Mit liv er noget rod

Søde, søde, søde... 

Det er simpelthen så trist læsning og så led en situation, du står i! Men hvor er det flot, at du magter at se så klart på tingene.

Jeg er virkelig ked af, at du og manden ikke rigtigt kan finde melodien. Er det helt slut? Kan I overhovedet snakke sammen?
Har I prøvet med noget parterapi? Om ikke andet så for at kunne snakke sammen om den jeres skønne dreng...

Mht. forsognshjemmet, så tænkte jeg på, om det måske kunne vendes til noget godt? (Selvom du nok vil være allerbedst tjent med en sygemelding!)
For måske det kunne være stedet, hvor man kan engagere sig i de ting, der foregår der, uden at skulle forholde sig til sit eget liv. Giver det mening?
Men jeg forstår godt dine tanker om en sygemelding, men tror du, manden kunne finde på at bruge det mod dig?  

Jeg er også ked af, at du føler dig nødsaget til abort, for det er jo en stor beslutning. Men som du også selv skriver, så skal man stå til ansvar... Og jeg ved godt, at du mener, at hvis man kan blive gravid, så kan man også tage barnet. Men (!) du blev gravid og situationen har ændret sig og nu må du så tage en anden type ansvar. Ansvar for, at dit liv måske er ved at ændre sig radikalt. Og det synes jeg er utroligt stærkt af dig!
Som flere også skriver, så skal du stole på din mavefornemmelse.

Skriv endelig, hvis du har lyst/behov! Jeg kan måske ikke komme med gode råd, men lytte... Dét kan jeg!

Og kramme, det kan jeg også! Jeg sender en masse og de er varme! Knus!

Pyha sikke noget møg

Jeg læste indlæget igår, men vidste simpelthen ikke hvad jeg skulle sige til dig. Jeg er simpelthen så ked af det på jeres vejne. Jeg gik lige som så mange andre herinde og var så glad på jeres vejne da du fortalte at du var gravid igen.

Du virker meget afklaret med din beslutning, og jeg er ikke et sekundt i tvivl om at det er gennemtænkt. Derfor gør det jo det jo ikke nemmere at du skal gå og vente på at få aborten, og når forholdet så samtidig skranter, kan jeg forestille mig det ikke er nemt. Jeg kan ikke helt læse om det endegyldigt er forbi mellem dig og din mand eller om i giver det et sidste forsøg. Jeg håber da helt sikkert at i kan få det til at fungere, men lykkes det ikke er du en stærk pige og du skal helt sikkert nok klarer dig sammen med din dejlige søn.

Jeg sender dig en masse kram herfra, og ville ønske at jeg ikke sad i den anden ende af Danmark

Øv så blev også mine bange anelser bekræftet

Som jeg skrev til dig i min pb igår, så står vi et helt hold navler klar til at trøste, opmuntre, forstå, acceptere og i det hele taget bare lytte! Navlerne er uden filter - og vi er med hinanden i tykt og tyndt - så hvor er jeg bare glad for, at du fik taget hul på bylden!

Som de andre skriver, så er dine beslutninger tegn på en enorm styrke og din begrundeslse for at få aborten er jo noget af det mest uselviske; du gør det for at beskytte et liv, som du ikke føler du kan give, hvad det fortjener! Tanken om det giver mig en knugende fornemmelse i maven og en tåre i øjenkrogen...jeg kan kun gisne om, hvordan du selv må have det! Det er bestemt ikke en rar situation at stå i!

Jeg håber, I kan komme godt ud på den anden side (og som nogle af de andre også skriver - har I overvejet parterapi? Måske er det vejen ud?)...

Du skal i hvert fald have mange og husk nu på, at vi er her for dig!!!!