Jeg tabte hovedet overfor mit barn....

....Virkelig virkelig tabte det 

Jeg slog ikke mit barn men jeg tog fat og råbte og skreg, højt og meget!

Barnet er 3 år og blev virkelig virkelig ulykkelig og jeg bare skabte mig. 

Først efter jeg var kølet ned, satte jeg mig ned og stortudede og undskyldte og krammede og kyssede mit barn. Føj jeg følte mig som et ledt og usselt menneske.

Barnet prøver grænser af og er virkelig strid men det er jo mig som mor der burde holde hovedet koldt. 

Jeg har grædt over det mange gange i dag, tænk at jeg kunne gøre mit barn så bange og ked af det, jeg føler mig som verdens dårligste mor.

Mit spørgsmål er, hvor dybt vil det sidde i mit barn og hvor meget kan det huske af episoden i den alder det har?

Jeg er så ked af det, så har ikke brug for skældsord eller andet.

Øv for pokker

Hvis det kan trøste dig kan jeg intet huske fra jeg var 3 år...

Anonym skriver:

....Virkelig virkelig tabte det 

Jeg slog ikke mit barn men jeg tog fat og råbte og skreg, højt og meget!

Barnet er 3 år og blev virkelig virkelig ulykkelig og jeg bare skabte mig. 

Først efter jeg var kølet ned, satte jeg mig ned og stortudede og undskyldte og krammede og kyssede mit barn. Føj jeg følte mig som et ledt og usselt menneske.

Barnet prøver grænser af og er virkelig strid men det er jo mig som mor der burde holde hovedet koldt. 

Jeg har grædt over det mange gange i dag, tænk at jeg kunne gøre mit barn så bange og ked af det, jeg føler mig som verdens dårligste mor.

 

Mit spørgsmål er, hvor dybt vil det sidde i mit barn og hvor meget kan det huske af episoden i den alder det har?

 

Jeg er så ked af det, så har ikke brug for skældsord eller andet.

det kommer jo an på barnet så et præcis svar er umuligt

men jeg kan desværre fortælle at mit tidligste minde er fra jeg var 2½ og det er af min mor og far der skændes og min far der går sin vej

men hvis du ikke gør det mere er chancen for at han husker det jo mindre

ked af at komme med så dårligt nyt

Fisenberg skriver:

det kommer jo an på barnet så et præcis svar er umuligt

men jeg kan desværre fortælle at mit tidligste minde er fra jeg var 2½ og det er af min mor og far der skændes og min far der går sin vej

men hvis du ikke gør det mere er chancen for at han husker det jo mindre

ked af at komme med så dårligt nyt

Om barnet kan huske det som voksen, gør mig ikke så meget. Eller det vil sige det er jo ikke ligegyldigt men for mig er det bare vigtigere at mit barn ikke frygter mig, for jeg får aldrig normalt de der vredesudbrud på den måde. I dag flød bæret bare desværre over og jeg skammer mig så grufuldt 

Øv for jer begge. 

Det er svært at sige om netop lige dit barn vil kunne huske det og hvor længe. Da jeg var 3-4 år der gav min mor mig en lussing og det kan jeg stadig huske. Jeg græd meget og min mor gik ud af mit værelse og kom tilbage et min efter og hun stortuede og krammede mig og sagde undskyld mange gange. Det kan jeg godt huske men når jeg ser tilbage på det nu tager jeg det ikke tungt. 

jeg har ikke prøvet det du sidder i, men vil bare lige minde dig om du også er et menneske og kan begå fejl.
Og det lyder til at du har empati, og virkelig er ked af det, så tilgiv dig selv!
Det ville straks være meget værre hvis du ikke fortød det, og det skete igen i morgen.

Giv du bare dit barn ekstra omsorg, og vis du elsker barnet, og tilgiv dig selv!

Jeg tror de fleste børn har oplevet at deres forældre har fået et meltdown. Selvfølgelig er det ikke optimalt at gå sådan amok, men jeg tror altså det er uundgåeligt. Og hvis det ikke er noget der bliver en vane tror jeg ikke det vil præge barnet.

Jeg tror netop også at det der sker bagefter er vigtigt. Hvis man hurtigt fortæller at det var en fejl og viser kærlighed, så tror jeg skaden er mindre.

