Jeg gjorde det af kærlighed

Anonym skriver:

(fortsætter lige som ano...jeg er den der spurgte til, hvordan du har det idag )

Så det handler om, at du holder af ham, men i bund og grund ikke respekterer ham...det er ikke en holdbar situation, det kan jeg godt se...

Jeg er selv gift med en meget blød mand, der er vokset op med sin mor som eneste faste holdepunkt - han har aldrig rigtig haft nogle faderfigurer i sit liv, der har været værd at samle på - samtidig er han en meget slank mand, så han har heller ikke den der meget mandige fysik - men jeg nærer dyb respekt for ham. Selvom jeg også nogle gange får lyst til at ruske i ham og sige "så sig dog FRA mand..." (har også gjort det nogle gange - jeg kan godt have en meget direkte facon), så har jeg lært, at det handler om noget andet...ikke manglen på mandighed og mandsmod...det handler om, at jeg har en mand, der er klog på mennesker og nogle gange en lidt for veludviklet evne til at sætte sig ind i, hvordan andre (og dermed jeg) har det - han ved det ofte bedre end jeg selv gør - og det gør, at han trækker sig i forståelse og ikke af fejhed...

Jeg tror det for mig har handlet om at lære at acceptere, at sådan fungerer han bare - og jeg nærer dyb respekt for ham på alle områder...og jeg tror bestemt, at gensidig respekt er rigtig vigtig i et forhold, hvis man hele tiden går og "ser lidt ned" på den anden, så opbygger irritationen sig hele tiden. Det lyder også som om, han i bund og grund mangler respekt for dig og dine drømme, når han ikke bakker dig op rent jobmæssigt. Et forhold handler jo i høj grad om at gå på kompromis og på gensidig forståelse og igen respekt! Igen vil jeg sige, at de ting kan I alene ikke opbygge, når I er nået ud, hvor I er nu...men måske vil en professionel kunne hjælpe jer med at sætte tingene i et andet perspektiv?

Jeg er i øvrigt enig med dig i, at der er mange måder at elske på...

Endelig vil jeg sige, at du er nødt til at være bundhamrende egoistisk og loyal over for dig selv...du er nødt til at gøre, hvad du synes er rigtigt...og hvad der gør dig lykkelig...

Ja, modsætninger mødes.... og så i sidste ende så er M og jeg alligevel ikke så forskellige....

M er også en høj og spinkel fyr - rigtig sådan en lemme-dasker. Men hans udseende passer meget godt med hans personlighed. Mange piger synes han er såååå søøøød fordi han er så forstående og omsorgsfuld og lytter til det de har at sige, og ligefrem kommer med fornuftige råd og ideer. Men på hjemmefronten er det til tider bare for meget... eller et eller andet går der bare galt der. Han kan også tit mærke og se ting på mig som jeg slet ikke var klar over. Han siger at mine øjne fortæller så meget. Det er tit skræmmende hvad han kan mærke og se på mig selvom jeg intet siger...

Folk siger at jeg er en meget snaksagelig og åben person, men herhjemme siger jeg ikke ret meget. Der kan jeg til tider være svær at hive noget ud af. Som om alle ord forsvinder. Sådan har jeg haft det ofte. Synes det er mærkeligt at jeg har to så forskellige sider....

M ligger ikke mærke til hvis jeg gør noget ud af mig selv. Han siger i hvertfald ikke noget til hvis jeg har lagt pæn make up. Men han vil også bare helst ha mig så afslappet som muligt - så ligger jeg jo ikke noget pres på ham, og så er der ikke så mange der kigger efter mig hvis vi er ude... Hmmmm....

Hvordan lærer man at være ego? :s

LIZO skriver:

hov.. ved ikke lige hav der skete med de billeder.. prøvet at ligge dem ind i billede tråden igår. men de ville ikke og lukket ned.. underligt..

 

man bliver som mor nød til at være hård og tænke på sig selv. ved det er svært.. men du skal ikke ødelægge dig selv!

hvorfor skulle han få fam mere end dig..  kunne i ikke dele ham 10- 4 eller 9- 5?? så han har jer begge tæt på. men så stadig en fast base hos dig. det er svært at skulle undværer sit barn. men sådan er livet jo bare nogle gange.. 

ville ønske jeg havde nogle gyldne ord der ville så dig til at føle meget bedre. mun kun du kan vide hav det bedste for jer..

