Uengageret familie

Pena skriver:

Ikke fordi det helt kan sammenlignes, men da min moster ventede sig første gang, var jeg heller ikke helt vild med det (Hun har været lidt som en søster for mig) Jeg elskede hende som hun var, og tanken om at det skulle ændre sig skræmte mig umiddelbart. Jeg kunne slet ikke forestille mig hende med børn, og var bange for hun ville ændre sig meget.

Men da hun fik barnet, var jeg da den der var allermest vild med ungen. ja kunne jeg havde jeg taget hende med hjem i min taske.

Så måske du bare skal se tiden lidt an. Det er jo forholdsvis nyt for alle, og de har kendt dig og kun dig i 41 år. Så måske de bare lige skal vænne sig til tanken.

Måske bliver de ikke dem der tuttenutter konstant om barnet, men mon ikke det alligevel vil skabe noget glæde når tiden kommer.

Jeg kan da godt lidt følge din mor lidt i hendes bekymringer mht. alder og alene mor. Og måske hun bare ikke vil glæde sig for tidligt.

Håber for dig din mave får mere opmærksomhed, ellers er jeg sikker på der er mange herinde som meget gerne vil følge med. jeg ved ikke hvor mange ældre mødre der er herinde, men du kunne jo lave en efterlysning. Det er der jo mange andre der gør herinde.

Tak for dit opløftende svar

Jeg ved godt, min mor bekymrer sig. Det gør hun generelt. Så det har da nok en betydning.

Og jeg tror også, du kan have ret i, at det måske er en stor omvæltning for dem, som de også skal vænne sig til. Når man hele livet har været vant til at tænke på et familiemedlem som uden børn, kan det måske være et voldsom skift. Hele familiemønstret ændrer sig og det er klart, at det kan skabe noget usikkerhed og måske også modvilje.

Jeg var selvfølgelig klar over, at der ville komme nogle forandringer og at de nok ikke ville forvandle sig til super børneelskere fra den ene dag til den anden.....men måske forstår jeg ikke helt, hvad det betyder for dem.

Men dejligt at høre, at det kan ændre sig (dit eget eksempel). Det håber jeg også, det gør i dette tilfælde. Spørgsmålet er bare, om jeg måske indtil jeg har født er nødt til at trække mig lidt fra fælles familie begivenheder, for uanset hvor forstående jeg gerne ville være, så er det jo også svært for mig, når de reagerer sådan. Og jeg er nødt til at prioritere mine egne behov i første omgang, hvis jeg skal passe på mit barn i maven.

michella80 skriver:

Ups jeg mente slet ikke at du skulle smide din mor og din søster ud af dit liv. Den tanke tænkte jeg slet ikke da jeg skrev det. Jeg blev lidt provokeret af at du havde tænkt at du selv syntes at det var irriterende når dine venner afbrød en samtale med dig for at hjælpe deres børn. Det bliver man jo nødt til og det tror jeg også du selv vil gøre når det kommer dertil. Og så tænkte jeg bare at hvis nogle af mine venner syntes det var belastende måtte de lade være med at besøge mig. Jeg mente ikke at du skulle sige farvel til din mor og søster

Jeg er godt klar over, at det var fordi, du var provokeret. Jeg mener bare, at det jo er så nemt sagt, at man bare skal droppe folk, fordi de måske ikke reagerer, som man ønsker. Nu snakker du om veninder, men hva nu, hvis det var din egen mor eller søster, der syntes dit barn var irriterende. Ville du så også smide dem ud af dit liv ?

Kildebakken skriver:

Jeg tænker der er to sider af denne sag.

Den første er deres nervøsitet over at jeres forhold og ligevægten imellem jer skal ændre sig. Den er jeg sikker på er tilstede og det bedste du kan gøre her er at forsøge at inddrage dem. Fortæl din mor at du glæder dig til at se hende som mormor og spørg hvilke tanker hun gør sig om den lille.

