forvirret, bange, ked af det og har brug for lidt hjælp

Åh, hvor er det synd for jer begge to (tre!), og dernæst kan jeg ikke lade være med at sige: Og hold da kæft hvor er det bare typisk for den nye unge generation!!! (altså dem mellem 15-35år). Den der med at ville forlade et forhold fordi: Man ikke er glad.

Hvad har sagt at man skal være glad??? Eller glad hele tiden ??? Jeg har ikke mindre end 3 (TRE) skilsmisser i min nære omgangskreds, der er gået fra hinaden inden for det sidste halv år, udelukkende med den begrundelse at: de ikke var glade i deres parforhold.

Det er jeg da heller ikke, men ejg kunne da ikke drømme om at gå!!! For det ville jeg jo ikke få et bedre eller gladere liv af. livet er IKKE en dans på roser. Et parforhold er benhårdt arbejdet, og det kræver rigtig meget af en. Men tilgengæld for man også en masse igen! Spørgsmålet er så bare om man vil have de ting et fast parforhold har at byde på, eller om man hellere vil leve i fest og farver, og gå fra det ene forhold til det næste?

Selv når man kigger på de mest fantastisk og smukkeste forhold i vores forældre og bedsteforældre generation, forhold med dyb kærliglhed, hengivende og gensidig respekt, hvis man går dem på klingen, så ahr de da også været ved at 'slå hinanden ihjel' og der har været tider hvor de ikke kunne døje synes af den anden. men når man så kommer om på den anden side, ja så er forholdet blevet endnu stærkere, og kan klare endnu en tur i vridemaskine, hvor man så igen (måske i en årerække) ikke kan døje hinanden igen.

jeg synes det er pisse ærgeligt at så mange går fra hinaden på 'forkert grundlag' (altså forkert i mine øjne, mine veninder der er gået fra deres mænd, synes jeg det er den rigtige besluttning at de er gået, for de var jo ikke glade. At så kommer i de vildste livskriser efter skilsmissen, det er så en anden sag mener de. De skal bare lige komme sig over det, og SÅ bliver deres liv meget bedre, -tror de).

-og der er rigtig mange børn der betaler en meget høj pris for det når deres forældre går fra hinanden-. (det er selvfølgelig lidt noget andet lige i jeres tilfælde fordi barnet slet ikke er født endnu).

men stil lige dig selv følgende spørgsmål: HVORFOR vil du forlade en gravid kæreste som du elsker???

(du skriver selv at du elsker hende højt)

Du kan også spørge dig selv, hvad skal der til for at gøre dig lykkelig?

hvad er det du mangler?

er det arbejdet der får det hele til at sejle, eller er det kæresten?

man kan godt give det enes skylden, selvom det er det andet der rent faktisk går en på.

når man har været sammen så længe så sker der nogle ting, hverdagen træder ind og det er ikke lige så spændende længere,

Men man kan godt gøre det spændende.

hvis du er så meget itvivl, så tag væk en tid, og savn hinanden, det er rigtig godt for forholdet, nogengange skal man bare lige have øjnene op

Jeg synes du tænker rigtig godt over tingene, så mon ik om du ikke også finder den bedste udvej

Mumto3 skriver:

Åh, hvor er det synd for jer begge to (tre!), og dernæst kan jeg ikke lade være med at sige: Og hold da kæft hvor er det bare typisk for den nye unge generation!!! (altså dem mellem 15-35år). Den der med at ville forlade et forhold fordi: Man ikke er glad.

Hvad har sagt at man skal være glad??? Eller glad hele tiden ??? Jeg har ikke mindre end 3 (TRE) skilsmisser i min nære omgangskreds, der er gået fra hinaden inden for det sidste halv år, udelukkende med den begrundelse at: de ikke var glade i deres parforhold.

Det er jeg da heller ikke, men ejg kunne da ikke drømme om at gå!!! For det ville jeg jo ikke få et bedre eller gladere liv af. livet er IKKE en dans på roser. Et parforhold er benhårdt arbejdet, og det kræver rigtig meget af en. Men tilgengæld for man også en masse igen! Spørgsmålet er så bare om man vil have de ting et fast parforhold har at byde på, eller om man hellere vil leve i fest og farver, og gå fra det ene forhold til det næste?

Selv når man kigger på de mest fantastisk og smukkeste forhold i vores forældre og bedsteforældre generation, forhold med dyb kærliglhed, hengivende og gensidig respekt, hvis man går dem på klingen, så ahr de da også været ved at 'slå hinanden ihjel' og der har været tider hvor de ikke kunne døje synes af den anden. men når man så kommer om på den anden side, ja så er forholdet blevet endnu stærkere, og kan klare endnu en tur i vridemaskine, hvor man så igen (måske i en årerække) ikke kan døje hinanden igen.

jeg synes det er pisse ærgeligt at så mange går fra hinaden på 'forkert grundlag' (altså forkert i mine øjne, mine veninder der er gået fra deres mænd, synes jeg det er den rigtige besluttning at de er gået, for de var jo ikke glade. At så kommer i de vildste livskriser efter skilsmissen, det er så en anden sag mener de. De skal bare lige komme sig over det, og SÅ bliver deres liv meget bedre, -tror de).

