MIN FØRSTE KLAGESAG SOM LÆGE

Ja den er på vej 8( Ikke fedt. Jeg ville stadig, set i bagklogskabens lys, ikke have ændret mine handlinger.

En svært kronisk syg terminal cancerpatient med metastaser overalt og så meget kræft ned igennem spiserøret, at hun ikke var i stand til at spise lå på vores afdeling. Hun var så afkræftet, at hun kun kunne ligge stille hen i sengen, og hun kunne kun hviske. Hendes søn er ph.d. i ernæring og ønskede for alt i verden at holde hende i live 8( Derfor passede han hende hjemme, hvor hun fik mad igennem en sonde.

Denne patient ønskede at dø. Hun havde hjemme revet sonden op, jeg var dén der indlagde hende, hun sagde til mig hun kun ønskede at dø. Sønnen overtalte hende indlæggelsen til igen at få lagt en sonde. Det kunne ikke lade sig gøre, der var for meget kræft ned igennem spiserøret. Dvs. der skulle lægges en sonde ind igennem huden og ind til mavesækken, det ville patienten ikke være med til. I stedet fik sønnen overtalt hende til at jeg lagde et drop, hvori hun så fik mad og væske.

Da overlægen, jeg havde vagt sammen med, senere om eftermiddagen skulle gå stuegang på patienten, var sønnen gået og patienten havde revet sit drop ud. Hun ønskede IKKE et nyt drop, hun ville dø, og hun gentog dette 3 gange overfor vores overlæge, der valgte at respektere patientens ønske.
Så gik overlægen hjem. Et par timer senere kom patientens søn igen og ringede som en vanvittig på klokken og krævede at patienten skulle have lagt drop. Jeg sagde, hans mor ikke ønskede at få lagt drop, og at det måtte vi respektere. Han flippede helt ud og truede med at komme efter mig med trommer og basuner osv. Jeg så ham lige ind i øjnene og sagde, at det måtte han så gøre, for jeg var NØDT TIL som hans mors læge at behandle hende ifølge hendes ønsker og ikke ifølge hans (sønnens) ønsker.

Efterfølgende kom klagesagen 8(

Det er hårdt men jeg fortryder intet og der er selvfølgelig fuld opbakning fra alle læger og sygeplejersker på afdelingen.

(H) fra Tina med en historie fra det virkelige liv

Puha, sikke en omgang......det må ikke altid være sjov at stå i din situation......efter min ufaglige - men meget menneskelige mening, syntes jeg du/I traf den rigtige beslutning. Sønnen trænger til at forstå nogle ting.

Puha, sikke noget.....

Mange tanker fra
Lone

[citat][f][småt]lonemus skriver:[/småt][/f] Puha, sikke en omgang......det må ikke altid være sjov at stå i din situation......efter min ufaglige - men meget menneskelige mening, syntes jeg du/I traf den rigtige beslutning. Sønnen trænger til at forstå nogle ting. Puha, sikke noget..... Mange tanker fra Lone[/citat] Din vurdering er helt rigtig :) Patienten var helt normalt tænkende, at lægge et drop på hende mod hendes vilje ville have været tvangsbehandling, hvilket er ulovligt, med mindre patienten er psykotisk. Sønnen har virkelig et problem :'( og det var EKSTREMT ubehageligt hvordan han prøvede at tvinge mig til at forlænge sin mors liv, selvom hun INGEN livskvalitet har tilbage (hun lever endnu). (H) og tak for svar Tina

jeg har fuldt ud forståelse for din/jeres handling. har selv arbejdede på sygehus godt nok som rengøring, men at se mennesker som ikke har deres livskvalitet mere og at de endelig bare ligger og venter på at deres krop giver op, er ikke nogle rar ting at se. det er dejligt at hører at du har din afd som opbakning. mange knuz fra tasha33

tasha33 skriver:

jeg har fuldt ud forståelse for din/jeres handling. har selv arbejdede på sygehus godt nok som rengøring, men at se mennesker som ikke har deres livskvalitet mere og at de endelig bare ligger og venter på at deres krop giver op, er ikke nogle rar ting at se. det er dejligt at hører at du har din afd som opbakning. mange knuz fra tasha33

Nej og så er det lidt uforståeligt at de pårørende ikke hellere vil deltage i at give patienten den ønskede fred end at trække pinen i langdrag :(

sønnen er en forbistret egoist!! han holder jo moderen i live for sin egen skyld... nar!!

charlottekri skriver:

sønnen er en forbistret egoist!! han holder jo moderen i live for sin egen skyld... nar!!

Selvom jeg sikkert ikke må komme med sådanne udtalelser som læge, er jeg enig med dig >(

Ja det må være hårdt for dig men jeg synes det er sejt gået af dig og det var jo morens ønske og ikke sønnens
Godt den på afd.. bakker dig op .
Kan ikke forstå han ikke ville hjælpe sin mor til at få det bedre (at få fred ) måske er det svært når det er hans mor men jeg synes helt sikkert du har handlet rigtigt efter patiens ønske

ønsker dig held og lykke med sagen

(H) mie

Jeg er social- og sundhedshjælper og har jo langfra et ansvar som dit. Men jeg kan halt klart genkende dine oplevelser. Der er mange pårørende der reagerer som ham du fortæller om. I deres iver for at gøre alt så godt glemmer de om det er deres eget behov eller patientens.

Du kunne ikke have gjort andet end du gjorde, havde du valgt at følge sønnen havde det været overgreb på en kvinde der selv var i stand til at vælge. Og dermed netop noget at klage over.
Men forvent aldrig at sønnen forstår. Når han engang får uret i sin klage vil han bare mene at patientklagerådet er på din side:-( Han er uden for pædagogisk rækkevidde. Han af alle burde netop vide at ernæring på dette tidspunkt da er at trække pinen ud for moderen når hun nu vil noget andet. Jeg spekulerer på hvilke vilkår han har budt hende ved at passe hende i hjemmet. Men det er svært at blive konfronteret med sin egen magtesløshed og dødelighed, hvem ville ikke kunne ønske at det var anderledes.

Måske befinder han sig lige nu i krise over moderens sygdom og som du jo ved, så er netop dem i kitler også dem det er nemt at lade sin harme (retfærdig eller ej) gå ud over.

Nu ved jeg ikke hvor længe du har været læge, men jeg kan desværre sige at man bliver hårdhudet med tiden. Se det her som en proces du kan drage erfaringer af. Om så erfaringen "kun" er hvor vigtigt det er at lægge kittel og bekymringer fra sig når man kommer hjem. Og hvordan man står op og går på arbejde igen efter sådan en tur i møllen. Så er det også en erfaring der er god at have med videre.

Jeg har selv oplevet at få en uberittiget klage som sosu-hjælper og var til møder med ledelse, tillidsrep og hele møllen igennem. Det var svært at komme ovenpå igen selv om klagen var ubegrundet.
Efter en barsel forlod jeg faget, men det havde jeg nok gjort alligevel. Nu havde jeg altså også kun brugt 1 år på uddannelsen og ikke så mange år som du:-) Lad det ikke slå dig ud.

Held og lykke
Berith

Hejsa

Hvis den mand elsker sin mor ville han respektere hendes ønsker, når han ikke gør det er det godt der findes læger som dig der gør!

Mange hilsner

Lotte, der iøvrigt undre sig over man kan behandle sin egen mor på den måde