Det er selvfølgelig ikke skide optimalt det du har gjort, men så tror jeg heller ikke det er værre.

nu er jeg hudløs ærlig:

Jeg tror det sidder dybt i dit barn og jeg tror det vil kunne huske det! MEN jeg tror  ikke at det har 'taget skade' af det. Alle kan miste besindelsen, og det 'sker' der ikke noget ved. Det er først hvis det begynder at blive hverdag, at mor altid er sådan, at det er et problem.

Tilgiv dig selv (DU skal tilgive dig selv IKKE dit barn!!!. Dit barn skal ikke bære det ansvar at det første bliver skældt helt vildt ud OG bagefter skal sige til mor: det gjorde ikke noget  mor. Tak for din undskyldning. Dit barn skal have lov til at være sur på dig over din reaktion og hvis du unskylder, har det ikke 'lov' til at være sur, for nu har du jo sagt undskyld)

Hvis du gerne vil have hjælpe til at tackle den slags situationen kan jeg på det aller aller varmeste anbefale den bog der hedder: Fantatiske forældre. Den er virkelig god!!!

Jeg synes, du fortjener meget større medfølelse end der er givet her i tråden. Så  til dig. Du er jo tydeligvis rystet og ked af det, og vi fejler alle som mennesker.

Jeg tror alle mødre (og fædre) prøver at blive så vrede på deres barn, så de bagefter fortryder det. Børn kan virkelig skubbe én så langt ud, så det kun er menneskeligt at reagerer voldsomt. Det er ikke godt, I know, men det kan ske. Børnene skal også lære, at man som voksen ikke bare bliver ved med at være søde (eller hva man ka sige) når de virkelig går over stregen. Jeg ved godt, yngre børn ikke lærer af det, og det ikke er det mest hensigtsmæssige, men jeg havde en meget overbærende mor som barn, og hvis hendes lunte havde været kortere, tror jeg det havde været sundt for mig (hvis jeg ser på mig selv i dag).

Du har vist dit barn, at du er frygtelig ked af den måde, du reagerede på, og så synes jeg nu, at du skal prøve at lægge det bag dig. Hvis du bliver ved med at vise anger, bliver barnet bare bekræftet i, at det er forfærdeligt, og at der var grund til frygt, men hvis du fortsætter nu som den glade mor og ikke gør det igen, tror jeg altså det er bedst. Jeg ser lidt en hund for mig, hvis man ynker den med noget, den ikke kan li, bliver det bare meget værre (ikke for at sammenligne dit barn med en hund).

Op med humøret og tilgiv dig selv dit fejltrin. Er sikker på, dit barn har tilgivet dig allerede

Opmuntrende  til dig!

....Virkelig virkelig tabte det 

Jeg slog ikke mit barn men jeg tog fat og råbte og skreg, højt og meget!

Barnet er 3 år og blev virkelig virkelig ulykkelig og jeg bare skabte mig. 

Først efter jeg var kølet ned, satte jeg mig ned og stortudede og undskyldte og krammede og kyssede mit barn. Føj jeg følte mig som et ledt og usselt menneske.

Barnet prøver grænser af og er virkelig strid men det er jo mig som mor der burde holde hovedet koldt. 

Jeg har grædt over det mange gange i dag, tænk at jeg kunne gøre mit barn så bange og ked af det, jeg føler mig som verdens dårligste mor.

 

Mit spørgsmål er, hvor dybt vil det sidde i mit barn og hvor meget kan det huske af episoden i den alder det har?

 

Jeg er så ked af det, så har ikke brug for skældsord eller andet.

Pas på ikke at komme over i den anden overbeskyttet boldgade, for børn skal have faste regler og klokkeslæt og vi voksne skal lige lære at stå lidt tidligere op om morgen så der bliver tid til at pusle lidt i børnehaven omkring hjemmeskoene og det med at hænge sit tøj op på knagen i boxen. Husk at afsked med et trut og en kram ikke må tage for lang tid når man er gået til farvel-vinduet og man skal af sted.

Lad være med at stresse inde i børnehaven, hvis du vil være en del af fællesskabet.

Man skal bruge mindst 5-10 minutter i rutinerne inden farvel på ca.

½-1 minut.