tror jeg snart blir alene...

Først vil jeg ønske dig rigtig hjertelig velkommen på verdens bedste babyside. Håber du bliver lige så gladfor at være her som jeg er

Det gør mig ondt at læse din beretning, men jeg mener, du skal sørge for at flytte med børnene LIGE NU! Det er bare slet ikke  i orden, at han slår dem, selv om du kun beskriver det som et klap. Det er dine børns ve og vel, det drejer sig om, og det mener jeg ikke, man kan gå på kompromis med - tværtimod. Når din 5-årige søn siger, som han gør, så burde dine alarmklokker ringe rigtig kraftigt og dermed få dig til at sige stop. Ikke bare for din egen skyld men især for dine børns skyld.

lotchen skriver:

Det er mig ubegribeligt, hvordan du kan være mere bekymret for hvad der sker for din mand, hvis I forlader ham end hvad det betyder for jeres børn at vokse op med en voldelig far. Ved godt det er nemmere sagt end gjort, men som jeg ser det så har du et ansvar overfor dine børn, hvorimod du IKKE er ansvarlig for din mand; han er et voksent menneske, der selv må lære at tage ansavr for sine handlinger. Dine børn er forsvarsløse og der er kun dig til at passe på dem og fjerne dem fra det voldelige miljø de er i....

Håber at du hurtigt finder et andet sted at bo...

godt skrevet

Tak for jeres svar, det gik godt nok hurtigere end jeg havde vendtet! :-)

dog har menge af jer misforstået lidt, det er slet ikke at jeg bekymre mig mere om min mand end om mine børn!!!!! ABSOLUT IKKE, hvad han vil gøre med sit liv har kun inflydelse for mig hvis det direkte involvere mine unger! ellers er det hans valg.

men da vi jo har børn sammen bliver jeg jo også nødt til at tænke på mine børn i den situation at deres far MÅSKE kunne finde på at gøre noget ved sig selv.. efter at hans depresion er eskaleret ved jeg ikke hvor jeg har ham...

vores situation er svær at få uddybet helt herinde da det jo er en periode på mange år.. så undskyld hvis jeg er gledet lidt for flygtigt over dele af historien, men mine børn er det eneste der betyder noget for mig, deres velbefindende og gode fremtid er grunden til at jeg har bedt jer om råd. da jeg også selv tror at eg (som en af jer skrev) er dybere nede end jeg egentligt troede til at begynde med.. desuden kan nogle friske øjne ofte hjælpe når man selv er blevet lidt blind.

jeg har her til aften (før jeg startede denne tråd) meldt mig ind i den lokale boligforening, og søgt om en bolig, og i morgen vil jeg tage bussen ned til socialkontoret for at høre hvad de kan være behjælpelige med.

jeg vil meget gerne høre fra jer der evt selv har været i en ligende situation eller ved noget om dybe depresioner, om evt. fare signaler eller steder jeg skal passe på med hensyn til min mand og hans sygdom. feks. hvor kan han være farlig? hvad kan jeg gøre for at undgå at han pludselig feks. vil få fuld forældremyndighed?

han har altid været en god far, og jeg har aldrig været i tvivl om at han ikke ville kunne finde på at tage børnen fra mig, eller gøre skade på sigselv, mig eller dem.... hvor sikker kan jeg være på det hvis jeg forlader ham??

man hører jo desvære ofte om fædre der kidnapper børnene, eller springer foran toge med de små under armen (2009 i holland)..

Håber på flere gode råd, og takker dem der er kommet indtil videre, håber dog vi fik vasket misforståelsen ud af verden!!

Jeg ville heller ikke tøve ét sekund, hvis min mand ville opføre sig sådan, både overfor mig og vores børn. Jeg kunne slet slet ikke bære at mine børn skulle vokse op ved sådan nogle sørgelige omstændigheder.

Men selvfølgelig er det nemt for mig at råde dig til at forlade dine mand og på den måde beskytte dig selv og dine børn, fordi at nemt er det jo ikke. Jeg har heldigvis aldrig stået i sådan en situation el. lignende.

