Hvad fanden bilder hun sig ind???

Alexis - i den virtuelle verden! skriver:

Du har helt ret. Jeg kan sagtens være samme sted som hende. Behøver ikke tale med hende, og ofte er vi MANGE samlet til deres fester, da de er 4 søskende, plus påhæng, og så venner og resten af familien til de fester for det meste.

Det er en god måde at se det på - at hun ikke har været voksen nok. For det har hun tydeligvis ikke!

Tror også jeg vil sige til min veninde at hun ikke skal tage hensyn, og at det er op til mig selv om jeg vil komme til de fester hvor hun er.

Og ja, jeg må som jeg hele tiden har tænkt, fokusere på alle de skønne veninder som har været der fra dag 1. Nye som gamle. Er faktisk ret privilegeret på det punkt så.... Man skal ikke græde for længe over splidt mælk. 

det er nemlig rigtig søde, og ja, når projekt barn først er startet, finder man ret hurtigt ud af, hvem der er ens rigtige venner, og så skal man tage og sortere fra, og kun samle på det bedste 

Nu har jeg ikke læst hele tråden men blot de første par indlæg, så undskyld hvis nogle er kommet mig i forkøbet med denne her...

Jeg synes faktisk at det er dig der er en lille smule urimelig!

Di fortæller selv at i gled fra hinanden i den periode hvor hun havde fået sit første barn og du skulle i gang med barnløshedsbehandling, og for mig at se emmer det bare af at jeres "samhørighed" er blevet sat på prøve fordi i hver især har været i helt nye og helt forskellige situationer i jeres liv.

For dig har det været umådeligt hårdt at stå i barnløshedsbehandling, og kæmpe med alle de triste og ulykkelige følelser der er forbundet med den situation, og det er altså noget man ikke kan sætte sig ind i før man selv har prøvet det.

For hende har livet handlet om at vænne sig til tilværelsen som mor, og det er faktisk meget overvældende for de fleste. Uanset hvor meget man drømmer om børn og planlægger og forestiller sig ting, så er det bare altid meget voldsommere og større end man er i stand til at forudse. Det er hårdt i perioder og samtidig en stor lykke - og måske det faktisk har været rigtig svært for din veninde at snakke med dig, fordi hun dels har været optaget af sin egen "baby bobble" og dels ikke har vidst hvordan hun kunne dele sit liv med dig uden samtidig at såre dig.

Jeg kan sagtens forstå at det er skrækkeligt hårdt at være dig, men jeg synes faktisk ikke du er fair overfor din veninde. Særligt ikke når hun nu rent faktisk er den der kontakter dig - ville du være mindre såret hvis hun havde holdt sin graviditet skjult for dig, men delt den med alle andre?

Der skal to mennesker til at skabe et venskab, men lige nu synes jeg faktisk ikke du trækker din del af læsset. Tvært imod er det nok dig der ødelægger det. Fordi du forventer at hun skal sætte sig i dit sted, mens du selv nægter at gøre det samme for hende.

Du gjorde helt sikkert det rette. Godt at du fik skrevet til hende med det samme og fik sagt tingene til hende på en pæn måde Nogle mennesker tænker simpelthen ikke over hvad de gør og siger. Det er ikke sikkert hun har tænkt over at hun rent faktisk ville sårer dig, men bare tænkt at hun ville dele en god nyhed. At du har skrevet tilbage til hende gør måske at hun tænker over tingene.

Da jeg ventede Ida fik vi et dårlig resultat til nf scanningen og gik derfor og ventede besked på moderkagebiopsien. Jeg var frygtlig bange for at der skulle være noget ivejen med hende og jeg var meget ked af det. På det tidspunkt havde vi et sommerhus og vores naboer deroppe ventede også barn. Martin havde fortalt dem om vores situation for at forklarer hvorfor jeg gik og var lidt ked af det. Vi kommer så derop og så vælger den gravide nabo og stå og snakke op og ned om hvor hårdt det er at være gravid Hun havde kvalme, hun var træt osv. Her stod jeg så og vidste ikke om jeg bare på et barn med en uhelbredelig sygdom og ville ønske at kvalme og træthed var mit eneste problem. Blev så sur at jeg bare vente mig om og gik.....................

