Hvornår har I fortalt/vil I fortælle

Louisiana28 skriver:

de børn I i forvejen har, at der er en lillebror eller lillesøster på vej? Hvor langt henne i graviditeten?

(Vidste ikke lige i hvilken kategori jeg ellers skulle stille dette spørgsmål...)

Hejsa:0)

Sidste år ventede vi os og vi fortalte faktisk ungerne med det samme - jeg var jo så de der 4 ugert henne - ungerne var 3 1/2 og 5 1/2 år gamle.

Desværre gik vi hen og mistede og det snakkede vi også med børnene om og de tog det pænt og baby er oppe i himlen og passer på os. Synes egentlig at man lige så godt kan indvie sine børn i at verdenen ikke altid er lyserød og at der sker "trælse og dumme" ting og få et naturligt forhold til eks døden.

Fik en mens og så ventede vi os igen og vi fortalte det med det samme igen -deres kommentarr var juhu men bliver den der så denne gang. Vores svar var at det regnede vi da bestemt med, men der er aldrig nogle garantier i livet. Men den blev der og 27 marts 2010 kom lillebror til verdenen.

Nu venter vi os allerede igen, men denne gang var jeg 17 uger henne før vi sagde noget og det kom sig af at Asta næssten gættede det da maven vokser.

Grunden til vi ville vente denne gang var ikke fordi det med at der kan gå noget galt, men fordi det er så kort tid siden de er belvet storebror og storesøster så vi synes ikke det skullekomme for tidligt. Men de tog de super og glæder sig, nu er de 4 1/2 og 6 1/2 år:0)

Christina

Vi fortalte det tidligt til Kirstine. Vi havde købt en tryghedsscanning da jeg var 6+5 hvor vi så hjertet banke og at der var en fin blommesæk og at alt så PERFEKT ud. Når det på det tidspunkt er så fint er risikoen for at noget er galt/går galt meget meget lille!

Derfor fortalte vi det til Kirstine samme dag som scanningen, altså 6+5! Hun er 6 år og kunne sagtens mærke at der "var noget på færde". Derudover så kunne Mikkel og jeg jo ikke holde vores mund og var hele tiden ved at tale lidt over os når hun var der, og det var rigtig synd for hende at hun skulle have følt sig sådan uden for helt indtil uge 12. Vores familie vidste det også, og alle havde så svært ved at huske ikke at tale om det når hun var der! Derudover var jeg jo meeeega træt, og det var rart at kunne fortælle at det ikke var fordi at jeg ikke gad hende mere at jeg faldt i søvn på sofaen kl. 18.15 hver dag, he he!

Men hvis man er super god til at holde sin mund, og hvis man ikke lader sig mærke med noget så kan man da bare vente til uge 12! Men hvis man kaster op i stride stråler og er super træt og hele tiden kommer til at snakke lidt om det UDEN at sige det, så synes jeg klart det er bedre at fortælle det til barnet!

Din dreng på 11 år vil jo sagtens kunne mærke en forskel, og han vil også kunne forstå at i er kede af det hvis noget går galt! Så vil han nok også være meget mere forstående, end hvis han bare "ved" at noget er riv-ruskende galt og du græder og er ulykkelig og han ikke ved hvad årsagen er!

Valle81 skriver:

Hejsa:0)

Sidste år ventede vi os og vi fortalte faktisk ungerne med det samme - jeg var jo så de der 4 ugert henne - ungerne var 3 1/2 og 5 1/2 år gamle.

Desværre gik vi hen og mistede og det snakkede vi også med børnene om og de tog det pænt og baby er oppe i himlen og passer på os. Synes egentlig at man lige så godt kan indvie sine børn i at verdenen ikke altid er lyserød og at der sker "trælse og dumme" ting og få et naturligt forhold til eks døden.

Fik en mens og så ventede vi os igen og vi fortalte det med det samme igen -deres kommentarr var juhu men bliver den der så denne gang. Vores svar var at det regnede vi da bestemt med, men der er aldrig nogle garantier i livet. Men den blev der og 27 marts 2010 kom lillebror til verdenen.

Nu venter vi os allerede igen, men denne gang var jeg 17 uger henne før vi sagde noget og det kom sig af at Asta næssten gættede det da maven vokser.

Grunden til vi ville vente denne gang var ikke fordi det med at der kan gå noget galt, men fordi det er så kort tid siden de er belvet storebror og storesøster så vi synes ikke det skullekomme for tidligt. Men de tog de super og glæder sig, nu er de 4 1/2 og 6 1/2 år:0)

Christina

Hej, og tak for svar

Da dine børn var så små, da I fortalte det, har de heller ikke så meget begreb om, hvad der egentlig foregår, og når de ikke kan se babyen eller røre ved den, så har de i den alder heller ikke følelser for babyen - heldigvis, kan man sige, når nu I mistede. Og det er jeg da i øvrigt ked af på jeres vegne  Og god idé, at sige, at babyen passer på jer i himlen

Og tillykke med graviditeten

Vi fortalte det tidligt til Kirstine. Vi havde købt en tryghedsscanning da jeg var 6+5 hvor vi så hjertet banke og at der var en fin blommesæk og at alt så PERFEKT ud. Når det på det tidspunkt er så fint er risikoen for at noget er galt/går galt meget meget lille!