Ja, det kan du ha' ret i. Der er nok nogle dybere psykologiske mekanismer på spil her, end man måske umiddelbart er bevidst om. Men jeg har nu forsøgt at inddrage dem. Jeg fortæller hele tiden min mor, hvad der sker. De undersøgelser, jeg skal til, at maven vokser osv. Min søster har frabedt sig, at jeg hele tiden snakker om det, for hun gider ikke høre på det. Så der fortæller jeg kun det mest nødvendige, altså det praktiske/vigtige. Men jeg inviterede hende med til NF scanning. Netop for at hun måske ku få lidt mere virkelighed på det. Hun sagde, at det ville hun gerne, men hun havde ikke tid....tja...hun er da også meget hængt op, det ved jeg, men...hun foreslog selv, at hun ku tage med til næste scanning i januar. Håber at hun så gør det.

Din søster kunne du jo eventuelt spørge om hun vil være Gudmor, så vil hun også føle at hun får en pant i den lille og måske slappe mere af.

Gudmor ? Det er noget med, at hvis jeg dør, så har hun ansvaret for mit barns åndelige udvikling ikk ? Det var måske en ide, for min søster og jeg har meget samme syn på tingene på det område. Jeg er dog ikke medlem af folkekirken og mit barn skal heller ikke være det og ikke døbes, så jeg ved ikke, hvilken funktion det i så fald ku ha' ?

Den anden er din egen løsrivelses proces fra et liv med faste familieroller og de må jo være godt tømrede når du er 41 år. Du er ved at gå igennem en proces, hvor du skal være der for barnet mere end dem. Derfor bliver du af naturen udrustet med en sund skepsis overfor deres reaktioner og en stor følsomhed overfor deres udtalelser - de har med al sansynlighed ikke ændret sig nævneværdigt - men det har du.

Dette tror jeg er ligegyldig om du er meget tæt på dine forældre eller ikke særlig knyttet til dem. I processen omkring at blive mor er der også nogle mennesker, som man bliver nød til at ligge lidt på køl et stykke tid. Man bliver mere opmærksom på de egenskaber hos andre, som man måske inderst inde er lidt sårbar overfor, manglende empati, selvoptagethed etc.

Hm....interessant vinkel....kan man læse om sådan noget et sted ? Måske nogle psykologi bøger ? Er du uddannet psykolog eller hvorfra ved du disse ting ?

Dejligt med en sådan nær analyse  Det sætter bestemt nogle tanker igang hos mig og udvider min forståelse. Tak for det.

Jeg har skrevet nogle kommentarer og svar ind i citatet ovenfor.

Anonym skriver:

Dejligt med en sådan nær analyse  Det sætter bestemt nogle tanker igang hos mig og udvider min forståelse. Tak for det.

Jeg har skrevet nogle kommentarer og svar ind i citatet ovenfor.

Kære anonym,

Jeg svarer på dit indlæg ud fra mine egne erfaringer med venner og familie. Selvom jeg ikke har præcis dit dilema, så kender jeg følelsen af at have brug for at tage lidt afstand til min mor i processen. De ting hun siger glider ikke så let ned som andres gode råd og holdninger. Måske fordi vi ikke rigtig har fået rystet mor - datter rollerne af os. Jeg har talt med en veninde om det, som har det på den måde med sin far, så tror egentlig det er meget almindeligt. "Nogen dage kan jeg bare slet ikke tåle at se på ham", siger hun og det selvom hun elsker ham højt. Jeg og veninden er omkring de 30 - og jeg tror faktisk problematikken kan forandre sig med alderen, så de helt unge mødre måske ikke står overfor det samme. Men det er jo heller ikke sikkert det rammer ned i din situation. 

Så tror jeg faktisk det bliver noget meget andet for din mor og din søster, når den lille kommer. Jeg tror godt din mor kan være meget nervøs for at du taber det, så hun slet ikke tør glæde sig. Hun havde måske lidt opgivet ideen og måske håbet om at blive mormor. Ældre kvinder kan jo have tendens til at blive lidt nervøse i det?

Med hensyn til din søster, så tror jeg faktisk man kæmper en del med fordomme, når man vælger et liv uden børn - hun var nok bare glad for at I var på samme hold og hun skal lige vende sig til at det bliver anderledes - derfor ville jeg helt klart forsøge at gøre hende til en del af det og jeg tror faktisk at hun bliver rigtig glad for den lille.