Karo skriver:

Du gjorde helt sikkert det rette. Godt at du fik skrevet til hende med det samme og fik sagt tingene til hende på en pæn måde Nogle mennesker tænker simpelthen ikke over hvad de gør og siger. Det er ikke sikkert hun har tænkt over at hun rent faktisk ville sårer dig, men bare tænkt at hun ville dele en god nyhed. At du har skrevet tilbage til hende gør måske at hun tænker over tingene.

Da jeg ventede Ida fik vi et dårlig resultat til nf scanningen og gik derfor og ventede besked på moderkagebiopsien. Jeg var frygtlig bange for at der skulle være noget ivejen med hende og jeg var meget ked af det. På det tidspunkt havde vi et sommerhus og vores naboer deroppe ventede også barn. Martin havde fortalt dem om vores situation for at forklarer hvorfor jeg gik og var lidt ked af det. Vi kommer så derop og så vælger den gravide nabo og stå og snakke op og ned om hvor hårdt det er at være gravid Hun havde kvalme, hun var træt osv. Her stod jeg så og vidste ikke om jeg bare på et barn med en uhelbredelig sygdom og ville ønske at kvalme og træthed var mit eneste problem. Blev så sur at jeg bare vente mig om og gik.....................

Men vil det sige at fordi du havde en særligt svær periode, så havde hun ikke lov til at give udtryk for noget hun syntes var svært?

Alexis - i den virtuelle verden! skriver:

Jeg havde engang en rigtig tæt veninde. Vi lavede alt sammen og var meget tæt forbundede. Jeg var sikker på, at vi en dag om 50 år skulle sidde og drikke vin sammen. Tale om de mange ting vi havde oplevet sammen.

Da jeg så begyndte projekt baby - efter hun havde fået sin første - og det ikke lige ville lykkes med det samme, forsvandt hun mere og mere ud af min liv. Så langt ud, at det efterhånden kun var mig der besøgte hende, og til sidst slet ikke. Hun har aldrig rigtig vist interesse for hvad jeg gik igennem med alt hvad fertilitetsbehandling indebærer. Det har gjort VIRKLIG ondt... Jeg så hende som min bedste veninde....

Det er ca 1 år siden tingene har været fine imellem os, og det gør det ikke lettere, at hun er min bedste venindes svigerinde... (vi er en flok som har kendt hinanden rigtig længe)

Pludselig skriver hun til mig om vi snart skal ses osv. Jeg ved fra min svigerinde at hun er igang med projekt baby igen, og jeg kunne bare fornemme, at det havde noget med det at gøre.

Så har jeg så i dag modtaget en besked på Facebook, hvor hun skriver at hendes søn skal være storebror til Maj. Havde så netop for inden set at hun havde postet et billede af scanning, så havde ligesom regnet den ud da jeg åbnede beskeden.

Så sidder jeg bare her, målløs og tænker over hvad pokker der forgår i hendes hoved, og hvorfor hun lige følte et behov for at fortælle mig det???

Skev til hende at jeg var uforstående over for at hun skrev til mig, når jeg ikke føler vi er venner længere, og jeg har følt et kæmpe svigt i den sværeste tid i mit liv. 

Skal man bare trædes på når man ligger ned, eller er det misforstået omsorg??? Jeg fatter ingenting og hele min dag blev lige ødelagt på 1 lille øjeblik... 

Er dog glad for, at jeg fik svaret hende og fortalt hvordan jeg har det, så hun ved det. Jeg orker dog pt. ikke at arbejde på venskabet. Hun har svigtet, og jeg har fundet andre skønne veninder og dem vil jeg så bruge tiden på istedet.... 

Men f..k hvor gjorde det ondt 

Ja, der blev du da lige losset godt og grundigt, imens du ligger ned  Øv for en dum veninde..

Jeg synes du har gjort det helt rigtige - Har hun svaret på dit svar endnu?