Derfor fortalte vi det til Kirstine samme dag som scanningen, altså 6+5! Hun er 6 år og kunne sagtens mærke at der "var noget på færde". Derudover så kunne Mikkel og jeg jo ikke holde vores mund og var hele tiden ved at tale lidt over os når hun var der, og det var rigtig synd for hende at hun skulle have følt sig sådan uden for helt indtil uge 12. Vores familie vidste det også, og alle havde så svært ved at huske ikke at tale om det når hun var der! Derudover var jeg jo meeeega træt, og det var rart at kunne fortælle at det ikke var fordi at jeg ikke gad hende mere at jeg faldt i søvn på sofaen kl. 18.15 hver dag, he he!

Men hvis man er super god til at holde sin mund, og hvis man ikke lader sig mærke med noget så kan man da bare vente til uge 12! Men hvis man kaster op i stride stråler og er super træt og hele tiden kommer til at snakke lidt om det UDEN at sige det, så synes jeg klart det er bedre at fortælle det til barnet!

Din dreng på 11 år vil jo sagtens kunne mærke en forskel, og han vil også kunne forstå at i er kede af det hvis noget går galt! Så vil han nok også være meget mere forstående, end hvis han bare "ved" at noget er riv-ruskende galt og du græder og er ulykkelig og han ikke ved hvad årsagen er!

 

Det er lige præcis det jeg tænker på, du har ramt hovedet på sømmet  Uanset hvad, så vil han opdage, at der sker et eller andet, for han er ligegodt 11 år, og han er bestemt ikke uintelligent! Han er endda ret moden af sin alder. Og jeg har også fortalt ham, at der nogen gange går noget galt, og man mister sit barn, men det er naturens måde at fortælle, at barnet måske var syg, og så er det bedst, at der istedet kommer en rask. Og det forstod han godt.

Og, som jeg har skrevet før i denne tråd, så fik hans far et barn med min veninde, som de ikke fortalte var hans lillebror, selvom han havde mødt barnet masser af gange - og det gav altså et kæmpe knæk i tilliden, og han vil ikke føres bag lyset igen - derfor bad han om, at være en af de allerførste, der får det at vide, når der er en lillebror eller en lillesøster på vej. Og det forstår jeg sådan set godt.

Tak for svar, i øvrigt

Og tillykke med graviditeten  -hvis jeg da ikke allerede har sagt det

Jeg vil rigtig gerne hører fra flere, hvornår I har/vil fortalt/fortælle jeres børn, at der er et nyt familiemedlem på vej...

jeps, kommer an på alderen:-)

Og i øvrigt hvor tyk man bliver, for det er sørme svært at bortforklarer for større børn:-)

Min søn var jo kun 1 år gammel da jeg var gravid igen og han forstod ikke så meget.

Nu hvor han er 3,5 år, så ville jeg vente med at sige det til efter nf, for han ville aldrig forstå at der skulle være en baby i mors mave og så ikke alligevel hvis det ender i en abort som 2 gange før.

Men havde jeg en ældre søn ville jeg sige det når det var meget tydeligt måske.

Mathilde var godt og vel 5 år da jeg blev gravid med Frederikke. Vi fortalte hende det allerede efter et par dage, og der har jeg vel kun været en 3-4 uger henne.

Det er afhængig af deres alder, synes jeg. Hvis de er små, ville jeg ikke fortælle noget indtil dagen før   Hvis de er lidt størrer, ville jeg fortælle lidt før eller når de selv ved noget, men de har brug for en forklaring. Hvis de er større børn, så kan man forklare dem, når man er helt sikker på, at alt går ok. Grunden er, at 40 uger er lang tid og børnene kan være ret forvirret og deres forventninger kan vokse og vokse og det kan blive til for meget. Også til mor, hvis de spørger hver eneste dag. De små kan ikke helt forstå, jeg husker min ældste, at han ikke engang sagt noget om min mave eller noget. Da jeg allerede var i gang med veer har jeg sagt til ham, at snart kommer der en lille baby til os   Og næste morgen fik han lov til at hilse på ham... Så det er afhængig af hvor meget de kan forstå, tror jeg...

Louisiana28 skriver:

Ja, han forstår udemærket hvad der sker  Men jeg er i tvivl om jeg skal vente så længe, for hvis han overhører en samtale om, at jeg er gravid, inden jeg har sagt det til ham, så ville han aldrig tilgive mig  Og ja, man kan lade være med at snakke om det, når han er i nærheden, men nogen gange smutter sådan noget, lige meget hvor meget man forsøger at holde noget skjult... Han sagde også til mig for noget tid siden, at han ville være den første der fik beskeden om, at jeg var gravid. Han glæder sig meget  Jeg sagde så, at uanset hvordan, så ville det altså blive min kæreste der fik det at vide aller først, han er jo faren. Det kunne han så godt forstå hehe  Men jeg lovede ham ikke noget.

Ja, jeg er i behandling med Pergotime, og har jo lige haft ægløsning, så det bliver nogle laaaaaaaange 14 dage, inden jeg kan teste  Men skal scannes på onsdag, og er ved at dø af spændning over hvor mange æg jeg har dannet

Blev du gravid med Pergotime??

 

JA, jeg har 1 barn "lavet på" pergotime og 1 barn "lavet på" puregon

lisbeth2910 skriver:

JA, jeg har 1 barn "lavet på" pergotime og 1 barn "lavet på" puregon

Fetd!  Jeg er bare så spændt på imorgen, jeg kan næsten ikke holde det ud..! Lige med sådan noget, har jeg INGEN tålmodighed

Hvor hurtigt blev du gravid så??