Har det sku ikke ret godt...

eg kan så meget følge dig, vi fik vores tvillinger i 07 og de første 4-6 mdr var bre så f.... hårde, vi havde en datter på 1 år ved siden af også men hende havde jeg stort set ikke tid til, jeg var den der tog mig t de små altid da manden ikke kunne overskue det og tror heller ikke han rigtig turde forde de jo som alle babyer virkede så skrøbelige. Jeg gjorde alt med dem og til de var kørt ind i samme rytme var jeg oppe hver 3 time døgnet rundt og gi mad og skifte det var bare så hårdt, var ved at gå ned over det, men heldigvis opdagede min SP hvordan jeg havde og sammen fik vi gjort noget ved det. Men hvor var jeg glad for at jeg fik dem kørt ind i den samme rytme det gav mig så meget igen senere hen så selv om det er hårdt så hold ud, og sørg for at snakke med nogen om hvordan du har det, det er helt ok at ha det sådan du har faktisk rigtig meget at se til med de 2 små ogs¨å har du et ar at tge hensyn til, det havde jeg ikke, så kan godt forstå du er overvældet og ingen energi har for det er hårdt det du er gennem og en enorm ændring af jeres liv.

Først: TILLYKKE med dine to små vidundere!!

Du er absolut ikke alene om at synes at det hele er noget træls lige i starten. Jeg gik længe og drømte mig tilbage til en hverdag uden børn, og gør det da stadig ind i mellem. Men samtidig så elsker jeg min søn mere end noget andet. Det er pisse hårdt at blive mor, og den største omvæltning i dit liv, så det er klart at man synes man bliver underlig i hovedet.

Husk nu også at du er total hormon fyldt lige nu, og det kan sagtens vare et par uger endnu, men bare rolig DET GÅR OVER!

Jeg kan huske at jeg de første 14 dage syntes at det var så hårdt at være mig, og jeg brød mig slet ikke om mit hjem, det føltes bare så fremmed, kunne slet ikke forholde mig til tanken om at vi var 3, og så stortudede jeg konstant!

Puha det lyder ikke til at have været en rar omgang stort kram herra
Vil starte med at sige at jeg tror det du føler er meget normalt, jeg havde det i hvertfald på samme måde ret ofte og jeg har kun en
Jeg kender godt til det med den konstant afbrudte søvn og en overgang droppede jeg at ligge mig til at sove fordi jeg blev SÅ dårlig og rundt på gulvet af det med at skulle vågne og være på, på et split sekund. Men må nu erkende at jeg har lært at "nyde" min afbrudte søvn
Det blir bedre!
Sørg for når kæresten tager dem at bruge 10 min på at gøre noget kun for dig selv, noget der glæder DIG!
Det har i hvertfald været min redning.
Og det med amningen skal du ikke tænke på, de skal nok klare sig fint uden og du har slet ikke brug får at gåog slå dig selv i hovedet med det.
Ved ikke om du kan bruge dette til noget om ikke andet så ved du at du ikke er alene med følelsen, som stadig kan ramme mig
Stort knus og tillykke med dine drenge

hej

Det du beskriver tror jeg de fleste af os kan nikke genkendende til, altså lige bortset fra det der med at have fået tvillinger eller kejsersnit

Min søn vendte dag om til nat allerede fra start af. Dvs. han skreg og skreg hele natten igennem og ville kun spise hele tiden. Når jeg havde lagt ham igen, startede det forfra, og en enkelt nat tog jeg mig selv i at sige: Så lad mig da sove dreng  Jeg havde heller ikke min daværende kæreste hos mig dengang. Idag har jeg hørt at de nu har fået patient-hoteller, hvilket jeg virkelig havde ønsket, der havde været dengang for 10 år siden.

De første 2 mdr. sov jeg næsten ikke, fordi han bare skreg hele tiden. Det viste sig så at det var fordi jeg ikke havde nok mælk til ham, så da han var 2½-3 mdr. kunne jeg endelig få noget søvn.

Jeg vil kraftig råde dig til at få de der 3 timers søvn når de sover, for de timer er bare guld værd, og giver dig lige det der ekstra overskud.....det er i hvert fald klart bedre end ingenting. Du har brug for al den energi du kan opsamle, så derfor er det specielt vigtigt at få sovet det man nu kan få lov til.

