på ham

Kan virkelig godt forstå det må være noget af en kamel at sluge - tror virkelig ikke jeg kunne beherske mig, så meget som du kan, i sådan en situation. Men det kan jeg selvfølgelig ikke sætte mig hundrede procent ind i. Synes virkelig du er sej, at du bare tager den i stiv arm, og ryster på hovedet af folk indeni dig selv. Selvfølgelig er det DIT barn, JERES barn - og han er en ualmidelig dejlig og smuk dreng!

Jeg tror, at i Europa har været billigere at prøve at blive gravid (og så kan man også opleve at være gravid og føde). Og så er det alt det der med at man starter en kamp og har det svært at give op. Når kampen er tabt har man lidt energi til at forsætte. At adoptere i Europa er hellere ikke nemt, man skal bruge en kæmpe KÆMPE pose penge og typisk flere år... Jeg tror, at hvis man ligesom nu snart skal man selv betale for behandling og hvis de havde lavet adoptions vejen lidt nemmere, ville der være flere, der vil vælge adoptions vejen...

Miamaja skriver:

Eller "Hvorfor vil I ikke have jeres EGET barn", "Hvorfor vil I have ANDRES barn", "Skal I saa ikke have jeres EGET nu", " Det ER altsaa noget andet naar det er ens EGET."

Ja, det er bare nogle af de ting jeg har hort og horer fra uvidende mennesker ifb. med vores barn (som er adopteret). Og gud, hvor sluger jeg torsken gang paa gang og smiler venligt tilbage og er forstaaende. Men indeni bider jeg mig selv i tungen og maerker varmen i kinderne af irritation og ville egentlig helst sige: " Mit barn er ikke ANDRES barn paa baggrund af den fodekanal han kom til verden fra!" Han er mit EGET og har forevigt forplantet sig i min sjael og krop da han blev fodt. Han er saa meget MIT barn som han overhovedet kan vaere og ALT ved ham gor ham til MIT barn: Hans krusede sorte haar som ligner alt andet end mit, hans solbrune hud som straaler sommer og vinter og hans store ojne og lange ojenvipper der til forveksling ligner mine...

Han er vores eget barn. min mand og jeg ville gaa i doden for ham hvis det kom saa vidt. Intet er vigtigere i vores liv. Min mand har et biologisk barn fra tidl. forhold og nej, der ER ingen forskel.

Ja, jeg synes det er utroligt hvad folk kan faa sig selv til at udbryde uden at taenke sig om en ekstra gang. MEN hvor bliver jeg varm om hjertet naar jeg taenker paa min kaere mor og far som ALDRIG har ytret ovenstaaende hverken for eller efter adoptionen og jeg blev helt bevaeget da min smukke mor sagde til mig i telefonen for en del uger siden, at hun var saa glad for den maade jeg fik mit barn paa og at jeg maatte love aldrig at vaelge at foede et barn paa baggrund af press fra omverdenen, for christopher er det perfekte barnebarn for os'

Hold op hvor er folk dog tomhjernede!

Det er ikke helt det samme. Men den har vi også fået i hovedet ofte, når vi har stået med min bonusdatter. Skal i ikke snart have en selv. Nu er Jasmin jo faktisk biologisk min kærestes og vi kalder hende altid vores smukke pige. Hun er jo vores. Ligeså meget som hun er hendes mors og bonusfars.

Og at folk siger det mens barnet hører det, er mig en gåde. Hvor dum har man lov at være.

Hvor er folk dog uvidende, dumme, ufølsomme og rigtig mange andre ord.

Lyder som om du er en rigtig god og kærlig mor så håber du kan få printet ind i hovedet på din søn er han ER din og ingen skal nogne sinde komme og sige andet!!

ARGH jeg bliver sgu så vred, hvornår fatter folk at biologi ikke er alt.........

personligt har jeg altid selv sagt at hvis jeg ikke kunne få børn ville jeg ikke adóptere, men det er mest pga. frygten for når de ville finde deres baggrund deres rødder, tror ikke jeg kunne klare hvis MIT barn ville finde sin bio. mor...

men seriøst har den største respekt for at du-i har valgt at adoptere på trods for i sagtens kan få børn selv.... din søn er meget heldig at hans forældre har så store hjerter, det er der ikke mange der har... 

ville egentlig bare sige jeg har stor respekt for jer... alt lykke til jer her fra

Hvor kan folk bare være uvidende  Og hjerteløse

Selvfølgelig er din søn ligeså meget din og jeres som et biologisk barn, og du behøver ikke at være den pæne pige som smiler og forklare når folk på den måde taler respektløs om jeres bånd til jeres søn. Næste gang der siger du bare din ærlige mening til dem , hvorfor skal du skåne dem når de ikke viser dig det samme hensyn.

Marianne

www.stjerneleg.dk

Nu er min situation lidt anderledes da det er mig selv der er adoptivbarn, men gud hvor jeg forstår dig. Dit indlæg rammer mig dybt i hjertet. Og inden jeg skriver mere, så vil jeg lige fortælle dig én ting. Hvor er I heldige at have hinanden. Kærlighed er stærkere end blod. Og det er kærlighed der danner én lykkelig familie.

Mine forældre lavede en Barnet´s Bog til mig. På forsiden af denne bog stod der følgende (Forfatteren er ukendt)

Not flesh of my flesh
Nor bone of my bone,
But still miraculously my own.
Never forget for a single minute,
You didn't grow under my heart,
But in it.

Jeg blev født af en kvinde et eller sted derude, fundet få dage gammel og anbragt på et børnehjem. Der boede jeg i de første 14 måneder af mit spædbarnsliv. Et helt andet sted i verden var der to mennesker, min mor og far, der havde en drøm om et barn. Vi blev ført sammen fordi at vi allesammen manglede noget i vores liv. I dag er jeg 29 år, gift og mor til de skønneste piger i verden. Jeg har nogle forældre som har givet mig en tryg barndom, hvor jeg på intet tidspunkt gar følt mig mindre værd pga. at jeg blev adopteret. Jeg er deres datter, de er mine forældre. Jeg er for evigt taknemmelig for det liv jeg har levet og den chance jeg fik da jeg var baby. Og pga. min "lidt anderledes" start på livet har jeg altid fået lov til at høre min historie om adoptionen igen og igen. Jeg husker altid min yndlingsfortælling. Da jeg kom med flyvemaskinen fra Korea på en grå og trist regnvejrsdag, så brød der en solstråle igennem skyerne da mit fly landede.

Jeg forstår dig fordi at jeg selv har oplevet andre sige noget i retning af "nå, så er det jo ikke dine rigtige forældre", "så er det jo ikke din rigtige lillebror" osv. Jeg har en lillebror som er adopteret fra Korea. Det sårer så meget, selvom det måske ikke er deres hensigt. Dette er min familie, jeg har ingen anden.

Dot indlæg oser af kærlighed til din søn. Han er heldig at have sådan en fantastisk mor som dig. Varme tanker til dig og din smukke søn