x skriver:
- Af alle jer babymammas der skriver om hånd og fodaftryk på lærred, i gips, i ler - you name it! - som om det var det NEMMESTE i verden at lave!!
Min mor har været så "venlig" at give os et lille sæt, så vi selv kunne lave de berømte hånd- og fodaftryk. Tak tak, sir jeg bare! Jeg har aldrig følt mig som så elendig en mor eller været så sindssygt ophidset i hele mit liv, som da vi skulle lave de aftryk!
Mens z sover maler jeg - stadig lykkeligt uvidende - lærredet lilla og glæder mig til det designede aftryk jeg har besluttet mig for at lave. Jeg har tænkt i flere dage over hvordan aftrykkene skal sættes, så det blir det fineste lille billed man kan have hængende fremme og jeg har udvalgt en plads på væggen så jeg kan sidde og stirre forelsket på de små hænder og fødder fra mit skrivebord når det er lavet. Da z vågner er lærredet tørt og vi går ned i stuen for at lave aftryk. Ih, hvor skal det blive hyggeligt! Af med den store sweater og så skal vi have malingen på hånden. Ja...på hånden, PÅ HÅNDEN SOL!! z nægter så at åbne hånden, så det er med vold at jeg får presset penslen ind i håndfladen og malet hele hånden. z skriger som en galning. NÅH! Frem med lærredet. ÅBEN HÅNDEN, SOL!....vi ender med noget der ligner at Mr. Hanky (- The Christmas Pooh, så egentlig på en underlig måde meget i årstidens ånd alligevel) er gledet ned ad lærredet. z skriger som om hun er blevet slået. Mor sveder tran og tysser. Der er maling OVERALT: på sofaen, på ALT zs tøj og på Mors trøje. Og et aftryk på lærredet, ja bevares, men sgu da ikke et HÅND-aftryk!
suk!
Jeg opgiver da z abzut ikke vil stoppe med at græde og jeg sveder og blir helt ked af det selv. Af med malingen, af med den. Men NEJ, malingen vil ikke gå af de små hænder! De små hænder, som z lige har opdaget hun har og som hun derfor stikker i munden hele tiden!! Vi vasker og vasker og z skriger og skriger og mor sveder og sveder og forbander aftrykshelvedet langt væk: DON'T do it!!
Til sidst er hun nogenlunde ren og lagt til at sove igen og jeg står og maler lærredet over igen, for det dur jo overhovedet ikke med at MR. Hanky aftryk på væggen i hvert fald!
Om aftenen er Søren hjemme og af uransagelige årsager får jeg den idé at prøve igen. DOG har jeg opgivet at få et håndaftryk, for z nægter pure at åbne hånden op resten af dagen - sikkert af frygt for at jeg står klar med en pensel og et lærred! "Okay skat, du holder damen, så maler jeg fødderne og laver aftrykket på lærredet". I det øjeblik penslen med maling rører z under fødderne SKRIGER hun igen af sine lungers fulde kraft. Vi kan altså konstatere, at det er cirka en milliard gange VÆRRE at lave fodaftryk på lærred end det er, at få taget blodprøve i hælen (det tog hun uden at åbne øjnene) 
Så nu har vi et aftryk af de små fødder og kan allesammen kigge på det lille lærred og mindes den DEJLIGE dag det var, da vi lavede dem 
(det lille er til os selv, det store er julegave til Mormor og Bedstefar)
Jeg prøvede 12 gange før det lykkedes med det der gips, man kan købe. Måtte købe en pakke mere...
