Uengageret familie

Jeg oplever en udpræget manglende interesse og distancetagen til min graviditet fra min egen familie (mor og søster især). Der er ingen synlige tegn på glæde over endelig at få et barnebarn i familien, eller over at skulle være mormor eller moster.

Nu har vi heller aldrig været en særlig børnepositiv familie. Min mor synes børn er irriterende som regel og min søster har også altid syntes at børn er en opreklameret ting. Det har nok også været min primære oplevelse af børn, indtil jeg selv blev gravid, men fik en abort, for 10 år siden og nu meget sent i mit liv ( 41 år) har besluttet mig for at få børn og er gravid i 12. uge.

Jeg var godt klar over, at det nok ikke ville afføde den helt vilde begejstring umiddelbart, men jeg har alligevel håbet på, at når det var eget kød og blod, så var interessen en anden. Men indtil videre er der ikke meget glæde eller interesse at spore. De virker nærmest irriteret på mig, når jeg snakker om det og det får mig til at føle, at jeg skal nærmest skal lægge låg på. At de foretrækker, at alt er som det altid har været, også mig. Det gør det ret svært for mig at være sammen med dem, for graviditeten fylder naturligvis meget i mit liv. Det er en stor begivenhed i mit liv og noget, der kræver en udvikling og omstilling, så jeg ændrer mig selvfølgelig. Jeg skal jo til at forberede mig på at skulle være mor.

Det sårer mig og skuffer mig, at der er så lidt forståelse og omsorg for mit nye liv, og jeg føler, at jeg måske er nødt til at vælge dem fra, for at prioritere mig selv og mit barn og koncentrere mig om mit nye liv som mor. Men det er selvfølgelig med sorg i hjertet, da jeg holder af min familie. Jeg ved, at min mor bekymrer sig over, at jeg skal være alene med barnet, og måske også over min høje alder. Hun er nok nervøs for, at det skal gå galt og jeg skal blive skuffet. Men jeg ved, at det ikke er hele årsagen.

Er der andre, der har oplevet lignende situation, så hører jeg gerne fra jer mht. jeres erfaringer og løsninger på problemet.

Hold da op for en hård omgang!!! Jeg har ikke selv prøvet at være igennem det du har. Jeg har dog prøvet at min mor ikke var vildt interesseret i min datter mens hun var spæd. Simpelthen fordi hun først synes børn bliver spændende når de kan noget mere. Men det var hårdt for mig. Har du evt nogle gode venner eller veninder som du kan fortælle ALT om din graviditet og dine tanker derom??? Det er da helt uretfærdigt at din familie opfører sig sådan. Det er da noget der fylder meget i ens hoved. Jeg snakkede sgu heller ikke om andet da jeg var gravid!

michella80 skriver:

Hold da op for en hård omgang!!! Jeg har ikke selv prøvet at være igennem det du har. Jeg har dog prøvet at min mor ikke var vildt interesseret i min datter mens hun var spæd. Simpelthen fordi hun først synes børn bliver spændende når de kan noget mere. Men det var hårdt for mig. Har du evt nogle gode venner eller veninder som du kan fortælle ALT om din graviditet og dine tanker derom??? Det er da helt uretfærdigt at din familie opfører sig sådan. Det er da noget der fylder meget i ens hoved. Jeg snakkede sgu heller ikke om andet da jeg var gravid!

Min søster hader, når folk sidder og ævler om deres børn hele tiden. Og jeg forstår det jo godt, for jeg har selv haft det sådan. Synes heller ikke, der er noget mere irriterende, end når et voksent menneske ikke kan koncentrere sig om andet end sit barn. Det er bare uinteressant at være sammen med en, der ikke kan være til stede bare som sig selv også. Og jeg har altid syntes, at det var træls med de der veninder, hvor samtalen konstant bliver afbrudt pga. en lille unge, der skal ha' opmærksomhed.