Jeg bliver bare enorm ked af det på dine og din familie´s vegne, sikke hårdt det må være. Stakkels dig, stakkels dine små børn og stakkels mand. Men en ting skal du huske (selvom du nok allerede ved det). Hvad din mand ville vælge at gøre, hvis du ville vælge forlade ham, er aldrig dit ansvar. Dine børn er derimod jeres fællesansvar. I er dem der skal gøre hvad i kan for at give dem de bedste vilkår, et trygt hjem, trygge rammer, kærlighed, ansvar og overskud. Er din mand så dårlig at han ikke magter det, men i stedet for lader sin depression, sin vrede og sit stress gå udover jeres børn, så er jeg nødt til at sige min ærlige mening, forlad ham og beskyt jeres børn (og dig selv). Du siger selv at hans depression har stået på i mange mange år og at hans tilstand er blevet markant værre. Jeg synes at du har gjort alt hvad du overhovedet har kunnet gøre for at hjælpe ham. Endda beskyttet ham og undskyldt ham overfor jeres børn. Sådan bør det slet slet ikke være. Du elsker ham tydeligvis meget og I har en fortid der rummer hele 11 år. Puha, det må være svært, føler så meget med dig og din familie. Sikke en situation.

Men på trods af din kærlighed til ham og bange anelser for hvordan han eventuelt ville reagere hvis os, så er der altså 4 uskyldige børn inde i billedet der har fortjent bedre, meget bedre. Og det kan du sørge for. Kan slet ikke sætte mig ind i hvordan de stakkels børn må have det.

Der er ingen der kan sige til om, hvordan din mand ville reagere og du kan ikke blive ved og ved pga. af dine bekymringer om hans eventuelle reaktion. Hver eneste dag, hver eneste gang han får en nedtur og lader de gå udover andre i familien, så ødelægger det mere og mere...

Skulle han eventuellt vælge at skade sig selv på en el. anden måde, så viser det sig jo atter, at denne mand desværre er en meget psykisk syg person, som trænger til en form for professionel hjælp, en hjælp som du slet ikke kan yde ham eller stå til ansvar for.

Brug dine kræfter på dine børns lykke og ikke mindst din egen lykke. Børn har brug for en dejlig tryg barndom og nogle gode forbilleder.

Jeg håber virkelig at du finder en rigtig god løsning. Rigtig meget held og lykke

morx4 skriver:

Hej alle i kloge kvinder, undskyld at mit første indleg bliver så sumbert, men jeg har bare sådan behov for at få lukke dampen ud!

jeg er lige flyttet med min mand og vores 4 småbørn til sverige, et valg som jeg er intens lykkelig over! vi har været gift i snart 6 år, kendt hinanden i næsten 11, og har lige fået vor 4. barn for 2 måneder siden, alle 4 er de sunde og raske og både graviditet og fødsel gik som det skulle.. dog er der en dyb ulykke midt i al denne lykke.

min mand har en depresion, og har nok haft den hele vores forhold igennem, men de sidste par år mærker jeg den mere intens hos ham. bl.a. viser den sig meget tydeligt når han er stresset eller præsset, hvor han altid udarter sig ved at overfalde vores 3 ældste børn verbalt, og desvære også ofte fysiskt.

når de virkelig går ham på nærverne så giver han dem et klap på kinden eller baghovedet, eller de får et klap på numsen. aldrig mere end 1!!

dog er det eskaleret meget her de seneste par måneder, og jeg har bl.a. herfor givet ham et ultimatum. jeg har ofte før forsøgt at vække ham, på diverse måder, desvære uden held.

nu har jeg så bedt ham finde en anden måde at komme af med dampen og aggretionerne på, ellers forlader jeg ham og tager børnene med.. min mand er meget konfliktsky, og har det med at tige stille når jeg konfrontere ham, nok i håb om at stormen vil blæse over. en tendens der irretere mig grusomt!!! jeg føler at han ikke tager mig, mine bekymringer om vores børns velbefindende, og vores forhold seriøst! jeg har opdaget at jeg er begyndt at undskylde hans opførsel over for mig selv og børnene:

jamen han har også så meget om ørene, far har en dum dag... osv osv -det er sgu da ikke ok!!!??

min søn på 5 svarede sidst jeg sage at far havde en dum dag, at det har han da altid... UPS MOR!!!

