:'(

Bliver simpelthen nødt til at have mine tanker ned på skrift.... I går kom jeg hjem fra arbejde. Casper havde lavet mad og vi satte os til at spise. Jeg når ikke at spise særlig meget inden min telefon ringer. Det er min far. Han græder rigtig meget og jeg tænker allerførst: Åh gud nej min farmor er død.... Der går lidt inden han kan sige hvad der er galt, men så siger han: Conny er død... Conny er min faster. Jeg bryder fuldstændig sammen og tænker alle mulige grimme tanker. Er hun blevet kørt ned? Er der nogen der har gjort hende noget? Jeg kan slet ikke forstå det for hun var ikke syg. Min far fortæller at hendes mand fandt hende liggende død på gulvet da han kom hjem. Det er så forfærdeligt!!!! Jeg kan ikke lade være med at tænke på om hun har mærket noget. Om hun har haft ondt og om hun har været bange og ligget der alene.... Jeg håber hun har været væk med det samme... Jeg kan slet ikke holde ud at tænke på det.

Jeg tog hjem til min farmor med det samme. Min farmor har 7 børn og vi kom allesammen. Jeg havde så ondt af min farmor. Tænk at miste sit barn... Conny er hendes ældste datter.... Eller var..... Jeg græd så meget. Jeg kan slet ikke forstå at jeg aldrig skal snakke med hende igen. Hun var så omsorgsfuld og gjorde så mange søde ting for andre. Det er så underligt at hun bare er væk nu....

Vi tog i samlet flok ud på skadestuen og skulle sige farvel til hende. Hun lå inde på en stue hvor der var tændt levende lys. Vi gik ind på skift. Det lignede slet ikke hende.... Det gik virkelig op for mig lige der at vores krop bare er et hylster. Det var slet ikke Conny der lå der. Det var ligesom om at hun var væk. Det der var hende var et andet sted nu.... Jeg fik sagt nogle ord til hende og fik sagt farvel. Jeg var glad for at jeg fik lov at se hende en sidste gang inden jeg aldrig får lov at se hende igen. Synes det er så uretfærdigt!!! Hende og hendes mand har lige holdt sølvbryllup. Hvor må det være svært at skulle til at undvære den person man har levet sammen med i 30 år. Hvordan gør man det???? Puha... Jeg ved slet ikke hvad jeg skal tænke eller gøre... Jeg har ringet på mit arbejde og sagt jeg ikke kommer i dag. Jeg græd i røret.... Så afleverer jeg Carla i dagplejen og tager hjem til min farmor så vi kan være samlet igen i dag. Jeg kan ikke holde ud at gå alene hjemme og være så ked af det.....

 Føler med dig og din famile, sender jer varme tanker. Det er bare ikke nemt at midste en man holde af og selv ikke på denne måde.....

Åh nej,søde et kæmpe trøstende knus herfra!Det er så forfærdeligt...jeg ved desværre alt om hvordan du har det.Jeg mistede også pludselig min elskede onkel,48 år gammel faldt han om med en blodprop i hjertet.Og i den periode mistede vi også lige 6 bedsteforældre på 3 år.Puuuha,det er så hårdt,og jeg kan godt huske det der med ikke at vil være alene.Så det er rigtig godt du kan være sammen med familien,det synes jeg i hvert fald hjalp rigtig meget,så man også kan få snakket sammen.

Og ps. så mistede jeg jo så også min hund gennem 15½ år sidste mandag,så jeg er også,igen,igen,i dyb sorg.

Men alt bliver bedre med tiden,og det går hurtigt,selvom man ikke tror det lige i situatonen.

åh nej Michella. Det gør mig frygtelig ondt!!! Du og familien får min dybeste medfølelse! Hvor må det være helt forfærdeligt for din farmor og din fasters mand...ja jer allesammen selvfølgelig!

Jeg synes det er en god idé at være samlet hos din farmor. Trøst hinanden alt hvad I kan i denne svære tid!!!

Kram fra Tina.

åh hvor er det forfærdeligt! puha god ide at I samles i sorgen, det er slet ikke rart at være alene når man er rigtig ked af det!

Det var da skrækkeligt for jer! Ved I ikke hvad hun døde af?

Jeg håber I finder støtte hos hinanden i familien i en sådan svær tid.

Jeg føler med jer!

michella80 skriver:

Bliver simpelthen nødt til at have mine tanker ned på skrift.... I går kom jeg hjem fra arbejde. Casper havde lavet mad og vi satte os til at spise. Jeg når ikke at spise særlig meget inden min telefon ringer. Det er min far. Han græder rigtig meget og jeg tænker allerførst: Åh gud nej min farmor er død.... Der går lidt inden han kan sige hvad der er galt, men så siger han: Conny er død... Conny er min faster. Jeg bryder fuldstændig sammen og tænker alle mulige grimme tanker. Er hun blevet kørt ned? Er der nogen der har gjort hende noget? Jeg kan slet ikke forstå det for hun var ikke syg. Min far fortæller at hendes mand fandt hende liggende død på gulvet da han kom hjem. Det er så forfærdeligt!!!! Jeg kan ikke lade være med at tænke på om hun har mærket noget. Om hun har haft ondt og om hun har været bange og ligget der alene.... Jeg håber hun har været væk med det samme... Jeg kan slet ikke holde ud at tænke på det.

Jeg tog hjem til min farmor med det samme. Min farmor har 7 børn og vi kom allesammen. Jeg havde så ondt af min farmor. Tænk at miste sit barn... Conny er hendes ældste datter.... Eller var..... Jeg græd så meget. Jeg kan slet ikke forstå at jeg aldrig skal snakke med hende igen. Hun var så omsorgsfuld og gjorde så mange søde ting for andre. Det er så underligt at hun bare er væk nu....

Vi tog i samlet flok ud på skadestuen og skulle sige farvel til hende. Hun lå inde på en stue hvor der var tændt levende lys. Vi gik ind på skift. Det lignede slet ikke hende.... Det gik virkelig op for mig lige der at vores krop bare er et hylster. Det var slet ikke Conny der lå der. Det var ligesom om at hun var væk. Det der var hende var et andet sted nu.... Jeg fik sagt nogle ord til hende og fik sagt farvel. Jeg var glad for at jeg fik lov at se hende en sidste gang inden jeg aldrig får lov at se hende igen. Synes det er så uretfærdigt!!! Hende og hendes mand har lige holdt sølvbryllup. Hvor må det være svært at skulle til at undvære den person man har levet sammen med i 30 år. Hvordan gør man det???? Puha... Jeg ved slet ikke hvad jeg skal tænke eller gøre... Jeg har ringet på mit arbejde og sagt jeg ikke kommer i dag. Jeg græd i røret.... Så afleverer jeg Carla i dagplejen og tager hjem til min farmor så vi kan være samlet igen i dag. Jeg kan ikke holde ud at gå alene hjemme og være så ked af det.....

Åh nej Michella
Hvor er det trist trist trist...

Det er så uretfærdigt når sådan noget sker og det gør bare så ondt!

Der er desværre ingen ord der kan trøste og fjerne smerten lige nu, men du skal vide at jeg tænker på dig!

Åh det gør mig ondt..... :(

Sender tusinde kram og trøste knus af sted imod dig...