Jeg kunne godt forestille mig at det kunne være hårdt med tvillinger. Hvis jeg havde haft 2 af Marks slags, så ved jeg slet ikke, hvad jeg havde gjort af mig selv  Hvad med din kæreste...kan han ikke hjælpe? Og har i noget familie der lige kan træde til med en hjælpende hånd? specielt i starten, er det jo guld værd.

Jeg vil ønske dig tillykke med de 2 små, og så håber jeg også at tingene efterhånden begynder at flaske sig for dig

Hej søde

Igen tillykke med dine 2 fantastiske drenge... og hvor er det godt at du kan være ærlig og sige det som tingene nu engang er.. for nej det er absolut ikke nemt i starten, og du har endda 2 af dem...

Jeg kan stadig huske starten da Lasse lige var kommet ud med kejsersnit... da den dumme fys kom og tog mit håndtag væk over min seng, og sagde at jeg skulle bruge mine mavemuskler til at komme op af sengen... HVAD? Hvilke mavemuskler? Dem har i skåret over... Min oplevelse med KS var heller ikke super mht. smerterne bagefter, og det er så hårdt at skulle være på hver 3.time og forsøge at få en amning op og køre og samtidig have så ondt.. så kender følelsen... jeg droppede også amningen da det ikke fungerede overhovedet - Lasse var også for svag og lille til at sutte.

Jeg tager hatten af for dig at du har forsøgt at få amning oppe og køre  jeg havde nok smidt håndklædet i ringen inden jeg havde født og sagt flaske fra start....

jeg kan kun sige, at med tiden skal det nok blive bedre... det handler om at få "baby-rytmen" op og køre... at vænne sig til minus søvn, at få kendskab med sin ammehjerne og babyhjerne... og nej, kæresteri er der ikke særlig meget tid til... men husk at give hinanden det ekstra knus når i står ved hinanden....  det giver overskud...

Nu blev mit indlæg langt.. pokkers også.. regnede ellers med at skrive kort for jeg tænkte du ikke orkede at læse så meget .. men ja..

Følte bare så meget med dig..... og FØLER så meget med dig..

 

Jeg kan godt huske hvordan det var at blive mor til to på en gang!! Jeg må være ærlig og indrømme at jeg ikke blev forelsket i drengene med det samme. Og det var jeg såååå ked af - var sikker på at det var mig den var gal med.

Jeg fik også KS og det var ikke en rar oplevelse. Jeg havde dog ikke ondt i arret bagefter og har heldigvis ikke haft nogle problemer der. Kan slet ikke sætte mig ind i hvordan du har haft det den første nat alene, smerter og med to små babyer man ikke kender. Kæmpe  til dig søde!!!!!!  

Vi var indlagt i 14 dage da drengene ikke spiste nok og ikke kunne finde ud af at spise hos mig. Så personalet besluttede at jeg skulle amme hver 2. time - det gik helt galt!! Da der var gået 12 dage på hospitalet hvor jeg ingen ordenlig hjælp fik af personalet besluttede jeg selv at jeg ikke ville amme mere  En meget svær beslutning da jeg havde drømt om at amme mine drenge fuldt ud. De tog imod flasken med det samme og hjem kom vi 2 dage senere.

De føste 14 dage derhjemme var okay(manden havde jo barsel)MEN da han startede på arbejde gik jeg helt i baglås. Og græd over indenting de første 14 dage jeg var alene med dem. Ønskede at jeg ikke havde fået to på en gang og gik og ønskede at jeg kun havde fået en og fik dårlig samvittighed hvis jeg holdte den ene i længere tid end den anden. Det hele handlede om mad og bleer. 18 flasker i døgnet. Magnus ville kunne sove en halv time af gangen - så han var måske vågen i en lille time og så sov en halv time  Medmindre vi gik en tur med barnevognen, så sov han lige indtil den stod stille.

Jeg følte at jeg var en dårlig mor for de andre i min mødregruppe (alle med tvillinger) fik det til at virke så nemt.

Noget der reddede mine dage var at jeg SKULLE ud og gå en tur hver dag. Regn, sne og slud. Det var ligemeget. For når jeg gik en tur sov drengene og jeg kunne gå i mine egne tanker. VÆK fra vasketøj, flasker og rengøring!!!