Jeg tror, og håber da, heller ikke, at jeg blir sådan som mor, men jeg har en anden forståelse for nu, hvorfor det kan fylde ret meget. Især når man får den første. Det er jo en kæmpe omvæltning i ens liv. Og jeg har et par mislykkede forsøg bag mig, så jeg bekymrer mig også mht. om alt går, som det skal nu. Så det tager selvfølgelig også en del af min opmærksomhed.

Jeg har barnets far som god ven og som deltager i graviditeten og tager med til undersøgelser osv. Men jeg har ikke rigtig andre i nærheden, som jeg er så tæt på og som derfor er interesseret. Det gør det selvfølgelig ekstra trist, hvis ikke min familie har lyst til, at det skal være en del af deres liv.

Anonym skriver:

Min søster hader, når folk sidder og ævler om deres børn hele tiden. Og jeg forstår det jo godt, for jeg har selv haft det sådan. Synes heller ikke, der er noget mere irriterende, end når et voksent menneske ikke kan koncentrere sig om andet end sit barn. Det er bare uinteressant at være sammen med en, der ikke kan være til stede bare som sig selv også. Og jeg har altid syntes, at det var træls med de der veninder, hvor samtalen konstant bliver afbrudt pga. en lille unge, der skal ha' opmærksomhed.

Jeg tror, og håber da, heller ikke, at jeg blir sådan som mor, men jeg har en anden forståelse for nu, hvorfor det kan fylde ret meget. Især når man får den første. Det er jo en kæmpe omvæltning i ens liv. Og jeg har et par mislykkede forsøg bag mig, så jeg bekymrer mig også mht. om alt går, som det skal nu. Så det tager selvfølgelig også en del af min opmærksomhed.

Jeg har barnets far som god ven og som deltager i graviditeten og tager med til undersøgelser osv. Men jeg har ikke rigtig andre i nærheden, som jeg er så tæt på og som derfor er interesseret. Det gør det selvfølgelig ekstra trist, hvis ikke min familie har lyst til, at det skal være en del af deres liv.

Altså jeg tror at du også bliver en af de der irriterende kvinder som taler meget om sit barn for ens barn fylder bare meget når det kommer til verden og det BLIVER jo hele ens verden lige pludselig. Når man går på barsel går hele ens hverdag op i at nusse, putte, skifte osv osv.... Og man fortæller jo andre om det man oplever i hverdagen og lige pludselig er du stolt over at din lille unge kravler eller spiser selv osv.... Og det der med at afbryde en samtale for at hjælpe sit barn. Det bliver man jo nødt til. Eller det gør jeg i hvert fald. Og det må folk omkring mig finde sig i og hvis de ikke kan det er de farvel ude af mit liv.

michella80 skriver:

Altså jeg tror at du også bliver en af de der irriterende kvinder som taler meget om sit barn for ens barn fylder bare meget når det kommer til verden og det BLIVER jo hele ens verden lige pludselig. Når man går på barsel går hele ens hverdag op i at nusse, putte, skifte osv osv.... Og man fortæller jo andre om det man oplever i hverdagen og lige pludselig er du stolt over at din lille unge kravler eller spiser selv osv.... Og det der med at afbryde en samtale for at hjælpe sit barn. Det bliver man jo nødt til. Eller det gør jeg i hvert fald. Og det må folk omkring mig finde sig i og hvis de ikke kan det er de farvel ude af mit liv.

Det er jo så nemt sagt. Når det er ens egen mor og søster, som man elsker og holder af, så smider man dem jo ikke bare ud af ens liv.

Jeg prøver på at forstå dem og håber på, at det måske forandrer sig, når jeg får mere mave på og det bliver mere virkeligt. Men jeg kan godt bekymre mig over, om det vil ændre sig, i lyset af deres holdning og indstilling til børn generelt. Men min mor fik da trods alt selv børn - min søster og mig - og elsker os da over alt. Det er jo altid noget andet, når det er ens egne. Og derfor har jeg håbet på, at de også ville komme til at elske mit barn. Men jeg kan godt tvivle...