Det er bare svært at tænke på sig selv - jeg prøver, men så i sidste øjeblik så er jeg bange for at gøre andre kede af det....

Hvis vi ender i statsforvaltningen er jeg bange for at han vinder retten til at ha vores søn boende fordi han så ikke skal flytte, og kan blive i de vante og trygge omgivelser. M har i bund og grund 8 til 16-job hvor jeg en dag i ugen vil ha brug for en anden til at hente vores søn i vuggestuen og være sammen med ham en time inden jeg kommer hjem. dvs jeg har to lange dage i ugen (fra feb. af) men den anden dag har M jo ham nok hos ham. Derudover har M en bedre økonomi. Ja, jeg er bare bange.... føler jo også at vores søn er mest knyttet til sin mor selvom han har et rigtigt godt forhold til sin far.... Jeg ved bare at det ikke er holdbart at han bor en uge her og en uge der osv. Tror det er vigtigt at ha en fast base.

Anonym skriver:

Ja, modsætninger mødes.... og så i sidste ende så er M og jeg alligevel ikke så forskellige....

M er også en høj og spinkel fyr - rigtig sådan en lemme-dasker. Men hans udseende passer meget godt med hans personlighed. Mange piger synes han er såååå søøøød fordi han er så forstående og omsorgsfuld og lytter til det de har at sige, og ligefrem kommer med fornuftige råd og ideer. Men på hjemmefronten er det til tider bare for meget... eller et eller andet går der bare galt der. Han kan også tit mærke og se ting på mig som jeg slet ikke var klar over. Han siger at mine øjne fortæller så meget. Det er tit skræmmende hvad han kan mærke og se på mig selvom jeg intet siger...

Folk siger at jeg er en meget snaksagelig og åben person, men herhjemme siger jeg ikke ret meget. Der kan jeg til tider være svær at hive noget ud af. Som om alle ord forsvinder. Sådan har jeg haft det ofte. Synes det er mærkeligt at jeg har to så forskellige sider....

M ligger ikke mærke til hvis jeg gør noget ud af mig selv. Han siger i hvertfald ikke noget til hvis jeg har lagt pæn make up. Men han vil også bare helst ha mig så afslappet som muligt - så ligger jeg jo ikke noget pres på ham, og så er der ikke så mange der kigger efter mig hvis vi er ude... Hmmmm....

Hvordan lærer man at være ego? :s

Så er en del af problemet vel også, at han ikke får dig til at føle dig som kvinde - ét er, at du har svært ved at se ham som mand, en helt anden ting er, at han skal værdsætte dig som kvinde - og en kvinde skal sgu have at vide af sin mand, når han synes hun ser godt ud (herhjemme skorter det ikke på komplimenterne...ikke i min retning i hvert fald...kan nogle gange blive helt )...

Kan du ikke være dig selv, når du er hjemme? Ligger du i virkeligheden under for forholdet - for at gøre ham glad? Er du nødt til at lægge dit jeg på trappetrinet foran hoveddøren inden du går ind? Det dur jo ikke søde du...hvor forsvinder ordene hen? Bliver de til indebrændthed? Og vælter ud i skænderier...og ting du fortryder, du får sagt.

Synes det virker som om, der er så mange ting I skal lære i forholdt til hinanden - eller som I skal lære at leve med...eller som I måske bare skal væk fra...jeg er i hvert fald blevet klogere på jeres problematik....det gør det nemmere at hjælpe og forstå dig

Jeg tror man lærer at være ego ved at være det...learning by doing. Man lærer at være ego ved at lære sig selv at kende, at være ved sig selv, tro på sig selv og ikke mindst ved at elske sig selv!

idamaria83 skriver:

Så er en del af problemet vel også, at han ikke får dig til at føle dig som kvinde - ét er, at du har svært ved at se ham som mand, en helt anden ting er, at han skal værdsætte dig som kvinde - og en kvinde skal sgu have at vide af sin mand, når han synes hun ser godt ud (herhjemme skorter det ikke på komplimenterne...ikke i min retning i hvert fald...kan nogle gange blive helt )...

