Har det sku ikke ret godt...

mullesmith2 skriver:

Åha det er hårdt pludselig at være mor til to små spædbørn fra den ene dage til den anden. Jeg har det simpelthen så underligt i min krop og psykisk er jeg bare helt vildt ved siden af mig selv. Jeg kan overhovedet ikke finde ud af hvor jeg skal tanke op med overskud henne til at kunne være glad for at skulle tage mig af min to drenge istedet for at syntes det er så irriterende og hårdt at skulle alt det praktiske med dem. Jeg har taget mig selv i flere gange at tænke at jeg lidt savner dengang min kæreste og jeg var bare os to. Vi har også hans søn på weekend nu her så det er bare ekstra hårdt at have en 4 årig i huset også.

Hele det her forløb med kejsersnittet og de dage på sygehuset har simpelthen været så forfærdelige for mig. Jeg syntes kejsersnittet var noget af det mest forfærdelige jeg har oplevet nogensinde, og jeg var i så store smerter at jeg overhovedet ikke kunne nyde drengene det første døgn. Jeg var alene med drengene den aller første nat derude og det var virkelig så hårdt at ligge der i sengen og have ondt i sit ar og ikke have været oppe på toilet endnu efter operationen og samtidig have to små drenge ved siden af der græd på skift, som jeg jo ikke kunne tage op til mig da jeg ikke kunne komme ud af sengen. Jeg måtte konstant be om hjælp ved at ringe på klokken og der kom en eller anden sygeplejerske ind og lagde dem til mit bryst og så kunne man ligge der med en baby i hver arm og tude fordi jeg følte mig helt alene uden min kæreste og jeg bare slet ikke vidste hvad jeg skulle stille op med de to der ikke ville tage brystet ordentligt. Jeg sov slet ikke den første nat efter kejsersnittet. Heldigvis fik min kæreste lov at sove der de 3 andre nætter vi var der, jeg kunne simpelthen ikke klare de to alene. Syntes ikke personalet gjorde ret meget for ligesom at hjælpe mig lidt den første nat, og det var bare total traumatisk for mig at ligge der og være selv helt hjælpeløs og så have ansvaret for to små spædbørn også, jeg syntes virkelig det har været noget så hård en omgang og stadig er en hård omgang efter vi er kommet hjem også, lige med at finde ud af alle tingene og med at planlægge hvornår de skal spise og så også at de gør det samtidig. Jeg syntes nærmest ikke det kan betale sig at sove længere fordi man alligevel bliver vækket hver 3. time. Syntes bare dag og nat går ud i et og jeg kan bare snart ikke hænge sammen mere, trænger virkelig til at være mig selv i min gamle krop og savner min kæreste, som jo også er optaget af babyer hele tiden. Amningen gik også total i vasken, hvilket også bare har gjort mig helt ked af det, fordi jeg nettop havde forventet og håbet på at kunne amme dem begge fuldt ud. Jeg fik også en masse mælk men først på 5 dagen, og inden da havde de fået sonde, drukket af et lille bæger og fået flaske, så de var jo bare slet ikke interesseret i brystet mere, og jeg vil sige jeg også bare syntes det var endnu hårdere at de skulle være så afhængige af mig hvis jeg skulle amme og jeg kunne heller ikke lægge dem begge til samtidig, alene. Er glad nok for vi er gået over på flasken, det giver mig lige lidt ro indeni og så ved man også hvor meget de spiser.

Vil gerne spørge alle jer mødre om i også bare syntes det var lidt træls i starten og om i også har været helt ved siden af jer selv?

Jeg er simpelthen så stolt over at være mor til to dejlige drenge det skal der ikke være nogen tvivl om og jeg elsker dem bare så højt og vil gøre alt i hele verden for dem. Håber bare snart jeg kan blive mig selv igen og føle mig lidt mere normal oven i hovedet igen.

Håber i kan give mig nogen gode råd til at blive lidt mere positiv igen og ikke så smadret og ked af det hele tiden og have dårlig samvittighed over det med amningen også...

Kram til alle fra mullesmith

Jeg havde det på præcist samme måde efter jeg havde fået Nikita, og jeg fik KUN 1, men jeg lå i sengen de to første dage pga. operation, og måtte kalde hver gang hun græd, jeg følte mig utilstrækkelig og uværdig til at være hendes mor og havde svært ved at nyde hende, det kom dog med tiden. 