Jeg bekymre mig for mine børns opvægst, og de erfaringer de får af hans behandling af dem, og overvejer herfor stærkt at forlade ham for at få ham til at vågne op. jeg har bare et problem og det er at jeg er helt sikker på at det ikke vil virke!!!

hvis jeg forlader ham og flytter med mine børn til en anden lejlighed, så håber jeg jo på at min elskede mand får sig sådant et chock at han pludseligt godt kan holde et job, komme op hverdag, lade være med at udskyde alt der SKAL gøres og få kontrol over sit liv, temprement og depresionen, og så på den måde 'fortjæne' at få os tilbage så vi kan være en ''rigtig familie'' igen (no offence single moms and dads) men jeg er helt sikker på at hvis vi flytter så drikker han sig i hjel! eller springer foran et tog, eller tager sig en RIIIIIIIIIIIIgtig lang svømmetur... og hvad så? det er ikke noget han har truet med, for som sagt så siger han aldrig noget når jeg prøver at tale med ham om mine bekymringer...

jeg beklager igen mit sombre indlæg, jeg har bare ikke nogen andre at tale med, og min mand sluger alt min energi og livslyst i øjeblikket, da jeg konstant har følelsen af at jeg skal være på vagt til at lege løve for at beskytte mine børn mod hans vrede, og det gør sgu ondt! det er da ikke normalt??!

jeg er selv vokset op i en familie med en extrem far, hvis opførsel linede meget min mands, omend min far ikke var fysisk og verbalt men psykisk voldlig.. herfor er jeg også bange for at jeg måske overreagere og ser det hele værre end det egentligt er? eller måske precist omvendt, og ikke tager signalerne og farren alvorligt nok?

kom med jeres meninger og gode råd, og i hvertfald tak fordi jeg måtte låne jeres øre lidt.

hilsen Marie

Kære ven!
Først skal du have et stort knus.
Det er så hårdt at leve sammen med en kronisk depressiv, det gør jeg selv.
Derefter skal du være klar over EEN ting:
Det vil IKKE hjælpe ham til at tage sig sammen, at du forlader ham, for det kan han ikke.
Så enkelt er det.

Du må indstille dig på, at han i bedste fald blot fortsætter sin måde at leve på eller i værste, går til.
Det er barske vilkår, men det er sandheden.
En kronisk depressiv kan IKKE tage sig sammen. Det er faktisk det værste, man kan sige til dem, at de skal. Deres hjerner kører på vågeblus og vil altid gøre det. De kan boostes op med medicin, men de kan aldrig blive "normale".
Og de vil altid have dårlige eller bedre perioder, der svinger op og ned.

Så det du skal indrømme over for dig selv er, at du bliver nødt til at pakke dine børn, for deres skyld og forlade ham, hvor nødigt du end vil.
At du overhovedet har ladet det komme så langt, er utroligt, jeg havde gået første gang, han havde klappet til et af børnene.
Ja, jeg ved godt jeg er kontant, men så enkelt er det.

Det er godt, at du har fået meldt dig til en bolig og får snakket med kommunen, og hvis han ikke er i behandling, så SKAL han altså nu.
Snak med ham om at få fast tilknytning til en psykiater hvis han ikke har det. Sig til ham, at for børnenes skyld, så SKAL han gøre det, sådan at han kan komme i medicinsk behandling.
Og han skal ikke tro han nogen sinde kan komme ud af det igen, for når først man har det, som du beskriver her, så er det gerne for resten af livet.

