tror jeg snart blir alene...

Hej alle i kloge kvinder, undskyld at mit første indleg bliver så sumbert, men jeg har bare sådan behov for at få lukke dampen ud!

jeg er lige flyttet med min mand og vores 4 småbørn til sverige, et valg som jeg er intens lykkelig over! vi har været gift i snart 6 år, kendt hinanden i næsten 11, og har lige fået vor 4. barn for 2 måneder siden, alle 4 er de sunde og raske og både graviditet og fødsel gik som det skulle.. dog er der en dyb ulykke midt i al denne lykke.

min mand har en depresion, og har nok haft den hele vores forhold igennem, men de sidste par år mærker jeg den mere intens hos ham. bl.a. viser den sig meget tydeligt når han er stresset eller præsset, hvor han altid udarter sig ved at overfalde vores 3 ældste børn verbalt, og desvære også ofte fysiskt.

når de virkelig går ham på nærverne så giver han dem et klap på kinden eller baghovedet, eller de får et klap på numsen. aldrig mere end 1!!

dog er det eskaleret meget her de seneste par måneder, og jeg har bl.a. herfor givet ham et ultimatum. jeg har ofte før forsøgt at vække ham, på diverse måder, desvære uden held.

nu har jeg så bedt ham finde en anden måde at komme af med dampen og aggretionerne på, ellers forlader jeg ham og tager børnene med.. min mand er meget konfliktsky, og har det med at tige stille når jeg konfrontere ham, nok i håb om at stormen vil blæse over. en tendens der irretere mig grusomt!!! jeg føler at han ikke tager mig, mine bekymringer om vores børns velbefindende, og vores forhold seriøst! jeg har opdaget at jeg er begyndt at undskylde hans opførsel over for mig selv og børnene:

jamen han har også så meget om ørene, far har en dum dag... osv osv -det er sgu da ikke ok!!!??

min søn på 5 svarede sidst jeg sage at far havde en dum dag, at det har han da altid... UPS MOR!!!

Jeg bekymre mig for mine børns opvægst, og de erfaringer de får af hans behandling af dem, og overvejer herfor stærkt at forlade ham for at få ham til at vågne op. jeg har bare et problem og det er at jeg er helt sikker på at det ikke vil virke!!!

hvis jeg forlader ham og flytter med mine børn til en anden lejlighed, så håber jeg jo på at min elskede mand får sig sådant et chock at han pludseligt godt kan holde et job, komme op hverdag, lade være med at udskyde alt der SKAL gøres og få kontrol over sit liv, temprement og depresionen, og så på den måde 'fortjæne' at få os tilbage så vi kan være en ''rigtig familie'' igen (no offence single moms and dads) men jeg er helt sikker på at hvis vi flytter så drikker han sig i hjel! eller springer foran et tog, eller tager sig en RIIIIIIIIIIIIgtig lang svømmetur... og hvad så? det er ikke noget han har truet med, for som sagt så siger han aldrig noget når jeg prøver at tale med ham om mine bekymringer...

jeg beklager igen mit sombre indlæg, jeg har bare ikke nogen andre at tale med, og min mand sluger alt min energi og livslyst i øjeblikket, da jeg konstant har følelsen af at jeg skal være på vagt til at lege løve for at beskytte mine børn mod hans vrede, og det gør sgu ondt! det er da ikke normalt??!

jeg er selv vokset op i en familie med en extrem far, hvis opførsel linede meget min mands, omend min far ikke var fysisk og verbalt men psykisk voldlig.. herfor er jeg også bange for at jeg måske overreagere og ser det hele værre end det egentligt er? eller måske precist omvendt, og ikke tager signalerne og farren alvorligt nok?

kom med jeres meninger og gode råd, og i hvertfald tak fordi jeg måtte låne jeres øre lidt.

hilsen Marie

Hvor gammel er dine børn?

Har selv haft en dep. og ved at før man vågner skal der virkelig noget til, og gerne i det ekstreme.

morx4 skriver:

Hej alle i kloge kvinder, undskyld at mit første indleg bliver så sumbert, men jeg har bare sådan behov for at få lukke dampen ud!

jeg er lige flyttet med min mand og vores 4 småbørn til sverige, et valg som jeg er intens lykkelig over! vi har været gift i snart 6 år, kendt hinanden i næsten 11, og har lige fået vor 4. barn for 2 måneder siden, alle 4 er de sunde og raske og både graviditet og fødsel gik som det skulle.. dog er der en dyb ulykke midt i al denne lykke.

min mand har en depresion, og har nok haft den hele vores forhold igennem, men de sidste par år mærker jeg den mere intens hos ham. bl.a. viser den sig meget tydeligt når han er stresset eller præsset, hvor han altid udarter sig ved at overfalde vores 3 ældste børn verbalt, og desvære også ofte fysiskt.

når de virkelig går ham på nærverne så giver han dem et klap på kinden eller baghovedet, eller de får et klap på numsen. aldrig mere end 1!!

dog er det eskaleret meget her de seneste par måneder, og jeg har bl.a. herfor givet ham et ultimatum. jeg har ofte før forsøgt at vække ham, på diverse måder, desvære uden held.