Ja, undskyld så gik jeg lige skrevet en lang blok igen:-) 

KH

Kildebakken

 

Kildebakken skriver:

Kære anonym,

Jeg svarer på dit indlæg ud fra mine egne erfaringer med venner og familie. Selvom jeg ikke har præcis dit dilema, så kender jeg følelsen af at have brug for at tage lidt afstand til min mor i processen. De ting hun siger glider ikke så let ned som andres gode råd og holdninger. Måske fordi vi ikke rigtig har fået rystet mor - datter rollerne af os. Jeg har talt med en veninde om det, som har det på den måde med sin far, så tror egentlig det er meget almindeligt. "Nogen dage kan jeg bare slet ikke tåle at se på ham", siger hun og det selvom hun elsker ham højt. Jeg og veninden er omkring de 30 - og jeg tror faktisk problematikken kan forandre sig med alderen, så de helt unge mødre måske ikke står overfor det samme. Men det er jo heller ikke sikkert det rammer ned i din situation. 

Så tror jeg faktisk det bliver noget meget andet for din mor og din søster, når den lille kommer. Jeg tror godt din mor kan være meget nervøs for at du taber det, så hun slet ikke tør glæde sig. Hun havde måske lidt opgivet ideen og måske håbet om at blive mormor. Ældre kvinder kan jo have tendens til at blive lidt nervøse i det?

Med hensyn til din søster, så tror jeg faktisk man kæmper en del med fordomme, når man vælger et liv uden børn - hun var nok bare glad for at I var på samme hold og hun skal lige vende sig til at det bliver anderledes - derfor ville jeg helt klart forsøge at gøre hende til en del af det og jeg tror faktisk at hun bliver rigtig glad for den lille.

Ja, undskyld så gik jeg lige skrevet en lang blok igen:-) 

KH

Kildebakken

 

Ok  Du må være en klog kvinde så. For jeg tror da, du rammer noget der..

Min søster og jeg har altid fulgtes meget på livets vej og hun har tit truffet samme konklusioner eller valg et par år senere, som jeg har. Hun begyndte også her for et års tid siden, at overveje om hun sku ha børn. Jeg tror, det var foranlediget af, at jeg havde truffet beslutningen. Måske, som du siger, fordi hun så mister sin følgesvend og følelsen af at være lige, og selvfølgelig også bare fordi, at når jeg gør mig de tanker, så bliver hun naturligt påvirket. Og det var også relevant for hende at tage stilling til, da hun jo også har nået en alder, hvor det snart er for sent. Men jeg tror nu, hun vælger børn fra i sidste ende....

Anonym skriver:

Jeg er godt klar over, at det var fordi, du var provokeret. Jeg mener bare, at det jo er så nemt sagt, at man bare skal droppe folk, fordi de måske ikke reagerer, som man ønsker. Nu snakker du om veninder, men hva nu, hvis det var din egen mor eller søster, der syntes dit barn var irriterende. Ville du så også smide dem ud af dit liv ?

Jeg ville nok overveje grundigt om de skulle være i mit liv ja.... Hvis min mor syntes min datter var belastende ville det da gøre mig så ked af det at vi ikke ville ses.... Så smide hende ud af mit liv eller ej....tja.... Jeg tror faktisk det ville komme helt af sig selv hvis det var.

Jeg synes, det er svært, det der med familie. Har lige haft en lang diskussion med min mor i telefonen og hun synes ikke at forstå min oplevelse af det. Hun oplever bare alt, hvad jeg siger som kritik og med sig selv som udgangspunkt. Det er svært at trænge igennem. Tja, hva gør man så, når man får valget at tage folk, som de er eller lade være.Det er svært, både at rumme andre som de er og samtidig gøre det, man selv har behov for eller passe på sig selv, når de to ting måske går imod hinanden.

Har lige haft endnu et skænderi med min mor. Vi synes slet ikke, at kunne snakke sammen for tiden eller forstå hinanden. Vi skændes bare og kritiserer hinanden.

