Hvor smukt søde ven.
Så vil jeg mindes mine ungers far, der døde for 2 år siden af kræft.
Han var min bedste ven og det gik også alt, alt for stærkt...men godt for ham, at det gjorde. Men som vores dengang 17 årige datter sagde:
- Jamen mor, jeg er ikke nået længere end til at far er lidt sløj
Han blev 49 år. 
Min far der døde for 5 år siden af kræft i rygmarven. Han blev knapt 84, så han var en ældre herre. Men han var det største menneske, jeg nogen siden har kendt og han var familiens overhoved og støtte.
Jeg savner hans dybe latter og hans viden. Jeg savner vores lange natlige samtaler og vores kortspil. Jeg savner at kunne spørge ham til råds i stort og småt. Jeg savner at kunne putte min hånd ind i hans og mærke hans store trygge bamsefavn. Og jeg savner at kunne kravle op på hans skød og vide at han ville ordne hele verden for mig. Han er stadig elsket og savnet hver eneste dag.
Mine ungers fars faster. En vidunderlig gammel dame, der nåede at blive 88 år. Still going strong, til hun blev ramt af en hjerneblødning og siden aldrig vågnede op igen for halvandet år siden.
Hun var på mange områder familiens samlingspunkt, og selv efter mine ungers far og jeg blev skilt, var hun den, der slog i bordet og fik den del af familien til at opføre sig ordentligt, for de mente at det skulle man ikke, når man blev skilt. Hendes dør og arme var altid åbne og vi tilbragte mange gode dage og timer i hinandens selskab.
Min faster, der døde i 2004 af kræft. Hun blev 64 år.
Hun var min ekstra mor og hende der passede mig, når far og mor skulle noget igennem mange år. Hun og min onkel var var de sødeste og varmeste mennesker, og jeg har haft mange vidunderlige timer og dage sammen med dem.
Desværre blev hun mere og mere alkoholiseret, og det endte med at jeg måtte vælge hende fra i mit liv, da jeg blev ældre. Men jeg nåede at komme og sige farvel til hende, og det er jeg dybt taknemmelig for. Jeg savner stadig den kvinde, hun var, inden hun blev alkoholiker.
Min morfar, som døde da jeg var 7 år, i en alder af 74, af mavekræft. Han var med til at forme mig til det menneske jeg er i dag. Ingeniør og videnskabsmand. Fra jeg skunne sidde op i barnevognen tog han mig med ud på lange ture og udforskede verden. Han lærte mig om blomster, træer, fugle og alskens natur. Han lærte mig at tegne og male og altide søge viden.
Jeg var 3 år, da vi, med mig i klapvognen, gik på museer og så på alt fra gamle bymuseer til moderne kunst. Han fortalte og forklarede, og vi kunne begge sidde længe og dvæle over et maleri, hvor han så bagefter spurgte ind til hvad jeg havde set og oplevet. Allerede dengang vidste jeg, at jeg ikke brød mig om moderne kunst, men jeg elskede og elsker romatikken, guldalderkunsten og impressionisterne. Han lærte mig at man aldrig skal acceptere et: "Det ved jeg ikke!" Og hvis andre ikke kan oplyse en om svaret, så må man selv finde ud af det på anden vis.
Jeg savner min gamle svigerfar, mine ungers farfar.
Han døde i 1996 69 år gammel.
Han var et af de mest hjertevarme mennesker jeg har kendt, sød kærlig og med en vidunderlig humor. Han og jeg havde bare noget fra dag et, og selvom han elskede sine egne 2 døtre højt, så var jeg svigerfars pige. Vi kunne gå i timer i hans have og snakke om blomster (han var gammel gartner) og dyr og om gamle dage. Og han var fuld af et hav af historier fra hans slægt, som jeg siden har kunnet fortælle videre til hans børnebørn, for ingen andre i den del af familien lod til at interessere sig for det.
Lige inden hans død besluttede vi at tage ned og holde min mellemstes 5 års fødselsdag hos dem, for han var alt for sløj til at kunne komme, og jeg har sjældent set et lykkeligere menneske, da vi kom med vores lille datter. Selv kan Rebecka stadig huske den fødselsdag som noget helt særligt, og det var også sidste gang hun så sin højtelskde farfar i live.
Min farmor, som døde i en alder af 88 da jeg var 19 år. Grand old lady. Hun havde som hun selv sagde, levet en fantastisk tidsperiode igennem.
Da hun blev født var der stadig gaslys på de brolagte gader og hestedroskerne rumlede på de toppede brosten og hun nåede at opleve at mennesket satte sin fod på månen. Efter hendes mening var det alt hvad et menneske kunne forlange. Hendes historier var vidunderlige, når hun fortalte om hele sin slægt og barndom med en far der var kaptajn på de store te-clippere. Og hun fortalte om det at blive forelsket, at blive mor og være kvinde.
Hun var gammel lægekone og havde et naturligt syn på livet og døden og kroppen. Det var hende, der fortalte mig om pubertet, om sex, om kærlighed og jeg kunne altid spørge. Hun delte mine små og større hemmeligheder med mig og holdt mund når hun skulle. Hun var fyldt med en million ordsprog og havde altid et til lejligheden og livets tildragelser og så havde hun altid tid. Hun var ikke rig og havde ikke meange penge, men hos hende var der altid papir, saks, lim og farver og oceaner af tid.
In memoriam