Hun er klart ikke en veninde status værdig!! En veninde, skal støtte en i medgang og modgang.. Og du har især brug for, at nogen er der for dig, når du går igennem behandlinger, som er så psykisk hårde, kampen om et barn som bare ikke kommer lige så let, som for andre.. Fedt for hende, at hun bliver gravid hurtit, men hun bliver sgu nødt til og glo ud over sin egen næsetip, lade være med og smide salt i dit sår, og så gnide godt og grundigt! FØJ!!!!

Godt du har andre, der kan støtte dig

 

Thalia skriver:

Men vil det sige at fordi du havde en særligt svær periode, så havde hun ikke lov til at give udtryk for noget hun syntes var svært?

Selvfølgelig måtte hun godt give udtryk for det.............bare ikke over for mig. Jeg var meget skrøbelig og ked at det, og alt hendes snak om "almindelige" graviditets symptomer gjorde mig rigtig ked at det. Grunden til jeg gik, var at jeg simpelthen blev så ked af det at jeg gik ind til os selv, lukkede døren og satte mig til at tude. Jeg var 15 uger henne, kunne mærke min datter bevægede sig og vidste ikke om hun skulle fjernes eller ej Nu havde min kæreste jo nettop fortalt dem hvordan jeg havde det, så de vidste det udemærket. Man kan godt tænke sig lidt om engang imellem. Hun har massere af veninder og famillie som hun kune snakke med, men at begynde at beklage sig over for mig, var på det tidspukt ikke det rigtige at gøre.

Det skal lige siges at min onkel for mange år siden fik en datter med rygmavsbrok som døde 4 dage efter fødslen, så min frygt var selvfølgelig at vores barn også havde det.

Thalia skriver:

Nu har jeg ikke læst hele tråden men blot de første par indlæg, så undskyld hvis nogle er kommet mig i forkøbet med denne her...

Jeg synes faktisk at det er dig der er en lille smule urimelig!

Di fortæller selv at i gled fra hinanden i den periode hvor hun havde fået sit første barn og du skulle i gang med barnløshedsbehandling, og for mig at se emmer det bare af at jeres "samhørighed" er blevet sat på prøve fordi i hver især har været i helt nye og helt forskellige situationer i jeres liv.

For dig har det været umådeligt hårdt at stå i barnløshedsbehandling, og kæmpe med alle de triste og ulykkelige følelser der er forbundet med den situation, og det er altså noget man ikke kan sætte sig ind i før man selv har prøvet det.

For hende har livet handlet om at vænne sig til tilværelsen som mor, og det er faktisk meget overvældende for de fleste. Uanset hvor meget man drømmer om børn og planlægger og forestiller sig ting, så er det bare altid meget voldsommere og større end man er i stand til at forudse. Det er hårdt i perioder og samtidig en stor lykke - og måske det faktisk har været rigtig svært for din veninde at snakke med dig, fordi hun dels har været optaget af sin egen "baby bobble" og dels ikke har vidst hvordan hun kunne dele sit liv med dig uden samtidig at såre dig.

Jeg kan sagtens forstå at det er skrækkeligt hårdt at være dig, men jeg synes faktisk ikke du er fair overfor din veninde. Særligt ikke når hun nu rent faktisk er den der kontakter dig - ville du være mindre såret hvis hun havde holdt sin graviditet skjult for dig, men delt den med alle andre?

Der skal to mennesker til at skabe et venskab, men lige nu synes jeg faktisk ikke du trækker din del af læsset. Tvært imod er det nok dig der ødelægger det. Fordi du forventer at hun skal sætte sig i dit sted, mens du selv nægter at gøre det samme for hende.

Der gik et år fra hun fik barn til vi gik i behandling, så det er ikke det det handler om. Jeg kan ikke se hvorfor du ikke synes jeg har været veninde nok for hende?? Hvad er det jeg skriver som gør at du tænker det?

Du må meget gerne uddybe, for jeg kan vel kun blive klogere?