Jeg syntes først det blev rigtig nemt og dejligt at gå hjemme med drengene da de nåede de 5-6 mdr., men så nød jeg det også bare  De havde fået faste sovetider og faste spisetider. Sov noget mere om natten. De blev dejlig nemme og vi nød hinandens selskab hele dagen.

Min mand (Drengene`s far) syntes det første år var det værste.

Jeg eeeeelsker mine drenge og fortryder dem bestemt ikke. Nok var de første mdr. slemme, men nu er det sååååå skønt at være mor til tvillinger 

Du er bestemt ikke alene om de føleser og tanker du gør dig - vi er mange der har det så´n. Det er bare ikke alle der står frem med det. Og tro mig... det bliver nemmere. Du skal bare lige ovenpå KS og lærer dine dejlige babyer at kende så I kan få en hverdag igang.

Du får lige en masse

 

 

mullesmith2 skriver:

Åha det er hårdt pludselig at være mor til to små spædbørn fra den ene dage til den anden. Jeg har det simpelthen så underligt i min krop og psykisk er jeg bare helt vildt ved siden af mig selv. Jeg kan overhovedet ikke finde ud af hvor jeg skal tanke op med overskud henne til at kunne være glad for at skulle tage mig af min to drenge istedet for at syntes det er så irriterende og hårdt at skulle alt det praktiske med dem. Jeg har taget mig selv i flere gange at tænke at jeg lidt savner dengang min kæreste og jeg var bare os to. Vi har også hans søn på weekend nu her så det er bare ekstra hårdt at have en 4 årig i huset også.

Hele det her forløb med kejsersnittet og de dage på sygehuset har simpelthen været så forfærdelige for mig. Jeg syntes kejsersnittet var noget af det mest forfærdelige jeg har oplevet nogensinde, og jeg var i så store smerter at jeg overhovedet ikke kunne nyde drengene det første døgn. Jeg var alene med drengene den aller første nat derude og det var virkelig så hårdt at ligge der i sengen og have ondt i sit ar og ikke have været oppe på toilet endnu efter operationen og samtidig have to små drenge ved siden af der græd på skift, som jeg jo ikke kunne tage op til mig da jeg ikke kunne komme ud af sengen. Jeg måtte konstant be om hjælp ved at ringe på klokken og der kom en eller anden sygeplejerske ind og lagde dem til mit bryst og så kunne man ligge der med en baby i hver arm og tude fordi jeg følte mig helt alene uden min kæreste og jeg bare slet ikke vidste hvad jeg skulle stille op med de to der ikke ville tage brystet ordentligt. Jeg sov slet ikke den første nat efter kejsersnittet. Heldigvis fik min kæreste lov at sove der de 3 andre nætter vi var der, jeg kunne simpelthen ikke klare de to alene. Syntes ikke personalet gjorde ret meget for ligesom at hjælpe mig lidt den første nat, og det var bare total traumatisk for mig at ligge der og være selv helt hjælpeløs og så have ansvaret for to små spædbørn også, jeg syntes virkelig det har været noget så hård en omgang og stadig er en hård omgang efter vi er kommet hjem også, lige med at finde ud af alle tingene og med at planlægge hvornår de skal spise og så også at de gør det samtidig. Jeg syntes nærmest ikke det kan betale sig at sove længere fordi man alligevel bliver vækket hver 3. time. Syntes bare dag og nat går ud i et og jeg kan bare snart ikke hænge sammen mere, trænger virkelig til at være mig selv i min gamle krop og savner min kæreste, som jo også er optaget af babyer hele tiden. Amningen gik også total i vasken, hvilket også bare har gjort mig helt ked af det, fordi jeg nettop havde forventet og håbet på at kunne amme dem begge fuldt ud. Jeg fik også en masse mælk men først på 5 dagen, og inden da havde de fået sonde, drukket af et lille bæger og fået flaske, så de var jo bare slet ikke interesseret i brystet mere, og jeg vil sige jeg også bare syntes det var endnu hårdere at de skulle være så afhængige af mig hvis jeg skulle amme og jeg kunne heller ikke lægge dem begge til samtidig, alene. Er glad nok for vi er gået over på flasken, det giver mig lige lidt ro indeni og så ved man også hvor meget de spiser.