Andre der har erfaring på det område ?

Anonym skriver:

Det er jo så nemt sagt. Når det er ens egen mor og søster, som man elsker og holder af, så smider man dem jo ikke bare ud af ens liv.

Jeg prøver på at forstå dem og håber på, at det måske forandrer sig, når jeg får mere mave på og det bliver mere virkeligt. Men jeg kan godt bekymre mig over, om det vil ændre sig, i lyset af deres holdning og indstilling til børn generelt. Men min mor fik da trods alt selv børn - min søster og mig - og elsker os da over alt. Det er jo altid noget andet, når det er ens egne. Og derfor har jeg håbet på, at de også ville komme til at elske mit barn. Men jeg kan godt tvivle...

Andre der har erfaring på det område ?

Jeg har ingen erfaring på området, men tænker, at det sandsynligt er en normal reaktion fra DIN (den gravides) side, at du har behov for noget omsorg og opmærksomhed, og disse behov bliver normalt opfyldt af manden, men det har du så ikke mulighed for, og det er så dit valg, og dermed må du også regne med, at der vil komme afsagn og mangler - og der vil komme mange, når du står som alenemor. 

Jeg synes ikke, at du skal klandre din mor eller søster for, at de ikke interesserer sig for din graviditet, og hvis de ikke har været børneorienterede til at starte med, så kan det ikke komme som en overraskelse for dig.

Du må afvente og se, hvordan tilstanden er, når barnet kommer til verden og berede dig på, at tingene måske ikke ændrer sig.

Ikke fordi det helt kan sammenlignes, men da min moster ventede sig første gang, var jeg heller ikke helt vild med det (Hun har været lidt som en søster for mig) Jeg elskede hende som hun var, og tanken om at det skulle ændre sig skræmte mig umiddelbart. Jeg kunne slet ikke forestille mig hende med børn, og var bange for hun ville ændre sig meget.

Men da hun fik barnet, var jeg da den der var allermest vild med ungen. ja kunne jeg havde jeg taget hende med hjem i min taske.

Så måske du bare skal se tiden lidt an. Det er jo forholdsvis nyt for alle, og de har kendt dig og kun dig i 41 år. Så måske de bare lige skal vænne sig til tanken.

Måske bliver de ikke dem der tuttenutter konstant om barnet, men mon ikke det alligevel vil skabe noget glæde når tiden kommer.

Jeg kan da godt lidt følge din mor lidt i hendes bekymringer mht. alder og alene mor. Og måske hun bare ikke vil glæde sig for tidligt.

Håber for dig din mave får mere opmærksomhed, ellers er jeg sikker på der er mange herinde som meget gerne vil følge med. jeg ved ikke hvor mange ældre mødre der er herinde, men du kunne jo lave en efterlysning. Det er der jo mange andre der gør herinde.

Anonym skriver:

Det er jo så nemt sagt. Når det er ens egen mor og søster, som man elsker og holder af, så smider man dem jo ikke bare ud af ens liv.

Jeg prøver på at forstå dem og håber på, at det måske forandrer sig, når jeg får mere mave på og det bliver mere virkeligt. Men jeg kan godt bekymre mig over, om det vil ændre sig, i lyset af deres holdning og indstilling til børn generelt. Men min mor fik da trods alt selv børn - min søster og mig - og elsker os da over alt. Det er jo altid noget andet, når det er ens egne. Og derfor har jeg håbet på, at de også ville komme til at elske mit barn. Men jeg kan godt tvivle...

Andre der har erfaring på det område ?

Ups jeg mente slet ikke at du skulle smide din mor og din søster ud af dit liv. Den tanke tænkte jeg slet ikke da jeg skrev det. Jeg blev lidt provokeret af at du havde tænkt at du selv syntes at det var irriterende når dine venner afbrød en samtale med dig for at hjælpe deres børn. Det bliver man jo nødt til og det tror jeg også du selv vil gøre når det kommer dertil. Og så tænkte jeg bare at hvis nogle af mine venner syntes det var belastende måtte de lade være med at besøge mig. Jeg mente ikke at du skulle sige farvel til din mor og søster

Anonym skriver:

Det er jo så nemt sagt. Når det er ens egen mor og søster, som man elsker og holder af, så smider man dem jo ikke bare ud af ens liv.