 

Karo skriver:

Selvfølgelig måtte hun godt give udtryk for det.............bare ikke over for mig. Jeg var meget skrøbelig og ked at det, og alt hendes snak om "almindelige" graviditets symptomer gjorde mig rigtig ked at det. Grunden til jeg gik, var at jeg simpelthen blev så ked af det at jeg gik ind til os selv, lukkede døren og satte mig til at tude. Jeg var 15 uger henne, kunne mærke min datter bevægede sig og vidste ikke om hun skulle fjernes eller ej Nu havde min kæreste jo nettop fortalt dem hvordan jeg havde det, så de vidste det udemærket. Man kan godt tænke sig lidt om engang imellem. Hun har massere af veninder og famillie som hun kune snakke med, men at begynde at beklage sig over for mig, var på det tidspukt ikke det rigtige at gøre.

Det skal lige siges at min onkel for mange år siden fik en datter med rygmavsbrok som døde 4 dage efter fødslen, så min frygt var selvfølgelig at vores barn også havde det.

Jamen jeg er fuldstændig enig. Selvfølgelig skal man tage hensyn til dig når man på forhånd ved at du er i en særligt svær situation.

Jeg tænker bare at det er svært, for hun har måske også følt at hun stod i en særligt svær situation - eller også har hun bare været som de fleste andre gravide, hvor hendes egne symptomer har været alt hvad der har fyldt i hovedet på hende. At du har det svært gør jo ikke hendes problemer ligegyldige for hende...

Og jeg tror lidt det egentlig er min hovedpointe. At når man selv står i en hård eller uvandt situation, så er det rigtige svært at se tingene fra andres perspektiver. Det betyder ikke at man er en væmmelig veninde eller et dårligt menneske. Det betyder bare at man er et helt normalt menneske

Alexis - i den virtuelle verden! skriver:

Jeg havde engang en rigtig tæt veninde. Vi lavede alt sammen og var meget tæt forbundede. Jeg var sikker på, at vi en dag om 50 år skulle sidde og drikke vin sammen. Tale om de mange ting vi havde oplevet sammen.

Da jeg så begyndte projekt baby - efter hun havde fået sin første - og det ikke lige ville lykkes med det samme, forsvandt hun mere og mere ud af min liv. Så langt ud, at det efterhånden kun var mig der besøgte hende, og til sidst slet ikke. Hun har aldrig rigtig vist interesse for hvad jeg gik igennem med alt hvad fertilitetsbehandling indebærer. Det har gjort VIRKLIG ondt... Jeg så hende som min bedste veninde....

Det er ca 1 år siden tingene har været fine imellem os, og det gør det ikke lettere, at hun er min bedste venindes svigerinde... (vi er en flok som har kendt hinanden rigtig længe)

Pludselig skriver hun til mig om vi snart skal ses osv. Jeg ved fra min svigerinde at hun er igang med projekt baby igen, og jeg kunne bare fornemme, at det havde noget med det at gøre.

Så har jeg så i dag modtaget en besked på Facebook, hvor hun skriver at hendes søn skal være storebror til Maj. Havde så netop for inden set at hun havde postet et billede af scanning, så havde ligesom regnet den ud da jeg åbnede beskeden.

Så sidder jeg bare her, målløs og tænker over hvad pokker der forgår i hendes hoved, og hvorfor hun lige følte et behov for at fortælle mig det???

Skev til hende at jeg var uforstående over for at hun skrev til mig, når jeg ikke føler vi er venner længere, og jeg har følt et kæmpe svigt i den sværeste tid i mit liv. 

Skal man bare trædes på når man ligger ned, eller er det misforstået omsorg??? Jeg fatter ingenting og hele min dag blev lige ødelagt på 1 lille øjeblik... 

Er dog glad for, at jeg fik svaret hende og fortalt hvordan jeg har det, så hun ved det. Jeg orker dog pt. ikke at arbejde på venskabet. Hun har svigtet, og jeg har fundet andre skønne veninder og dem vil jeg så bruge tiden på istedet.... 

Men f..k hvor gjorde det ondt 

Sender dig en KÆMPE bunke  søde..

ØV det lyder hårdt..

Ej sikke en "veninde" Jeg synes det er godt du har skrevet til hende og så ville jeg ikke bruge mere tid på hende..Som du selv skriver, har du andre veninder du kan bruge din tid på!!

Ud til højre med hende