Vi satte jo "projekt Æd Baby Ud" i værk den anden dag, og fik det råd fra Zafir, at Ikeas kötbullar kunne nogle tricks. og det må man sige! Allerede på vejen IND til kötbullarne startede der noget. Jeg sad lidt og tænkte "hvad søren?", for pludselig lavede de temmelig kraftige plukveer og de mavesmerter jeg havde haft siddende nederst i maven hele dagen en kombi, som gjorde at der, når der kom en plukve samtidig løb ilninger af smerte hen og opover maveskindet og om i ryggen. HM! Så kommer den svære del: hvornår kan man sige til Søren hvad der sker, når han kører bil?! Jeg sad og ventede lidt og da vi var alene på vejen sagde jeg "æh skat...jeg tror altså jeg har veer". Han slingrede ikke ud, som jeg havde frygtet, men råbte mig lige ind i hovedet: "TROR DU DU HAR VEER?" 
Jeg holdt dog på, at vi skulle ind til kötbullarne og selvom det gjorde naller, så kom vi derind. Inden vi gik ind blev vi enige om, at jeg måske lige skulle ringe til Svendborgs fødegang og spørge om jeg skulle reagere eller hvad. Sagen er den, at jeg har gået med en graviditet udenfor livmoderen og blødning i bughulen i 3 dage uden at ville reagere på smerterne, og jeg har lovet Søren højt og helligt at reagere ved den her fødsel når noget gør ondt, for han ved godt at jeg kan trække den MEGET langt fordi jeg ikke 1) vil være pylret og 2) synes det gør SÅ ondt. Jordemoderen synes godt nok vi lige skulle tjekke det, især fordi jeg var hjemmeføder. Nu har de den regel på Svendborg fødegang, at hvis du IKKE er i fødsel, så har du blærebetændelse, basta, og som hun sagde, så kunne hjemmefødselsjordemoderen ikke tjekke for blærebetændelsen, så vi kunne bare komme ind. Hun sagde også at den eneste grund til hun holdt på blærebetændelse og ikke begyndende fødsel var fordi jeg kun var 37+3, så det var jo tidligt i fødselsperioden. Jeg fortalte, at vi lige var i Odense og sådan og hun sagde, at så synes hun vi skulle gå rundt alt hvad jeg orkede og så ringe igen når vi ville komme. Så det gjorde vi. Og det var ikke meget! Vi åd, og så vraltede jeg gennem Ikea UDEN at købe noget 
med den ene heftige plukve efter den anden og på rulletrappen på vej ud kom der endnu en ve-ting...så går man lige ind i sig selv et øjeblik!
Vi kørte hjem og jeg ringede igen og talte med en anden jordemoder, som dog kendte til det første opkald og sagde, at vi skulle altså lige komme ind, så ville de tjekke både blærebetændelse og status på mig. Så jeg sprang i et meget hurtigt men MEGET varmt bad og Søren kørte i Fakta og handlede meget-meget hurtigt. Og så gik det mod Svendborg. Badet havde løsnet op for mavesmerterne, men plukveerne kom stadig og da vi nåede fødegangen var jeg igen ret plaget af ondt i maven. Vi kom ind og der var bare travlt! Jeg fik en kop at tisse i og så sad vi ellers på stuen og gloede et godt stykke tid. Jeg valsede lidt rundt, men så kom plukveerne igen og jeg endte med at halvvejs ligge nedad en kontorstol, så da lægen kom ind, var jeg midt i en plukve OG lignede en splattet flødebolle der ikke kunne tale 
Det blev en læge der kom ind fordi alle jordemødrene var optaget ved fødsler, og der var da også en dame godt igang på stuen inde ved siden af. Det er spøjst som fødende kvinder lyder PRÆCIS som fødende kvinder...det sad jeg og tænkte meget på. Det er ligesom lyde som ikke kommer ud på andre tidspunkter...
