I tvivl

Jeg elsker min kæreste utroligt højt, og venter vores barn, kunne slet ikke forstille mig at være uden ham. Dog har vi haft to tidspunkter hvor det har været ved at gå galt... pga. hans eks... ja jeg er utrolig jaloug anlagt... og selvom han forsikrede mig om at det kun var hende der skrev, og at det kun var en gang i mellem... så var det bare ikke godt nok... jeg blev mere og mere mistroisk... og er det stadigvæk... (De havde været sammen i næsten to år, det var hende der droppede ham, og har hørt fra flere at han virkelig var glad for hende, og gik i kælderen da hun skred...)

To gange måtte jeg bryde grædene sammen på gulvet, og tigge ham om at droppe kontakten til hende, før han lød som om han mente det da han sagde han ville. Han sendte en "sød" besked til hende om at hun måtte være venlig ikke at skrive mere, eftersom det satte hans nye forhold på en hård prøve, og da jeg er gravid vil han under ingen omstændigheder øddelægge det.

Hun svarede tilbage... henvendt til mig... at hun virkelig var ked af at de ikke kunne være venner, pga. jeg ikke tolede på ham...  og at hun ellers havde set frem til at møde mig, og gerne ville være venner med mig... samt hun i parentes havde skrevet (husk venner er den familie man selv vælger)  Kæresten syntes forresten det var et fint svar han/jeg fik...

Efter nogle dage hvor jeg ikke vidste hvad jeg skulle stille op, skrev jeg en personlig mail til hende, (viste kæresten den inden jeg sendte den) hvor der stod kort og kontant, fortsæt kontakten og han bliver weekendfar.

Endnu engang fik jeg er meget sød besked tilbage fra hende... hvor hun skrev at hun var ked af det og ikke håbede det var pga. hende... osv...

Hvad skal jeg nu stille op...? jeg ved ikke om han stadigvæk skriver med hende... men han er stadigvæk venner med hende på facebook, har stadigvæk hendes mobil og hjemme-nummer, og er ven med hende på MSN... føler ikke de har droppet kontakten...

(kunne aldrig selv drømme om at have kontakt eller være venner med mine eks på nogen måde... og det ligger fjernt for mig at forstå folk der har... er en eks ikke fortid? og er fortid ikke noget man lægger bag sig?)

Cho skriver:

Jeg elsker min kæreste utroligt højt, og venter vores barn, kunne slet ikke forstille mig at være uden ham. Dog har vi haft to tidspunkter hvor det har været ved at gå galt... pga. hans eks... ja jeg er utrolig jaloug anlagt... og selvom han forsikrede mig om at det kun var hende der skrev, og at det kun var en gang i mellem... så var det bare ikke godt nok... jeg blev mere og mere mistroisk... og er det stadigvæk... (De havde været sammen i næsten to år, det var hende der droppede ham, og har hørt fra flere at han virkelig var glad for hende, og gik i kælderen da hun skred...)

To gange måtte jeg bryde grædene sammen på gulvet, og tigge ham om at droppe kontakten til hende, før han lød som om han mente det da han sagde han ville. Han sendte en "sød" besked til hende om at hun måtte være venlig ikke at skrive mere, eftersom det satte hans nye forhold på en hård prøve, og da jeg er gravid vil han under ingen omstændigheder øddelægge det.

Hun svarede tilbage... henvendt til mig... at hun virkelig var ked af at de ikke kunne være venner, pga. jeg ikke tolede på ham...  og at hun ellers havde set frem til at møde mig, og gerne ville være venner med mig... samt hun i parentes havde skrevet (husk venner er den familie man selv vælger)  Kæresten syntes forresten det var et fint svar han/jeg fik...

Efter nogle dage hvor jeg ikke vidste hvad jeg skulle stille op, skrev jeg en personlig mail til hende, (viste kæresten den inden jeg sendte den) hvor der stod kort og kontant, fortsæt kontakten og han bliver weekendfar.

Endnu engang fik jeg er meget sød besked tilbage fra hende... hvor hun skrev at hun var ked af det og ikke håbede det var pga. hende... osv...

Hvad skal jeg nu stille op...? jeg ved ikke om han stadigvæk skriver med hende... men han er stadigvæk venner med hende på facebook, har stadigvæk hendes mobil og hjemme-nummer, og er ven med hende på MSN... føler ikke de har droppet kontakten...

(kunne aldrig selv drømme om at have kontakt eller være venner med mine eks på nogen måde... og det ligger fjernt for mig at forstå folk der har... er en eks ikke fortid? og er fortid ikke noget man lægger bag sig?)

Man kan jo selvfølgelig godt være venner med sin eks, men jeg ville nok mene at det skulle være på et niveau hvor han respektere at du ikke er glad for det. Dine følelser kan jo også være lidt mere skrøbelige pga graviditet

Hvorfor skal de droppe kontakten?