nu har jeg så bedt ham finde en anden måde at komme af med dampen og aggretionerne på, ellers forlader jeg ham og tager børnene med.. min mand er meget konfliktsky, og har det med at tige stille når jeg konfrontere ham, nok i håb om at stormen vil blæse over. en tendens der irretere mig grusomt!!! jeg føler at han ikke tager mig, mine bekymringer om vores børns velbefindende, og vores forhold seriøst! jeg har opdaget at jeg er begyndt at undskylde hans opførsel over for mig selv og børnene:

jamen han har også så meget om ørene, far har en dum dag... osv osv -det er sgu da ikke ok!!!??

min søn på 5 svarede sidst jeg sage at far havde en dum dag, at det har han da altid... UPS MOR!!!

Jeg bekymre mig for mine børns opvægst, og de erfaringer de får af hans behandling af dem, og overvejer herfor stærkt at forlade ham for at få ham til at vågne op. jeg har bare et problem og det er at jeg er helt sikker på at det ikke vil virke!!!

hvis jeg forlader ham og flytter med mine børn til en anden lejlighed, så håber jeg jo på at min elskede mand får sig sådant et chock at han pludseligt godt kan holde et job, komme op hverdag, lade være med at udskyde alt der SKAL gøres og få kontrol over sit liv, temprement og depresionen, og så på den måde 'fortjæne' at få os tilbage så vi kan være en ''rigtig familie'' igen (no offence single moms and dads) men jeg er helt sikker på at hvis vi flytter så drikker han sig i hjel! eller springer foran et tog, eller tager sig en RIIIIIIIIIIIIgtig lang svømmetur... og hvad så? det er ikke noget han har truet med, for som sagt så siger han aldrig noget når jeg prøver at tale med ham om mine bekymringer...

jeg beklager igen mit sombre indlæg, jeg har bare ikke nogen andre at tale med, og min mand sluger alt min energi og livslyst i øjeblikket, da jeg konstant har følelsen af at jeg skal være på vagt til at lege løve for at beskytte mine børn mod hans vrede, og det gør sgu ondt! det er da ikke normalt??!

jeg er selv vokset op i en familie med en extrem far, hvis opførsel linede meget min mands, omend min far ikke var fysisk og verbalt men psykisk voldlig.. herfor er jeg også bange for at jeg måske overreagere og ser det hele værre end det egentligt er? eller måske precist omvendt, og ikke tager signalerne og farren alvorligt nok?

kom med jeres meninger og gode råd, og i hvertfald tak fordi jeg måtte låne jeres øre lidt.

hilsen Marie

Kære dig!

Jeg tror du er mere "nede" end du selv tror,for jeg tror faktisk ikke du kan "se" situationen med de øjne vi andre ser det med nu.

Den situation du er i nu holder ikke. Og det er utroligt flot at dig at være åben omkring det. Du er nødt til at handle og det skal du gøre nu.

Dine børn skal ikke vokse op på den måde, det vil ødelægge deres selvværd og de vil føre dette mønster videre når de engang bliver voksne. Du skal væk fra den mand. Jeg forstår godt det er hårdt! Men hvad han evt gør ved sig selv er HANS ansvar- IKKE dit! Om han begår selvmord eller ej er hans problem. Du tænker sikkert det er groft sagt-men det er sandheden.

Dine børn skal ikke lide under,at du er bange for hans gerninger og du skal ikke leve med det ansvar på dine skuldre.

du er som sagt nødt til at komme væk nu og finde ro i dit liv og dine børn skal også ha ro på. de er ikke tjent med at gå på listefødder og blive dasket til.

Og det er IKKE ok selvom det "kun" er 1 gang han slår. Slet IKKE. 1 gang er 2 for mange og desuden vil det også eskallere,fordi du godkender hans adfærd nu og det gør du så læneg du bliver.

held og lykke og skriv gerne en PB hvis du mangler en at snakke med.

wamse skriver:

Hmmm ved ikke hvordan jeg ellers skal skrive det, så her er min mening: Hvorfor pokker tillader du at dine børn bliver udsat for det?????? Du er den sunde/raske forældre, så det er dit ansvar ar beskytte de børn nu! Vis dine børn at de er mere værd.

Ja, er helt enig med Wamse.

Jeg synes det er synd for dig og bornene, men du gor din mand en bjornetjeneste ved at tolererer det.

Det er jo helt forkert at du bliver hos ham, i frygt for han begaar selvmord - saadan kan du ikke leve dit liv.

Maaske I begge to faar det meget bedre hver for sig. Ihvertfald en periode for at faa lidt luft og styrke

jeg havde ikke tøvet et sekund.. hvis min mand var sådan var jeg skredet med børnene.. tænk på hvordan de kan blive påvirket resten af deres liv hvis du ikke gør.. 

Det er mig ubegribeligt, hvordan du kan være mere bekymret for hvad der sker for din mand, hvis I forlader ham end hvad det betyder for jeres børn at vokse op med en voldelig far. Ved godt det er nemmere sagt end gjort, men som jeg ser det så har du et ansvar overfor dine børn, hvorimod du IKKE er ansvarlig for din mand; han er et voksent menneske, der selv må lære at tage ansavr for sine handlinger. Dine børn er forsvarsløse og der er kun dig til at passe på dem og fjerne dem fra det voldelige miljø de er i....