Det der sker, når man får en depression, hvad enten den er fysisk relateret eller psykisk, er at kroppen ikke danner signalstoffer nok til hjernen.
Man kan sige, at signalstofferne skal booste trafikken, samt ind- og udfaldsveje på hjernens motorveje. Uden de trafikregulerende stoffer, går der ged i transporten af informationer, der opstår trafikpropper, beskederne ryger forkerte steder hen osv.
Dette medfører en tilstand af udmattethed, der igen medfører manglende koncentrationsevne, irritablilitet, ustruktureret tankegang og meget andet.
Mange depressive sover mange timer i døgnet, er gerne vågne om natten og sover om dagen, men de kan også i perrioder sove alt for lidt. De kan ikke tage sig sammen til noget som helst, og kan ikke døje larm og uro.
I værste fald bliver hele verden så uoverskuelig for dem, at de tager livet af sig selv.
Det er en sygdom, og den er et eller andet sted lige så farlig som diabetes eller andre livstruende sygdomme, for det ødelægger livet på sigt, ikke kun for dem selv, men også for deres omgivelser.

Dine børn er ikke tjent med at vokse op med en far, der er så ustabil, og hvad enten han er syg eller ej, så er det ikke acceptabelt at han "slår" dem, hverken fysisk eller mentalt.
Jeg er så heldig, at min mand har det, man kalder en fysisk relateret depression, dvs at han ikke af natur og sind er deprimeret, det er hans krop, der er det. Men derfor kan han så sandelig godt have sine perioder, hvor hans lunte er meget kort, men der får han slet og ret at vide, at han vist har brug for en lunteforlænger, og nu skal han altså være sød.
For han ved også godt, at med en kone som mig, så er der grænser. Så går han gerne i enrum for sig selv og sover, og så hjælper det, når han har sovet.

Jeg kan naturligvis ikke spå for dig/jer hvordan det vil gå i jeres fremtid, men jeg ønsker for jer, at der vil komme ro på jeres tilværelse, og at din mand får den rette behandling, sådan at I fælles kan glæde jer over jeres børn.
Du får de kærligste hilsener

Sussie

Hej

Føler med din situation. Men bliver bare nødt til at sige at det ikke er muligt at give en deprimeret et "chok" ved fx at flytte, og derved få ham til at holde på et arbejde osv.

Jeg tager ikke din mands handlinger i forsvar, men en deprimeret er netop ikke i stand til at tage sig sammen. Det er det der er så forbandet svært at forstå som pårørende. Ingen pårørende udefra kan hjælpe, kun støtte. Det eneste der kan hjælpe er behandling, samtaler, sygemelding således at presset kan tages af ens skuldre.

Srlvfølgelig skal jeres børn ikke vokse op som de gør lige nu, men du må forstå at hvis din man er deprimeret er han meget syg. Man kan jo heller ikke hele et brækket ben ved at give det et chok. Der skal behandling til.

Så jeg synes at du skal give ham det ultimatum at hvis han ikke er villig til at gå i behandling og evt blive sygemeldt (For det lyder som om han er meget presset) så mister han sin familie. Men sig det på en pæn måde.

Jeg taler desværre meget ud fra erfaring. Lider af kronisk depression på tiende år. Jeg ved hvad det gør ved mig, men også for mine pårørende. Det er et mareridt for alle parter.

Allerførst synes jeg du skal tænke på DIG og de børn DU har valgt, at sætte i verden med en mand som ikke kan magte, at være en ordentlig far overfor dem.

Du skal væk og han skal også vide hvorfor du træffer det valg som du gør. Godt nok har i mange år sammen på banen men det lyder jo som om, at han ikke længere er den mand du forelskede dig i - ja jeg ville ihvertfald ikke kunne elske en mand der gjorde mit barn ondt.

Jeg får simpelthen så ondt i hjertet af, at læse om de der "dask" din mand giver dine børn - det er virkelig hjerteskærende for mig, at høre. Jeg fik selv "dask/ lussinge" da jeg var barn og jeg følte mig ALTID forkert! Jeg tænkte ALTID at det var mig der var årsagen til, at tingene ikke var som de skulle være derhjemme. Det bedste der nogensinde skete i mit liv var da jeg som 18 årig flyttede hjemmefra. Først der var jeg i stand til, at møde de mennesker som så mig med helt andre øjne end hvad jeg var vandt til. Hele min ungdom var præget af, at jeg aldrig følte mig accepteret og anerkendt af min far og selv om jeg er kommet videre i livet og nu er blevet voksen, ja så ligger der stadig en fuldstændig tåbelig og urationel utilstrækkelighedsfølelse overfor min far.

