Jeg kunne næsten selv have skrevet det indlæg for 5-6 år siden. Jeg havde en kæreste med et tysk efternavn i 3 mdr og pludselig var jeg gravid, på p-piller og det hele. Jeg troede virkelig at det skulle være os - vi var VILDT forelskede, men da jeg blev gravid begyndte vi straks at diskutere alt muligt og jeg synes netop at han var SÅ umoden at høre på til tider.
Vi bestilte tid til en abort, men var stadig tvivl. Så skete der det at jeg aborterede og havde en rigtig træls abort hvor jeg blev indlagt til smertebehandling - og så stod han ellers helt af. Pludselig var der aaalt muligt han skulle derhjemme hos sine forældre (og jeg er ret sikker på at han løj og var alle mulige andre steder også), mens jeg lå hjemme og skulle komme mig.
Vi kæmpede videre i 1,5 år, men det blev aldrig rigtig godt igen. I dag kan jeg prise mig LYKKELIG for at jeg ikke fik det barn og skullet kæmpe med den idiot resten af mine dage for at få tingene til at hænge sammen som "skilsmisse"forældre - for det forhold ville aldrig have holdt til en baby!!!
Jeg er SÅ GLAD for at jeg fik lov at opleve at møde den rette, lære ham at kende gennem flere år, aftale at nu var vi klar, at glæde os sammen og tage den graviditetstest med krydsede fingre for et positivt resultat. Vi kunne NYDE graviditeten og hygge og blive endnu mere forelskede mens maven bare blev større.
Mit råd til dig er (selvom det lyder hårdt) at vente med at få barn til du og den mand du er sammen med virkelig ØNSKER jer et barn og er i et harmonisk forhold der kan holde til det kæmpe pres det lægger på et parforhold at få et barn. Jeg synes du (og alle) fortjener at få en rigtig dejlig oplevelse når du venter dit første barn - ikke en usikker tid med kærestesorg og en mand der sårer og skuffer både dig og barnet i sin umodenhed...
Knus herfra
Rosa
Anmeld