Ved ikke, om det er - som der var en af jer, der skrev - fordi at jeg som kommende mor tager mit liv op til revidering, både ift. de mennesker, jeg omgir mig med og de mål, jeg sætter mig, eller de idealer, jeg har ift., hvad jeg vil med mit liv. Synes bare ikke, at det er godt nok længere, sådan som det er, og gamle drømme om at flytte til udlandet (når nu min familie alligevel fungerer så dårligt som den gør) og evt. flytte i stor-kollektiv osv. vender tilbage. Jeg har altid ønsket at mine potentielle børn/barn (hvis jeg fik nogen) sku vokse op under andre forhold end jeg selv (småborgerligt, ensomt, med selvcentrerede karriere forældre). Har  altid drømt om et sted, hvor man var fælles om det hele, dyrke jorden sammen, passe ungerne sammen på skift, køre en fælles skole fx, og hvor ungerne var en del af hverdagen og med til det hele. Hvor der altid var nogen og man kærede sig om hinanden.

Men der findes ikke så mange af den slags kollektiver i danmark og jeg har altid haft en drøm om at bo i udlandet. Dels længes jeg efter varmere klima, dels kommer mennesker hinanden noget mere ved i mange andre kulturer. Så måske var det på tide, at rive rødderne op og gøre alvor af det.

 

Anonym skriver:

Har lige haft endnu et skænderi med min mor. Vi synes slet ikke, at kunne snakke sammen for tiden eller forstå hinanden. Vi skændes bare og kritiserer hinanden.

Ved ikke, om det er - som der var en af jer, der skrev - fordi at jeg som kommende mor tager mit liv op til revidering, både ift. de mennesker, jeg omgir mig med og de mål, jeg sætter mig, eller de idealer, jeg har ift., hvad jeg vil med mit liv. Synes bare ikke, at det er godt nok længere, sådan som det er, og gamle drømme om at flytte til udlandet (når nu min familie alligevel fungerer så dårligt som den gør) og evt. flytte i stor-kollektiv osv. vender tilbage. Jeg har altid ønsket at mine potentielle børn/barn (hvis jeg fik nogen) sku vokse op under andre forhold end jeg selv (småborgerligt, ensomt, med selvcentrerede karriere forældre). Har  altid drømt om et sted, hvor man var fælles om det hele, dyrke jorden sammen, passe ungerne sammen på skift, køre en fælles skole fx, og hvor ungerne var en del af hverdagen og med til det hele. Hvor der altid var nogen og man kærede sig om hinanden.

Men der findes ikke så mange af den slags kollektiver i danmark og jeg har altid haft en drøm om at bo i udlandet. Dels længes jeg efter varmere klima, dels kommer mennesker hinanden noget mere ved i mange andre kulturer. Så måske var det på tide, at rive rødderne op og gøre alvor af det.

 

Det virker til at du er et rigtigt blomsterbarn, der er vokset op i et visnende miljø, hvor du ikke har fået den pleje og det solskin du har brug for.

Synes det med rejsen lyder som en helt fantastisk idé, og hvis du har modet til det, siger jeg GO FOR IT

Line1987 skriver:

Det virker til at du er et rigtigt blomsterbarn, der er vokset op i et visnende miljø, hvor du ikke har fået den pleje og det solskin du har brug for.

Synes det med rejsen lyder som en helt fantastisk idé, og hvis du har modet til det, siger jeg GO FOR IT

Sikke en dejlig respons  Tak for det.

Ja, du har ret. Det har bestemt ikke været et befordrende miljø at vokse op i. Jeg har altid følt mig fremmedgjort i det provins samfund, jeg er født ind i og har desværre også bare kun mødt uforståenhed, kritik og negativitet ift. mine anderledes visioner og ønsker for livet. Derfor flyttede jeg til Århus området som 22 årig. Men at bo i en storby trives jeg heller ikke med.

Jeg sku nok være født noget før, så havde jeg med garanti tilsluttet mig et af de mange hippie kollektiver i 70'erne