Barsel... At gå hjemme så længe...

For mit vedkommende var det en blandet fornøjelse. Tristan startede med at være en uge på Neo. Ved godt en uge ikke er meget i forhold til andre, der ligger på afdelingen, men det gav mig en akavet start som mor. Jeg havde svært ved at binde mig til ham og havde det rigtig træls med, at han ikke var hos mig på barselsgangen. Jeg tror, det som gjorde udfaldet for den akavede start bl.a. var en sygeplejerske, der på andendagen "skældte mig ud" for at komme ned og tage ham ud af kuvøsen, for at ligge og putte med ham. Jeg fik at vide at jeg også skulle tænke på ham og ikke kun mit eget behov :'( Det gjorde at jeg bare sad og kiggede på ham i kuvøsen og var nervøs for, om jeg nu kunne tage ham ud. Puha, får helt tårer i øjnene nu af at tænke på det :'( Natten mellem den tredje og fjerde dag havde jeg det SÅ forfærdeligt. Jeg græd og græd ovar at han ikke var hos mig. Der var en supersød sygeplejerske på vagt, der snakkede med mig og sagde, at jeg til enhver tid måtte tage ham ud, så længe han blev holdt varm. Så gik hun med mig på Neo og fik en af deres natsygeplejersker til at hjælpe mig tilrette, så jeg kunne ligge med ham og sove. Dén nat blev jeg mor følelsesmæssigt. Det var den mest fantastiske nat for mig (L)(L)(L) Jeg kan også stadig huske, da jeg trillede afsted med ham ud af Neo og op på afdelingen. Jeg var så pavestolt og gik og smågræd af lykke. Nå, det var lidt et sidespor. Jeg rendte ind i en efterfødselsreaktion, nok mest pga mit eget forhold til min mor, og det gjorde at min barsel ikke var specielt sjov. Hverken for mig selv eller vores forhold. Jeg forsøgte ihærdigt ikke at påvirke Tristan, når jeg var ked af det...men det er jo lidt svært, når jeg var den eneste til at tage mig af ham i dagstimerne :( En dag, der ramlede det hele for mig og jeg kunne hverken få fat i Sef, mine veninder eller nogen i familien. Det endte med jeg ringede til min skønne SP, der var hos mig 15 min efter. Hun blev og snakkede med mig i 1½ time. Dagen efter havde hun fået fremskyndet DP plads og fået mig med i et terapiforløb. Så derfor havde jeg ikke den bedste barsel og derfor kom Tristan i DP, da han var ca 9 mdr gammel. Knus Rikke (H)

[citat][f][småt]Rikke Lyngholm skriver:[/småt][/f] For mit vedkommende var det en blandet fornøjelse. Tristan startede med at være en uge på Neo. Ved godt en uge ikke er meget i forhold til andre, der ligger på afdelingen, men det gav mig en akavet start som mor. Jeg havde svært ved at binde mig til ham og havde det rigtig træls med, at han ikke var hos mig på barselsgangen. Jeg tror, det som gjorde udfaldet for den akavede start bl.a. var en sygeplejerske, der på andendagen "skældte mig ud" for at komme ned og tage ham ud af kuvøsen, for at ligge og putte med ham. Jeg fik at vide at jeg også skulle tænke på ham og ikke kun mit eget behov :'( Det gjorde at jeg bare sad og kiggede på ham i kuvøsen og var nervøs for, om jeg nu kunne tage ham ud. Puha, får helt tårer i øjnene nu af at tænke på det :'( Natten mellem den tredje og fjerde dag havde jeg det SÅ forfærdeligt. Jeg græd og græd ovar at han ikke var hos mig. Der var en supersød sygeplejerske på vagt, der snakkede med mig og sagde, at jeg til enhver tid måtte tage ham ud, så længe han blev holdt varm. Så gik hun med mig på Neo og fik en af deres natsygeplejersker til at hjælpe mig tilrette, så jeg kunne ligge med ham og sove. Dén nat blev jeg mor følelsesmæssigt. Det var den mest fantastiske nat for mig (L)(L)(L) Jeg kan også stadig huske, da jeg trillede afsted med ham ud af Neo og op på afdelingen. Jeg var så pavestolt og gik og smågræd af lykke. Nå, det var lidt et sidespor. Jeg rendte ind i en efterfødselsreaktion, nok mest pga mit eget forhold til min mor, og det gjorde at min barsel ikke var specielt sjov. Hverken for mig selv eller vores forhold. Jeg forsøgte ihærdigt ikke at påvirke Tristan, når jeg var ked af det...men det er jo lidt svært, når jeg var den eneste til at tage mig af ham i dagstimerne :( En dag, der ramlede det hele for mig og jeg kunne hverken få fat i Sef, mine veninder eller nogen i familien. Det endte med jeg ringede til min skønne SP, der var hos mig 15 min efter. Hun blev og snakkede med mig i 1½ time. Dagen efter havde hun fået fremskyndet DP plads og fået mig med i et terapiforløb. Så derfor havde jeg ikke den bedste barsel og derfor kom Tristan i DP, da han var ca 9 mdr gammel. Knus Rikke (H)[/citat] Okai... Ja starten må ikke havde været rar for dig... Får os helt tårer i øjnene bare ved at læse det...

jeg elskede det.
synes altid der var noget af lave.
og have en veninde der gik på barsel samtide med mig og en veninde der gik sygmeldt og hold op det var hyggeligt