-og der er rigtig mange børn der betaler en meget høj pris for det når deres forældre går fra hinanden-. (det er selvfølgelig lidt noget andet lige i jeres tilfælde fordi barnet slet ikke er født endnu).

men stil lige dig selv følgende spørgsmål: HVORFOR vil du forlade en gravid kæreste som du elsker???

(du skriver selv at du elsker hende højt)

Uh ja, glemte helt i mit svar at skrive, at der skal være plads til livets op og nedture.. Man kan ikke være ovenudlykkelig hele tiden, der kommer kriser som man skal arbejde sig igennem.. Godt du lige mindede mig om det..

Først og fremmest, mange tak for alle svar indtil nu. Det hjælper som forventet ikke på den "rare" måde - svaret kom som et lyn fra en klar.. und so, men det er ikke desto mindre rart at høre andres mening om sagen.

Det er klart, at det med jobbet som heller ikke spiller for mig, kan have stor betydning. Jeg har tænkt tanken (hvilket også var grunden til at jeg overhovedet skrev noget om det, for som element er det ikke relevant - men det er det MÅSKE i kraft af stress eller hvad man nu kalder det). Grunden til at jeg lidt panisk forsøger at komme frem til (det rette) svar nu er, at jeg har en eller anden ide om, at SKAL jeg gå, så lad mig dog forgudernes skyld gøre det NU, INDEN det bliver fysisk hårdt og tærrende på min kæreste - på den måde er der en mulighed for, at hun har accepteret situationen og vil lade mig hjælpe i et omfang, NÅR det bliver fysisk hårdt og tærrende.

oooog omvendt er det selvfølgelig ikke noget jeg vil forhaste mig med.

Der er en del der har hæftet sig ved, at jeg skriver at jeg stadig elsker min kæreste, og hvordan kan der så være et problem?

Jeg kan ikke svaret på det spørgsmål, men der er tilsyneladende forskellige opfattelser af hvad man kan og bør, hvis man er forelsket. Min far forlod en kvinde til fordel for min mor, men der er ingen tvivl om, at han den dag i dag fortsat elsker sin første kone - bare på en anden måde, på et andet niveau.

Måske er det bare ikke alle der kan differenciere følelser. Måske er der ingen der kan.. Jeg tror SELV at jeg kan.

(den opmærksomme læser konstaterer her, at der ikke er ret meget jeg efterhånden er sikker på).

Tak for alle svar indtil nu, og alle fremtidige. I er super, alle sammen, uanset mening. tak fordi i tager jer tid.

Følg dit hjerte og gå. Vær der så meget for hende som hun ønsker, magter, tåler og tag det med hvis hun også afskærer kontakten for en tid. Gør hende det klart, at du VIL barnet og VIL være far, men at I ikke kan være kærester længere.

Du holder hende for nar ved ikke at sige det, synes jeg.

I har trods alt også en del tid at sunde jer I og måske finde en okay tone imellem jer inden at bebsen kommer.

Det eneste, der kunne holde mig tilbage,var frygten for ikke at komme til at se mit barn tit. Min kæreste siger så tit, at han ville dø lidt indvendig hvis ikke han kunne følge så meget med i Olivers liv, som han gør.

Så overvej det nøje, men du bliver nødt til at følge dit hjerte, ellers dør det stille og roligt...

Held og lykke med det og håber I finder ud af at være gode forældre, enten sammen eller hver for sig.

SeptemberBaby skriver:

Jeg synes, du skal forsøge (selvom det sikkert er svært) at tage den kvinde, som du er blevet forelsket i, ud af ligningen. 

Forelskelse gør nemlig blind, og det kan sagtens være, at den følelse snart går over - eller ligefrem bliver vendt til det modsatte - sådan er det i min erfaring ofte med fascinationer. 

Prøv at tænk, hvis hun nu ikke eksisterede, hvordan ville du så have det med din kæreste? Og pas på med at rationalisere i retning i, hvad du har lyst til lige nu. Jeg mener, det er så let, når man bliver forelsket at sige: "Det jeg har, er jeg jo heller ikke så glad for." - osv. - For så passer pengene jo, og man har retfærdiggjort sine forbudte tanker.

Jeg har bare sådan en fornemmelse af, at hvis du bliver hos din gravide kæreste (evt. med hjælp fra noget terapi og sådan), så vil du en dag om ej så længe tænke: "Fårk!- Hvad nu hvis jeg havde forladt det her?? Den kvinde jeg elsker og mit dyrebare barn?! " Og den tanke vil give dig koldsved...  Jeg siger ikke, at det nødvendigvis er sådan, det forholder sig, jeg siger blot, at du skal virkelig passe på med at smide noget så potentielt fantastisk væk.

I øvrigt så synes jeg ikke, at din jobsituation bør have nogen som helst indflydelse på dine beslutning. Kan ikke se, hvad det har med kæreste og barn at gøre? Det er jo trods alt "bare" et job.

Men altså: Hvis du forlader din kæreste, så lav på forhånd en kontrakt med dig selv om, at du ikke rør den kvinde, du er forelsket i. Så kan du nemlig være mere sikker på, at din beslutning ikke er sløret.

Det var mit råd. Givet på baggrund af de sparsomme oplysninger, jeg kender til .

Håber, I finder ud af det hele på en ordentlig måde.

Er 100% enig! klogt sagt med at tage den anden kvinde ud af billedet!