At tage sit eget liv er en egoistisk handling - så hvis det er dét han gør, ja so be it! - Lyder hårdt men ved du hvad, det er sgu facts. Manden skal erkende at have et problem før han kan afhjælpe det og når det bare har fået lov til, at håbe sig op og han ikke engang er villig til, at indgå en samtale med dig omkring måden han agerer overfor sine børn på - ja så viser det jo bare, at han hverken er i stand til, at tage sin rolle som ægtemand eller far alvorligt.

Så kom væk derfra i en fart, det skylder du dine børn - og man har tilmed mange flere midler og viden, at gøre godt med i dag i forhold til esk. for 20 år siden.

morx4 skriver:

Tak for jeres svar, det gik godt nok hurtigere end jeg havde vendtet! :-)

dog har menge af jer misforstået lidt, det er slet ikke at jeg bekymre mig mere om min mand end om mine børn!!!!! ABSOLUT IKKE, hvad han vil gøre med sit liv har kun inflydelse for mig hvis det direkte involvere mine unger! ellers er det hans valg.

men da vi jo har børn sammen bliver jeg jo også nødt til at tænke på mine børn i den situation at deres far MÅSKE kunne finde på at gøre noget ved sig selv.. efter at hans depresion er eskaleret ved jeg ikke hvor jeg har ham...

vores situation er svær at få uddybet helt herinde da det jo er en periode på mange år.. så undskyld hvis jeg er gledet lidt for flygtigt over dele af historien, men mine børn er det eneste der betyder noget for mig, deres velbefindende og gode fremtid er grunden til at jeg har bedt jer om råd. da jeg også selv tror at eg (som en af jer skrev) er dybere nede end jeg egentligt troede til at begynde med.. desuden kan nogle friske øjne ofte hjælpe når man selv er blevet lidt blind.

jeg har her til aften (før jeg startede denne tråd) meldt mig ind i den lokale boligforening, og søgt om en bolig, og i morgen vil jeg tage bussen ned til socialkontoret for at høre hvad de kan være behjælpelige med.

jeg vil meget gerne høre fra jer der evt selv har været i en ligende situation eller ved noget om dybe depresioner, om evt. fare signaler eller steder jeg skal passe på med hensyn til min mand og hans sygdom. feks. hvor kan han være farlig? hvad kan jeg gøre for at undgå at han pludselig feks. vil få fuld forældremyndighed?

han har altid været en god far, og jeg har aldrig været i tvivl om at han ikke ville kunne finde på at tage børnen fra mig, eller gøre skade på sigselv, mig eller dem.... hvor sikker kan jeg være på det hvis jeg forlader ham??

man hører jo desvære ofte om fædre der kidnapper børnene, eller springer foran toge med de små under armen (2009 i holland)..

Håber på flere gode råd, og takker dem der er kommet indtil videre, håber dog vi fik vasket misforståelsen ud af verden!!

 

Du efterlyser en som har lidt erfaring med det du står i, og det har jeg.

Min eksmand er psykisk syg og har mange perioder, hvor han ønsker at dø. Han har mange gange truet med at tage livet af sig, og jeg har mange gange ringet efter politiet, fordi han var så selvmordstruende.

Den sidste gang jeg ringede til politiet var dagen inden min fars begravelse, hvor min eks havde drukket sig fra sans og samling og ville dø. Ikke engang min fars død, kunne jeg få til at sørge over i fred. Jeg har ikke ydet ham hjælp siden der, for det er ikke mit job at holde ham i live, og man vil sldrig kunne gøre det, hvis de virkelig ønsker at dø. Mit job er at passe på mine børn.