Lægen sagde at ja, jeg havde jo hvide blodlegemer i min urin, hvilket kunne tyde på blærebetændelse, men han ville nu godt lige dyrke den inden han gav mig pencillin (HALLELUJAH!) og selvfølgelig skulle jeg behandles hvis jeg havde en urinvejsinfektion, men det værste der kunne ske lige nu var at fødslen gik igang, og det måtte den jo sådan set gerne, for jeg var jo fulde 37 uger. Jeg sagde så, at jeg er blevet testet for blærebetændelse 30 gange (også da jeg var indlagt med GUL'en) og hver eneste gang havde jeg hvide blodlegemer i urinen og hver eneste gang havde jeg ikke blærebetændelse. Så synes han bestemt ikke jeg skulle i behandling før han vidste om der virkelig var noget galt. Så sad vi lidt og han indikerede, at det var det og om vi ville mere, og så sagde Søren, at jeg jo var blevet lovet en undersøgelse, så vi vidste hvad der foregik med kroppen. Nåh, jamen, det ville han da lige give mig så, det skulle vi jo ikke snydes for. Så op på briksen med bar røv, mens lægen holdt enetale om det fantastiske ved hjemmefødsler 
Det var SÅ fedt! Han var bare 100% på og forklarede at der førhen havde været en fynordning hvor fire faste jordemødre tog sig af hjemmefødslerne for hele Fyn, "men det var der jo så nogle idioter der sparede væk fordi de mente det kostede penge, hvor de istedet skulle have støttet det, fordi det ville SPARE penge i sidste ende". og "Er I blevet mødt af meget modstand fra det offentlige? For statistikkerne viser jo faktisk at det er sikrere at føde hjemme end på hospitalet. Ja, der er naturligvis fordi de kvinder der føder hjemme selv vælger det, hvis man tvang alle kvinder til det, ville der være mange der var panisk angste. Men kvinder der føder hjemme er af en helt bestemt støbning!" og så lå man der og følte man var lidt af et guldæg
Nåh, han undersøgte mig, ikke videre behageligt, men så absolut heller ikke så ubehageligt som jeg har gået og forestillet mig det! Og så kiggede han lidt på mig og sagde "Jae...du er helt blød og jeg kan få en god finger ind...det havde jeg godt nok ikke regnet med, du er jo tidlig i fødselsperioden, jeg havde forventet du var helt lukket og havde et par cm livmoderhals, men jeg kan altså gøre sådan her" sagde han og vrikkede med fingeren "der er en god åbning derinde". JUHUUUUUUU!!!! Søren kunne slet ikke stå stille 
Så kom jeg op og fik bukser på igen og så sagde han "nej, skal vi ikke lige lytte hjertelyd for en god ordens skyld". Altså...babyen var jo ekstremt aktiv, det var den også under veerne tidligere, hvilket blot forstærkede ubehaget, så jeg var jo slet ikke bekymret for den, men ville jo egentlig bare gerne vide om der var gang i noget eller ej. Men han holdt på hjertelyd, fandt et trærør frem og kunne ikke finde den. Så spurgte han mig om den var aktiv, eller om vi lige skulle scanne og jeg mumlede at jeg nu altså ikke var bekymret, men så var Søren hurtig og sagde "jeg tror liiiige det er klogest du scanner alligevel!" og lægen var enig og hentede et scanningsapperat ind til os. Jeg kunne høre han mødte en jordemoder ude på gangen som spurgte hvad han lavede "jamen, jeg ville bare lige scanne, vi skal lige tjekke hjertet", hehe, det lød lidt som om han skulkede fra en anden helt vildt nederen opgave og derfor selv fandt på ting vi kunne lave inde ved os
Nåh men han kom ind og mens scanneren varmede op fortsatte han talen om hjemmefødsler og hvordan det hele foregik i Holland, hvor der er mange flere hjemmefødsler osv. og det var bare superfedt, fordi jeg følte at han godt kunne se, at når jeg har valgt en hjemmefødsel = minus smertestillende, så kan jeg nok godt have temmelig ondt uden at det påvirker mig helt voldsomt meget, så jeg følte ikke jeg behøvede at understrege mine smerter. Lige da han lægger scanneren til maveskindet, siger Søren "hov, husk lige, at vi ikke ved hvad kønnet er og IKKE vil vide det!", så han sørgede for kun at scanne overkroppen og hovedet. og iiiiiiih!! Så lå den der, selvfølgelig med et bankende hjerte, og suttede tommelfinger og var bare sød og artig og Søren blev så berørt at han kom til at sige "nåååårh lille baby!" til billedet så lægen kiggede på ham og smilede for sig selv 
På vejen ud til bilen siger Søren pludselig "når han siger du er en finger åben, er det så det samme som at man er cm åben?", "æh ja", "jamen, en finger er jo cirka 1 cm og han kunne vrikke sin finger, så det er nok lidt mere end 1 cm, og betyder det så ikke, at du er i fødsel? altså jeg mener, at det var veer du havde og at du er i tidligt stadie af fødsel? du er jo åben, og man er jo først åben når man skal føde, ikk?" og så tog vi lige det hele var start til slut og Søren blev helt ellevild "jaaaaa, baby er på vej!". I bilen på vej hjem var vi bare helt rundtossede og plukveerne kom igen, og vi snakkede meget om, at de nu var kommet med forskelligt tidsinterval i mange timer og det gjorde ret ondt i maven og hvor mon det her bar hen, og min søster havde jo kun været lidt mere åben end jeg var nu da hun kom på fødegangen.
Så lejede vi en film, og så den og imens gjorde det bare naller. Ikke uudholdeligt, men sådan at det egentlig var ret træls at sidde stille. plukveerne kom stadig også. Klokken 23 besluttede jeg at gå i seng, for hvis det skulle udvikle sig, så var det nok meget klogt at sove mens man kunne. Søren kunne IKKE sove og sad oppe og rettede opgaver i stuen
Så nu er det morgen og jeg har faktisk sovet ad helvedes til. Jeg får ikke plukveer når jeg ligger ned, men fårk jeg har ondt i underlivet!! Jeg har hele tiden kun sådan døset og er vågnet 30.000 gange og har drømt de underligste ting. Så klokken 8 besluttede jeg at stå op, også fordi det går om i ryggen, så der er ikke rigtig nogen behagelig liggestilling. Søren ligger nede i stuen og snuer den, for jeg har ingen ide om hvad tid han fik lagt sig til at sove - stakkels mand 
Så nu venter vi - og er møgspændte! Lægen sagde, at det kunne ske lige om lidt eller om fjorten dage, men han mente ikke der ville gå MERE end fjorten dage og han mente bestemt ikke jeg overhovedet ville gå over tid Så send ve-støv alt hvad I kan undvære!!
