hvad gør jeg?? Meget langt!

han kan desværre ikke få mere samvær for hun valgte at flytte til den anden ende af lande af samme årsag... og nej han fik ikke bopælretten da han arbejder så meget og det derfor ville blive mig der var der hver dag.

Jeg føler også familien bliver splittet..men det gør den også når vi er sammen for selv en gå tur er vi delt op fordi han ikke vil deltage når vi deltager. Så kan jeg jo ligeså godt være alene og vide at drengen i det mindste er glad.

Han vil ikke spise min mad, han vil ikke have hans lillebror snakker til ham, han vil ikke dele noget som helst og slet ikke sin far så vi ER splittet.

Umiddelbart havde mit svar også været at du skulle tage en alvorlig snak med din mand og få ham til at forstå at et barn på 5-6 år ikke skal sættes i en position, hvor han sapotere jeres familie. Han skal vise sin søn at du og dine børn skal respekteres også selvom det kan virke hårdt i starten. Jeg tror ikke det er så vigtigt at du er alene med hans søn, og det er kun skønt at farmor spiller en rolle i hans liv også. Dine drenge ser op til storebror og vil også passes hos farmor, men lad dog drengen have den glæde at få det tætte forhold, tror hn har brug for det.

Dog vil jeg også sige dette. Nu skriver du at barnet til daglig bor i den anden ende af landet og så fik jeg lige en klump i halsen - selv for os modne mennesker, som ikke er afhængige af tryghed og kærlighed fra de voksne, så er hver anden weekend med rejse frem og tilbage en stor mundfuld - det er da al for stressende for drengen og jeg tror at hans væremåde tildels også er en reaktion på det. Er det jer voksne der sørger for hans transport eller sidder han alene i tog/fly? Hvis han sidder alene, så føler han sig rigtig ensom og forladt. 

Jeg tror egentlig ikke hans reaktion er så usund endda. Mange skilsmisse børn reagerer ved at blive pleasere, som altid sørger for at de andre har det godt og underprioterer sig selv. At han reagere ved at afvise jer/sin far, kan tildels sige noget om at han ikke er bange for at miste din mands kærlighed og han er tryg ved sin far. 

Hvis jeg var jer - så ville jeg lave aftalen med ex'en om, således at drengen besøger jeg i længere perioder fx. en uge -14 dage, men nogle få gange om året. Og jeg ville sørge for at I hentede ham, hvor han bor. Alternativt kan din mand rejse til hans by og besøge han et par weekender om året. 

Håber I finder en løsning der virker for jer

KH

hold da op sikke en omgang du skal stå model til og ikke mindst lillebror..

der må virkelig være en grund til at knægten der ikke vil være sammen med jer.. måske bunder det i måden hans egen mor og din mand gik fra hinanden i sin tid....

du gør kun det du føler bedst for at han skal blive tilfreds. men det kan da bare ikke være rigtigt at et barn på 5 snart 6 år skal splitte jeres familie ad weekend efter weekend fordi han vil have far for sig selv...du er jo fars kone og far har også en anden søn som han oveniøbet er storebror til... det må han lære at respektere... for det er jo sådan landet ligger..

har i evt overvejet at foreslå at knægten kommer til at tale med en form for børnepsykolog og så få fundet frem til problemet i hvorfor han ikke vil have at du og hans lillebror er der..??

jeg kan godt forstå at du har svært ved at tackle drengen fordi at han ikke er din dreng og du føler ikke du kan sige særlig meget.. men han skal jo heller ikke bestemme over dig i DIT hjem og i dine omgivelser..

(har en venninde som oplever nogenlunde det samme med hendes kærestes dreng fra et tidligere forhold, og hun har det hvertfald sådan at hun har svært ved at sige fra og til over for drengen og kræver at det er faren der tager affære...)

men den adfærd bunder i noget som du ikke ved hvad er, det er jeg næsten sikker på... 

Kildebakken skriver:

Umiddelbart havde mit svar også været at du skulle tage en alvorlig snak med din mand og få ham til at forstå at et barn på 5-6 år ikke skal sættes i en position, hvor han sapotere jeres familie. Han skal vise sin søn at du og dine børn skal respekteres også selvom det kan virke hårdt i starten. ( Jeg tror ikke det er så vigtigt at du er alene med sønnen og det er også vigtigt at han har et fastholdepunkt i din bedstemor.)