Vil gerne spørge alle jer mødre om i også bare syntes det var lidt træls i starten og om i også har været helt ved siden af jer selv?

Jeg er simpelthen så stolt over at være mor til to dejlige drenge det skal der ikke være nogen tvivl om og jeg elsker dem bare så højt og vil gøre alt i hele verden for dem. Håber bare snart jeg kan blive mig selv igen og føle mig lidt mere normal oven i hovedet igen.

Håber i kan give mig nogen gode råd til at blive lidt mere positiv igen og ikke så smadret og ked af det hele tiden og have dårlig samvittighed over det med amningen også...

Kram til alle fra mullesmith

puh kan godt forstå du synes dte er meget, men det er jo også en omvæltning at få barn, og så oven i købet 2 på samme tid....

Nu har jeg jo ikke selv født endnu, så er jo begrænset hvor meget jeg kan sige, men bliver det ik bedre, ville jeg nok råde, til dialog med lægen, så du ikke render ud i en fødselsdepression

Sender en kæmpe krammer

mullesmith2 skriver:

Åha det er hårdt pludselig at være mor til to små spædbørn fra den ene dage til den anden. Jeg har det simpelthen så underligt i min krop og psykisk er jeg bare helt vildt ved siden af mig selv. Jeg kan overhovedet ikke finde ud af hvor jeg skal tanke op med overskud henne til at kunne være glad for at skulle tage mig af min to drenge istedet for at syntes det er så irriterende og hårdt at skulle alt det praktiske med dem. Jeg har taget mig selv i flere gange at tænke at jeg lidt savner dengang min kæreste og jeg var bare os to. Vi har også hans søn på weekend nu her så det er bare ekstra hårdt at have en 4 årig i huset også.

Hele det her forløb med kejsersnittet og de dage på sygehuset har simpelthen været så forfærdelige for mig. Jeg syntes kejsersnittet var noget af det mest forfærdelige jeg har oplevet nogensinde, og jeg var i så store smerter at jeg overhovedet ikke kunne nyde drengene det første døgn. Jeg var alene med drengene den aller første nat derude og det var virkelig så hårdt at ligge der i sengen og have ondt i sit ar og ikke have været oppe på toilet endnu efter operationen og samtidig have to små drenge ved siden af der græd på skift, som jeg jo ikke kunne tage op til mig da jeg ikke kunne komme ud af sengen. Jeg måtte konstant be om hjælp ved at ringe på klokken og der kom en eller anden sygeplejerske ind og lagde dem til mit bryst og så kunne man ligge der med en baby i hver arm og tude fordi jeg følte mig helt alene uden min kæreste og jeg bare slet ikke vidste hvad jeg skulle stille op med de to der ikke ville tage brystet ordentligt. Jeg sov slet ikke den første nat efter kejsersnittet. Heldigvis fik min kæreste lov at sove der de 3 andre nætter vi var der, jeg kunne simpelthen ikke klare de to alene. Syntes ikke personalet gjorde ret meget for ligesom at hjælpe mig lidt den første nat, og det var bare total traumatisk for mig at ligge der og være selv helt hjælpeløs og så have ansvaret for to små spædbørn også, jeg syntes virkelig det har været noget så hård en omgang og stadig er en hård omgang efter vi er kommet hjem også, lige med at finde ud af alle tingene og med at planlægge hvornår de skal spise og så også at de gør det samtidig. Jeg syntes nærmest ikke det kan betale sig at sove længere fordi man alligevel bliver vækket hver 3. time. Syntes bare dag og nat går ud i et og jeg kan bare snart ikke hænge sammen mere, trænger virkelig til at være mig selv i min gamle krop og savner min kæreste, som jo også er optaget af babyer hele tiden. Amningen gik også total i vasken, hvilket også bare har gjort mig helt ked af det, fordi jeg nettop havde forventet og håbet på at kunne amme dem begge fuldt ud. Jeg fik også en masse mælk men først på 5 dagen, og inden da havde de fået sonde, drukket af et lille bæger og fået flaske, så de var jo bare slet ikke interesseret i brystet mere, og jeg vil sige jeg også bare syntes det var endnu hårdere at de skulle være så afhængige af mig hvis jeg skulle amme og jeg kunne heller ikke lægge dem begge til samtidig, alene. Er glad nok for vi er gået over på flasken, det giver mig lige lidt ro indeni og så ved man også hvor meget de spiser.

