morx4 skriver:
Hej alle i kloge kvinder, undskyld at mit første indleg bliver så sumbert, men jeg har bare sådan behov for at få lukke dampen ud!
jeg er lige flyttet med min mand og vores 4 småbørn til sverige, et valg som jeg er intens lykkelig over! vi har været gift i snart 6 år, kendt hinanden i næsten 11, og har lige fået vor 4. barn for 2 måneder siden, alle 4 er de sunde og raske og både graviditet og fødsel gik som det skulle.. dog er der en dyb ulykke midt i al denne lykke.
min mand har en depresion, og har nok haft den hele vores forhold igennem, men de sidste par år mærker jeg den mere intens hos ham. bl.a. viser den sig meget tydeligt når han er stresset eller præsset, hvor han altid udarter sig ved at overfalde vores 3 ældste børn verbalt, og desvære også ofte fysiskt.
når de virkelig går ham på nærverne så giver han dem et klap på kinden eller baghovedet, eller de får et klap på numsen. aldrig mere end 1!!
dog er det eskaleret meget her de seneste par måneder, og jeg har bl.a. herfor givet ham et ultimatum. jeg har ofte før forsøgt at vække ham, på diverse måder, desvære uden held.
nu har jeg så bedt ham finde en anden måde at komme af med dampen og aggretionerne på, ellers forlader jeg ham og tager børnene med.. min mand er meget konfliktsky, og har det med at tige stille når jeg konfrontere ham, nok i håb om at stormen vil blæse over. en tendens der irretere mig grusomt!!! jeg føler at han ikke tager mig, mine bekymringer om vores børns velbefindende, og vores forhold seriøst! jeg har opdaget at jeg er begyndt at undskylde hans opførsel over for mig selv og børnene:
jamen han har også så meget om ørene, far har en dum dag... osv osv -det er sgu da ikke ok!!!??
min søn på 5 svarede sidst jeg sage at far havde en dum dag, at det har han da altid... UPS MOR!!! 
Jeg bekymre mig for mine børns opvægst, og de erfaringer de får af hans behandling af dem, og overvejer herfor stærkt at forlade ham for at få ham til at vågne op. jeg har bare et problem og det er at jeg er helt sikker på at det ikke vil virke!!!
hvis jeg forlader ham og flytter med mine børn til en anden lejlighed, så håber jeg jo på at min elskede mand får sig sådant et chock at han pludseligt godt kan holde et job, komme op hverdag, lade være med at udskyde alt der SKAL gøres og få kontrol over sit liv, temprement og depresionen, og så på den måde 'fortjæne' at få os tilbage så vi kan være en ''rigtig familie'' igen (no offence single moms and dads) men jeg er helt sikker på at hvis vi flytter så drikker han sig i hjel! eller springer foran et tog, eller tager sig en RIIIIIIIIIIIIgtig lang svømmetur... og hvad så? det er ikke noget han har truet med, for som sagt så siger han aldrig noget når jeg prøver at tale med ham om mine bekymringer...
jeg beklager igen mit sombre indlæg, jeg har bare ikke nogen andre at tale med, og min mand sluger alt min energi og livslyst i øjeblikket, da jeg konstant har følelsen af at jeg skal være på vagt til at lege løve for at beskytte mine børn mod hans vrede, og det gør sgu ondt! det er da ikke normalt??!
jeg er selv vokset op i en familie med en extrem far, hvis opførsel linede meget min mands, omend min far ikke var fysisk og verbalt men psykisk voldlig.. herfor er jeg også bange for at jeg måske overreagere og ser det hele værre end det egentligt er? eller måske precist omvendt, og ikke tager signalerne og farren alvorligt nok?
kom med jeres meninger og gode råd, og i hvertfald tak fordi jeg måtte låne jeres øre lidt.
hilsen Marie
Har ikke læst de andre indlæg, så nu svarer jeg bare.
Du skriver, at du selv er vokset op med en far der var voldelig, - har du tænkt over at det er derfor du nu bor med en mand som er voldelig? Hvem mon dine børn bor sammen med om 20 år? En mand der er voldelig måske? Du gentager mønstret, og hvis ikke du bryder det NU, så går det ud over dine børn resten af deres liv, og sikkert også dine børnebørn!! Det er DIG der har ansvaret for at bryde mønstret!!
Du tror at din mand vil gøre skade på sig selv, og måske vil han, måske vil han ikke, - det er under alle omstændigheder IKKE dit ansvar. Det kunne også tænkes, at familiens exit, var det som fik ham til at vågne op og gå til læge! Har han søgt hjælp for sin depression? Hvis ikke han har, - så er det dælme på tide!! Og hvis han har, så skal han have mere hjælp!!
Det chokerer mig,at du kan acceptere en mand som slår dine børn?!?! Hvordan kan du?? Hvad vil du svare dine børn, når de om 15-20-25 år kommer og spørger dig "Mor, hvorfor flyttede du ikke fra far, så vi ikke skulle opleve psykisk og fysisk mishandling i hele vores barndom? Hvad var det, der var så fantastisk ved far, at du satte hans tarv over vores?! Hvad vil du svare??