Kan du ikke være dig selv, når du er hjemme? Ligger du i virkeligheden under for forholdet - for at gøre ham glad? Er du nødt til at lægge dit jeg på trappetrinet foran hoveddøren inden du går ind? Det dur jo ikke søde du...hvor forsvinder ordene hen? Bliver de til indebrændthed? Og vælter ud i skænderier...og ting du fortryder, du får sagt.

Synes det virker som om, der er så mange ting I skal lære i forholdt til hinanden - eller som I skal lære at leve med...eller som I måske bare skal væk fra...jeg er i hvert fald blevet klogere på jeres problematik....det gør det nemmere at hjælpe og forstå dig

Jeg tror man lærer at være ego ved at være det...learning by doing. Man lærer at være ego ved at lære sig selv at kende, at være ved sig selv, tro på sig selv og ikke mindst ved at elske sig selv!

Ja jeg mangler på en eller anden måde at blive bekræftiget - altså han siger flere gange om dagen at han elsker mig, kysser og krammer mig, men føler bare på en eller anden måde at det er overfladisk. Ikke fordi han ikke mener det, men som om det er blevet stam-sætninger som bare flyver ud af munden hver dag. Ved ikke om jeg forlanger noget der er umuligt at få, men ville sgu være rart at få lidt mere dybte på.... Ikke fordi jeg er god til at tage imode komplimenter, men ville være rart at få dem fra kæresten fremfor at halv-fremmede mænd...

Hmm jeg ved ikke hvad det er der sker siden jeg ikke bare kan åbne mig nok op herhjemme.... Måske jeg bare har for meget respekt for M og ser mig selv som mindreværd. Måske jeg bare føler at hans mening er mere rigtig end min - som om jeg er bange for at sige noget forkert. Bange for at det jeg siger blot ender med en dum diskution... Jeg ved godt at noget af det skyldes at jeg skal arbejde med mig selv, men jeg tvivler på at det kun er derfor...

Vi skændes ikke ret tit. Har det i bund og grund meget godt til hverdag. Stille og roligt og måske lidt for firkantet med de samme ting vi laver hver dag. Jeg burde måske også bare gøre noget alene om aftenen. Jeg burde også tage noget mere ud med tøserne og gøre noget for mig selv, men ofte er den slags blot med at til at give problemer så det er jo nemmere blot at lade være.... Måske jeg bare er gået stå, men er det min eller hans skyld?

Anonym skriver:

Ja jeg mangler på en eller anden måde at blive bekræftiget - altså han siger flere gange om dagen at han elsker mig, kysser og krammer mig, men føler bare på en eller anden måde at det er overfladisk. Ikke fordi han ikke mener det, men som om det er blevet stam-sætninger som bare flyver ud af munden hver dag. Ved ikke om jeg forlanger noget der er umuligt at få, men ville sgu være rart at få lidt mere dybte på.... Ikke fordi jeg er god til at tage imode komplimenter, men ville være rart at få dem fra kæresten fremfor at halv-fremmede mænd...

Hmm jeg ved ikke hvad det er der sker siden jeg ikke bare kan åbne mig nok op herhjemme.... Måske jeg bare har for meget respekt for M og ser mig selv som mindreværd. Måske jeg bare føler at hans mening er mere rigtig end min - som om jeg er bange for at sige noget forkert. Bange for at det jeg siger blot ender med en dum diskution... Jeg ved godt at noget af det skyldes at jeg skal arbejde med mig selv, men jeg tvivler på at det kun er derfor...

Vi skændes ikke ret tit. Har det i bund og grund meget godt til hverdag. Stille og roligt og måske lidt for firkantet med de samme ting vi laver hver dag. Jeg burde måske også bare gøre noget alene om aftenen. Jeg burde også tage noget mere ud med tøserne og gøre noget for mig selv, men ofte er den slags blot med at til at give problemer så det er jo nemmere blot at lade være.... Måske jeg bare er gået stå, men er det min eller hans skyld?