Jeg prøver på at forstå dem og håber på, at det måske forandrer sig, når jeg får mere mave på og det bliver mere virkeligt. Men jeg kan godt bekymre mig over, om det vil ændre sig, i lyset af deres holdning og indstilling til børn generelt. Men min mor fik da trods alt selv børn - min søster og mig - og elsker os da over alt. Det er jo altid noget andet, når det er ens egne. Og derfor har jeg håbet på, at de også ville komme til at elske mit barn. Men jeg kan godt tvivle...

Andre der har erfaring på det område ?

Jeg tænker der er to sider af denne sag.

Den første er deres nervøsitet over at jeres forhold og ligevægten imellem jer skal ændre sig. Den er jeg sikker på er tilstede og det bedste du kan gøre her er at forsøge at inddrage dem. Fortæl din mor at du glæder dig til at se hende som mormor og spørg hvilke tanker hun gør sig om den lille. Din søster kunne du jo eventuelt spørge om hun vil være Gudmor, så vil hun også føle at hun får en pant i den lille og måske slappe mere af.

Den anden er din egen løsrivelses proces fra et liv med faste familieroller og de må jo være godt tømrede når du er 41 år. Du er ved at gå igennem en proces, hvor du skal være der for barnet mere end dem. Derfor bliver du af naturen udrustet med en sund skepsis overfor deres reaktioner og en stor følsomhed overfor deres udtalelser - de har med al sansynlighed ikke ændret sig nævneværdigt - men det har du.

Dette tror jeg er ligegyldig om du er meget tæt på dine forældre eller ikke særlig knyttet til dem. I processen omkring at blive mor er der også nogle mennesker, som man bliver nød til at ligge lidt på køl et stykke tid. Man bliver mere opmærksom på de egenskaber hos andre, som man måske inderst inde er lidt sårbar overfor, manglende empati, selvoptagethed etc.

Men altså det bedste råd herfra er tal med dem om hvordan du føler og hør deres reaktion og inddrag dem i dine drømme.

KH

Kildebakken

Rockertand skriver:

Jeg har ingen erfaring på området, men tænker, at det sandsynligt er en normal reaktion fra DIN (den gravides) side, at du har behov for noget omsorg og opmærksomhed, og disse behov bliver normalt opfyldt af manden, men det har du så ikke mulighed for, og det er så dit valg, og dermed må du også regne med, at der vil komme afsagn og mangler - og der vil komme mange, når du står som alenemor. 

Jeg synes ikke, at du skal klandre din mor eller søster for, at de ikke interesserer sig for din graviditet, og hvis de ikke har været børneorienterede til at starte med, så kan det ikke komme som en overraskelse for dig.

Du må afvente og se, hvordan tilstanden er, når barnet kommer til verden og berede dig på, at tingene måske ikke ændrer sig.

Ja, det er rigtigt, at normalt er det måske faderen/partneren, der opfylder behovene for ekstra omsorg og opmærksomhed og interesse, men det er jo ikke en givet naturlov. Ej heller selvom man er i et forhold. Der er mange mænd, der ikke interesserer sig så meget for graviditet og børn, og der findes også utrolig mange dårlige partnere. Så jeg er nok ikke den eneste kvinde (uanset at jeg er alene), som oplever at være meget alene med det.

Bortset fra det, så er det da heller ikke et spm om fravalg af partner for mig, men et spm om muligheder, der gjorde at jeg tog beslutningen om at blive mor, SELVOM jeg er alene.

Men det er der sikkert mange meninger om, som jeg nu ikke havde tænkt mig at diskutere her. Der kan som sagt være mange grunde til, at man som kvinde føler sig alene om det.