De er venner - og så?

Jeg synes din kæreste eks., gør det helt rigtige - hun er venlig og mener det hele pænt. Din kæreste har valgt dig, så stol på ham! Det har eks'en også ret i - for det gør du jo ikke. Så ville du ikke være i tvivl.

Jeg synes det er super forkert at du skrev det du skrev, og at bede dem droppe kontakten, det er altså for barnligt - i er vel voksne mennesker?

Ja - jalousi er en grim ting, men bare fordi at du er det, er det ikke ens betydende med at han skal hoppe når du siger hop. Det er en ting du skal arbejde med, ikke noget han skal "lide" under.

Ja jeg ved som sagt godt jeg er meget jaloug... og nej stoler nok ikke nok på ham hvad det angår, hvilket jeg ikke helt selv forstår.  Jeg havde snakket med ham flere gange omkring hende, da jeg ved efthaer hvad han selv har fortalt, hvor meget de havde sammen.

Min kæreste er 31, og har være i godt og vel 10 forhold før mig, efter hvad han selv siger, og jeg selv er kun 18, og helt uerfarn hvad forhold angår. (ved ikke om det kan være derfor det nager mig så utroligt meget.)

Og ja du kan have ret, det var måske ikke det rigtige at skrive til hende... men jeg følte at begge både kæresten og eks´en skulle vide hvor meget det betød/betyder at jeg kan stole 100% på ham lige nu, og det kan jeg åbenbart ikke så længe jeg ved de har kontakt.

Cho skriver:

Ja jeg ved som sagt godt jeg er meget jaloug... og nej stoler nok ikke nok på ham hvad det angår, hvilket jeg ikke helt selv forstår.  Jeg havde snakket med ham flere gange omkring hende, da jeg ved og han han selv har fortalt hvor meget de havde sammen.

Min kæreste er 31, og har være i godt og vel 10 forhold før mig, efter hvad han selv siger, og jeg selv er kun 18, og helt uerfarn hvad forhold angår. (ved ikke om det kan være derfor det nager mig så utroligt meget.)

Det kan jo godt have noget med det at gøre... Jeg synes i hvert fald at du skal tænke rigtig meget over hvad du vil.... Der kan også være for stor aldersforskel på jer...

Jeg ville ikke bryde mig om, at min mand snakkede med sine ekskærester. Jeg er helt sikker på, at han ville have det på samme måde med mine ekskærester. Uanset kunne det ikke falde nogen af os ind at gøre noget, som gjorde den anden ked af det og usikker på sig selv. Vi er et par, og vores opgave er at gøre hinanden lykkelige. 

Det er sådan vi har det. Synes du skal sætte dig ned og snakke med din kæreste om, hvordan I vil have det...

Åh, det er sådan en skrækkelig følelse. Den der jealousi!

Men altså, du må se, om ikke du kan tøjle det store grønne monster, for det er altså dig, som har problemet. Og ikke andre.

Jeg kan måske berolige dig med, at jeg selv er blevet helt af med mine grønne tanker med alderen. Ok, nu lyder det som om, jeg er tussegammel, men er altså KUN 29 . Ved ikke, hvor gammel du er? (Og nu må du ikke læse det som om, jeg kalder dig barnlig, det gør jeg dæleme IKKE) For mig skete der bare et eller andet ved 25-årsalderen. Fik en meget større selvstændighed.. Men det kan jo sagtens bare være mig, der først blev rigtig voksen så sent. Hehe.

Og nå ja, så er du selvfølgelig meget skrøbelig som gravid. Men tænk lige over, om du har lyst til at være sådan en mor, som farer i flint over far, hver gang han skal til fest/ud af døren/er sammen med kvindelige kollegaer/støder ind i sin eks osv. osv. osv. Det er der jo ingen, det gider eller kan holde til i længden.

Husk på, at din kæreste har givet dig en kæmpe kærlighedstilkendegivelse (den største efter min mening) ved at vælge at få et barn med dig. Jeg tror, du kan sove trygt om natten!

Se, om ikke du har mulighed for at få noget prof. hjælp. Jeg ved ikke selv, hvilken slags, der vil være bedst. Men det kan jo undersøges.

Læste forresten i ugebladet Søndag (OK, indrømmer det, jeg ER gammel) d. 30.08.10, et større tema om jalousi. Måske de har lagt det på nettet?

Held og lykke med det hele.

Og husk: Du er god nok! Endda bedre end det!

Jeg kan slet ikke forstå din indstilling. Når jeg møder en jeg forelsker mig i så er det fordi personen har en personlighed jeg rigtig godt kan lide og samtidig en gnist imellem os. Når gnisten så forsvinder og man går fra hinanden er personligheden der jo stadig så hvorfor ikke fortsætte som venner?