Jeg forstår, hvad du mener - ordene er blevet sagt så ofte, at du føler de har mistet deres betydning. Sådan havde jeg det også i et forhold engang - tror faktisk det handler om ikke at sige "jeg elsker dig" for tit...vi siger det slet ikke hver dag - ikke med ord i hvert fald - det bliver hurtigt en floskel og man kunne ligeså godt sige "dejligt vejr det er idag" - det bliver jo ikke mindre rigtigt af det, men det føles mindre rigtigt...

Nu skal du passe på, at du ikke kommer til at køre ind i en spiral af selvbebrejdelser "jeg burde også, jeg skulle også, måske bør jeg gøre..."...og spørgsmål om skyld, ej ved du hvad, søde, i sådan en situation som I er i, er det tåbeligt at snakke skyld, det kommer der kun flere dårligdomme ud af...men det er spøjst, at du i et indlæg snakker om, at du måske ikke har så meget respekt for ham som mand og i et næste skriver, at du ser dig selv som mindre værd....hvor bliver ligeværdigheden af? I er to voksne mennesker, der lever i samme hus - I er lige meget værd, jeres meninger vægter lige højt og der er ingen der har skyld - eller bør føle skyld...

Jeg har flere gange i løbet af min uddannelse ifm. organisationsteori og ledelse lært om noget, der hedder tavs og eksplicit viden - hvis I vil have tingene til at fungere, så er I nødt til at prøve at gør jeres tavse viden eksplicit...stille og roligt finde ord på det I inderst inde nok godt ved - og at gøre viden eksplicit kan også ske på skrift, bare den ikke er tavs...for det lyder som om det går op i gætværk...

idamaria83 skriver:

Jeg forstår, hvad du mener - ordene er blevet sagt så ofte, at du føler de har mistet deres betydning. Sådan havde jeg det også i et forhold engang - tror faktisk det handler om ikke at sige "jeg elsker dig" for tit...vi siger det slet ikke hver dag - ikke med ord i hvert fald - det bliver hurtigt en floskel og man kunne ligeså godt sige "dejligt vejr det er idag" - det bliver jo ikke mindre rigtigt af det, men det føles mindre rigtigt...

Nu skal du passe på, at du ikke kommer til at køre ind i en spiral af selvbebrejdelser "jeg burde også, jeg skulle også, måske bør jeg gøre..."...og spørgsmål om skyld, ej ved du hvad, søde, i sådan en situation som I er i, er det tåbeligt at snakke skyld, det kommer der kun flere dårligdomme ud af...men det er spøjst, at du i et indlæg snakker om, at du måske ikke har så meget respekt for ham som mand og i et næste skriver, at du ser dig selv som mindre værd....hvor bliver ligeværdigheden af? I er to voksne mennesker, der lever i samme hus - I er lige meget værd, jeres meninger vægter lige højt og der er ingen der har skyld - eller bør føle skyld...

Jeg har flere gange i løbet af min uddannelse ifm. organisationsteori og ledelse lært om noget, der hedder tavs og eksplicit viden - hvis I vil have tingene til at fungere, så er I nødt til at prøve at gør jeres tavse viden eksplicit...stille og roligt finde ord på det I inderst inde nok godt ved - og at gøre viden eksplicit kan også ske på skrift, bare den ikke er tavs...for det lyder som om det går op i gætværk...

Jeg er ikke selv hellig - har været lige så god til at smide de her stam-replikker omkring mig hverdag. Den eneste der har ramt mig og irriteret mig for længe siden er sætningen "nå, hva har du så lavet idag"? Åårrrh dén sætning er bare så træls - netop fordi jeg har taget den som negativ, men den har bare gjort mig opmærksom på at de andre sætninger pludselig også bare føles som noget man siger og derfor ikke føler noget særligt for mere.... På en måde nyder jeg helt ikke at rende og sige "jeg elsker dig" i øjeblikket. Siger det ikke til M fortiden for det er der jo ikke lige grundlag for. Han siger det stadig til mig næsten hver dag. Tror det er vigtigt at få ryddet op i gamle vaner og så ægte følelser og sandheder.... man vil jo med tiden i et forhold få lavet en masse vaner og nogen er gode mens andre er belastende i længden.