Dog vil jeg også sige dette. Nu skriver du at barnet til daglig bor i den anden ende af landet og så fik jeg lige en klump i halsen - selv for os voksne, som ikke er afhængige af tryghed fra kærlige voksne, så er hver anden weekend med rejse frem og tilbage en stor mundfuld - det er da al for stressende for drengen og jeg tror at hans væremåde tildels også er en reaktion på det. Er det jer voksne der sørger for hans transport eller sidder han alene i tog/fly? Hvis han sidder alene, så føler han sig rigtig ensom og forladt. 

Jeg tror egentlig ikke hans reaktion er så usund endda. Mange skilsmisse børn reagerer ved at blive pleasere, som altid sørger for at de andre har det godt og underprioterer sig selv. At han reagere ved at afvise jer/sin far, kan tildels sige noget om at han ikke er bange for at miste din mands kærlighed og han er tryg ved sin far. 

Hvis jeg var jer - så ville jeg lave aftalen med ex'en om, således at drengen besøger jeg i længere perioder fx. en uge -14 dage, men nogle få gange om året. Og jeg ville sørge for at I hentede ham, hvor han bor. Alternativt kan din mand rejse til hans by og besøge han et par weekender om året. 

Håber I finder en løsning der virker for jer

KH

han bliver fulgt af sin mor over og hjem igen af sin far, han er skam ikke alene.

Han underprioriterer ikke sig selv..tværtimod, men det er så det mindste af det hele. 

Jeg kunne som bonusmor være ligeglad og se på han ikke er glad men det kan jeg bare ikke, jeg synes det er rigtig synd for drengen.

Han kan ikke være her i længere perioder for han er jo skolebarn og manden har allerede weekender alene med ham så de får deres tid. Min mand ønsker ikke at gå ned i samvær, så er par weekender om året er da heller ikke en løsning for et godt far/søn forhold.

Det kan da godt være vi som familie ikke ville være så splittet, men det vil jo ikke ændre på at min mand vil være splittet mellem os og sin dreng.

han bliver fulgt af sin mor over og hjem igen af sin far, han er skam ikke alene.

Han underprioriterer ikke sig selv..tværtimod, men det er så det mindste af det hele. 

Jeg kunne som bonusmor være ligeglad og se på han ikke er glad men det kan jeg bare ikke, jeg synes det er rigtig synd for drengen.

Han kan ikke være her i længere perioder for han er jo skolebarn og manden har allerede weekender alene med ham så de får deres tid. Min mand ønsker ikke at gå ned i samvær, så er par weekender om året er da heller ikke en løsning for et godt far/søn forhold.

Det kan da godt være vi som familie ikke ville være så splittet, men det vil jo ikke ændre på at min mand vil være splittet mellem os og sin dreng.

Det er rigtig dejligt at høre at han bliver fulgt og jeg er også sikker på at I gør et stort arbejde for at lette det for ham. Jeg tror nemlig ligesom du at han har det ganske rædselsfuldt. 

Når små børn vender sig væk og afviser en, betyder det ofte at de selv føler sig svigtet og afvist, kan du eventuelt finde en metode til at få ham til at føle sig mere som en del af familien? Der er ingen børn på 6 år, der bevidst forsøger at ødelægge en familie eller skabe splid. I voksne kan hjælpe ham, netop ved at være de voksne, der sætter kærlige grænser og ikke se ham som en splidskaber, men som et bange lille barn.

Din mand virker konfliktsky både i forhold til exen og dig - jeg tror du har langt bedre overblik over hvordan det hele kan gøres bedre end nu - så der er ikke andet for end at tale snakken igen, igen. 

Og så vil jeg fastholde at hver anden weekend er din mands behov og ikke sønnens nødvendigvis.

KH

Kildebakken

 (p.s. ja, jeg mente netop at det var et sundhedstegn at han ikke bliver selvudslettende og forsøger at please:-))

Kildebakken skriver:

Det er rigtig dejligt at høre at han bliver fulgt og jeg er også sikker på at I gør et stort arbejde for at lette det for ham. Jeg tror nemlig ligesom du at han har det ganske rædselsfuldt. 

Når små børn vender sig væk og afviser en, betyder det ofte at de selv føler sig svigtet og afvist, kan du eventuelt finde en metode til at få ham til at føle sig mere som en del af familien? Der er ingen børn på 6 år, der bevidst forsøger at ødelægge en familie eller skabe splid. I voksne kan hjælpe ham, netop ved at være de voksne, der sætter kærlige grænser og ikke se ham som en splidskaber, men som et bange lille barn.

Din mand virker konfliktsky både i forhold til exen og dig - jeg tror du har langt bedre overblik over hvordan det hele kan gøres bedre end nu - så der er ikke andet for end at tale snakken igen, igen. 

Og så vil jeg fastholde at hver anden weekend er din mands behov og ikke sønnens nødvendigvis.