Jeg ville prøve at udelegere så meget du nu kan, ring til noget familie og hør om de ikke har lyst til at kigge forbi og tage noget aftensmad med, få en til at sætte tøjet over, og så bed dem om lige at tage sig af dem, mens du får et langt bad, det bliver bedre, og vil gå op og ned, og der er intet galt med at tænke som du gør, snak med din kæreste om det, og så prøv og sov når du kan - det er siimpelthen nødvendigt, det at have et og vil slet ikke tænke på to børn er følelsesmæssigt udmattende, men det er også bare udmattende og man har ikke tid til andet end at skifte ble, give mad, putte.. 

Et kæmpe kram til dig  for det må fandme være hårdt med to, prøv evt. at skrive til KaMa, hun har to alene og det kunne være hun havde nogle fantastiske gode råd.. 

Stort tillykke med dine to vidundere.

JA det er bare mega hårdt at blive mor. Fik selv Akutkejsersnit og havde mange smerter. Og du har endna 2 babyer. Vil give dig to ting du skal huske på Vær gd til at sige til når du har brug for hjælp, og sige fra overfor de ting du ikke magter (f.eks besøg, tage ud med dem osv.) jeg havde svært ved begge dele og filmen knækkede for mig et par gange hvor vi måtte aflyse alt og jeg bare vrælede og sov en hel weekend.

Og så så vær obs på efterfødselsreaktion, altså ikke depression, men reaktion. Det er der flere med KS der får og med tvillinger oveni hatten, så er der pres på.

SOV når du kan og bed andre om at tage dem bare et par timer hist og her så du kan sove. For man kan ikke tænke, fungere eller være glad unden søvn.

ønsker dig det bedste.

maise

Hej

Jeg kunne selv have skrevet det samme indlæg for 4 år siden. Var sikker på der snart kom nogen for at hente dem.... For de kunne jo ikke være mine børn... Og når vi var ude, og de græd, sagde folk "nååå han vil nok gerne have sin mor", der havde jeg lyst til at svare, "hvad skal jeg med ham, behold ham bare"

Hmm, det hele kommer tilbage nu....

Jeg havde ikke moderfølelsen fra start, og følte mig som verdens dårligste mor... Men den kom stille og roligt. Og i starten er det hele meget praktisk, men efter noget tid skulle man gerne komme ind i en rytme. Jeg sætter mig et mål om dagen, jeg skulle ud og gå... Og det kom vi... Og efter nogle måneder fik jeg overskud til at mødes med andre og gå tur. Fik meldt mig til efterfødslesgymnastik og pilates. Det hjalp også.

Men skriv endelig hvis der er mere du skal vide...

Det ku ha været mig der skrev det der lige da vi var blevet forældre til Mikkel og Emil

Jeg følte mig fuldstændig fortabt, og var faktisk ikke glad for drengene i starten. Syntes de krævede og krævede og gav intet igen, og jeg havde egentlig mest lyst til at komme tilbage til den tid hvor det kun var Jesper og jeg. Jeg var faktisk bange for at jeg havde reddet mig en fødselsdepression, men min sp overbeviste mig om at mine følelser var ganske normale.

Det er traumatisk at blive mor til tvillinger. Alle ens romantiske tanker og forventninger om hvor skøøøøøønt det var bliver, kan man skylle ud i toilettet, for det er SLET ikke så romantisk som man gik og troede når de først er der. Det er PISSE hårdt den første tid og man er fuldstændig ved siden af sig selv.

Jeg ammede osse kun de første 2 uger indtil jeg måtte erkende at jeg ikke producerede nok mælk. Så gik de over på flaske og det gjorde det hele meget nemmere. Da drengene var 2 måneder og vi stadig ingen sammenhængende søvn fordi drengene konstant vækkede hinanden,  besluttede vi os for at dele os op i hver sin ende af huset, sådan at Jesper sov med den ene og jeg med anden. Det gav en kæmpe ro! Nu fik vi pludselig op til 5 timer sammenhængende søvn, og skulle "kun" tage ansvar for 1 barn i løbet af natten. Kæmpe lettelse! Det betød så osse at vi måtte gå væk fra at fodre drengene samtidig, og i stedet fodre dem når de var sultne, ligegyldigt om de så blev sultne med en times mellemrum. Det gav osse en kæmpe ro, for det gav KUN ulykkelige drenge når de blev vækket for at få mad fordi den anden vågnede og var sulten.

