Anonym skriver:
....Virkelig virkelig tabte det 
Jeg slog ikke mit barn men jeg tog fat og råbte og skreg, højt og meget!
Barnet er 3 år og blev virkelig virkelig ulykkelig og jeg bare skabte mig.
Først efter jeg var kølet ned, satte jeg mig ned og stortudede og undskyldte og krammede og kyssede mit barn. Føj jeg følte mig som et ledt og usselt menneske.
Barnet prøver grænser af og er virkelig strid men det er jo mig som mor der burde holde hovedet koldt.
Jeg har grædt over det mange gange i dag, tænk at jeg kunne gøre mit barn så bange og ked af det, jeg føler mig som verdens dårligste mor.
Mit spørgsmål er, hvor dybt vil det sidde i mit barn og hvor meget kan det huske af episoden i den alder det har?
Jeg er så ked af det, så har ikke brug for skældsord eller andet.
Jeg tror alle forældre har prøvet at miste fatningen på et eller andet tidspunkt og ved du hvad, det er en del af det at være menneske. Hvilket er lige præcis hvad du lærer dit barn, når du tager en snak med det efterfølgende. Du fortæller barnet at du er rigtig ked af, at du blev så sur, du fortæller hvorfor du blev sur og du fortæller hvorfor du nu er ked du blev så sur.... Børn må gerne opleve deres forældres følelser, gode som dårlige. Så længe man kan snakke om dem bagefter, hjælper man børnene til at forstå følelserne og lærer dem hvordan følelser skal og kan håndteres.
SELVFØLGELIG skal man ikke gå og miste besindelsen overfor sine børn i tide og utide. Men vores børn presser os og det gør de for at få en reaktion, en reaktion de så kan lære af og drage nytte af senere i livet... Vi forældre skal vise vores børn at der findes mange forskellige slags følelser og at alle følelser i bund og grund er tilladte... Det vigtige er at man kan snakke om dem og også dem vi ikke er så stolte af
Op med humøret, børn elsker deres forældre betingelsesløst, ligesom vi elsker dem og når der er så meget kærlighed opstår der også spændinger - det er blot et tegn på et sundt forhold.