KH

Kildebakken

 (p.s. ja, jeg mente netop at det var et sundhedstegn at han ikke bliver selvudslettende og forsøger at please:-))

 

 

Jeg er til dels enig. Man kan sagtens sætte kærlige grænser, men stadig være bestemt, så han forstår det.

isabellamor skriver:

hold da op sikke en omgang du skal stå model til og ikke mindst lillebror..

der må virkelig være en grund til at knægten der ikke vil være sammen med jer.. måske bunder det i måden hans egen mor og din mand gik fra hinanden i sin tid....

du gør kun det du føler bedst for at han skal blive tilfreds. men det kan da bare ikke være rigtigt at et barn på 5 snart 6 år skal splitte jeres familie ad weekend efter weekend fordi han vil have far for sig selv...du er jo fars kone og far har også en anden søn som han oveniøbet er storebror til... det må han lære at respektere... for det er jo sådan landet ligger..

har i evt overvejet at foreslå at knægten kommer til at tale med en form for børnepsykolog og så få fundet frem til problemet i hvorfor han ikke vil have at du og hans lillebror er der..??

jeg kan godt forstå at du har svært ved at tackle drengen fordi at han ikke er din dreng og du føler ikke du kan sige særlig meget.. men han skal jo heller ikke bestemme over dig i DIT hjem og i dine omgivelser..

(har en venninde som oplever nogenlunde det samme med hendes kærestes dreng fra et tidligere forhold, og hun har det hvertfald sådan at hun har svært ved at sige fra og til over for drengen og kræver at det er faren der tager affære...)

men den adfærd bunder i noget som du ikke ved hvad er, det er jeg næsten sikker på... 

Du har da ret i, at jeg har svært ved at sige fra overfor ham..jeg føler jeg er sat ud på et sidespor. for siger jeg noget bliver hans negativitet kun yderligere styrket..så er jeg jo HELE tiden sur og jeg har jo virkelig forsøgt at vi kun har positiv kontakt af hensyn til hans manglende entusiasme for at komme her. JEg tænker over ALT hvad jeg siger, jeg roser ham, jeg 

Hans forældre gik fra hinanden da han var 15 mdr. så han husker naturligvis ikke selv noget..men du kan tro han hører en masse og jeg forstår jo ikke at min mand ikke forlængst har fortalt hende at hun godt kan stikke piben ind og ikke blande deres søn ind i hendes bitterhedtrip, men han lader det passere hver gang.

så det er lidt op ad bakke...selvom vi arbejder på at blive familie så har han jo 14 dage hvor det bliver modarbejdet hvorefter vi igen kan bruge en weekend på det.

Anonym skriver:

Det eneste valg jeg vil give drengen er om han vil se sin far alene og dermed være glad for det eller om han har lyst til at se os alle.

Ja hans mor har det meget svært med os og har ligeud fortalt at vi er nogle man ikke kan li, så klart drengen er stærkt påvirket.

Desværre vil min mand IKKE tage den kamp med sin ex og dermed har vi hele møllen.

JEG vil dog ikke være vidne til en dreng som virkelig er ked af det..som ikke trives og som lader det gå ud over sine mindre søskende som slet ikke forstår noget som helst. Derfor vil jeg hellere sørge for han i det mindste har det dejligt når han er hos sin far.

Her bor de dog så langt fra hinanden at det desværre ikke er muligt bare lige at komme hjem igen, når han vil og min mand virker SLET ikke til at ville lytte til sin søn på det område.

Der ER ingen familiekvalitetstid når han er her for han VIL IKKE deltage i noget når vi andre er med. Det er alt lige fra at gå en tur til at sidde og hygge med the og boller. 

Nu har vi prøvet i mere end 3 år at det er på vores præmisser og os voksne der bestemmer og han bliver mere og mere ked af det og bedre og bedre til verbalt at udtrykke at han ikke vil...så er det virkelig så forkert at give ham valget om hvad han så vil?? om han "bare" vil sin far eller om han vil os som familie???

Jeg håber da på, at når han føler sig hørt at han også selv gerne vil være sammen med os..om ikke andet så ødelægger det da ikke hans forhold til hans far.

En snak med moderen er utopi!

