Nu kan jeg ikke holde mig tilbage længere - har brug for jeres støtte!
Kære piger.
Jeg går i øjeblikket igennem den sværeste og værste tid i mit liv (ihvertfald indtil videre) Jeg har det bare så dårligt psykisk og kan snart ikke mere.
Jeg er gravid, men har bestemt at abort er den eneste rigtige udvej. Det er ekstremt hårdt for mig for jeg har altid sagt at jeg aldrig ville ha en abort. Man må sgu stå til ansvar for det. Men nu sidder jeg så her og er ikke et sekundt i tvivl om at jeg har truffet den rette beslutning. Jeg kan ikke stå indefor et nyt lille væsen - jeg kan ikke love den lille at den ville få det trygt og godt så derfor tør jeg simpelthen ikke tage nogen chancer!
Sagen er den at min kæreste og jeg har det rigtig skidt i vores forhold. Det er så skidt at det er på kanten til at være slut. Eller det har vippet lidt op og ned her de sidste 2 måneder og jeg er efterhånden ved at være godt brugt og orker snart ikke mere. Vi har før haft problemer hvor jeg har sagt at det er slut. Men alligevel er det altid endt med at vi har taget kampen op. Nu er vi her så endnu en gang og jeg magter det snart ikke mere....
Vi har en dejlig dreng sammen som lige er fyldt to år og det gør mig så inderligt ondt at såre ham. Det kan mit hjerte slet ikke bære, men jeg blir nødt til at tænke på at han heller ikke har det godt med at vi blir sammen for hans skyld. Hvis vi går fra hinanden vil der uden tvivl blive en svær fase, men det må for pokker blive godt igen med tiden. Det handler om at hans forældre må samarbejde for hans skyld.
Der er mange ting der spiller ind som problemer i vores forhold. Mange ville sikkert ryste på hovedet og tænke at vi da ikke har noget at brokke os over. Omvendt så er der mange der har sagt til mig at de godt forstår mig og støtter mig i det jeg gør lige meget hvad. De mener bare ikke at det kan være rigtigt at vi når helt herud flere gange uden at der er en mening med det....
Jeg føler mig slidt op af at tænke og vende og dreje det hele. Det fylder alt i mit hoved og så oveni den abort. Det er så hårdt et pres der ligger på mine skulder for tiden at bare der er en der siger "hej", ja så er jeg ved at bryde sammen. Jeg kæmper for at være stærk og for at det ikke skal gå udover vores søn. Jeg er nok bare snart kommet dertil hvor jeg kaster håndklædet i ringen!
Jeg har gået ledig i efterhånden 10 måneder. Jeg er blevet smidt i endnu noget aktivering. Dvs det er "job med løntilskud". Jeg skal på mandag starte på noget der hedder forsognshjemmet. Det er et sted for misbrugere og hjemløse. Jeg skal hjælpe til i køkkenet og med rengøringen. Evt også være med til at aktivere brugerne. Ved slet ikke om jeg er istand til at starte sådan et sted lige nu... Men ærligt talt så tør jeg sgu heller ikke begynde på at få en sygemelding. Jeg skal ikke på nogen måde stå svagt på den front hvis vi i fremtiden går fra hinanden og ender i statsforvaltningen fordi vi ikke er enige om hvem der ska ha vores søn boende. Jeg skal ikke risikere at en sygemelding gør mig svagt stillet. Jeg tør ikke tage chancen. Så vil jeg hellere sparke mig selv hårdt bagi og bide i det sure æble! Og jeg skal være 4 måneder på forsognshjemmet. Det er godt nok lang tid!
Fra 1. februar skulle jeg gerne være sikkert job i den butik jeg oprindeligt er udlært i. Jeg har fået de arbejdstider jeg har ønsket mig. 3 dage hvor jeg går senest kl 16 og så to lange dage til luk. Kun fast 1 lørdag i mdr. Men har ikke skrevet under endnu så tør ikke tro 100% på det endnu - kryds endelig fingre!
Jeg er forvirret, jeg føler mig såret, jeg føler mig bange, jeg føler mig ensom, jeg føler mig svag.... men på den anden side føler jeg mig kampklar, jeg føler mig stærk, jeg føler mig sikker på at græsset er grønnere på den anden side!
Ja nu husker jeg ikke hvad jeg har skrevet og ikke har skrevet..... suk.
