BabyNilas skriver:
Efter du har fortalt du er gravid og efter du har født?
Jeg vil starte med at fortælle om min egen svigermor.
Jeg har verdens bedste svigermor, hun er så fantastisk, men efter vi fortalte at vi venter os er hun begyndt at blande sig meget. Hun har arbejdet som dagplejer i over 25 år og hun mener hun ved hvad der er bedst for os og vores baby. Hun ved da sikkert på mange punkter hvad hun snakker om men nu er det henholdsvis 13 og 33 år siden hun fik børn og der er altså sket meget siden.
En anden ting er at hun vil bestemme hvad vi skal købe til vores baby, og hvad vi ikke skal købe, men heldigvis er min mand ved at indse at hun går mig på nerverne.
Vi har været så heldige at vi kan låne en vugge af min mands moster, men efter min svigermors mening må vi ikke få vuggen hjem før jeg har født. Jeg aner ikke hvordan den ser ud eller noget som helst og får den ikke før jeg har født. Det samme med vores barnevogn, den må vi heller ikke hente før jeg har født. Jeg er simpelthen ved at gå ud af mint gode skin, Jeg har termin den 11 nov og vil bare geren snart have styr på det hele inden babyen kommer, men det skal jeg da love for hun sætter en stopper for.
Håber ikke jeg er den eneste som har det lidt svært med sin svigermor og jeg håber bestemt at det bliver bedre når jeg har født. Nå havde bare brug for at komme ud med det. Tak fordi du gad læse det 
Hej søde. 
Ja det er ikke nemt at være hverken svigermor eller mor, når det første skud på stammen dukker op.
Jeg kan sagtens huske fra mig selv, hvor irriteret jeg blev på min svigermor og mor, når de blandede sig, og jeg følte at de jo var oldgamle Metusalem'er, som bare ikke var fulgt med tiden, osv osv.
Det var jo SÅ længe siden, at de selv....
Men søde ven, tro mig når jeg nu siger, at du er jordens heldigste, at du har en svigermor, der er gammel dagplejer. Hun VED hvad det handler om. Og hvorfor nu det?
Jo for tingene har IKKE forandret sig ret meget. Basics er basics. Det at få et barn, alle de "gamle" små tricks, som du sidder og lærer i de nye bøger du læser, er de samme som for 15 år siden, for 30 år siden og for 200 år siden.
Selvfølgelig er der nogle få nyopdagelser, men resten....er de samme, som da din sviger selv havde børn, de har ikke forandret sig, og de vil ikke forandre sig.
Sig du bare fra i de små ting, men i de store, kan du roligt stole på hendes dømmekraft.
Og hvorfor siger jeg så det?
Fordi jeg selv har måttet erkende at min sviger, og min mor, begge havde ret i alle de gode råd de gav mig.
Men man vil jo helst selv, ikke!?! 
Det du skal gøre er, at du skal aftale med din svigermor, at DU siger til når DU har brug for råd og hjælp, og det må du få din mand til at hjælpe dig med.
Og brug hende så. For du har et omvandrende leksikon af erfaring og viden lige inden for rækkevidde.
Og hun vil elske, når du kommer til hende.
Sortér det gamle fra, som du ikke kan bruge, og behold det, som for dig, er fornuftigt.
Det du gør er at du siger: "Ja, svigermor, det lyder fornuftigt. Det vil jeg lige tænke over." Og så gør du, som du selv vil 
Du vil også hurtigt opdage, at meget af det, som du syntes lyder gammeldags slet, slet ikke er det. Det er evigt gyldige virkemidler til at få et roligt barn.
Husk på at hun OGSÅ har stået præcis som du engang for 100 år siden og været ung mor...og følt nøjagtig som du. Men hun har bare glemt det.
Måske skulle hun lige mindes om det 
Da jeg var ung, og dermed også din sviger, så VAR det en tradition, at man ikke måtte få vuggen og barnevognen ind i huset før fødselen. Det lyder måske mærkeligt, og jeg var også selv vældigt irriteret over det, men det var med det, som med så mange andre små ting, som fx at gommen ikke må se bruden på bryllupsdagen før i kirken, at man skal bæres over dørtrinet første gang man skal ind i sit nye hus og alle den slags "traditioner"
Den med babysengen og barnevognen er en gammel ting, der strækker sig helt tilbage til dengang hvor børnedødeligheden var høj, altså fra for 100 år siden og bagud. Hvor stor en sorg var det ikke, når en nybagt mor stod der med alting klar, vuggen og så videre, hvis der ikke var nogen baby at lægge i? Med den lille regel om, at man ikke måtte gøre vuggen klar før barnet var født, skånede man hende for uendeligt meget.
Selvfølgelig er det noget pjat i vore dage, men det gibber nu stadig i mig, når jeg ser unge mødre af i dag, have det hele stående fra de er 5 mdr henne eller før, for tænk nu hvis!?!
Så..det du og din mand skal gøre er, at din mand må lære din svigermor at hun lige må drosle al velvilligheden ned, og at I vil komme til hende. Og så han skære hårdt igennem og sige til hende at I bestemmer, hvordan I vil gøre. Og hvis det passer jer at have det hele hjemme og klar nu, så er det sådan det bliver...færdig!
Og hvis du eventuelt kan gøre det stille og roligt under en 4-øjnes snak, hvor I kan sidde lidt i fortrolighed og hyggesnakke, vil det selvfølgelig være det allerbedste.
Mind hende om hvordan hun havde det da hun var ung og hendes "gamle" ville styre og bestemme alt. Så skal I nok finde ud af det sammen.

Kærligst
Sussie