Hej søde ven
Først skal du have et knus 
Men...så vil jeg sige noget til dig.
Du griber det her helt forkert an.
Den lille møgunge NYDER at styre hele jeres familie.
Han NYDER at se jer strides indbyrdes, og stod det til mig, så skulle han have en endefuld.
Nå, det giver man jo ikke børn i vore dage, men en ting er sikkert, du skal holde op med at lade ham bestemme noget som helst.
Han spiller jer alle sammen ud imod hinanden, og står med et stort frydefuldt grin og iagtager den frustration og smerte som I alle sammen lider under.
Og det skal stoppes helt.
Han har bare at opføre sig ordentligt, spise den mad som I andre får, være god mod sine søskende..og dig.
Selvfølgelig kan hans far og ham tage en alene dag et par gange om året, han er jo den store...men det skal være når det passer ind i jeres familieliv..
Resten af tiden skal han dælme tilpasse sig jeres familie.
Ja, jeg ved godt det er barske ord, men du gør jer alle sammen en kæmpe bjørnetjeneste med al den given efter, og det vil aldrig stoppe eller blive bedre.
Tænk grundigt over det, og få så nogle andre boller på suppen.
Stort og kærligt knus herfra

Sussie

Jeg tror altså også problemet ligger i at drengen fornemmer de dårlige vibes hjemmefra, for som udgangspunkt kan så små børn lide de mennesker som behandler dem godt. Det er ihvertfald min fornemmelse. Så hans "had" til dig må komme et andet sted fra.

Det er pisse ærgeligt at situationen er som den er, men det er desværre nogle gange vilkårene i denne "bonusverden" og det er så synd at børn skal leve i det, for de har ihvertfald ikke været med til at skabe situationen.

Håber i kan finde en løsning.

Anonym skriver:

Du har da ret i, at jeg har svært ved at sige fra overfor ham..jeg føler jeg er sat ud på et sidespor. for siger jeg noget bliver hans negativitet kun yderligere styrket..så er jeg jo HELE tiden sur og jeg har jo virkelig forsøgt at vi kun har positiv kontakt af hensyn til hans manglende entusiasme for at komme her. JEg tænker over ALT hvad jeg siger, jeg roser ham, jeg

Hans forældre gik fra hinanden da han var 15 mdr. så han husker naturligvis ikke selv noget..men du kan tro han hører en masse og jeg forstår jo ikke at min mand ikke forlængst har fortalt hende at hun godt kan stikke piben ind og ikke blande deres søn ind i hendes bitterhedtrip, men han lader det passere hver gang.

så det er lidt op ad bakke...selvom vi arbejder på at blive familie så har han jo 14 dage hvor det bliver modarbejdet hvorefter vi igen kan bruge en weekend på det.

Det virker også som om i ikke sætter grænser for ham. Jeg forstår overhovedet ikke hvorfor du eller din mand tillader han snakker sådan til jer i familien.

en måde som i måske kunne starte ud på var at faren sagde hvis du opføre dig ordenligt og deltager i ALT, plus ikke snakker grimt til dine søskende og stedmor. Så kan vi tog tage en far søn dag sammen for eks. tage i bio eller lign.

Har i overvejet den model? dvs hvis han så ikke opfylder de krav så er det bare ærgeligt så får han ikke lov til at have far i noget tid for sig selv. For det som jeg så tænker er at så kan det være han finder ud af hvor hyggeligt det i virkeligheden er at have søskende og en ekstra familie.

Perl skriver:

Det virker også som om i ikke sætter grænser for ham. Jeg forstår overhovedet ikke hvorfor du eller din mand tillader han snakker sådan til jer i familien.

en måde som i måske kunne starte ud på var at faren sagde hvis du opføre dig ordenligt og deltager i ALT, plus ikke snakker grimt til dine søskende og stedmor. Så kan vi tog tage en far søn dag sammen for eks. tage i bio eller lign.

Har i overvejet den model? dvs hvis han så ikke opfylder de krav så er det bare ærgeligt så får han ikke lov til at have far i noget tid for sig selv. For det som jeg så tænker er at så kan det være han finder ud af hvor hyggeligt det i virkeligheden er at have søskende og en ekstra familie.

Vi tillader da heller ikke at han taler sådan! Når han taler grimt til sin lillebror så får han det skam afvide.

At han udtrykker sine følelser vil jeg så ikke stoppe for så komme jo bare til udtryk på en anden måde (fysisk) Det har vi allerede rigeligt med.

Vi har prøvet belønningssystemet men han kan ikke holde det - hverken manden eller sønnen.

min mand vil jo også kun at deres samvær bliver så godt som muligt og kan derfor godt have en tendens til at "købe" sine børn. Nok også dårlig samvittighed over han arbejder så meget.

Drengen har det svært..og det er her der er grænser. Men ialt 4 børn herhjemme når han er her så er vi nødt til at have grænser og regler. Hjemme er han dog enebarn og altid i centrum og det vil han også gerne være her.