Det er fuldstændig ligemeget, hvor meget du føler for din mand, han har overskredet en grænse. man ALDRIG overskrider. Han laver overgreb mod jeres børn, og det er bestemt overgreb, og det laver uheldbredelig skade hver evig eneste gang det sker! Jeg har selv oplevet det, og jeg kommer ALDRIG til at forstå at min mor ikke beskyttede mig mod dette, for det var hendes ansvar som den sunde forældre.

Mht til at han evt. skulle søge den fulde forældremyndighed, så smider du alle facts på bordet. Ved ikke om du har skrevet hvor gamle børnene er, men de vil jo også kunne høres i sådan en sag, hvis de er gamle nok.

Du nævner eksempler på sager, hvor en far gjorde skade på sit barn, men hvis det er dit grundlag for at blive, er det meget tyndt. Hvor ofte sker det reelt, at et manneske reelt gør det, set i forhold til hvor mange skilmisser der er? Hvis du vil beskytte dine børn mod fare, så er det nu du skal være stærk og handle.

Du må spørge om alt det du vil omkring mine erfaringer, send gerne en pb, men der hvor du bør lægge din energi nu, er ved at komme væk, og ikke hvorfor han er som han er. Håber ikke du misforstår, for jeg ved faktisk præcis, hvordan det er at være i din situation, jeg forsøger bare at pointere, at intet er vigtigere end at komme væk, så børnene ikke mere udsættes for det.

Jeg sender dig de største tanker, og håber du finder ud af at komme væk.

bette skriver:

jeg havde ikke tøvet et sekund.. hvis min mand var sådan var jeg skredet med børnene.. tænk på hvordan de kan blive påvirket resten af deres liv hvis du ikke gør.. 

Lige mine ord...

wamse skriver:

Du efterlyser en som har lidt erfaring med det du står i, og det har jeg.

Min eksmand er psykisk syg og har mange perioder, hvor han ønsker at dø. Han har mange gange truet med at tage livet af sig, og jeg har mange gange ringet efter politiet, fordi han var så selvmordstruende.

Den sidste gang jeg ringede til politiet var dagen inden min fars begravelse, hvor min eks havde drukket sig fra sans og samling og ville dø. Ikke engang min fars død, kunne jeg få til at sørge over i fred. Jeg har ikke ydet ham hjælp siden der, for det er ikke mit job at holde ham i live, og man vil sldrig kunne gøre det, hvis de virkelig ønsker at dø. Mit job er at passe på mine børn.

Det er fuldstændig ligemeget, hvor meget du føler for din mand, han har overskredet en grænse. man ALDRIG overskrider. Han laver overgreb mod jeres børn, og det er bestemt overgreb, og det laver uheldbredelig skade hver evig eneste gang det sker! Jeg har selv oplevet det, og jeg kommer ALDRIG til at forstå at min mor ikke beskyttede mig mod dette, for det var hendes ansvar som den sunde forældre.

Mht til at han evt. skulle søge den fulde forældremyndighed, så smider du alle facts på bordet. Ved ikke om du har skrevet hvor gamle børnene er, men de vil jo også kunne høres i sådan en sag, hvis de er gamle nok.

Du nævner eksempler på sager, hvor en far gjorde skade på sit barn, men hvis det er dit grundlag for at blive, er det meget tyndt. Hvor ofte sker det reelt, at et manneske reelt gør det, set i forhold til hvor mange skilmisser der er? Hvis du vil beskytte dine børn mod fare, så er det nu du skal være stærk og handle.

Du må spørge om alt det du vil omkring mine erfaringer, send gerne en pb, men der hvor du bør lægge din energi nu, er ved at komme væk, og ikke hvorfor han er som han er. Håber ikke du misforstår, for jeg ved faktisk præcis, hvordan det er at være i din situation, jeg forsøger bare at pointere, at intet er vigtigere end at komme væk, så børnene ikke mere udsættes for det.

Jeg sender dig de største tanker, og håber du finder ud af at komme væk.

Hvor er det flot skrevet...

Majbritt