Vil gerne spørge alle jer mødre om i også bare syntes det var lidt træls i starten og om i også har været helt ved siden af jer selv?

Jeg er simpelthen så stolt over at være mor til to dejlige drenge det skal der ikke være nogen tvivl om og jeg elsker dem bare så højt og vil gøre alt i hele verden for dem. Håber bare snart jeg kan blive mig selv igen og føle mig lidt mere normal oven i hovedet igen.

Håber i kan give mig nogen gode råd til at blive lidt mere positiv igen og ikke så smadret og ked af det hele tiden og have dårlig samvittighed over det med amningen også...

Kram til alle fra mullesmith

Fortvivl ikke. Det bliver bedre, det lover jeg. Jeg havde det på samme måde, var totalt udkørt. Fik ingen søvn, syntes heller ikke det kunne betale sig og sove. Jeg følte mig godt tilrette på neonotal afd. hvor jeg var indlagt sammen med bebs, dejligt at de kunne hjælpe lidt og skulle ikke bekymre mig om noget vasketøj mad eller rengøring. Men gør dig selv en tjeneste, lad din kæreste gøre alt det praktiske og give dem rene numser,så du bare skal koncentrere dig om at give dem mad. Jeg ønskede mig også så meget tilbage til den gang min bebs ikke var til, men han havde også kolik og græd hele tiden. Og havde det af helvedes til fordi jeg tænkte sådan, men som du kan læse er det bare så normalt og have de tanker, så smid den dårlige samvigtighed væk, den sluger kun den smule energi du har og gøre med. Føler så meget med dig, og ville ønske jeg kunne berolig dig på en eller anden måde. Men det vil blive nemmere med tiden.

For mig handlede det også om jeg måtte acceptere situationen, at man skulle tilside sætte sig selv rigtig meget, meget mere end man regnede med. Håber du får det en smule bedre. Btw, så husk og tage vitaminer, meget vigtigt. I øjeblikket har jeg også svært ved at hænge sammen, da min søn ikke sover igennem endnu og han er 7½ måned,men gik på apoteket og fik nogle vitaminpiller som hedder Multitabs + Ginseng med vitaminer og mineraler. Og hvis du ikke ammer kan du sagtens spise dem. De har hjulpet mig så meget.Lige et kram mere til dig. Kan dine forældre/svigerforældre ikke komme og hjælpe dig lidt? Og hvis du ikke ammer kunne farmand så ikke tage en nat, så du fik en HEL nats søvn?  Er lige ved at fælde en tårer for kan så meget føle med dig, selvom jeg ikke er mor til tvillinger.

kæmpe til dig - kan desværre ikke diske op med nogle kloge moderlige råd endnu - da mine tvillinger ikke er oommet til verdenen endnu.

Men mine tanker går til dig - du skal nok klare den. Er sikker på det bliver bedere med tiden. Igen

Didde

Hej allsammen

Har læst alle indlæg og det er bare virkelig rart at høre der er andre der har følt og tænkt det samme... Så er jeg nok ikke helt unormal. Virkelig mange tak allesammen for de beroligende ord. Det er sku bare hårdere end man lige regner med at få børn  Men samtidig er det jo også bare det største der overhovedet kan ske i ens liv.

Glæder mig ikke til min kæreste starter på arbejde igen, han er bare den bedste far og vi tager os af drengene ligemeget så jeg får også tid til at tage bad og bare få lidt fred indimellem. Jeg kan lige nu bare slet ikke overskue hvordan jeg skal kunne klare to babyer alene om dagen når han er på arbejde... hmm Godt min kæreste har 8 ugers barsel, så er der lidt ekstra tid til at finde ud af hvordan man skal klare det hele. Det med amningen var bare så hårdt at indse at det nok bare ikke ville fungere, havde sådan glædet mig til at amme og have den helt specielle kontakt til sine børn. Det er bare ikke helt det samme med flaske men det vigtigste er jo så bare at de får noget mad. Det er også noget nemmere at fordele arbejdet når min kæreste også kan give en flaske til den ene og jeg til den anden.

Jeg stoler på jeres ord om at det bliver bedre med tiden, jeg må bare væbne mig med tålmodighed.

Tusind tak allesammen kram mulle