Jeg forstår ikke den der med at man skal ud af hinandens liv fordi man ikke længere er forelskede - og han har oven i købet forsøgt at afslutte venskabet pga dig - hvilket jeg egentlig synes er at gå MEGET langt...

Hun virker både moden og sympatisk i mine ører, hvor du lyder en smule gravid-hys, undskyld jeg siger det Den mail du skrev til hende er direkte vanvittig - hvordan kan du overhovedet true med den slags - at gøre dit barn til delebarn fordi din kæreste har en veninde??? Du sætter jo helt klart din egen ubegrundede jalousi over dit barns behov for to glade forældre og så giver du så din kæreste og veninden skylden fordi de er gode venner - ja beklager men jeg kan slet ikke se at det skulle være synd for dig.

Jeg har arbejdet for mine venskaber med eks'er og det er da ikke nemt men bedre venner finder man bare ikke og der er ikke skyggen af gnist mellem os i dag. Har tilbragt 5 timer med min egen eks og min søn i dag, og han og min kæreste har netop aftalt at tage i biffen sammen på lørdag mens jeg passer Jonte.

Har du tænkt over at din kæreste måske netop værdsætter venskabet med sin eks fordi han overlevede deres break up selvom det var sindssygt hårdt? Så det at han nu er ovre hende og videre med moren til hans barn er en præstation han er skidestolt over? Eller at han bare synes hun er en rar person og de stadig snakker godt sammen? Jeg synes det er virkelig uretfærdigt at du skriver/snakker til hende som du gør, for hun har ikke gjort noget som helst forkert i mine øjne og det har din kæreste heller ikke. Men hvis han på et tidspunkt bliver ked af det fordi du dikterer hvem han må være venner med så forstår jeg det udmærket...

Jeg håber du kommer frem til at det er dig der er urimelig jaloux, for det er ikke værd at ødelægge et godt forhold, en lille ny familie eller et gammelt venskab over.

Mvh

Rosa

Cho skriver:

Jeg elsker min kæreste utroligt højt, og venter vores barn, kunne slet ikke forstille mig at være uden ham. Dog har vi haft to tidspunkter hvor det har været ved at gå galt... pga. hans eks... ja jeg er utrolig jaloug anlagt... og selvom han forsikrede mig om at det kun var hende der skrev, og at det kun var en gang i mellem... så var det bare ikke godt nok... jeg blev mere og mere mistroisk... og er det stadigvæk... (De havde været sammen i næsten to år, det var hende der droppede ham, og har hørt fra flere at han virkelig var glad for hende, og gik i kælderen da hun skred...)

To gange måtte jeg bryde grædene sammen på gulvet, og tigge ham om at droppe kontakten til hende, før han lød som om han mente det da han sagde han ville. Han sendte en "sød" besked til hende om at hun måtte være venlig ikke at skrive mere, eftersom det satte hans nye forhold på en hård prøve, og da jeg er gravid vil han under ingen omstændigheder øddelægge det.

Hun svarede tilbage... henvendt til mig... at hun virkelig var ked af at de ikke kunne være venner, pga. jeg ikke tolede på ham...  og at hun ellers havde set frem til at møde mig, og gerne ville være venner med mig... samt hun i parentes havde skrevet (husk venner er den familie man selv vælger)  Kæresten syntes forresten det var et fint svar han/jeg fik...

Efter nogle dage hvor jeg ikke vidste hvad jeg skulle stille op, skrev jeg en personlig mail til hende, (viste kæresten den inden jeg sendte den) hvor der stod kort og kontant, fortsæt kontakten og han bliver weekendfar.

Endnu engang fik jeg er meget sød besked tilbage fra hende... hvor hun skrev at hun var ked af det og ikke håbede det var pga. hende... osv...

Hvad skal jeg nu stille op...? jeg ved ikke om han stadigvæk skriver med hende... men han er stadigvæk venner med hende på facebook, har stadigvæk hendes mobil og hjemme-nummer, og er ven med hende på MSN... føler ikke de har droppet kontakten...

(kunne aldrig selv drømme om at have kontakt eller være venner med mine eks på nogen måde... og det ligger fjernt for mig at forstå folk der har... er en eks ikke fortid? og er fortid ikke noget man lægger bag sig?)

forstår dig 100% Folk får det altid til at klinge så negativt hvis an er jaloux og hvorfor skal det være negativt?

De andre der finder sig i hvad som helst, vil jeg omvendt alde naive.

Jeg syntes du er i din fulde ret til at bede hende skride ad H til og jeg syntes du er i din fude ret til at blive pisse sur på ham hvis han ikke gider skrotte hende.

Hun er en EKS! De er ikke sammen mere, han har valgt DIG og han har valgt at skabe en familie sammen med DIG! og hun passer slet IKKE ind i det billede.

UD!!!!!! med hende!!!