Jamen jeg synes også det hele føles som en evig lang karusel-tur. Som om jeg ikke kan stå af.... Det hele drejer bare rundt og rundt og rundt og er ved at være godt svimmel og forvirret. Nogle dage hader jeg M og andre dage tænker jeg at jeg bare har pisket en stemning op ud af den blå luft. Som om jeg ikke kan se hvad det er jeg er i gang med at ødelægge. Igår havde jeg lysten til bare at stikke af syd på sammen med M og lillemand. Som om det ville hjælpe noget.....

Anonym skriver:

Jeg er ikke selv hellig - har været lige så god til at smide de her stam-replikker omkring mig hverdag. Den eneste der har ramt mig og irriteret mig for længe siden er sætningen "nå, hva har du så lavet idag"? Åårrrh dén sætning er bare så træls - netop fordi jeg har taget den som negativ, men den har bare gjort mig opmærksom på at de andre sætninger pludselig også bare føles som noget man siger og derfor ikke føler noget særligt for mere.... På en måde nyder jeg helt ikke at rende og sige "jeg elsker dig" i øjeblikket. Siger det ikke til M fortiden for det er der jo ikke lige grundlag for. Han siger det stadig til mig næsten hver dag. Tror det er vigtigt at få ryddet op i gamle vaner og så ægte følelser og sandheder.... man vil jo med tiden i et forhold få lavet en masse vaner og nogen er gode mens andre er belastende i længden.

Jamen jeg synes også det hele føles som en evig lang karusel-tur. Som om jeg ikke kan stå af.... Det hele drejer bare rundt og rundt og rundt og er ved at være godt svimmel og forvirret. Nogle dage hader jeg M og andre dage tænker jeg at jeg bare har pisket en stemning op ud af den blå luft. Som om jeg ikke kan se hvad det er jeg er i gang med at ødelægge. Igår havde jeg lysten til bare at stikke af syd på sammen med M og lillemand. Som om det ville hjælpe noget.....

Fik lige en tanke - sådan en parterapeut, de kan vel hjælpe lige så godt med at få afsluttet et forhold på den rigtige måde, som de kan hjælpe til med at redde det? Eller hvad? Tænker bare, at I skal afslutte af de rigtige årsager og på den rigtige måde (hvis I altså skal afslutte det)...så I ikke står med en masse punktummer, der ikke er blevet sat...

idamaria83 skriver:

Fik lige en tanke - sådan en parterapeut, de kan vel hjælpe lige så godt med at få afsluttet et forhold på den rigtige måde, som de kan hjælpe til med at redde det? Eller hvad? Tænker bare, at I skal afslutte af de rigtige årsager og på den rigtige måde (hvis I altså skal afslutte det)...så I ikke står med en masse punktummer, der ikke er blevet sat...

Du siger måske noget som ikke er helt så dumt tænkt - hmm ja måske det kunne være en hjælp ;)

 

Så er en del af problemet vel også, at han ikke får dig til at føle dig som kvinde - ét er, at du har svært ved at se ham som mand, en helt anden ting er, at han skal værdsætte dig som kvinde - og en kvinde skal sgu have at vide af sin mand, når han synes hun ser godt ud (herhjemme skorter det ikke på komplimenterne...ikke i min retning i hvert fald...kan nogle gange blive helt )...

Kan du ikke være dig selv, når du er hjemme? Ligger du i virkeligheden under for forholdet - for at gøre ham glad? Er du nødt til at lægge dit jeg på trappetrinet foran hoveddøren inden du går ind? Det dur jo ikke søde du...hvor forsvinder ordene hen? Bliver de til indebrændthed? Og vælter ud i skænderier...og ting du fortryder, du får sagt.

Synes det virker som om, der er så mange ting I skal lære i forholdt til hinanden - eller som I skal lære at leve med...eller som I måske bare skal væk fra...jeg er i hvert fald blevet klogere på jeres problematik....det gør det nemmere at hjælpe og forstå dig

Jeg tror man lærer at være ego ved at være det...learning by doing. Man lærer at være ego ved at lære sig selv at kende, at være ved sig selv, tro på sig selv og ikke mindst ved at elske sig selv!

Du har ordet i din magt, Ida!

Kunne ikke skrive noget af dét som I vender med hinanden, bedre selv.
Og jeg er meget enig i det I får skrevet frem og tilbage.

Jeg har i øvrigt også selv sådan en "feelsom kinda guy" herhjemme