Jeg var så heldig at Jesper tog orlov fra sit arbejde i 3 måneder for at være hjemme hos mig og drengene. Det fortryder jeg aldrig at han gjorde, for hvor er han kommet tæt på sine drenge! Han har gjort nøjagtig de samme ting som mig i de 3 måneder, og det har givet ham en kæmpe selvtillid at han godt kan. Og det har knyttet drengene enormt til deres far! Og omvendt. Han er SÅ stolt af sine drenge og det gør mig helt blød om hjertet at se dem sammen.

Allersidst vil jeg sige at du ikke er unormal på nogen som helst måde! Dit overskud skal nok komme, trust me. Men det er bare hårdt i starten, og i mine øjne var det ren overlevelse. Man skal lære sine børn at kende, og det tager tid, men når man kender dem bliver det hele meget nemmere.

Vores drenge er nu 5 måneder og vi NYDER at være forældre til verdens skønneste drenge! De giver SÅ meget igen nu, og jeg elsker når de smiler og sætter i et gigantisk hyl af glæde. Det er det hele værd.

Pøj pøj med det hele. Det skal nok blive bedre, I promise!

mullesmith2 skriver:

Hej allsammen

Har læst alle indlæg og det er bare virkelig rart at høre der er andre der har følt og tænkt det samme... Så er jeg nok ikke helt unormal. Virkelig mange tak allesammen for de beroligende ord. Det er sku bare hårdere end man lige regner med at få børn  Men samtidig er det jo også bare det største der overhovedet kan ske i ens liv.

Glæder mig ikke til min kæreste starter på arbejde igen, han er bare den bedste far og vi tager os af drengene ligemeget så jeg får også tid til at tage bad og bare få lidt fred indimellem. Jeg kan lige nu bare slet ikke overskue hvordan jeg skal kunne klare to babyer alene om dagen når han er på arbejde... hmm Godt min kæreste har 8 ugers barsel, så er der lidt ekstra tid til at finde ud af hvordan man skal klare det hele. Det med amningen var bare så hårdt at indse at det nok bare ikke ville fungere, havde sådan glædet mig til at amme og have den helt specielle kontakt til sine børn. Det er bare ikke helt det samme med flaske men det vigtigste er jo så bare at de får noget mad. Det er også noget nemmere at fordele arbejdet når min kæreste også kan give en flaske til den ene og jeg til den anden.

Jeg stoler på jeres ord om at det bliver bedre med tiden, jeg må bare væbne mig med tålmodighed.

Tusind tak allesammen kram mulle

 

Jeg kan sagtens forstå du synes det er hårdt lige nu ... det har de fleste af os(tror jeg -eller er jeg ret sikker på) syntes da ungerne var helt nye ... og det er sgu ligemeget om der er én eller 2 på det punkt ... og ja .. det er hårdt ikke at kunne amme ... men der sidder altså ikke guld i de bryster .. og der sidder intet der ikke kan undværes eller erstattes... Jeg ammede selv kun i 10 dage.. og jeg var rigtig ked af det ikke kunne lade sig gøre .. men nu synes jeg simpelt hen det er SÅ hyggeligt med flasken og gruer lidt for at vi snart skal sige farvel til den ...

Jeg vil råde dig/jer til at starte blidt ud og lægge en plan når manden skal starte på arbejde ... for selvfølgelig er det skræmmende at skulle stå med det alene ... men i kunne evt starte ud med (som i aften) at han er væk et par timer .. og så gøre det over flere gange ... til du er tryg ved at i sætter tiden op .. og på den måde stille og roligt måske over en uges tid eller 2 arbejde jer op til at han er væk en hel dag ... alt imens han selvfølgelig ikke er mere end et opkald væk og så ville det nok være en god idé at have en livline du kunne ringe til (måske din mor) kun for at snakke og berolige og stille dumme spørgsmål ...ikke at det er sikkert det er nødvendigt .. men det er altid rart at vide man har nogen at ringe til hvis det brænder på ..så får du afprøvet det og får indøvet en rutine som jo er så vigtig

held og lykke med det

serinasmor