Håber at du hurtigt finder et andet sted at bo...

Det gør mig meget ondt at læse dit indlæg - stakkels børn!! Se at få dem væk fra den voldelige mand, og det kan da ikke gå hurtigt nok!!!

morx4 skriver:

Hej alle i kloge kvinder, undskyld at mit første indleg bliver så sumbert, men jeg har bare sådan behov for at få lukke dampen ud!

jeg er lige flyttet med min mand og vores 4 småbørn til sverige, et valg som jeg er intens lykkelig over! vi har været gift i snart 6 år, kendt hinanden i næsten 11, og har lige fået vor 4. barn for 2 måneder siden, alle 4 er de sunde og raske og både graviditet og fødsel gik som det skulle.. dog er der en dyb ulykke midt i al denne lykke.

min mand har en depresion, og har nok haft den hele vores forhold igennem, men de sidste par år mærker jeg den mere intens hos ham. bl.a. viser den sig meget tydeligt når han er stresset eller præsset, hvor han altid udarter sig ved at overfalde vores 3 ældste børn verbalt, og desvære også ofte fysiskt.

når de virkelig går ham på nærverne så giver han dem et klap på kinden eller baghovedet, eller de får et klap på numsen. aldrig mere end 1!!

dog er det eskaleret meget her de seneste par måneder, og jeg har bl.a. herfor givet ham et ultimatum. jeg har ofte før forsøgt at vække ham, på diverse måder, desvære uden held.

nu har jeg så bedt ham finde en anden måde at komme af med dampen og aggretionerne på, ellers forlader jeg ham og tager børnene med.. min mand er meget konfliktsky, og har det med at tige stille når jeg konfrontere ham, nok i håb om at stormen vil blæse over. en tendens der irretere mig grusomt!!! jeg føler at han ikke tager mig, mine bekymringer om vores børns velbefindende, og vores forhold seriøst! jeg har opdaget at jeg er begyndt at undskylde hans opførsel over for mig selv og børnene:

jamen han har også så meget om ørene, far har en dum dag... osv osv -det er sgu da ikke ok!!!??

min søn på 5 svarede sidst jeg sage at far havde en dum dag, at det har han da altid... UPS MOR!!!

Jeg bekymre mig for mine børns opvægst, og de erfaringer de får af hans behandling af dem, og overvejer herfor stærkt at forlade ham for at få ham til at vågne op. jeg har bare et problem og det er at jeg er helt sikker på at det ikke vil virke!!!

hvis jeg forlader ham og flytter med mine børn til en anden lejlighed, så håber jeg jo på at min elskede mand får sig sådant et chock at han pludseligt godt kan holde et job, komme op hverdag, lade være med at udskyde alt der SKAL gøres og få kontrol over sit liv, temprement og depresionen, og så på den måde 'fortjæne' at få os tilbage så vi kan være en ''rigtig familie'' igen (no offence single moms and dads) men jeg er helt sikker på at hvis vi flytter så drikker han sig i hjel! eller springer foran et tog, eller tager sig en RIIIIIIIIIIIIgtig lang svømmetur... og hvad så? det er ikke noget han har truet med, for som sagt så siger han aldrig noget når jeg prøver at tale med ham om mine bekymringer...

jeg beklager igen mit sombre indlæg, jeg har bare ikke nogen andre at tale med, og min mand sluger alt min energi og livslyst i øjeblikket, da jeg konstant har følelsen af at jeg skal være på vagt til at lege løve for at beskytte mine børn mod hans vrede, og det gør sgu ondt! det er da ikke normalt??!

jeg er selv vokset op i en familie med en extrem far, hvis opførsel linede meget min mands, omend min far ikke var fysisk og verbalt men psykisk voldlig.. herfor er jeg også bange for at jeg måske overreagere og ser det hele værre end det egentligt er? eller måske precist omvendt, og ikke tager signalerne og farren alvorligt nok?

kom med jeres meninger og gode råd, og i hvertfald tak fordi jeg måtte låne jeres øre lidt.

hilsen Marie

Du må sige fra én gang for alle! 
Du er din børns stemme og du har ansvaret for, at det ikke kommer til at ske igen. 
Din mand og børnenes far er helt selv ansvarlig for sin opførsel, men det er dit ansvar at stoppe det!

At din mand evt. vælger at tage livet af sig, kan aldrig nogensinde blive andres skyld/ansvar end hans. 
Men derfor kan man selvfølgelig godt passe på hinanden.
Men lige her og nu, mener jeg, at du skal passe på børnene.
Mon ikke, at de senere ender med at tage kraftig afstand til begge jer forældre, da deres far er voldelig (fysisk/verbalt) og da deres mor lod det ske?!

Er din mand i egentlig i behandling? 

Ønsker om det bedste for dine børn, Karina

har du ikke mulighed for måske at få ham indlagt så han måske vågner ....

hvis ikke ville jeg flytte...